BLOG: Danmark var uforberedt på en epidemi, fordi beredskabet reelt set forsvandt efter afslutningen på Den Kolde Krig. I dag har vi hverken felthospitaler, nogen personelreserve eller nok uddannet mandskab til at håndtere kriser og katastrofer. Må denne krise få de ansvarlige til at genopbygge et troværdigt beredskab inden for både sundhedsvæsenet, Forsvaret og beredskabet.
Næppe en eneste dansker har undgået at se politikere og myndigheder på det ene pressemøde efter det andet stille sig frem med den famøse planche, der viser kapaciteten i landets sygehusvæsen kontra smittekurven. Næppe en dag er gået, uden at nye tiltag er iværksat for at lukke landet ned, spærre befolkningen inde og skabe en situation, der bliver langt sværere at rulle tilbage end at iværksætte.
Hele udgangspunktet har været at stoppe smittespredningen, så der er kapacitet nok på intensivafdelingerne og brede smitten ud over længere tid, hvilket måske lyder som en plausibel plan, når man nu oprindeligt overhørte alarmklokkerne fra WHO. Men hvorfor er vores sundhedsvæsen så skrøbeligt, at det ikke kan modstå en epidemi som den nuværende, og skal vi lukke landet ned hver gang, der dukker en virus op fra Asien, Afrika eller et tredje sted grundet en særdeles lemfældig veterinærkontrol i de egne?
Svaret skal vi lidt tilbage i historien for at finde.
Tilbage i starten af 1990´erne havde vi et beredskab, der både omfattede ekstensive foranstaltninger ved kemiske, biologiske og atomare angreb på landet, et levn fra Den Kolde Krig, hvor man på begge sider af Jerntæppet forskede i alle mulige tænkelige og utænkelig kampstoffer, der kunne sikre en hurtig sejr uden for mange egne tab. Med en viden, om at fremstilling og forskning skete på begge sider af hegnet, opstod også et behov for at kunne behandle store grupper på kort tid, som potentielt blev berørt af kampstofferne, der ikke kun ville berøre militære mål, men i særdeleshed også civile.
Sundhedsvæsen, forsvar og det civile beredskab havde planer og kapacitet til store grupper, der blev eksponeret på kort tid, og det var dele af det beredskab, som man kunne have brugt i dag, hvis bare noget af det var beholdt og opdateret til 2020 niveau. Virkeligheden i dag er, at vi stort set intet beredskab har. Sundhedsvæsenet kører dagligt til kanten og har ingen eller begrænset reservekapacitet. Forsvaret kan ikke hjælpe, da det sidste felthospital for længst er bortauktioneret, og Beredskabsstyrelsen kan med nød og næppe måske opstille et opvarmet telt eller to, men så er de også ved at nå deres begrænsning.
Hvor blev det så af?
Efter Jerntæppet opstod et tomrum
Da Jerntæppet forsvandt, opstod et tomrum, hvor det politisk blev svært at forklare befolkningen, hvorfor man skulle opretholde beredskabet, uanset hvor i det offentlige system man kiggede. Freden havde indfundet sig, og det er alt andet lige nemmere at være en handlekraftig politiker, når man kan tage midler fra beredskabet, der ikke rigtigt bruges, og anvende midlerne til noget nærværende som kultur, infrastruktur, det sociale område, eller hvor man nu politisk kan vinde mest gehør hos sin vælgerskare.
Det giver ingen stemmer at have kapacitet til 20.000 patienter i gangene under hovedstadens sygehuse, felthospitaler i garagen eller for den sags skyld våben på depoterne, da enhver politiker i nuet vil kunne hævde, at de alligevel ikke skal bruges. Det politiske udsyn er maksimalt fire år frem, og netop den kortsynethed er den direkte årsag til, at vi i dag de facto er uden beredskab. Velfærd og vindmøller klinger bedre end katastrofeberedskab.
Nedlukningen af Danmark er et udtryk for panik, fordi vi ikke har en reserve, der kan aktiveres i tilfælde af kriser. Der kan ikke nævneværdigt skrues op for kapaciteten, da der hverken er udstyr eller personale nok til at løse opgaven. Der findes ingen depoter med frisk materiel, der kan trækkes ud og bruges til en krise som den eksisterende, simpelthen fordi man politisk ikke har anvendt begrebet rettidig omhu. Landets sundheds- og sikkerhedsforsikring er ikke betalt, og den regning betaler vi nu og måske igen om et år eller to, når en anden kineser får sat tænderne i en flagermus eller et reptil. Det kan også komme fra Afrika, hvor vira lever naturligt i regnskovene og kun venter på at sprede sig, når dyr og mennesker kommer lidt for tæt på hinanden.
Vel vidende at en stor del danskere ikke mener, at vi ikke skal gøre andet end blot rette ind efter hastelovene og isolere os selv, så er vi død og pine nødt til at tage fat på debatten om et ordentligt beredskab, der kan foldes ud, når lokummet brænder. Vi er nødt til at indse, at vi lever på en måde, hvor ferien naturligt går til Thailand, og forretningsrejsen er ligeså normal til Kina, USA og Sydafrika som det er at tage på salgsturné i Jylland. Illusionen om fred i verden, hvor ingen ulykker kan ramme os, er forhåbentlig nu bristet. Men vi kan lære af fejlene og erkende, at der skal opbygges et langt stærkere beredskab, bredt funderet i statens kerneområder, så vi ikke igen om to år skal stå med en covid-23 eller noget helt andet. Det gælder både for sundhed, naturkatastrofer, krig og andre kriser.
Hastelove kunne måske undgås med et effektivt beredskab
Måske skal vi have fokus på at uddanne reservepersonel inden for statens kerneområder som politi, sundhedsvæsen, forsvar og civilberedskab, så vi kan folde det ud, hvis krisen opstår gennem en udvidet samfundspligt i ungdomsårgangene. Måske skal vi kraftigt styrkes på materielsiden, så vi kan hive det relevante materiel ud fra depoterne, hvis vi rammes af det uforudsete. Det bliver ikke billigt at genoprette felthospitalerne, udnytte de tomme kælderkvadratmeter på landets sygehuse eller uddanne kommende årgange af beredskabsfolk, uanset om de uddannes i sundhed, civilt beredskab eller forsvar. Men måske coronaen trods alt sætter lange nok spor til, at selv den mest korttidstænkende politiker kan se, hvad prisen er ved at lade være.
Hvis vi havde haft et beredskab, kunne vi muligvis have undgået en del af hastelovene, have undgået at sende det meste af erhvervslivet hjem og ikke mindst sikret, at befolkningen turde tro på, at man havde en rimelig sikkerhed for at komme i behandling, hvis man blev ramt af sygdom. Grundloven kunne stadig have været vores pejlemærke, men vigtigst af alt, så havde vi undgået at se styrelser og politikere slås om taktik og politiske valg, fordi et beredskab skal være forankret i en struktur af faglighed og viden.
I den nuværende situation er nedlukningen et udtryk for afmagt, og det eneste værktøj der fandtes i en tom værktøjskasse. Der var ingen steder at hente forstærkning, ingen planer der kunne foldes ud, og så var panikknappen i form af nedlukning den eneste mulighed. Man kan kalde det handlekraft at sætte Danmark totalt i stå. Men man kunne også vælge at se det som mangel på rettidig omhu.
Om, vi ender med at begynde at tale om beredskab på den anden side af krisen, er desværre nok tvivlsomt. Regningen for krisen skal samles op, og kernevælgerne i de forskellige politiske partier vil presse deres politikere til at tilgodese netop dem, hvorfor behovet for et ordentligt, solidt beredskab går i glemmebogen, indtil næste krise indfinder sig, og en ny flok politikere vil stille sig frem i medierne og undre sig over at kapaciteten ikke findes.
Kære Klaus,
Tak for dit indlæg. Det er yderst relevant. Jeg tror det helt afgørende, at få gang i en debat om samfundets beredskab. Mange har bidraget til indsatsen mod covid-19. Det gælder personale i sundhedsvæsenet, personel fra Forsvaret og Hjemmeværnet og mange andre. Det fortjener de stor ros for! Men desværre har man måttet improvisere sig frem, fordi man ikke kunne basere sig på beredskabsplaner eller beredskabslagre. De samfundsinstitutioner, som skulle have været rygraden i et beredskab, er i mange år blevet forsøgt drevet som produktionsvirksomheder. Det betaler vi prisen for i dag.
Jeg tror dog ikke, at vi kan skabe et tidsvarende beredskab ved at se på, hvordan vi gjorde under den kolde krig. Dengang var beredskabet primært designet til at håndtere en ganske bestemt situation, nemlig krig. Det moderne beredskab, vi har brug for, skal kunne håndtere en bredere vifte af trusler. Det bliver dyrt, men billigt sammenlignet med hvad det kommer til at koste at få samfundet genoprettet efter den undtagelsestilstand vi lige nu befinder os midt i.
Med venlig hilsen
Carsten Rasmussen
Men så er det lyset af din Epidemi blog positivt, at Forsvaret’s Reserve og Hjemmeværnet på rekordtid kunne stable 700 reservestyrke på benene, som nu bemander vores call – centre og sundhedssystem. Helt uden denne reserve havde beredskabet været ilde stedt.
Kære Klaus.
Jeg er ikke uenig i, at et bedre beredskab – i bred forstand – til håndtering af kommende sundhedskriser vil være hensigtsmæssig. Men jeg synes alligevel, at noget halter i din analyse.
Hvem skal – i en fremtidig national sundhedskrise i fredstid – bemande de felthospitaler på beredskab, som du taler for? De felthospitaler (eller feltlazaretter, som de rettelig hed), som var oplagt under den kolde krig, havde ét eneste formål, og det var at kunne støtte Forsvarets mobiliserede operative styrker. Bemandingen af disse lazaretter skete med læger og sygeplejersker, som man udskrev fra det nationale sundhedsvæsen; en risiko man var nødt til at tage under total krig i håb om, at et effektivt militært forsvar kunne reducere krigens påvirkning af det civile samfund. (Og den materielle standard for den kolde krigs feltlazaretter lå i øvrigt milevidt under standarden i det civile sundhedsvæsen).
Men det var altså i et full scale krigsscenario. Jeg tror mildest talt ikke, det ville være specielt hensigtmæssigt i en fremtid sundhedskrise – i fredstid – at fjerne hundredevis af læger og sygeplejersker fra vores sundhedsvæsen for at lade dem bemande mobiliserede felthospitaler i stedet. Det ville jo efterlade uerstattelige huller på vores hospitaler.
Men en forbedring af det civile sygehusvæsen til håndtering af fremtidige epidemier – f.eks. gennem oplægning af relevante forsyninger og materiel – vil formentlig være nødvendigt.
Bh
Jakob
Forsvaret har dog leveret 50 respiratorer til Sundhedsvæsenet – hvad det så er….
Kære Jakob.
Jeg kan se på mange af dine kommentarer her på OLFI, at der stort set altid mangler noget i “folks” analyser!
Det har efter min opfattelse netop vist sig, ikke kun under Corona pandemien, men gennem en lang lang årrække, at analytikerne med deres alen lange, og i mange tilfælde styrede og dermed ubrugelige rapporter om dette og hint, har haft held til at analysere sig frem til, at beredskaber godt kan sammenlignes med en almindelig forretning. Det er vi mange der ikke er enige i, analyser eller ej. Lad mig give et par eksempler på den analytiske og statistiske tilgang til beredskaberne:
-Politibemandingen. Her bruger man måltal for antallet af forbrydelser, fartsyndere evt knyttet op til et geografisk område til at fastsætte den netop tilstrækkelige bemanding til at løse den opgave, som var der i går i disse områder. Resultat, mønsteret ændrer sig.
– Istjenesten: Der har ikke været is i danske farvande i mange år. Isbryderne har ikke været ude at sejle på andet end træning, viser måltallene. Vi nedlægger isberedskabet og bruger pengene i iskassen til alt muligt andet, hvorefter havne og rederier som betalte til beredskabet protesterer over at de fortsat skal betale til beredsabet. Resultat: Iskasse og isbryderberedskab nedlægges. Alternativt beredskab skal indlejes fra andre nationer, som har et beredskab.
Kommentar: Uden at jeg har statistisk meteorologisk materiale og isstatistikker for danske, svenske, norske og finske farvande til jeg tillade mig at antage, at er der is i danske farvande, så er der nok også i svenske og finske. læs vi har selv brug for beredskabet.
