Den tættere politiske kontrol med Forsvaret har endegyldigt spillet fallit

ANALYSE: Efter en række skandaler ønskede politikerne for år tilbage en øget politisk kontrol med Forsvaret. Resultatet blev oprettelsen af en række civile styrelser direkte under Forsvarsministeriets departement og en forsvarschef uden helhedsansvar. Departementschef Thomas Ahrenkiel er nutidens reelle forsvarschef med det fulde ansvar – og en truende fyreseddel hængende over hovedet.

Mandag skulle forsvarsminister Trine Bramsen (S) være fløjet til Grønland. Men på grund af Rigsrevisionens rapport om svindel i ejendomsstyrelsen og statsrevisorernes historisk skarpe kritik fredag har ministeren valgt at udskyde sin rejse. Med god grund. Problemerne hober sig op, og mon ikke ministeren har et par ganske alvorlige samtaler at føre – først og fremmest med departementschef Thomas Ahrenkiel?

Som forholdsvis nytiltrådt minister står hun stadig uplettet, men hendes beslutninger og valg de kommende dage og uger vil afgøre, om hun som sin forgænger lader sig suge ned i sumpen – eller forbliver på tør jord med mulighed for at skabe sig et eftermæle som den minister, der ryddede op. Det vil kræve nogle sværdslag og beslutninger af de helt store, som kommer til at involvere Folketinget.

Men med skandalen i ejendomsstyrelsen og alle skandalerne om nepotisme og inhabilitet stadig under udredning har den nuværende organisation endegyldigt spillet fallit, og Trine Bramsen står derfor med en sjælden opportun chance for at udvise handlekraft og sætte sig varige spor, som medarbejderne samtidig vil hylde og elske hende for.

Et opgør med de forhadte civile styrelser vil samtidig løse hendes helt aktuelt allerstørste problem – nemlig, at ansvaret for skandalerne ligger helt inde i hjertekulen af Forsvarsministeriets departement og ikke i Forsvarskommandoen, hvor skandalerne hidtil har haft deres eget trofæskab.

Der skulle ryddes op i råddenskaben

Da skandalerne martrede Forsvaret med historierne om den arabiske oversættelse af jægerbogen, lækagen fra Udenrigspolitisk Nævn af oplysningen om udsendelse af Jægerkorpset til Irak og det meget omtalte papkasse-notat for år tilbage, fik Nick Hækkerup (S) som nyudnævnt forsvarsminister til opgave at rydde op i ”råddenskaben”. Kendetegnende for alle skandalerne var imidlertid, at de var opstået i Forsvarsministeriets departement hos daværende forsvarsminister Søren Gade (V) og hans daværende departementschef Lars Findsen. Men dygtigt spundet med hjælp fra ministerens særlige rådgiver lykkedes det at tørre al smudset af på officererne i Forsvarskommandoen.

Resultatet blev en helt ny organisering af Forsvarsministeriets område og etableringen af det, der siden har fået navnet Pentagon-modellen. Den går i al sin enkelthed ud på, at den politiske og militære ledelse er lagt sammen under fælles tag, og den materialiserede sig fysisk i Danmark, da Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet i 2017 flyttede sammen i Hafnias gamle domicil på Holmens Kanal 9 overfor Nationalbanken og Danske Bank.

Før i tiden havde forsvarschefen helhedsansvaret for det danske forsvar herunder for økonomi, personel, materiel og ejendomme etc. Men med sammenlægningen af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets departement svandt forsvarschefens ansvar ind til alene at opstille og uddanne soldater i uniform. Han blev groft sagt decimeret til en kransekagefigur og er det – på trods af større indflydelse i dag grundet sin personlighed – stadig.

Tættere politisk kontrol

Resten af de funktionelle tjenester blev lagt ud i otte styrelser direkte under departementet med departementschefen som den nye reelle forsvarschef. Det politiske argument var at fjerne magt fra det uniformerede personel og få større politisk kontrol med de uduelige officerer. Man (borgerne) måtte forstå, at med den nye politiske organisation ville tidligere tiders løbende skandaler en gang for alle være fortid.

Det er fem år siden, og med den nye organisation fulgte ud over en besparelse på 15 pct. og en deraf følgende rundbarbering af alle militære myndigheder, tjenestesteder, kapaciteter og uddannelser også konverteringen af militære stillinger til civile og indførelsen af alskens civile betegnelser i stedet for de gammelkendte militære termer. Personeltjenesten blev til personalestyrelsen, managementsproget vandt hurtigt indpas med horden af dyrt købte civile konsulenter, og ledende officerer med kontreadmiral Nils Wang i spidsen begyndte at tale om Forsvaret som en moderne virksomhed med ”kunder i butikken”. Det kunne ikke gå galt.

Eller … det kunne det så alligevel. Gennem det seneste år har dette medie lag for lag afdækket en ledelseskultur dybt forankret i Forsvarsministeriet og personalestyrelsen uden synderlig hensyntagen til forvaltningsloven. En kultur, hvor familiebånd og venskaber øjensynligt har vægtet tungere end faglighed og kvalifikationer, når chefstillinger skulle besættes bredt i Forsvaret. Personaledirektør Laila Reenberg gav opgaven til sin inhabile vicedirektør, da Laila Reenbergs ægtefælle skulle hjem fra Grønland og have et passende job. Han blev chef for 2. Eskadre, og stillingen blev aldrig slået op, fordi der var en bedre kandidat, som det ville have været svært at argumentere uden om.

