Topmøde

Den storslåede krigsfilm “1917” vinder på sine billeder, men taber på historien

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

ANMELDELSE: Som soldat skal man tage en meget stor pose pyt-bolscher med i biografen for ikke at blive inderligt irriteret adskillige gange undervejs i storfilmen 1917, som har premiere i dag. Billederne fascinerer, men historien er både langt ude og triviel. Desværre, når nu det kunne være filmén om Første Verdenskrig.

Jo, da. Den er flot. Storslået. Nogle af scenerne vil sikkert blive beskrevet som episke, og skuespilpræstationerne er formidable. Alligevel går det galt, fordi selve historien er langt ude og til tider inderligt triviel og monoton. Har man blot et minimum af forståelse for det militære hierarki og et minimum af viden om ”Den Store Krig”, kan man ikke undgå at blive voldsomt irriteret ad flere gange undervejs i filmen ”1917”.

Den skildrer to menige, britiske soldaters umulige mission under skyttegravskrigen i det nordlige Frankrig midt i Første Verdenskrig. Blake (Dean-Charles Chapman) og Scofield (George MacKay) bliver af generalen (Colin Firth) udpeget til at krydse fjendens linjer for at aflevere en besked til 2. bataljon om, at et planlagt angreb ved daggry den kommende dag ikke skal gennemføres. Tyskernes tilbagetrækning er en skinmanøvre, og hvis briterne angriber som planlagt, risikerer 1.600 mænd at dø inklusiv Blakes egen bror.

Artiklen fortsætter under billedet …

Colin Firth spiller rollen som generalen, der sender to menige ud for at løse en opgave, som skal redde 1.600 briter. Foto: 1917

Det er handlingen, og mere er der ikke at sige om den. Overhovedet. Derfra går to timer med at skildre de to soldaters bevægelse fra A til B, og det er sandt for dyden både voldsomt, dramatisk, vanvittigt og tragisk. Men handling er der ærlig talt ikke meget af. På den måde minder 1917 om filmen Dunkirk, der også var en medrivende og storslået skuffelse. Man skulle tro, at instruktør Sam Mendes med 1917 har hentet inspiration hos Christopher Nolan, som også høstede verdensomspændende roser for en film uden anden nævneværdig handling end at skildre briternes flugt fra den franske kyst i foråret 1940.

Læs også: Filmen “Dunkirk” er en medrivende og storslået skuffelse

Dialogen i 1917 er omtrent lige så fyldestgørende som i Dunkirk og består primært af korte ordvekslinger mellem makkerparret Blake og Scofield, og hvem den lille mission nu ellers møder på sin snørklede og udfordrende vej.

Man har brug for mere end en god fantasi

Men hvad er der så galt? Det meste, fristes man til at sige. For det første var tyskerne i foråret 1917 på retræte efter slaget ved Ancres i slutningen af 1916, og tyskerne gennemførte ikke nogen skinmanøvre ved Ecoust og Croisilles, som handlingen i 1917 påstår. Nuvel, det er fiktion, og det kunne man nok leve med.

Artiklen fortsætter under billedet …

Slagmarken tager sig overordentligt realistisk ud i filmen 1917. Det er værre med med selve historien. Foto: 1917

Ifølge filmsitet historyvshollywood.com fandt Sam Mendes inspiration til historien fra sin egen farfar, som deltog i Første Verdenskrig på britisk side i Frankrig. Ifølge farfarens egen biografi meldte han sig frivilligt til at løbe ud foran de britiske stillinger for at lokalisere sårede briter, som det efterfølgende lykkedes at redde.

Læs også: Storfilmen “I krig og kærlighed” byder på mere kærlighed end krig

Derfra til at lade to menige ud af det blå få til opgave at krydse ingenmandsland, gennembryde de forladte tyske stillinger, trænge forbi fjenden i Ecoust og videre til de britiske styrker ved skoven i Croisilles … der har man vist brug for mere end en god fantasi. Måden, det sker på, kræver endnu en dyb indånding.

Artiklen fortsætter under billedet …

George MacKay spiller formidabelt rollen som menig Scofield. Foto: 1917

Blake bliver passet op af sin sergent og får at vide, at han skal melde sig til en overordnet og tage en frivillig med. Desværre, Scofield – det blev dig. Han sad ellers lige og blundede op ad et træ, mens Blake nød udsigten over de bølgende og blomstrende marker uden antydning af krig. Herfra følger man makkerparret i en lang og uklippet sekvens på adskillige minutter, som for nogle er magisk og for mig ganske enkelt er latterlig.

Læs også: Filmen “Darkest hour” er en af de bedste historiske skildringer længe

De frejdige menige bliver ført til en bunker, hvor en general spørger Blake, om ikke han har en bror i 2. Bataljon? Jo, da. Godt. Så vil generalen have de to menige til at opsøge bataljonen og fortælle chefen i form af en major(?!), at han skal afblæse angrebet den efterfølgende dag. Sæt i værk! Og så går vores to uheldige helte ellers deres egne veje uden om det militære hierarki, uden at medbringe ekstra ammunition, forsyninger eller andre ligegyldige forberedelser som at lægge en plan eller lære et kort.

Skal være civilist for ikke at ryste på hovedet

Man skal vist være civilist for ikke at ryste på hovedet. Makkerparret Blake og Scofield optræder således som fortidens endnu ikke opfundne specialoperationsstyrke, der klarer (næsten) alle strabadser udelukkende på heltemod, kærlighed og pligtopfyldelse. Det er lige før, at Scofields bedrifter overstiger, hvad selv James Bond kan klare, og så ved man godt, at det er stukket helt af.

Og for nu at blive ved de militære frustrationer, kan man næsten ikke holde ud at se en gennemblødt og gennemtræt soldat gå i land på en flodbred og helt oprejst vade direkte ind til et kompagnis beredskabsområde midt i en samling, hvor han sætter sig og deltager – uden at nogen opdager det, før han har siddet der i nogle minutter. Nærforsvar og vagter brugte man åbenbart ikke i Første Verdenskrig – det kunne jo forstyrre oplevelsen?!

Artiklen fortsætter under traileren …

»Har du det godt?,« spørger en soldat fra 2. bataljon, som opdager deres landsmand først.
»Han har nok fået granatchok,« lyder det eftertænksomme svar, da soldaten ikke reagerer.

Kort efter er soldaten frisk, tør og atter i gang med at lege James Bond i et militært hierarki, hvor menige bevæger sig frit rundt på frontlinjen midt i en storm uden at blive stoppet. Det er mageløst. De internationale anmeldere (og flere af de danske) går nærmest amok i hyldesten af filmen. Herfra skal der lyde et stilfærdigt »ro på«. Se filmen for de flotte billeder og den beundringsværdige og realistiske skildring af løbegangene på Første Verdenskrigs slagmarker. Og husk så at tage en meget stor pose pyt-bolscher med i biografen vel vidende, at de kunstneriske friheder så langt overstiger, hvad der måtte minde om realisme i den to timer lange film.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI
- Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

Abonnér
Notify of
guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer