Beredskabet der forsvandt

Klaus Kroll er reserveofficer og tidligere politisk aktiv.

BLOG: Danmark var uforberedt på en epidemi, fordi beredskabet reelt set forsvandt efter afslutningen på Den Kolde Krig. I dag har vi hverken felthospitaler, nogen personelreserve eller nok uddannet mandskab til at håndtere kriser og katastrofer. Må denne krise få de ansvarlige til at genopbygge et troværdigt beredskab inden for både sundhedsvæsenet, Forsvaret og beredskabet.

Næppe en eneste dansker har undgået at se politikere og myndigheder på det ene pressemøde efter det andet stille sig frem med den famøse planche, der viser kapaciteten i landets sygehusvæsen kontra smittekurven. Næppe en dag er gået, uden at nye tiltag er iværksat for at lukke landet ned, spærre befolkningen inde og skabe en situation, der bliver langt sværere at rulle tilbage end at iværksætte.

Hele udgangspunktet har været at stoppe smittespredningen, så der er kapacitet nok på intensivafdelingerne og brede smitten ud over længere tid, hvilket måske lyder som en plausibel plan, når man nu oprindeligt overhørte alarmklokkerne fra WHO. Men hvorfor er vores sundhedsvæsen så skrøbeligt, at det ikke kan modstå en epidemi som den nuværende, og skal vi lukke landet ned hver gang, der dukker en virus op fra Asien, Afrika eller et tredje sted grundet en særdeles lemfældig veterinærkontrol i de egne?

Svaret skal vi lidt tilbage i historien for at finde.

Tilbage i starten af 1990´erne havde vi et beredskab, der både omfattede ekstensive foranstaltninger ved kemiske, biologiske og atomare angreb på landet, et levn fra Den Kolde Krig, hvor man på begge sider af Jerntæppet forskede i alle mulige tænkelige og utænkelig kampstoffer, der kunne sikre en hurtig sejr uden for mange egne tab. Med en viden, om at fremstilling og forskning skete på begge sider af hegnet, opstod også et behov for at kunne behandle store grupper på kort tid, som potentielt blev berørt af kampstofferne, der ikke kun ville berøre militære mål, men i særdeleshed også civile.

Sundhedsvæsen, forsvar og det civile beredskab havde planer og kapacitet til store grupper, der blev eksponeret på kort tid, og det var dele af det beredskab, som man kunne have brugt i dag, hvis bare noget af det var beholdt og opdateret til 2020 niveau. Virkeligheden i dag er, at vi stort set intet beredskab har. Sundhedsvæsenet kører dagligt til kanten og har ingen eller begrænset reservekapacitet. Forsvaret kan ikke hjælpe, da det sidste felthospital for længst er bortauktioneret, og Beredskabsstyrelsen kan med nød og næppe måske opstille et opvarmet telt eller to, men så er de også ved at nå deres begrænsning.

Hvor blev det så af?

Efter Jerntæppet opstod et tomrum

Da Jerntæppet forsvandt, opstod et tomrum, hvor det politisk blev svært at forklare befolkningen, hvorfor man skulle opretholde beredskabet, uanset hvor i det offentlige system man kiggede. Freden havde indfundet sig, og det er alt andet lige nemmere at være en handlekraftig politiker, når man kan tage midler fra beredskabet, der ikke rigtigt bruges, og anvende midlerne til noget nærværende som kultur, infrastruktur, det sociale område, eller hvor man nu politisk kan vinde mest gehør hos sin vælgerskare.

Det giver ingen stemmer at have kapacitet til 20.000 patienter i gangene under hovedstadens sygehuse, felthospitaler i garagen eller for den sags skyld våben på depoterne, da enhver politiker i nuet vil kunne hævde, at de alligevel ikke skal bruges. Det politiske udsyn er maksimalt fire år frem, og netop den kortsynethed er den direkte årsag til, at vi i dag de facto er uden beredskab. Velfærd og vindmøller klinger bedre end katastrofeberedskab.