Departementschef Thomas Ahrenkiel sad med i et møde, hvor hans hemmelige kæreste i form af Forsvarsministeriets kommunikationschef fik et engangsvederlag på 75.000 kr. Som Forsvarskommandoens finansdirektør gav Anja Erichsen sin militære vicechef og hemmelige kæreste et engangsvederlag uden at fortælle nogen om deres amourøse relation. Daværende hærchef H.-C. Mathiesen hjalp sin kæreste ind på to uddannelser, som hun ikke var kvalificeret til, og han fik hende tillige udnævnt til major, så den fælles husstandsindtægt i Viborg voksede med små 90.000 kr. årligt.

Nå ja, og så var der også en stabschef i Specialoperationskommandoen, som godkendte sin egen parkering i Københavns Lufthavn for over 46.000 kr. alene i 2018. Lyder det bekendt?

Skandalen kan vokse sig langt større

Nu er det så i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, at den er gal. Eller rettere helt gal. Styrelsen har løbende fået kritik fra Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse for ikke at have godt nok styr på økonomien uden øjensynligt at gøre noget ved det. Der skulle således en civil revisoruddannet bogholder hos en vestjysk el-installatør til at afsløre en udbredt omgang svindel og humbug i ejendomsstyrelsen, som øjensynligt har stået på i årevis.

Skandalen bliver ikke mindre af, at hverken Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse eller Forsvarsministeriets Interne Revision har været i stand til at opdage ulovlighederne. Rigsrevisionens rapport afslører en økonomistyring i ejendomsstyrelsen, hvor det hele sejler. Forsvarsministeriet har været vidende om sagen siden april, da whistlebloweren Karsten Hamborg Ravnsgaard gik til Rigsrevisionen. Men hvad er der sket?

Ikke rigtigt noget. Forsvarsministeriets Interne Revision tog efter måneders tilløb kontakt til Midt- og Vestjyllands Politi, og så blev det ved snakken. Vi skal vel også gøre noget? Njaah. Efter måneders utålmodig venten måtte Karsten Hamborg Ravnsgaard selv politianmelde sagen, for ingen ud over Rigsrevisionen lod til rigtigt at tage den alvorligt. Politianmeldelsen sendte han på mail den 31. oktober, men er der siden sket noget? Njaah. Ikke rigtigt. I hvert fald ikke i Karstens sag, hvor der hverken er foretaget afhøringer eller ransagninger, selv om både Forsvarsministeriet og politiet har kendt til Rigsrevisionens tidsplan og offentliggørelse af rapporten den 6. december i måneder.

Så, hvis ikke de involverede parter og virksomheder havde fået færden af, at noget var under opsejling, blev de da gjort godt og grundigt opmærksom på det fredag. Mon ikke nogen har haft travlt med at slette beviser, inden politiet måske kommer på besøg i løbet af de kommende … uger? Måneder? Hvis politiet da overhovedet kommer.

Heldigvis for Midt- og Vestjyllands Politi havde etaten en anden gammel sag fra ejendomsstyrelsen liggende. Den fik de rejst tiltalte i, så det kunne meldes ud torsdag i en pressemeddelelse – og få Gud og hver mand til at tro, at der var tale om en og samme sag. Men det er der ikke.

Skandalen har ikke hjemme i Forsvaret

Tilbage i Forsvarsministeriet må forsvarsminister Trine Bramsen gøre sig nogle alvorlige overvejelser, for hvem i sit eget hus kan hun egentlig stole på? Hendes egen departementschef fandt det på trods af skandalens omfang og hans løbende orientering om den ikke nødvendigt at orientere hende om sagen. Den hørte hun først om, da pressen begyndte at rette henvendelse og spørge til sagen.

Før i tiden ville ministeren, departementet og ministeriet kunne pege fingre og sige, at skandalen havde hjemme i Forsvarskommandoen, og nu ville ministeriet rydde op. Det kan hun ikke i denne sag, for den har lige præcis intet med Forsvaret at gøre. Ansvaret ligger i ministeriet, og det ligger først og fremmest i departementet hos dels koncernstyringsdirektør Per Pugholm Olsen og dels departementschef Thomas Ahrenkiel, som begge kan regne med at have en fyreseddel hængende over hovedet.

Men hvor ender aben? Hans Højer er direktør i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, og efter at have læst Rigsrevisionens rapport, må man rose ham, hvis han overlever skandalen. Den har hans uudtalte navn på hver en side, og der er formentlig flere ledende skikkelser i ejendomsstyrelsen, som må forvente snart at skulle læse jobannoncer fra respektive privatadresser.

Tør forsvarsministeren give ansvaret tilbage?

Og hvad så med forsvarsministeren? For det første kan mange undre sig over, at ministeren har brug for yderligere dokumentation ud over Rigsrevisionens rapport for at drage de første konsekvenser. Rapporten er ganske klar. Omvendt vinder hun blandt mange sympati ved lige at danne sig et overblik og lade sit eget udsendte rejsehold til Hjørring komme med deres umiddelbare konklusioner.

Dernæst vil hun have området kulegravet og iværksætte en ekstern advokatundersøgelse. Men trækker undersøgelserne ud, risikerer hun at blive trukket med ned i sølet som en handlingslammet minister uden modet til at drage konsekvensen. Og lander hun først der, kan det være svært om ikke umuligt at kravle op igen.

Hun har også en anden mulighed for at vise handlekraft og demonstrere over for soldaterne og alle de pligtopfyldende medarbejdere, at hun mener oprydningen alvorligt. Det er ved at gøre op med den forhadte og i manges øjne håbløst ineffektive organisationsform og give forsvarschefen helhedsansvaret tilbage inklusiv økonomi, personel, materiel og ejendomme. Dét ville være modigt, vække respekt blandt størstedelen af de ansatte på hendes eget ministerområde og sikre hende en plads i historiebøgerne som en handlekraftig forsvarsminister.

Spørgsmålet er, om hun tør.