DR1 viser i aften dokumentaren ”Vores Krig”, der følger Afghanistan-veteranen Piet, hustruen Svandis og parrets tre børn i deres fælles kamp mod Piets invaliderende PTSD. Kameraerne kommer helt tæt på, mens familielivet falder fra hinanden, hvilket danner basis for en en både trist og tankevækkende dokumentar om en veteranfamilies prøvelser.
Da Piet Svendsen for 11 år siden vendte hjem fra Afghanistan, var han en anden, end da han tog afsted. Invalideret af krigstraumer blev han diagnosticeret med PTSD, hvilket efterfølgende udløste både erstatning og førtidspension. Men PTSD’en gør stadig i dag hverdagen vanskelig at komme igennem.
I dokumentaren ”Vores Krig”, der i aften vises på DR1, bliver det klart, at ikke kun Piet selv lider under hans kampinducerede traumer. Det samme gør hustruen Svandis og parrets tre børn, der alle må affinde sig med, at deres mand og far er til stede fysisk, men kun sjældent har det mentale overskud til også at være nærværende. Krigen i Afghanistan har aldrig sluppet taget i Piet, men er fulgt med hjem til Danmark, hvor den gennem mere end årti langsomt, men sikkert har draget en kile mellem ham og familien. Kameraholdet inviteres indenfor, netop som det hele begynder at ramle sammen, og ægteskabet skal stå sin hidtil hårdeste prøve.
Artiklen fortsætter under billedet …
Hvor Piet før var aktiv og udadvendt, tilbringer han, mens kameraholdet følger familien, det meste af sin tid i et skur på gårdspladsen. Her søger han tilflugt fra menneskelig kontakt og omverdenens uoverskuelige forventninger. Tiden går med at spille PlayStation, se film og ryge vandpibe, og i timevis ad gangen ser familien ham slet ikke. Det flyder med madrester, opvask og coladåser, for skuret er det eneste sted, hvor Svandis ikke gør rent.
11 års tålmodighed slipper op
Det er i det hele taget op til Svandis at holde hjulene i gang. Når børnene skal op om morgenen, når der skal smøres madpakker, når der skal ryddes op eller købes ind. Alt påhviler Svandis, og med tre børn omkring sig kræver det sin kvinde. Kun familiens økonomi står Piet for. Men det skal vise sig at være en umulig opgave at holde balance i budgettet, når arbejdsskadeerstatningen for længst er brugt, og nerverne stadig dulmes med impulsindkøb og dyre veteranbiler. Det trækker yderligere veksler på et i forvejen anstrengt samliv.
Det kræver uanede mængder af tålmodighed og styrke af at være familiens primus motor, mens hjulene et efter et falder af: Først lukker banken familiens konto på grund af ubetalte regninger, og siden begynder Piet at eksperimentere med kokain. Med kameraholdet som flue på væggen slipper de sidste af Svandis’ ressourcer endelig op. Håbløsheden indfinder sig, og slaget for familien Svendsen synes tabt.
Artiklen fortsætter under billedet …
»Jeg har fået tingene til at lykkes i 11 år, men nu er jeg bare udkørt,« som hun modløst konstaterer.
Svandis’ frustration gør ondt værre for Piet, der selvsagt i forvejen er ulykkelig og desperat. Han frustreres gentagne gange over ikke at vide, hvordan han kan arbejde sig ud af problemerne. Det rammer ham på hans maskulinitet, at han må overlade næsten hele ansvaret til sin hustru og alligevel fejler på sine få ansvarsområder. Til sidst er det ham, der træffer beslutningen om at lade sig separere fra Svandis. Kort efter indskrives han på Natur Retreat for Veteraner på Strynø.
»Jeg kan ikke mere. Jeg er den største parodi på en mand, der nogensinde har eksisteret,« udbryder han undervejs, og det gør indtryk, hvor bevidst han er om sin egen magtesløshed.
Hjælpes familierne nok?
“Vores Krig” går ualmindeligt tæt på familien gennem det meste af et år, og man får som seer et sjældent og meget privat indblik i, hvor altomsluttende og destruktivt PTSD kan være for de pårørende, samt hvor voldsomt det kan påvirke. Der er mange ofre for Piets sygdom. Først og fremmest, selvfølgelig, ham selv, men i lige så høj grad familien, der hverken kan gøre fra eller til, selvom de prøver.
