32 indvendige og udvendige skader og en samlet regning på 6,2 millioner kroner. Det blev resultatet af fregatten ”Iver Huitfeldts” uventede møde med en vinterstorm, da skibet i januar passerede Atlanterhavet på vej mod USA. Særligt hårdt gik det ud over sonardomen, der blev revet helt af, mens besætningen gik fri for personskader.

Det skulle have været en rutinepassage over Atlanten, da ”Iver Huitfeldt” i starten af januar forlagde mod Norfolk, Virginia i USA for at deltage i en samtrænings- og integrationsøvelse med en amerikansk hangarskibsgruppe. Turen udviklede sig dog noget mere dramatisk, end nogen ombord havde kunnet forudset, da fregatten mod slutningen af forlægning sejlede ind i et massivt lavtryk i det vestlige Atlanterhav.

Her sejlede man ind i en storm af dimensioner, som det oftest er forbeholdt Søværnets grønlandssejlere at stifte bekendtskab med, og det blev dyrt på materielsiden. I alt 32 skader på dækket og om læ (inde i skibet, red.) endte i en samlet udskrivning på 6,2 millioner kroner, skriver Søværnskommandoen i et skriftligt svar til OLFI. Ingen besætningsmedlemmer kom imidlertid noget til.

Den ubehagelige oplevelse fandt sted natten til den 5. januar i år, hvor et massivt lavtryk kastede skib og besætning ud i en langvarig kamp med op til 15 meter høje bølger.

Ingen mulighed for at omsejle vejrsystem

Der var ellers ikke meget, der tydede på, at det skulle blive andet end en rutineforlægning, da ”Iver Huitfeldt” afgik fra Korsør den 27. december. Kommandørkaptajn og skibschef Bo Overgaard havde netop for at undgå de værste vinterstorme valgt en rute gennem den Engelske Kanal fremfor den storcirkelsejlads nord om de britiske øer, der ellers ville have været kortest.

De første dage af sejladsen forløb da også planmæssigt, men på sidste del af turen over Atlanten blev det klart for skibets navigatører, at der formede sig et lavtryk ud for Floridas kyst, som bevægede sig længere væk fra den amerikanske østkyst end først antaget. Det blev starten på et temmelig langt døgn for fregatbesætningen.

»Lavtrykkets bane sammenholdt med skibets position gjorde, at der ingen mulighed var for at omsejle vejrsystemet. I løbet af lørdag den 4. januar frem mod søndag den 5. januar tog en storm til i styrke og ramte med fuld kraft i timerne den 5. januar, « skriver skibschefen i sin rapport om hårdtvejrsskaderne.

Undervejs nåede bølgerne nogle timer højder af 15 meter, og kunne potentielt bringe skibet og dets mandskab ud i en farlig situation. Derfor måtte skibschef Bo Overgaard tage sine forholdsregler, skriver han videre.

»Stormen og det tilhørende bølgesystem var af en sådan beskaffenhed, at eneste hensigtsmæssige mulighed var at holde stævnen op mod søen og ride stormen af. Indledningsvis var det muligt at holde 6-7 knob, men allerede om morgenen den 5. januar blev farten reduceret til 4 knob – mindste styrefart, der ikke gav risiko for, at de skæve søer kunne tvinge skibet rundt og tværs i søen.«

Sonardome flået af skroget

Skibschefen ville for alt i verden undgå at komme til at ligge tværs i søen – altså at få bølgerne ind fra siden.

»Bølgesystemet med tilhørende irregulære skæve søer gjorde, at det ville have været ganske risikofyldt at forsøge at gå rundt i søen og dermed sejle med søen, indtil den havde lagt sig. Jeg vurderede, at der ville have været stor risiko for, at skibet ville kunne blive tvunget tværs i søen. En sådan situation vurderes at ville kunne have haft katastrofale følger med væsentlig personskade og materielskader til følge,« fremgår det desuden af rapporten.

Som om ikke var slemt nok at ”banke pæle” i time efter time, blev ”Iver Huitfeldt” undervejs udfordret af en kontaminering af en af skibets brændstoftanke. Det bevirkede, at der løbende og med stadigt kortere intervaller skulle skiftes brændstoffiltre i takt med, at kontamineringen bredte sig til flere brændstoftanke. Det satte samtidig en bagkant på, hvor længe ”Iver Huitfeldt” kunne sejle videre. Problemet med brændstoftankene havde dog ingen betydning for sikkerheden eller for, hvordan man valgte at ride stormen af, skriver Bo Overgaard.

Ved middagstid den 5. januar afgav sonaren en alarm, og det viste sig, at sonardomen var revet af. Normalt ville en sådan skade kræve nedsat hastighed, men henset til problemet med de kontaminerede brændstoftanke og hyppige filterskift, valgte man at fortsætte med en fart, der tillod en ankomst til flådebasen i Norfolk, før ”Iver Huitfeldt” løb tør for brændstoffiltre.

Måtte droppe øvelsesaktivitet til søs

Ved ankomst til flådebasen i Norfolk blev der tid til at besigtige de øvrige skader, og det stod hurtigt klart for besætningen, at også materiellet havde fået en hård medfart. Blandt andet havde besætninger flere dage i træk dykkere i vandet for at inspicere skader under vandlinjen.

Med tabet af sonardomen mistede ”Iver Huifeldt” samtidig sit ekkolod og sin undervandstelefon, og i dagene efter stormen stod det klart, at skibet havde taget skade mange steder ombord. Man fandt en række skader på skroget og ved gummibådsportene, ligesom man konstaterede, at skibet havde været udsat for et tryk på selve skibssiden. Om læ var det blevet til en række mindre skader, herunder skabe, vinduesviskere og toplanterne som enten havde fået skader eller var blevet revet løse.

I alt beløb skaderne sig til 6,2 millioner. De er i dag udbedret, og ”Iver Huitfeldt” er atter sejlklar.

Efter den voldsomme tur og besigtigelsen af skibets materielle skader blev det besluttet at sløjfe ”Iver Huitfeldts” deltagelse i sejladsdelen af øvelsen med den amerikanske hangarskibsgruppe, og den eneste øvelsesaktivitet, skibet kunne holde til, var den, der foregik i havn.

Alting væltede rundt i kabyssen

At stormen ramte ”Iver Huitfeldt” præcis lige så voldsomt, som både skadeslisten og skibschefens rapport giver indtryk af, kan Kenneth Hørdum skrive under på. Han er kok ombord og stod i kabyssen, mens bølgerne i bogstaveligste forstand gik højt. Han kan kun huske enkelte sejladser, der kommer i nærheden af denne atlanterhavspassage.

»Det var fuldstændig vanvittigt. Vi kunne kun lige holde vores kurser, og vi lå underdrejet i flere døgn. Vi sejlede gennem søerne (bølgerne, red.) og ikke over dem. Det var så vildt. Selv vores chef sagde, at han ikke syntes, det var sjovt længere,« fortæller han.

Et af de steder, hvor høj sø giver anledning til mest besvær, er i kabyssen, hvor kokke og kabysgaster står for madlavningen. Det kræver stærke søben, men flere af Kenneth Hørdums kolleger var voldsomt udfordrede af søsyge, da det gik vildest for sig.

»Vi kunne dårligt stå op og lave mad, fordi alting væltede omkring os. Jeg tog ansvaret for kabyssen og uddelegerede opgaver, for jeg er nok den mest søstærke af de kokke, vi har ombord.«

Kun tre af kabysfolkene var arbejdsdygtige, da vejret var værst, og dermed spejlede kabyssen store dele af den øvrige besætning, som var også hårdt ramt. Faktisk forekom skibet nærmest tomt, mens stormen stod på, fordi alle havde søgt ly på køjen.

»Dem, der kunne stå op, klamrede sig til det, der var nærmest, men det var ganske få, der kunne stå op,« husker Kenneth Hørdum og fortsætter:

»Når vi bankede pæle, faldt folk ned af stolene i cafeteriet.«

Grundig træning bar frugt

De fleste af ”Iver Huitfeldts” skader var udvendige. Om læ var det mere begrænset, hvad der gik i stykker, og det tilskriver Kenneth Hørdum en disciplineret besætning, der huskede sin træning. Særligt deltagelsen i det såkaldte Flag Officer Sea Training ved den britiske flåde i Plymouth har lært fregatbesætningen vigtigheden af grundig søsurring, så inventaret ikke flyver rundt i hårdt vejr.

Alligevel var det en lidt ængstelig besætning, der begav sig ud på hjemturen fra Norfolk nogle dage senere. Den forestående hjemsejlads nødvendiggjorde nogle midlertidige løsninger, som Kenneth Hørdum ikke helt havde fidus til, fortæller han.

»Vi var nødt til at afstive ud for. Der, hvor sonardomen havde været, blev der svejset en luge fast, som skulle afstives med tømmer bagefter. Det var noget rigtigt rod og virkelig risky business,« siger han og tilføjer, at det ikke var alle beskeder, der var lige betryggende.

»Vi fik at vide, at skibet godt ville kunne klare at sejle hjem, hvis vi ikke sejlede ind i endnu en storm. Der var ikke rigtig nogen, der havde lyst til at sejle turen hjem.«

Til alt held sejlede ”Iver Huitfeldt” ikke ind i flere storme, og fregatten nåede sikkert hjem til Flådestation Frederikshavn den 29. januar. Få dage senere sejlede skibet videre til Fayard på det tidligere Lindøværft for at blive repareret.