ANMELDELSE: Samarbejdspolitikken er fortsat et af de mest omdiskuterede politiske tiltag i nyere dansk historie. Var den et knæfald for besættelsesmagten eller et nødvendigt onde, der sikrede, at Danmark slap helskindet gennem krigen? Anders Refns storfilm ”De Forbandede År” placerer sig ikke i nogen lejr, men formår med en række flotte skuespilpræstationer at illustrere, hvor komplekst spørgsmålet om samarbejdspolitikken var i dens samtid.

Det skorter ikke på danske og internationale filmsatsninger med forrige århundredes to verdenskrige som omdrejningspunkt. I forbindelse med hundredåret for afslutningen på Første Verdenskrigs fik vi herhjemme ”I Krig & Kærlighed”, og på tærsklen til 80-årsdagen for Danmarks besættelse præsenterer instruktør Anders Refn sit eget bud på en storfilm i form af ”De Forbandede År”. I lighed med førstnævnte film, er det hjemmefronten, der fylder i ”De Forbandede År”, hvor konsekvenserne af Stauning- og Buhl-regeringernes samarbejdspolitik overfor den tyske besættelsesmagt tages under kunstnerisk behandling.

I filmen følger vi velhaverfamilien Skov med den – i hvert fald på overfladen – sympatiske direktør og virksomhedsejer Karl Skov som patriark. Da Danmark besættes, og regeringen indfører samarbejdspolitikken, udfordres familien på sine principper, for fra den ene dag til den anden bliver familiens elektronikvirksomheds overlevelse betinget af, at produktionen omstilles til at akkommodere den tyske krigsmaskine. Det giver anledning til gevaldige hovedbrud for direktør Skov: Hvordan træffer man det rigtige valg, når man både er demokrat og dansker, men også arbejdsgiver og kapitalist? Hvordan afvejes idealisme mod pragmatisme?

Amoriner og indignation i luften

Også internt i familien Skov giver den tyske indmarch anledning til bekymring. Familiens medlemmer er i udgangspunktet enige om ikke at danse efter besættelselsesmagtens pibe, men den beslutsomheden og den interne sammenhængskraft trues, da konsekvenserne begynder at kunne mærkes. Familievirksomheden kan ikke længere afsætte sine varer til England, og pludselig udfordres økonomien i en grad, der vil blive skæbnesvanger, hvis der ikke gøres noget. Karl hurtigt ser skriften på væggen, men mødes af en mere og mere splittet familie, der for den ene dels vedkommende bliver stadigt mere indædte modstandere af tyskerne, mens den anden af forskellige årsager bløder op og omfavner de muligheder, den trods alt også afstedkommer.

Karls hustru Eva er arg antinazist og tager voldsomt anstød af Karls overvejelser om et samarbejde med tyskerne, hvilket får ægteskabet til at slå revner. Sønnen Aksel nærer, i lighed med sin mor, et stærkt had til nazisterne, som får næring gennem hans venskab med kommunisten og modstandsmanden Svend. Svend introducerer Aksel for sin kampfælle Liva, der er dragende og hemmelighedsfuld, og pludselig er der både amoriner og indignation i luften omkring Aksel, som i takt med at hans kampiver tager til, vanskeliggør forholdet til faderen.

Anmeldelsen fortsætter under billedet …

Karl Skov (Jesper Christen) og hustruen Eva (Bodil Jørgensen) hilser på den tyske ubådskaptajnen Willi Lismal, der spilles af Roman Schomburg. Foto: Chr. Geisnæs

Helt galt går det, da Karls søn fra et tidligere ægteskab, hærofficeren Michael, introduceres for en tysk ubådskaptajn, der endda har den frækhed at kurtisere familiens unge teenagedatter Helene, som han får lokket væk fra familiens trygge rammer. Da Michael efterfølgende selv drager i kamp for Frikorps Danmark, er ulykken total, og familien Skov forekommer at være komplet disintegreret.

Moralske kvabbabelser glider i baggrunden

”De Forbandede År” er et historisk drama, ikke en krigsfilm. Selvom filmen byder på et skyderi hér og en sabotageaktion dér, er det hverken specialeffekter eller action-sekvenser, der er de primære dramaturgiske virkemidler. Godt det samme, for med et solidt plot og en række troværdige skuespilpræstationer, fungerer filmen fint uden bulder og brag. For de fleste danskere var besættelsestiden da ikke fyldt med skyderier, men nok i højere grad med overvejelser om, hvordan man kom gennem krigsårene med skindet på næsen. Mange af familiens udfordringer kunne desuden sagtens placeres i en anden historisk kontekst end besættelsestiden, hvilket er med til at gøre det relaterbart – også for seere uden den store historiske interesse.

Både filmens skuespilkoryfæer og dens yngre talenter spiller overbevisende og gør familiens Skovs følelsesvirvar vedkommende og troværdigt. En veritabel stjerneparade af rutinerede skuespillere er at finde på listen over biroller, der tæller navne som Tommy Kenter, Peter Schrøder og Anne Marie Helger. Disses kunstneriske alsidighed brænder igennem på lærredet, men det er værd at bemærke, at de nye skud på stammen leverer et fornemt med- og modspil. Ikke mindst Mads Reuther markerer sig som velcastet i rollen som den spirende modstandsmand og kommunist-in-spe Aksel.

Anmeldelsen fortsætter under billedet …

Birollerne i “De Forbandede År” besættes af en lang række prominente danske skuespillere. Tommy Kenter spiller Karl Skovs forretningsforbindelse og ven direktør Berg. Foto: Scanbox Entertainment

Ingen imponerer dog mere end hovedrolleindehaveren Jesper Christensen, der på forbilledlig vis formår at illustrere menneskets dualisme. Undervejs bliver man i tvivl om, hvorvidt Karl Skov nu også er så sympatisk, som han giver indtryk af. Efterhånden som de økonomiske gevinster ved et dansk-tysk samarbejde bliver klare, glider de moralske kvabbabelser noget i baggrunden, og Karl får lettere ved at give kontrollen over sin forretning fra sig og acceptere omkostningerne for sine danske ansatte. Kynismen ser ud til at triumfere over empatien.

Omvendt står han last og brast med sønnen Michael, der drager mod Østfronten i tysk krigstjeneste. Selv da Michael vender hjem i fuld SS-uniform, finder han støtte hos sin far, der møder ham uden for hjemmet, hvor naziuniformer er bandlyst af Eva. Verden har som bekendt aldrig været sort-hvid, og de fleste forældre vil nok skrive under på, at kærligheden til ens børn er tæt på betingelsesløs. Derfor forstår man også Karl Skov, selv når han ”vælger forkert”. Det moralsk rigtige valg foretages ikke i et vakuum, hvilket også afspejles i de øvrige karakterers handlinger og lader til at være filmens helt centrale budskab.

Selv en SS-officer kan være menneskelig

Selv Michael selv – en dansk SS-officer(!) – fremstilles menneskelig. Særligt tydelig bliver menneskeligheden i en scene, hvor Michael vender tilbage til Danmark på orlov fra fronten. Her bryder den unge soldat sammen ved tanken om de rædsler, han både har oplevet og medvirket til på slagmarken, og det bliver tydeligt, at han i det øjeblik fortryder sin medvirken.

Michael er, ligesom sin halvbror Aksel, drevet af blind ideologi, der i sin mest koncentrerede form ofte gør mennesket uimodtagelig for andre perspektiver. For Michael er det ønsket om at udrydde bolsjevismen, der er drivkraften, og under andre omstændigheder havde denne motivation måske vundet mere gehør i både familie og samfund. Men Michael træffer et valg og kæmper under samme flag som den forhadte besættelsesmagt, og den er svær at sælge til sine nærmeste. Det tjener til gengæld instruktør Anders Refn til ære, at han ikke forfalder til at fremstille Michael som den endimensionelle djævel, man ofte oplever nazister reduceret til på det store lærred. Det klæder “De Forbandede År”, at man undgår den slags klassiske troper, og nuancerne i Michaels karakter aftvinger, hvis ikke respekt for hans valg, så i hvert fald refleksion.

Anmeldelsen fortsætter under billedet …

Karl Skovs søn Michael er officer i den danske hær, men drager i tysk krigstjeneste for at bekæmpe bolsjevikkerne på Østfronten. Foto: Scanbox Entertainment

Den tyske besættelsesmagt optræder i øvrigt ikke i nævneværdig grad på billedsiden. Derfor er familiemedlemmernes modstandere ofte hinanden. Som krigen skrider frem, bryder deres indbyrdes uenigheder ud i lys lue, og med både en kommunist, en SS-soldat, en “tyskertøs” og ikke mindst en egennyttemaksimerende far under samme tag, er det dømt til at gå galt. Uenigheden om, hvem den fælles ydre fjende er, bliver udslagsgivende for, at familien smuldrer mellem fingrene på Karl Skov. Det familiedynasti, han havde forestillet sig virksomheden skulle være, forvandles til et luftkastel.

Enkelte detaljer forstyrrer – men kun lidt

Manuskriptet holder sig pænt fra floskler og malplacerede lommefilosofiske replikker. Det er en faldgrube, en del filminstruktører og forfattere ellers falder i, hvilket ofte distraherer fra en ellers god filmoplevelse. Uden de værste klicheer til at aflede opmærksomheden giver “De Forbandede År” til gengæld plads til at dvæle ved det væsentlige; samarbejdspolitikken, der utvivlsomt gavnede landet i en svær periode, men også havde konsekvenser for selvforståelsen i det danske samfund – på det politiske niveau, men altså også i de enkelte familier.

Dog har der sneget sig en historisk detalje ind, som forstyrrer en anelse: Michael tilslutter sig Frikorps Danmark, men kommer angiveligt i kamp i Slaget om Stalingrad. Med mindre han undervejs har forladt Frikorpset, giver det ikke mening, da Frikorps Danmark i virkelighedens verden var indsat i og omkring Demjanskkedlen syd for Leningrad, og altså ikke Stalingrad knap 1600 kilometer derfra. Enkelte danske soldater kan for så vidt godt have deltaget i Slaget om Stalingrad, men det har i så fald været forsvindende få og under en anden fane.

Artiklen fortsætter under traileren …

Tilsvarende undrer man sig over, at Helenes romance med den tyske ubådskaptajn eskalerer så hurtigt, som den gør. Få øjeblikke efter det første møde erklærer de deres kærlighed til hinanden, og man foranlediges til at tænke, at manuskriptforfatterne har villet klemme lige lovlig mange bihandlinger ind i historien. Med en spillelængde på 153 minutter burde der være mulighed for at udfolde denne fortælling om ungdommelig kådhed, forelskelse og naivitet en anelse mere, for den er i virkeligheden meget illustrativ for de generationsforskelle, der også danner grundlag for meget af opbruddet i familien Skov.

I det store billede er det dog ubetydelige detaljer, der ikke skæmmer det overordnede indtryk. ”De Forbandede År” er en særdeles velproduceret, vedkommende og ikke mindst tankevækkende spillefilm om en periode i dansk historie, der stadig er genstand for diskussion. Den illustrerer, at virkeligheden sjældent er sort-hvid, og at politiske beslutninger – nødvendige eller ej – kan have konsekvenser, der gør ondt helt inde i hjertekulen af den danske folkesjæl. Uden at blåstemple nazismen eller kommunismen lykkes “De Forbandede År” med at vise, at ingen har patent på den fulde sandhed, ligesom filmen på forbilledlig vis demonstrerer, hvordan ungdommens idealisme alle dage vil kollidere med den forældregenerationens pragmatisme og bedrevidenhed. En yderst vellykket og seværdig film.

“De Forbandede År” har premiere i 128 biografer landet over i dag.