Det klæder dokumentarfilmen ikke at gå alt for tæt på børnene, men man kan ikke undgå at spørge sig selv, hvordan det 11 år lange, smertefulde forløb har påvirket de tre børn, der aldrig har kendt til andet end en far uden overskud og en mor kørt ned til sokkeholderne.
Mens der stadig er rigeligt ubesvarede spørgsmål at stille ved den hjælp, samfundet tilbyder PTSD-ramte veteraner, giver “Vores Krig” anledning til at spørge, om den hjælp, familierne tilbydes i dag, er tilstrækkelig. Familien Svendsen får hjælp af en økonomisk rådgiver fra Veterancentret og Piet har fået 150 timers både psykologhjælp, men det tydeligt, at hjælpen i Piet og Svandis’ tilfælde ikke har været tilstrækkelig. Det er hjerteskærende og barskt, men også øjneåbnende.
”Vores Krig” kan allerede nu ses på DRTV og vises i aften mellem klokken 20 og 21 på DR1.
Håber i kommer igennem live så jer udsendelse, har selv en fortid i F. Indsatstyrke F. Ålborg, lider selv af PTSD det var et overset problem. I har været med til at kaste lys over det TAK TAK. Håber det går for jer, der er mange, som os derude,som ikke blev taget alvorligt i starten. Måske det er for sent, men vi er stærke mennesker der er vant til, at komme over, hvad som helst. Håber det bedste for jer. ( det var bare en tanke, der lige faldt mig ind !!! ) . God vind til jer……..P.Hermansen føler med jer…
Det er den gentagne tragiske historie, hvor vores hjemvendte soldater vender hjem uden mulighed for at overskue den civile del af livet.
Jeg er selv en af dem, men har dog ikke haft de samme problemer.
Forskellen er, at jeg er soldat af den game skole, og et eller andet sted har det givet en anden robusthed, eller en anden forståelse for opdeling af opgaven ude som hjemme.
Derfor er der også stillet krav til regeringen, om at ændre hvem og hvad man sender ud. I dag får værnepligtige 4 måneders tjeneste i stort set ikke meget andet end brandbekæmpelse og førstehjælp. Det bliver man bare ikke soldat af. Vælger de at ville udsendes, får de yderligere 8 måneders missions bestemt uddannelse hvor man lære hvad der er foran og bagvendt på et gevær, men det bliver aldrig en rutine. Man bliver ikke professionel på denne måde og desværre må man erkende, at unge mennesker i den moderne tid er ikke egnet til at bygge op som selvstændige og dygtige soldater med egen disciplin og forståelse for det de står over for med en udsendelse.
Efter hjemsendelse bliver de unge mennesker så overladt til sig selv og siger farvel til måske 200 kammerater som man har fulgt en hverdag med.
Kravet der bør stilles til udsendelse af vores soldater er,
1. at de mindst har haft 3,5 års tjeneste ved fastansættelse i forsvaret.
2. at de udsendes med den enhed der har været deres hverdag.
3. at de hjemsendes til fortsat tjeneste ved enheden, indtil de selv siger op.
Således bliver en udsendelse blot – med i mente at en udsendelse til en krigs situation ikke er et blot – en forlængelse af deres daglige tjeneste.
Det skal naturligvis nævnes, at der er mange unge der er rigtige dygtige soldater. Jeg har haft fornøjelsen af, at have været på øvelser og kurser med flere der overrasker med professionel indstilling.
Samtidig skal det også tilføjes, at selv den bedst trænede soldat kan gå ned med flaget. Oplevelserne kan være barske og ingen kender rigtig sine begrænsninger hverken fysisk eller mentalt før man møder dem.
Og husk så, at ingen ønsker at undgå krig mere end den person der skal stå midt i den – nemlig soldaten.
Hej Johnny.
Lad mig skynde mig at sige, at jeg har været udsendt 7 gange (og i øvrigt har det fint – synes jeg selv!).
Jeg er helt uenig med dig i din opfattelse af, at kun fastansatte professionelle soldater kan håndtere at være udsendt i INTOPS. Vores HRU-soldater – med 12 måneders uddannelse i bagagen – har helt overordnet løst opgaverne i INTOPS de sidste mange år på en absolut tilfredsstillende måde.
Der vil – desværre – altid være nogle, som kommer hjem med sår på krop eller sjæl, og det gælder selvfølgelig om at minimere denne gruppe mest muligt gennem en effektiv screening, inden de ansættes. Men i det store billede er det heldigvis et lille mindretal, som kommer skadede hjem. Og jeg har bestemt ikke indtryk af, at de gamle faste folk har vist sig at være mere robuste end 12 måneders folkene. Det er i hvert fald ikke, hvad jeg har oplevet blandt de mange, jeg selv har arbejdet sammen med.
Alt i alt: Jeg har prøvet at være udsendt med både gamle overkonstabler og med de unge 12 måneders folk. Og jeg kan godt fortælle dig, hvad jeg foretrækker til almindelige soldatermæssige opgaver (dvs. ikke specialistfunktioner) – både med hensyn til “skarphed”, motivation og soldatermæssige færdigheder. Og det er altså 12 måneders folkene – selvfølgelig gerne suppleret med ældre faste folk. Men i den rækkefølge.
De bedste hilsner
Jakob
Jeg kunne ikke være mere enig, om jeg så prøvede. I de 15 år jeg var i hæren, var de mest utrolig ting jeg oplevede at gamle “koldkrigs” officere, befalingsmænd og gamle OKS-1’ere slap afsted med simpelthen på baggrund af rank og senioritet. Og jeg er sikker på, i kraft af at du er oberst, har set det hele og mere til, end jeg har. De bedste kollegaer/chefer jeg har haft har som regel været velmotiveret unge folk krudt i røven, reserveløjtnanter der gjorde og sagde mere fra fordi de ikke risikerede et karrierestop, og officere af linien med udsendelser der rent faktisk ved hvad de laver.
Jeg tror det alvorligste problem med 12-måneders veteraner, er at de slippes løs uden netværk, ganske som de faste, der stopper med en udsendelse.
Jeg har ligeledes 7 udsendelser bag mig, og begyndte min militære karriere i 1981.
Vi har til trods for uden det moderne kram, formået at udføre opgaver til fuld tilfredshed for os selv og den civile befolkning. Både på Cypern, Kosovo, Bosnien og i Irak.
12 måneders uddannelse giver ikke en “backbone” hor det faglige bliver rutine og endog en selvfølge. Det har mange øvelser vist, men det giver en parathed til fortsat at gøre sig som soldat.
Ja – mange af de unge klarer sig godt, men desværre ser vi blot de fleste komme tilbage til en tilværelse de ikke magter.
Årsagen er gerne, at de unge simpelthen kun ved hvad de går ind til fra film og en forestilling om et eventyr.
Ved flere undersøgelser foretaget af forsvaret inden udsendelse, var forventningerne fra flere af de ungen netop, at det var en udsendelse hvor de trods uddannelse og kammeratskab følte sig sikrer og trygge, da modstanden jo “blot” var bønder. Virkeligheden var anderledes og langt hjemmefra mors gryder og scooteren, groft sagt, har desværre vist sig at være en belastning for robustheden når det kom til udsendelsen.
Disse erfaringer er kommet fra flere jeg har, og gør, tjeneste med. Mine egne erfaringer er ligeledes, at disciplin, hæderlighed og behændighed er fremmedord for mange unge. Alt for ofte har vi oplevet mig og mig generationen, desværre.
Som sagt har jeg mødt enheder af unge som er værd at tage hatten af for, og det skal de have med på vejen, men jeg og dem jeg har hørt fra, har dog oplevet det noget anderledes hvad angår en stor del af dem der har været udsendt.
I dag bliver mere end 40% af unge kasseret på forsvarets dag, og fra uddannelses bataljonerne hvor de værnepligtige skal møde op, har man beskrevet mange af de unge som egentligt uegnet til militær tjeneste på daværende tidspunkt.
Vi fortsætter arbejdet med at forslå, at det fremover skal være fast personel med min. 3,5 års tjeneste, men jeres indslag er naturligvis taget til gehør så tak for det.
PS. Ronny Sørensen.
Jeg giver dig ret i, at vi i FN tjeneste ikke kunne gøre meget. På Cypern var tiden anderledes og der var mere respekt for den blå baret. I Bosnien var den respekt væk, men derfor gik vi også fra fredsbevarende til fredsskabende indsatser.
Jeg vil ikke give dig helt ret med udrustningen. Der er vundet verdenskrige med det “gamle skrammel” og det er ikke udrustningen der gør arbejdet, men den person der er inden i:)
Hej igen Johnny.
Tak for dit svar. Du skriver om de udsendte 12 måneders folk, citat ”… men desværre ser vi blot de fleste komme tilbage til en tilværelse de ikke magter”. Det må du dokumentere. Det er afgjort ikke min forståelse, at ”de fleste” af de udsendte 12 måneders folk kommer hjem og ikke kan magte tilværelsen. Tværtimod. Jeg vil gerne se den statistik, du bygger din påstand på, for jeg kan selvfølgelig tage fejl.
Dernæst bekymrer det mig, at du som ansat i Forsvaret har et så negativt syn på den danske ungdom. Det er jo først og fremmest det segment, hvorfra vores virksomhed skal rekruttere nye ansatte. Jeg ser, at du også er kommunalpolitisk aktiv, så ungdommen er jo ligeledes et segment, som du skal prøve at hente stemmer fra, tænker jeg. Din overvejende negative beskrivelse af ungdommen kan jeg overhovedet ikke genkende (selv om jeg tror, at du og jeg er omtrent lige gamle). Jeg har personligt haft stor berøring med ungdommen gennem hele mit liv, og ja; nogle unge er formentlig, som du beskriver, men der er søreme også mange, som ikke er.
Din holdning til ungdommen minder ikke så lidt om det, som Sokrates (eller muligvis Aristophanes) allerede udtrykte i det antikke Grækenland for 2.500 år siden, nemlig at ”Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. Den modsiger deres forældre, skryder op i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene over kors og tyranniserer lærerne.” Med det mener jeg simpelthen, at en del af ældregenerationen til alle tider har haft svært ved at forstå – og dermed svært ved at acceptere – hvis de yngre generationer havde anderledes normer og adfærd end dem selv.
Vi er enige om, at hvis 40 % af de unge kasseres på Forsvarets Dag, så er det meget beklageligt og et tegn på, at en del af de unge ikke har tilstrækkelig fysisk eller psykisk robusthed. (En del af forklaringen kunne måske også være, at Forsvaret kan tillade sig at være mere kræsen end tidligere, fordi der ikke indkaldes ret mange værnepligtige i disse år).
Men i alle tilfælde er kassationsprocenten denne diskussion helt uvedkommende, for vi taler jo om de soldater, som netop ikke er blevet kasseret og er blevet ansat i Forsvaret. Og som jeg indikerede i mit første indlæg i denne tråd; hvis Forsvaret kan optimere den psykologiske screening, inden der tegnes rigtig kontrakt første gang, kan man måske reducere risikoen for psykiske efterreaktioner yderligere.
Bh
Jakob
Jakob og Ronny,
Jeg har fuld respekt for jeres holdninger, men det personlige møde med de unge er ikke altid nok. Jeg har som sagt også mødt mange af de unge som fungere fint i soldaterlivet som udsendt, men jeg har også personligt mødt det modsatte. Både dem der sidder og græder under udsendelsen grundet hjemve til kæreste og forældre samt de mange kammerater de efterlod, men også dem der kom hjem og fandt de mange kammerater fra tjenesten som et overstået kapitel. Jeg tror det rammer hårdt for de unge at være en del af et stort “eventyr” for så den næste dag at stå alene med alle oplevelserne.
Men mine erfaringer kommer også fra studier og selvom jeg lyder noget negativ, så er det alt for mange især unge der rammes efter tjenesten.
En artikel der forklarer noget af det er denne…
Søg på
A4NU rapporter-tegner-et-dystert-billede-af-forvaret-unge-soldater-blive-syge-af-at-tage-i-krig
Politisk arbejder jeg til stadighed for, at vores regering er mere ansvarsbevidst når de sender soldater i krigssituationer uden tilstrækkelig uddannelse, og jeg mener klart, at Danmark med netop de mange udsendelser skal bestå af en professionel enhed.
7Særligt ønsket om fastansættelse ved hjemkomst kunne være ønskeligt, da det netop kan aflade en personlig oplevelse over en tid.
Herved kan den enkle observeres og få kammeratlig hjælp som vi kender det under udsendelsen.
Men arbejdet med kravet er ikke fastlagt til mere end at vi indhenter stadig flere informationer, men indtil nu har vi brug for en bedre rustet ungdom generelt ved en professionel indsats i militæret.
General Michael Clemmensen påpegede blandt andet, at 37 timers arbejdsuge skaber ikke robusthed for soldater, og selvom han fik massiv kritik har hans udlægning af problemet samt andre problemer, så havde han alligevel nogle gode synspunkter.
På hold 8 i Afghanistan blev 7 unge sendt hjem grundet udisciplinerede forhold. Derfor indledte man en undersøgelse i et emne der nok er vanskeligt at finde politisk forståelse for, nemlig at unge mennesker generelt er mere tvivlende på autoriteter og stiller spørgsmål til mange områder i tjenesten. Det er umiddelbart sundt men der må under en udsendelse ikke gå faglig utilfredshed til på bekostning af de opgaver der skal løses.
Unge mennesker i dag er ikke opdraget og dannede som tidligere, og uanset om den historiske fortælling siger, at således har det altid været – om end det er sandt nok – så ændre det ikke ved, at de unge i et beskyttet morderne samfund er egnet til pludselig at stå i en krigssituation.
Det viser jo sin tydelighed når vi ser antallet af unge med psykiske belastninger.
En anden rapport viser, at de unge ser udsendelser som en oplevelse og personlig og faglig udfordring, men de går tabt under den daglige og kedelige dagligdag i selve den 12 måneder lange uddannelse. “Det var alligevel ikke som de forventede”, er ordene når de kommer hjem.
“Udsendelser er ikke som Call of Duty på hjemmecomputeren”, Rigtig krig indeholder nemlig også legende elementer, mente Henning Eichberg, der var legefilosof på Syddansk Universitet og for nylig udgav bogen Questioning Play om legens skyggeside. 2017.
Det Nationale Forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE har en fagartikel i bladet fra den 23. december 2017 der hedder “soldater er drevet af oplevelser og udfordringer” Den kan ligeledes googles og læses.
Jeg har tænkt lidt over hvodan jeg skal skrive det her. Men grundlæggende er jeg diametralt uenig med dig i at soldater af den “gamle” skole på en eller anden på skulle være bedre rustet til udsendelse end den nye generation. Nu ved jeg ikke hvad du definere som den gamle skole, men hvis vi snakker om den generation der var på “fredsbevarende” missioner på Cypern og lignede steder. Så må jeg bare sige sig at jeg vil til hver en tid foretrække den nye generation. Og FN udsendelserne på balkan, på nær kampvognseskadronerne var en skandale at de blev udsendt under de forhold og træning. For slet ikke at tale om den totale mangel på hjælp til de FN veteraner som så alle de overgreb der foregik på civile dengang uden at kunne gøre en skid ved det. Magtesløshed er efter min mening en af de største udslagsgivere for mentale problemer.
Jeg startede helt tilbage i 1995 og oplevede den gamle skole af fordrukne og uduelige overprivilegerede officerer/befalingsmænd og konstabler og hvordan systemet var under den gamle værnepligts og mobiliseringshær til min kontrakt udløb i 2010 hvor det var et helt andet topprofessionelt, trænet og udstyret end da jeg startede. Det mest moderne vi havde i den professionelle enhed jeg var i, var M/84 uniformen, resten var udslidte M/75 geværer, lastbiler fra 60’erne, artilleri fra 60’erne og anden verdenskrig, personligt webbing udstyr fra før krigen, rygsække lavet af gummi, Og listen kan blive MEGET lang. Til tider var der ikke engang nok gevære eller amunition til at træne med for den sags skyld. Det bleve så galt at vi alle sammen fik udleveret gamle udslidte MP49’er hvor man blev nødt til at tape magasinet fast til rammen for ikke at tabe magasinet, for vi skulle jo have et eller andet der kunne sige bang. Alt det begyndte så småt først at ændre sig efter år 2000.
Folk har en tendens til at male fortiden i et langt bedre lys end det egenligt var. Det er simpelthen sådan den menneskelige hjerne fungere, at man fortrænger alle de dårlige ting og kun husker de gode ting. Og det gælder også de “gode” gamle dage i forsvaret.
Og hvad angår parathed, så er det umuligt at sige hvem der kan klaret presset og hvem der ikke kan. I mine udsendelser på både balkan og i afghanistan har jeg set folk der bryder sammen af hjemve efter 3 måneder, totalt umodne personer forvandle sig til topmotiveret personer, folk med masser af missioner under bæltet som nægter at tage afsted osv.
Som en delingsfører sagde til mig engang efter en udsendelse til Mazar-e-sherif. En soldat er som et glas, nogle er et lille snapsglas, andre er et 2 liters ølkrus fra munchen. Og de oplevelser du har der den mængde vand du kan have i glasset. Og du aner ikke hvilken type glas du er, før du tager afsted, og hvor meget vand du kan indeholde, men alle har en grænse hvor meget de kan indeholde før de bryder sammen og du ved det ikke før det er for sent.
3,5års forudgående tjeneste ændre ikke noget ved det faktum.