Nedlukningen af Danmark er et udtryk for panik, fordi vi ikke har en reserve, der kan aktiveres i tilfælde af kriser. Der kan ikke nævneværdigt skrues op for kapaciteten, da der hverken er udstyr eller personale nok til at løse opgaven. Der findes ingen depoter med frisk materiel, der kan trækkes ud og bruges til en krise som den eksisterende, simpelthen fordi man politisk ikke har anvendt begrebet rettidig omhu. Landets sundheds- og sikkerhedsforsikring er ikke betalt, og den regning betaler vi nu og måske igen om et år eller to, når en anden kineser får sat tænderne i en flagermus eller et reptil. Det kan også komme fra Afrika, hvor vira lever naturligt i regnskovene og kun venter på at sprede sig, når dyr og mennesker kommer lidt for tæt på hinanden.

Vel vidende at en stor del danskere ikke mener, at vi ikke skal gøre andet end blot rette ind efter hastelovene og isolere os selv, så er vi død og pine nødt til at tage fat på debatten om et ordentligt beredskab, der kan foldes ud, når lokummet brænder. Vi er nødt til at indse, at vi lever på en måde, hvor ferien naturligt går til Thailand, og forretningsrejsen er ligeså normal til Kina, USA og Sydafrika som det er at tage på salgsturné i Jylland. Illusionen om fred i verden, hvor ingen ulykker kan ramme os, er forhåbentlig nu bristet. Men vi kan lære af fejlene og erkende, at der skal opbygges et langt stærkere beredskab, bredt funderet i statens kerneområder, så vi ikke igen om to år skal stå med en covid-23 eller noget helt andet. Det gælder både for sundhed, naturkatastrofer, krig og andre kriser.

Hastelove kunne måske undgås med et effektivt beredskab

Måske skal vi have fokus på at uddanne reservepersonel inden for statens kerneområder som politi, sundhedsvæsen, forsvar og civilberedskab, så vi kan folde det ud, hvis krisen opstår gennem en udvidet samfundspligt i ungdomsårgangene. Måske skal vi kraftigt styrkes på materielsiden, så vi kan hive det relevante materiel ud fra depoterne, hvis vi rammes af det uforudsete. Det bliver ikke billigt at genoprette felthospitalerne, udnytte de tomme kælderkvadratmeter på landets sygehuse eller uddanne kommende årgange af beredskabsfolk, uanset om de uddannes i sundhed, civilt beredskab eller forsvar. Men måske coronaen trods alt sætter lange nok spor til, at selv den mest korttidstænkende politiker kan se, hvad prisen er ved at lade være.

Hvis vi havde haft et beredskab, kunne vi muligvis have undgået en del af hastelovene, have undgået at sende det meste af erhvervslivet hjem og ikke mindst sikret, at befolkningen turde tro på, at man havde en rimelig sikkerhed for at komme i behandling, hvis man blev ramt af sygdom. Grundloven kunne stadig have været vores pejlemærke, men vigtigst af alt, så havde vi undgået at se styrelser og politikere slås om taktik og politiske valg, fordi et beredskab skal være forankret i en struktur af faglighed og viden.

I den nuværende situation er nedlukningen et udtryk for afmagt, og det eneste værktøj der fandtes i en tom værktøjskasse. Der var ingen steder at hente forstærkning, ingen planer der kunne foldes ud, og så var panikknappen i form af nedlukning den eneste mulighed. Man kan kalde det handlekraft at sætte Danmark totalt i stå. Men man kunne også vælge at se det som mangel på rettidig omhu.

Om, vi ender med at begynde at tale om beredskab på den anden side af krisen, er desværre nok tvivlsomt. Regningen for krisen skal samles op, og kernevælgerne i de forskellige politiske partier vil presse deres politikere til at tilgodese netop dem, hvorfor behovet for et ordentligt, solidt beredskab går i glemmebogen, indtil næste krise indfinder sig, og en ny flok politikere vil stille sig frem i medierne og undre sig over at kapaciteten ikke findes.

Klaus Kroll er reserveofficer i Hæren og har tidligere været udsendt i flere missioner. I dag er han iværksætter i det private. Foto: Privatfoto