DEBAT: Med sammenlægningen af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets departement og den samtidige oprettelse af en række civile styrelser gjorde daværende forsvarsminister Nick Hækkerup (S) departementschefen til den eneste civile forsvarschef i verden. Han sidder for bordenden og har det fulde ansvar, men tørrede skandalen i ejendomsstyrelsen af på en mænd i uniform.

Den seneste skandale i Forsvaret giver anledning til lidt refleksion, fordi den er et resultat af daværende forsvarsminister og nuværende justitsminister Nick Hækkerups (A) geniale idé om at sammenlægge den daværende forsvarskommando med Forsvarsministeriets departement.

Han nedsatte i sin tid en arbejdsgruppe, der officielt skulle undersøge mulighederne for en sådan sammenlægning, men allerede på det første møde den 9. december 2011 blev det i kommissoriet fastslået, at der var tale om en bunden opgave. De to organisationer skulle slås sammen, og det var ikke til diskussion. Dengang bestod departementet af 148 og Forsvarskommandoen af 325 medarbejdere. I dag består departementet af 440 medarbejdere, og samtidig har man stadig en forsvarskommando med ca. 300 ansatte.

Denne voldsomme personaleforøgelse blev forudset af arbejdsgruppens militære medlemmer, fordi nøjagtig det samme skete i Norge, da man år forinden lavede samme konstruktion. Argumentet gjorde dog ingen forskel. Allerede på arbejdsgruppens tredje møde fremgik det, at der ikke var en eneste saglig grund til en sammenlægning. Men heldigvis kunne forsvarsministeren konstruere en politisk nødvendighed.

Som man måske erindrer, var der af mange gode grunde uklarhed om antallet af fanger taget i Irak. Da Forsvarsministeriet selv lækkede oplysninger til Politiken om, at der var indledt en personalesag mod de ansvarlige militære chefer, begyndte en politisk proces. I løbet af kort tid lod det til, at Forsvarets ledelse ifølge ministeren fiflede med tallene. Det udmøntede sig i politiske påstande om, at der var råddenskab i den øverste militære ledelse, hvorfor der var et stort behov for mere civil kontrol. Resultatet var, at de to organisationer blev sammenlagt med et snævert rødt flertal.

De uniformerede chefer fifler med sagerne

I forbindelse med sammenlægningen fratog man forsvarschefen alle opgaver undtagen operationer og uddannelse. Resten blev splittet ud på nogle selvstændige civile styrelser. Samtidig fik man i tilgift øgede lønomkostningerne til styrelseschefer, selvstændige ledelsessekretariater, HR-elementer og administration. Hele baduljen blev overført til Forsvarsministeriets koncernledelse, som i dag består af otte styrelser, et auditørkorps og adjudantstaben.

Man kunne tro, at Forsvaret var en organisation, hvor kerneproduktionen er militære operationer, og at det var denne kerneproduktion, der var styrende for resten af organisationen. Men sådan forholder det sig ikke. Den militære kerneproduktion er kun en af otte ligestillede styrelser, og forsvarschefen bestemmer ikke over sit eget personel, materiel, ammunition, kaserner eller skydebaner. Det er der andre der gør, hvilket også fremgår af bemandingen af alle styrelserne.

Forsvarskommandoen, Hjemmeværnskommandoen og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har militære chefer. Resten af styrelsescheferne er civilansatte direktører. Det er helt i overensstemmelse med den daværende forsvarsministers opfattelse af, at de uniformerede chefer fifler med sagerne, mens de civile fører politisk kontrol over disse utroværdige militære personer.

Under arbejdsgruppens arbejde søgte de militært ansatte forgæves svar på, hvordan man agtede at koordinere alle styrelsernes arbejde. Da forsvarschefen havde ansvaret, foregik det dagligt, men efter det dengang oplyste skulle denne daglige koordinering overtages af noget, der hed de departementale processer. Et ufejlbarligt system, der helt automatisk altid resulterede i den rette løsning – uden daglig koordinering, hvilket var meget imponerende.

Før i tiden havde man et princip om armslængde

Ifølge Forsvarsministeriets hjemmeside er det departementschefen, der sidder for bordenden, når ministerområdets koncernledelse mødes. Det betyder, at han er den eneste person, der kan koordinere hele Forsvarets virksomhed, og at han står bag de departementale processer. Det betyder også, at Danmark er den eneste nation i hele verden, der har en civil forsvarschef. Det betyder endelig, at forsvarsministeren via sin departementschef er direkte ansvarlig for alle detaljer i virksomheden.

Før sammenlægningen havde man i mange år anvendt det såkaldte armslængde-princip. Dengang var det nemlig ikke særlig smart, at ministeren var direkte ansvarlig for alle detaljerne i Forsvaret. Det overlod man til forsvarschefen. Det var imidlertid det, den daværende forsvarsminister og det spinkle politiske flertal noget uforståeligt ønskede. Hele idéen var at øge den civile kontrol og bekæmpe råddenskaben i den øverste militære ledelse.

Denne politisk-civile kontrol ikke ses at fungere særlig godt. Med et par undtagelser står eksponenterne for den politisk-civile kontrol for langt hovedparten af de seneste års mange skandaler. Lige fra departementschefens begunstigelse af sin på daværende tidspunkt hemmelige kæreste til andre lignende chefers begunstigelser af kærester, pårørende og familie, til den nuværende skandale i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. En neutral iagttager kunne derfor godt forledes til at tro, at den såkaldte militære ledelses råddenskab nu er blevet overtaget af en ditto civil. Hvis den altså nogensinde har eksisteret i det virkelige liv uden for den politiske verden.

Når man gerne vil bestemme, så hører ansvaret for ens beslutninger eller mangel på samme også sammen med ens placering i beslutningshierarkiet, uanset hvilke undskyldninger man kan drømme op. Dette ses også at være tilfældet med de seneste skandaler i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, og ministeren har på en pressekonference orienteret om, at direktøren for styrelsen er blevet fritstillet.

Det kan virke uforståeligt, at de mængder af konsulenter, specialkonsulenter, seniorkonsulenter, særlige konsulenter, kontorchefer og afdelingschefer, der befolker styrelser og departement slet ikke har haft noget ansvar, ligesom det også virker en lille smule underligt, at ministeren også mener, at koncernstyringsdirektøren bør fritstilles eller beskæftige sig med noget andet.

Man fandt en medskyldig iført uniform

Det kan selvfølgelig skyldes, at han er uddannet officer, og dermed har man fundet en medskyldig uniformsbeklædt person. Ifølge det oplyste skal koncernstyringsdirektøren åbenbart koordinere mellem de rå mængder af diverse konsulentformer, kontor- og afdelingschefer. Her bør man igen citere Forsvarsministeriets hjemmeside. Det er departementschefen, der sidder for bordenden og ikke koncernstyringsdirektøren. Han er ikke engang nævnt. Hvis man dog skal undgå ansvaret, så er det naturligvis koncernstyringsdirektøren, der er en snøbel.

Det kan godt være, at det virker råddent, men sådan er det ikke under civil-politisk kontrol. Uanset hvilke krumspring man foretager sig, så er ministeren direkte ansvarlig. Virksomheden styres fra Forsvarsministeriets departement under ledelse af departementets chef. Det fremgår af Forsvarsministeriets hjemmeside, og det kan ingen undsige sig.

Man kunne foreslå forsvarsministeren, som er et bravt, arbejdsomt og sympatisk menneske, at vandre over til justitsministeren, drikke en kop kaffe og spørge ham om, hvilke geniale tanker der lå bag ved beslutningen om at gøre forsvarsministeren direkte ansvarlig ved sammenlægningen af departementet og den gamle forsvarskommando?

Departementschefen er nemlig ministerens stedfortræder og handler på dennes vegne. Der kan selvfølgelig også være tale om en skrivefejl på ministeriets hjemmeside. Hvis der skulle have stået, at koncernstyringsdirektøren sad for bordenden under koncernens møder, så kan man godt forstå, at han skal ud og se sig om efter et nyt job. Skulle det være tilfældet, anbefales det, at man snarest retter hjemmesidens indhold.