spot_img

Midt i corona-pandemi stuver Forsvaret 130 mand sammen på fregat i tre uger

Onsdag afgik fregatten “Niels Juel” fra Korsør på tre ugers sejlads med en fuldtallig besætning, som ikke er testet for coronavirus. Besætningsmedlem kalder det en “farlig beslutning”, for skibet har ikke meget ilt om bord. Fregatten skal deltage i en øvelse, som besætningsmedlem pga. corona-pandemi kalder “ligegyldig”.

Fregatten ”Niels Juel” skal fra udgangen af denne måned være en del af hangarskibsgruppen omkring det franske hangarskib ”Charles de Gaulle”, og sammen med de øvrige flådeenheder i gruppen skal den danske fregat desuden deltage i øvelsen Joint Warrior i Skotland.

Onsdag middag afgik skibet fra Korsør, og det skal indledningsvis sejle i danske farvande, før turen går videre til farvandet mellem det skotske fastland og Hebriderne, hvor Joint Warrior finder sted. Det hele foregår med en fuldtallig besætning på ca. 130 mand, som siden mandag har været i isolation på skibet, men som ikke er testet for coronasmitte. Ombord på “Niels Juel” møder beslutningen om at gennemføre deltagelsen i Joint Warrior ikke megen forståelse:

Artiklen fortsætter under billedet …

Onsdag middag afgik fregatten Niels Juel fra Korsør med 130 mand om bord for at deltage i en øvelse de kommende tre uger. Screenduimp: MarineTraffic

»Jeg synes, at det er en farlig beslutning. Vi er midt i en pandemi, og vi har alle sammen været hjemme. Risikoen er ret stor for, at bare én af os er blevet smittet. Vi risikerer, at alle skal på sygehuset, og vi har ikke ret meget udstyr og medicinsk ilt derude. Skal alle fragtes ind, vil det jo fordoble antallet af indlagte,« siger et besætningsmedlem til OLFI.

Sammensat besætning fra andre enheder

Forsvaret har stuvet besætningen sammen på skibets 140 m, selv om myndighederne i disse dage opfordrer befolkningen til at blive hjemme, undgå samvær og holde afstand på minimum to meter til hinanden. Siden lørdag har OLFI forsøgt at få svar på, hvordan forlægningen harmonerer med Forsvarets og det øvriges samfunds mange krisetiltag at samle en fuldtallig besætning på fregatten.

Indtil videre har Forsvaret endnu ikke svaret. Fra Forsvarskommandoens pressetjeneste lød det lørdag, at man tilstræbte at besvare OLFI’s spørgsmål mandag. Mandag blev til både tirsdag og onsdag, og i skrivende stund venter OLFI stadig på svar. OLFI har været i skriftlig kontakt med skibsledelsen på ”Niels Juel”, men skibschef kommandørkaptajn Michael Landmark henviste tirsdag eftermiddag til Forsvarskommandoen.

Ifølge OLFI’s oplysninger skal “Niels Juel” sejle med en såkaldt sammensat besætning med udlånsgaster hentet ind fra andre besætninger. Hverken fast besætning eller udlånsgaster er blevet testet for smitte, hvis de ikke har udvist symptomer, og flere af dem har været hjemme så sent som i weekenden.

Kilder i besætningen fortæller, at det sædvanlige havneophold i Skotland forud for øvelsen er aflyst som følge af corona-pandemien. Også på “Charles de Gaulle” har man taget visse forholdregler. Tirsdag kunne Forsvaret meddele på sin hjemmeside, at hangarskibet ikke vil gå til kaj i Aarhus som planlagt. En kilde på “Niels Juel” forstår ikke, at man går på kompromis med besætningens helbred, når der ikke er tale om en skarp mission, men alene en øvelse der gennemføres to gange om året. Og den holdning bliver øjensynligt delt af flere om bord.

»Det er en øvelse, der set i lyset af corona-pandemien er fuldstændig ligegyldig. Selvfølgelig er det ikke ligegyldigt, at vi er ude at træne. Men det er stadig bare en øvelse.«

OLFI følger sagen og opdaterer artiklen, når Forsvarskommandoen har besvaret vores spørgsmål.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Her er nødråbet til ministeren og departementschefen fra piloterne

Abonnement
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og departementschef Pernille Langeberg har mandag den 22. april modtaget et brev fra 30 unge piloter med rubrikken: "Et flyvevåben i afvikling - nødråb fra piloter". Læs brevet her ... 22.04.2024 Emne: Et flyvevåben i afvikling – Nødråb fra piloter Til: Forsvarsminister Troels Lund Poulsen, Forsvarsministeriets Departementschef, Pernille...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Anders Puck Nielsen
Læser
Anders Puck Nielsen
25. marts 2020 15:00

Teknisk set er det vel ikke korrekt at kalde det en øvelse. Skibet skal indgå i en hangarskibsgruppe, hvilket er en helt reel og skarp opgave. Danmark kan ikke bare løbe fra den forpligtelse, når vi har givet tilsagn. I løbet af perioden skal hangarskibet så deltage i Joint Warrior, og det betyder at Niels Juel også kommer til at være med i øvelsen. Men det er ikke Joint Warrior som er formålet med sejladsen.