spot_img

Veterancentret slår dørene op til ny familieenhed med fokus på børn

Forsvarsminister Trine Bramsen deltog mandag ved åbningen af Veterancentrets nyeste tiltag, den såkaldte familieenhed, som hun selv har taget initiativ til. Enheden skal fremover yde støtte til soldaters og veteraners pårørende – særligt børnene – både før, under og efter udsendelse.

Veterancentrets lancerede mandag sin nye familieenhed, der er et tilbud til familier og børn af soldater, der enten står foran at skulle udsendes, er afsted eller er vendt hjem igen. Det er ministeren selv, der har taget initiativ til den ny familieenhed efter at have mødtes med flere veteranfamilier og erkendt, at der er et behov for bedre hjælp til denne gruppe af pårørende.

Familieenheden vil bestå af otte lokalt forankrede medarbejdere, som får til opgave at sikre, at familierne hurtigt og effektivt får den hjælpe, de behøver. Selvom enheden skal støtte hele familien, vil der være et særlig stort fokus på børnene.

»Det siger sig selv, at det kan være svært og hårdt at være barn til en udsendt soldat. Der er savnet, frygten og tvivlen, som kan være svær at håndtere. Det skal familieenheden hjælpe med. Ligesom den skal give familierne bedre redskaber til at være familie – både under og efter en udsendelse,« forklarede Trine Bramsen i forbindelse med åbningen.

Lokal forankring skal sikre hurtig hjælp

Et andet markant fokus for familieenhedens medarbejdere vil være familierne til veteraner, der er kommet fysisk eller psykisk til skade under deres udsendelser. Også her betaler børn ofte en høj pris, og det skal der gøres noget ved, sagde Trine Bramsen.

»Det er en kæmpe omvæltning for en familie, hvis mor eller far bliver skadet under en udsendelse. Her må børnene ikke blive taberne. Jeg er meget optaget af, hvordan vi beskytter børn bedre. Derfor er det vigtigt, at der bliver taget hånd om hele familien og ikke bare den skadede veteran. Der skal være rådgivning for både børn og voksne, og hele familien skal have målrettede tilbud.«

De otte medarbejdere vil være placeret på veterancentrene rundt omkring i landet, så de hurtigt og direkte kan yde støtte til de berørte familier. Desuden er det meningen, at enheden i samarbejde med frivillige aktører og eksisterende offentlige tilbud skal være med til at opbygge og formidle viden på området, skriver Forsvarsministeriet om det nye tiltag.

Du kan læse mere om lanceringen af det nye tiltag på Veterancentrets hjemmeside.

 

Andre læste også

Her er nødråbet til ministeren og departementschefen fra piloterne

Abonnement
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og departementschef Pernille Langeberg har mandag den 22. april modtaget et brev fra 30 unge piloter med rubrikken: "Et flyvevåben i afvikling - nødråb fra piloter". Læs brevet her ... 22.04.2024 Emne: Et flyvevåben i afvikling – Nødråb fra piloter Til: Forsvarsminister Troels Lund Poulsen, Forsvarsministeriets Departementschef, Pernille...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer