spot_img

Chefer ser ingen problemer i at deltage i krebsegilde i leverandørs private hjem

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

I regi af Anders Lassen Fonden har Jeppe Handwerk i tre år lagt privat hjem til et årligt krebsegilde, hvor cheferne for både Specialoperationskommandoen og Frømandskorpset gerne deltager sammen med kronprins Frederik. Gennem virksomheden Copenhagen Group sælger Jeppe Handwerk også militært materiel for millioner til Forsvaret, hvor slutbrugerne bl.a. er Specialoperationskommandoen og Frømandskorpset.

Blandt SOF’er rangerer Anders Lassen som en legende. SOF er den daglige forkortelse for Special Operations Forces – på dansk specialoperationsstyrker eller nærmere betegnet frømænd og jægersoldater. Anders Lassen var en dansk eventyrer og elitesoldat, som under Anden Verdenskrig kæmpede mod tyskerne på britisk side. Han var med til at etablere Special Boat Service (SBS) – det britiske svar på Frømandskorpset – og modtog efter sin død i april 1945 det britiske Victoriakors for heltemodig indsats.

I dag kender enhver dansk specialoperationssoldat til Anders Lassen, og ved indgangen til hovedbygningen hos Frømandskorpset på Marinestation Kongsøre står der en buste af den danske helt i britisk tjeneste. Han lægger samtidig navn til en fond, som jægersoldaten Nicolai Moltke-Leth stiftede i 1996 med det formål bl.a. at »belønne betydningsfuld militær indsats samt støtte og opmuntre tilskadekommet dansk militærpersonel«.

Artiklen fortsætter under billedet …

Foran indgangen til Frømandskorpsets hovedbygning på Marinestation Kongsøre står en buste af krigshelten Anders Lassen, som var med til at etablere det britiske Special Boat Service (SBS) i begyndelsen af Anden Verdenskrig for siden at dø i slutningen af krigen. Foto: Ernstved

I bestyrelsen for Anders Lassen Fonden sidder permanent cheferne for henholdsvis Frømandskorpset og Jægerkorpset, kronprins Frederik er protektor, og formanden for fonden hedder Jeppe Handwerk. Han er selv tidligere frømand med slutrang af marineoverkonstabel og driver i dag Copenhagen Group, som bl.a. sælger militært udstyr og materiel til Forsvaret og derigennem også til specialoperationsstyrkerne i stor stil. Og så er Jeppe Handwerk en af kronprins Frederiks private og nære venner og gudfar til prins Christian, som er kronprinsparrets ældste søn og kommende konge.

For old school til at stille op til videointerview

Ifølge Jeppe Handwerk selv har han været formand for Anders Lassen Fonden siden 2015 – det samme år, som han blev en del af Specialoperationskommandoens advisory board bestående af private erhvervsfolk med tilknytning til specialoperationsstyrkerne. Den post trak han sig fra i 2016, da konkurrencen om at levere nye hurtigtgående motorbåde til Frømandskorpset begyndte – en ordre til 27 mio. kr., som Jeppe Handwerk og Copenhagen Group vandt, uden at købet kom i offentligt udbud.

Læs også: Skjult netværk af erhvervsfolk rådgiver ledelse i Specialoperationskommandoen

Som formand for Anders Lassen Fonden indledte Jeppe Handwerk i 2017 en festlig tradition, som primært havde til formål at sikre, at den almennyttige fond hvert år modtager minimum 100 indbetalinger af minimum 200 kr. – sammenlagt minimum 20.000 kr. – til fondens drift og eksistens.

Artiklen fortsætter under billedet …

Jeppe Handwerk er kronprinsens nære ven gennem små 30 år og gudfar til prins Christian, som er kronprins Frederiks og kronprinsesse Marys ældste søn og kommende konge af Danmark. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

»Anders Lassen Fonden – ikke jeg – har gennem de seneste tre år afholdt krebsekallas. Mad og drikke er sponseret. Til krebsekallas inviteres nuværende frømænd samt operative støtteelementer. Vi har også tidligere inviteret tidligere frømænd,« skrev Jeppe Handwerk til OLFI den 11. november.

Han gjorde det samtidig klart, at der ikke kunne blive tale om at stille op til et interview ansigt til ansigt.

»Bare så det er helt klart: Jeg vil gerne bidrage med skriftlige svar på dine skriftlige spørgsmål. Dem må du gerne sende, så svarer jeg, så snart jeg kan komme til det. Jeg ønsker dog ikke at stille op til et videointerview (jeg er old school).«

Læs også: Kronprinsens ven og prins Christians gudfar truer OLFI med bål og brand

På den baggrund sendte OLFI den 13. november 28 spørgsmål til Jeppe Handwerk. Spørgsmålene blev dog besvaret i en noget anden tone, end Jeppe Handwerk indledningsvis gav udtryk for. Og af en anden person end Jeppe Handwerk selv.

»Jeppe Handwerk har videresendt Deres nedenstående e-mail til mig; baggrunden for dette skridt er tonen i og vinklingen af Deres 28 spørgsmål. Spørgsmålene angår dels en række forretningsmæssige forhold i min klients private firma og hos dettes kunder. Sådanne forhold er private, og min klient er ikke berettiget til – og ønsker heller ikke – at offentliggøre sådanne forhold … Endelig efterlader tonen/vinklingen det indtryk, at De planlægger en omtale, der ikke vil være saglig korrekt, men derimod krænkende, som f.eks. beskyldninger om eller antydninger af, at min klient har handlet retsstridigt eller kritisabelt. Heller ikke dette vil blive accepteret. Jeg skal derfor hermed indskærpe Deres forpligtelse til at respektere såvel injurielovgivningen som privatlivsbeskyttelsen og beskyttelsen af kommercielle forhold,” skrev Jeppe Handwerks advokat, Michael Christiani Havemann til OLFI.

Vil ikke svare på spørgsmål om økonomi og krebsegilder

Hvad var det så for spørgsmål, som Jeppe Handwerk gennem sin advokat ikke ønsker at svare på? De handlede bl.a. om Anders Lassen Fondens krebsegilder, som bliver holdt i Jeppe Handwerks private hjem på Vedbæk Strandvej med egen badebro til Øresund. Bl.a. spurgte OLFI, hvilke overvejelser Jeppe Handwerk har gjort sig om at sidde som formand for Anders Lassen Fonden, når han samtidig er leverandør af udstyr og materiel til det danske forsvar og specialoperationsstyrkerne?

»Har du nogensinde støttet Anders Lassen Fonden med økonomiske midler? Hvis ja: Hvornår og med hvor meget? Hvor bliver Anders Lassen Fondens krebsegilder holdt? Hvem deltager (jeg vil gerne se deltagerlister)? Hvem betaler for maden? Har Copenhagen Group nogen interesser i krebsegilderne (sponsorater etc.)?«

Læs også: Advokat for Jeppe Handwerk advarer OLFI og kommer med nye insinuationer

Men disse spørgsmål vil Jeppe Handwerk ikke svare på. Han skriver dog i sin mail den 11. november, at der »har været inviteret gæster, der ikke er frømænd«. En af dem er ifølge OLFIs oplysninger eksempelvis komikeren Simon Jul Jørgensen. En anden er chefen for Specialoperationskommandoen (SOKOM), som er generalmajor Peter Boysen. Han deltog i Anders Lassen Fondens krebsgilde hos Jeppe Handwerk i august, og det fik OLFI lejlighed til at interviewe ham om, da dette medie mødte generalmajoren den 8. november i pejsestuen hos Frømandskorpset i Kongsøre.

Artiklen fortsætter under billedet …

Generalmajor Peter Boysen er chef for Specialoperationskommandoen og står her i Frømandskorpsets pejsestue på Marinestation Kongsøre og spejder ud over Isefjorden.

»Man lægger et beløb til Anders Lassen Fonden, og så deltager man. Jeg var der i meget kort tid, for jeg blev hentet af min kone. Man sætter sig ind i et telt og spiser nogle krebs, og så drikker man nogle øl og noget vin. Det er, hvad jeg har oplevet.«

Læs også: Forsvaret offentliggør navnene på medlemmer af SOKOMs rådgivende organ

Det forhold, at han som tidligere frømand, tidligere medlem af SOKOMs advisory board og som købmand, der sælger udstyr til Forsvaret og særligt specialstyrkerne – det at gå til privat fest hos ham som chef for Specialoperationskommandoen – det ser du ikke noget problem i?

»Altså, jeg har betalt for det. Og jeg har selv betalt for det. Jeg har ikke noget at gøre med Jeppe, og jeg har slet ikke noget at gøre med hans salg. Jeg kunne aldrig drømme om at involvere mig i det. Det ved han godt, at det gider jeg overhovedet ikke at høre på. Der er én vej ind, og det er gennem hoveddøren, og det er gennem Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.«

Intet problematisk, for tingene er adskilt

Samme forklaring på sin deltagelse i Anders Lassen Fondens krebsegilder har kommandørkaptajn Jens Birkebæk Bach, som er chef for Frømandskorpset. Han svarer »egenbetaling« med det samme, da OLFI ligeledes den 8. november i pejsestuen hos Frømandskorpset spørger ham, om han deltager Anders Lassen Fondens krebsegilder hjemme hos Jeppe Handwerk.

At der er en tidligere frømand, som gerne vil sælge udstyr – helt konkret nogle både med nogle motorer – til dig …
»Der går du galt i byen. Han sælger ikke noget til mig.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om muligt magtmisbrug i Frømandskorpset …

Nej, men han sælger til Forsvaret, og du bruger det. At du sidder som chef for Frømandskorpset og har en tidligere frømand, som har en virksomhed, der lever af at sælge udstyr og materiel til Forsvaret, og du går til krebsegilde hos ham sammen med Peter Boysen – du kan ikke se, at det kan virke sådan lidt …
»Det er jo svært, hvis jeg ikke ved siden af må se alle de mennesker, som jeg har mødt.«

Det handler ikke om, at du ikke må se ham. Det handler om en fest hjemme privat hos en storleverandør til Forsvaret, hvor man betaler et symbolsk beløb, og hvor der er god mad og …
»Der er egenbetaling. Vi betaler af egen lomme.«

Jeg går ud fra, at arrangementet koster lidt mere end 300 kr. per mand?
»Det er det, som vi er blevet afkrævet for at deltage. Jeg har ikke spist for 300 kr.«

Men det principielle i det, at du som chef går til krebsegilde hos en, der har en stor interesse i at sælge udstyr og materiel til Forsvaret og til dig som slutbruger. Det kan du ikke se noget problematisk i?
»Nej, for det er jo adskilt. Det er jo ikke mig, der kontakter et eller andet firma og siger, at jeg vil gerne vil købe den dims. Jeg siger, at vores både … vi har fået øget vores bådpulje fra tre til fem, og så siger jeg, hvad den skal kunne. Den skal kunne det samme som dem, vi har nu. Og så er der sket noget teknologisk udvikling. Så skal FMI afgøre, hvor de køber båden, og hvilken motor der skal i,« siger Jens Birkebæk Bach.

»Vi kan dæmonisere alt«

Ifølge SOKOM-chefen Peter Boysen er det langt fra unormalt, at tidligere soldater og måske i særdeleshed specialoperationssoldater lige som Jeppe Handwerk ernærer sig med salg af våben og materiel til Forsvaret efter deres aktive tjeneste.

»Der er rigtigt mange tidligere militærfolk, der sælger grej til Forsvaret. Jeg tror, at det er en præmis. De går jo ind i våbenindustrien, fordi de har kendskabet, og de har netværket. Så gælder det bare om at styre det på den rigtige måde. Vi i bunden er brugerne, og vi definerer de operative krav. De bliver så omsat af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) til et udbud, og de ser så på, hvem der kan dække det. Så er der nogle evalueringskriterier, og så vælger man på baggrund af det.«

Læs også: Hvorfor skader det karrieren at like OLFI?

Jeg studser bare og tænker, at det virker besynderligt, at Jeppe Handwerk med alle de kasketter holder en fest, hvor du kommer, og chefen for Frømandskorpset kommer?
»Jeg kommer, fordi jeg bliver inviteret, og jeg støtter gerne Anders Lassen Fonden. Jeg synes, at det er et mega godt formål med nogle penge til det. Nogle gange giver man også lidt mere end de 300 kr., fordi det går til et godt formål, og så holder jeg mig i øvrigt fuldstændigt ude af det. Det er i virkeligheden et sted, hvor man kommer med sine medarbejdere, og de hygger sig i hvert fald, det ved jeg. Man kan sige, at Jeppe Handwerk er tidligere frømand.«

Ifølge OLFIs oplysninger deltager også kronprins Frederik i Anders Lassen Fondens krebsegilder hos Jeppe Handwerk, men det ønsker Peter Boysen hverken at af- eller bekræfte.
»Det må du spørge ham om. Det kan jeg ikke sidde og svare på her.«

Men han er selvfølgelig inviteret?
»Det tænker jeg. Han er jo også gammel frømand.«

Det er der, hvor det bliver lidt specielt. For hvad er det, der gør, at man tager til de krebsegilder – hvad er egentlig trækplastret?
»Jeg tror, at det er nogle frømænd, der hygger sig og har det skide sjovt. Det så i hvert fald sådan ud. Vi kan dæmonisere alt. Der vil altid være en gråzone. Som jeg siger, er der rigtigt mange tidligere militærfolk, som er ansat i militærindustrien og har et eller andet forhold til eller en eller anden omgangskreds i forhold til der, hvor de kommer fra. Jeg tror, at det er helt naturligt. Militæret fylder meget i ens liv, når man har været soldat. Skal man så, fordi man arbejder i industrien afskrive sig alt? Det tror jeg ikke. Jeg tror, at man skal acceptere de spilleregler, for der er sat nogle ret klare regler op for det her. Jeg har også mødt Jeppe Handwerk i regi af Anders Lassen Fonden, og vi taler ikke materiel. Overhovedet.«

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Henrik B. Andersen
Læser
Henrik B. Andersen
10. december 2019 18:03

Det er svært ikke at trække parallel til Forsvarets Ejendomsstyrelse, og genrelt tvivlsomme indkøb og manglende sikre kontroller i regnskabet. Om ikke direkte så indirekte med en kultur, hvor man ikke forstår, at der skal være sikkerhed og åbenhed på et område som Forsvaret indkøb.