Skat: Analyser viser at der kan spares mange penge på at centralisere og digitalisere hele molevitten og flytte det til et sted i Jylland! Endvidere viser analyserne at arbejdet bliver bedre udført, mere præcist og ensartet og der kommer ikke til at ske forskelsbehandling. For at sikre disse forudsigelser gør man de medarbejdere, som man beholder til at svare på telefonopkald og skriftlige henvendelser uansvarlige (læs de kan ikke give et juridisk bindende svar) med mindre man betaler en mindre formue for at få besvaret et spørgsmål.
Skats stående beredskab til at løse uforudsigelige opgaver fjernes eller lægges ned på enkeltpersoner indenfor en del områder. Skatteligningen skal kunne foretages maskinelt i størst muligt omfang, hvorfor der ikke er behov for noget beredskab der, idet den del der ikke kan ske maskinelt defineres præcist. Her afgrænses opgaven også drastisk i forhold til de medarbejdere, som så skal forestå ligningen på disse områder.
Kommentar: Selv med min begrænsede indsigt i disse forhold, ville jeg i langt højere grad have lyttet til de mange mange medarbejdere i Skat, som via deres erfaring undsagde analyserne og spåede stor risiko for tab og fejl. Det skete ikke før efter nogle ganske store sager kom frem i lyset.
Jeg kunne blive ved med at finde sådanne eksempler til en gang i næste uge. I stedet vil jeg blot anføre:
Halvdelen af et beredskab går ud på at have reserver til at løse de opgaver i morgen som vi IKKE kender, og derfor ikke kan analysere på. Den anden halvdel går ud på at sikre reserver og styrke til at løse de opgaver i morgen, som man ud fra forskellige modeller kan analysere sig frem til måske kommer. Lægger man disse to sammen, så skal man kunne løse uforudsete opgaver ved siden af de forudsigelige beredskabsopgaver man har analyseret sig frem til der er en tilstrækkelig risiko for sker, og som man har valgt at afsætte midler til at løse. Men regnearksdiktaturet kan ikke få regnearkene til at gå op, hvis man ikke definerer alting og dokumenteret behovet med statstikker og måltal, og dermed kan forudsige hvad en given opgave kan komme til at koste.
Derfor har man siden koldkrigen gjort en ihærdig indsats for at overbevise politikerne om at uforudsigelige opgaver ikke giver mening at afsætte midler til. Til den opgave har man brugt måltal og statistikker til at påvise behov og efterspørgsel, og ved de særligt genstridige beredskaber – ja der går man blot lidt længere tilbage, venter til der skal indkøbes noget dyrt materiel for at vedligeholde beredskabet og så slår man til.
Analysen siger: Der har ikke været brug for det nu i snart 10 år eller længere. Derfor giver det ikke mening at opretholde det. Sådan er det ene beredskab efter det andet blevet nedlagt eller forringet.
Beredskabsopgaver bliver også i dag definet til hvilken grad de skal løses fordi så kan man afsætte netop tilstrækkelige midler til opgaven. Opgaver kan altså løses for godt i den moderne regnearkstankegang. Det er altså ikke en god ide at bede om en bemanding eller noget materiel, hvis ikke man præcist definerer hvad det skal bruges til, har kunnet dokumentere et tidligere behov eller et behov der vil gøre sig gældende indenfor en overskuelig fremtid.
Hvis ikke man kan komme med en af disse to tilgange til et etablering eller vedligehold af et eksisterende beredskab – så kan man ikke putte det ind i et regneark – og det pågældende beredskab nedlægges sandsynligvis efter kort tid. Det så man med istjenesten, med morterreservene, med søminerne, med de lokale politistationer, med grænsevagtsbemandingen, med skat og jeg kunne blive ved.
Jeg er overbevist om, at mange af indlægsskriverne er frustrerede over den udvikling, og derfor netop ikke ønsker en såkaldt analytisk tilgang til alle opgaver, herunder dele af beredskabsniveauet her i landet.
Hvordan kan sundhedsvæsenet løbe tør for mundbind efter een uge blot fordi der bliver indlagt 500 ekstra patienter? Det er netop fordi nogen har analyseret behovet på baggrund af tidligere forbrug og dermed fundet frem til, at lagrene kunne reduceres til nærmest ingenting. Det tyder blot på, at man enten ikke forstår meningen med et beredskab, eller at man ikke har ønsket at opretholde et.
Jeg savner en lidt mere praktisk tilgang til dele af beredskabet. Det uforudsigelige og den del af beredskabet, som kan fastsættes ud fra fagfolks erfaring mere end de tal man er blevet bedt om at samle ind.
Der er MANGE mennesker som har råbt op om det her i mange mange år – også om en kæmpe risiko for pandemier, dog uden at vide præcist hvilken. Men når man ikke kan definere hvem der skal lave hvad, hvor godt det skal laves eller hvad det kommer til at koste, så kan det ikke puttes ind i regnearket, bliver så afvist fordi analytikerne og økonomerne ikke kan få det til at passe i regnearkene.
Det der sker nu er en praktisk tilgang til tingene – præcist som Klaus skriver. Man handler med opgaven i centrum – og opgaven er at holde belastningen på sundhedsvæsenet under den famøse grønne kurve. Vupti, landet lukker ned – alle kan se meningen med det OG DER LIGGER IKKE EN NÆRMERE ANALYSE AF DET HELE!
MEN! Man ved ikke hvad det kommer til at koste, man ved heller ikke hvem der kommer til at lave hvad, eller hvor længe de skal lave det. Men beslutningerne bliver alligevel taget ud fra et forsigtighedsprincip som nævnt med opgaven i centrum (nok til regnearkskongernes store fortrydelse (ny personalgruppe med stress og mavesår))
Havde man lyttet lidt mere til praktikerne og den del af fagkundskaben, som faktisk ved noget om det de taler om uden nødvendigvis at kunne dokumentere deres viden og påstande i en eller anden statistik, så havde der nok siddet lidt flere folk på hænderne og ventet på at noget skulle ske, man havde nok lidt større lagre af sprit og mundbind, og man sandsynligvis også haft et parallelt sundhedssystem i Forsvaret som i mange andre lande – et parallelt system som kunne træde til i netop den situation vi nu befinder os i. Mon ikke det alligevel havde været billigere end det her cirkus?
Nu har vi kørt havaribaseret vedligehold på landets beredskaber de sidste 25-30 år med baggrund i bagudrettede analyser og statistikker. Det ville være rart, hvis vi de næste 25 – 30 år i lidt større grad tager nogle praktikere og tænkere med på råd i beslutningsprocesserne ,så vi ikke altid udelukkende ser på bagudrettede statistikker og analyser, men også lytter lidt til kloge mennesker som danner sig en mening og et billede af, hvad der kan ske og ikke så meget hvad der har været sket.
Mvh
Michael Thomsen
Kære Michael.
Tak for dit svar.
En klog mand – jeg tror, det var Churchill – sagde engang, at man skal kende historien for at forstå nutiden og kigge ind i fremtiden. Med det mener jeg, at vi skal bruge historien mest muligt til at navigere i nutiden og planlægge fremtiden. Hvis vi ikke brugte historien fornuftigt, ville vi stadig have vægter-beredskab, kul-beredskab, heste-beredskab, beredskab af egetræer til bygning af skibe osv.
Jeg ville meget nødig leve i et samfund, som i fredstid lavede beredskabsforanstaltninger for alle tænkelige og utænkelige hændelser. Det ville være umuligt at finansiere og – endnu vigtigere – umuligt at bemande. Man må tage nogle kalkulerede risici og så erkende, at historien netop har lært os, at ingen samfund kan forudse alt. Og så må man tage ved lære af det, når en krise er overstået. Som jeg også fremhævede i mit indlæg, er der uden tvivl behov for nogle ændringer af vores materielmæssige sundhedsberedskab for at kunne stå bedre rustet til fremtidige epidemier.
Når alt dette er sagt, vil jeg tilføje, at jeg egentlig synes, at vores regering og folketing – indtil nu – har håndteret corona-epidemien temmelig godt. Og i hvert fald bedre end mange andre lande i verden. Hvis nogen lande, som er ramt, hævder, at de har fuldt ud styr på situationen, vil jeg hævde, at de skjuler oplysninger.
Men som allerede nævnt; Danmark kan formentlig gøre det endnu bedre næste gang.
Bh
Jakob