BLOG: Forsvaret prædiker åbenhed, men i virkeligheden censurerer Forsvarets ledere ansattes adfærd på nettet og i den offentlige debat. Skjult som venskabelige råd, vejledning om god skik og lignende indpakninger foregår den daglige censur helt rutinemæssigt ude på tjenestestederne. Mit råd: Bland dig i debatten og afvis dem med ombudsmanden!
Udkastet til denne blog har ligget på min harddisk et pænt stykke tid. Det oprindelige indlæg var skrevet i raseri over en ledelseskultur, der anfægtede ansatte i Forsvarets ret til at tale og skrive frit om deres arbejde. Begrænsningen ligger naturligt i fortrolighedshensyn og tavshedspligt, men ikke i at deltage i en offentlig debat om, hvordan Forsvaret skal udvikle sig. Når det igen er blevet relevant at bruge tid på at tale om den frie og åbne debat, er det den omsiggribende tendens til, at ledere i Forsvaret lukker sig om systemet og censurerer ansattes adfærd på nettet og i den offentlige debat. Skjult som venskabelige råd, vejledning om god skik og lignende indpakninger foregår den daglige censur helt rutinemæssigt på tjenestestederne.
Læs også: Hvorfor skader det karrieren at like OLFI?
Sundhedsvæsenet, politi og andre offentlige organer lever i øvrigt med præcis samme udfordringer, og en kritik af sundhedsplatformen vil få samme konsekvens for en læge eller sygeplejerske, som det får for en soldat at kritisere Forsvarets organisering eller ledelse. I det stille kan man håbe på, at særligt sundhedsvæsenet får sit eget nichemagasin, så skeletterne kan blive rystet ud af skabet. Man kunne måske kalde det “Ebola”.
Tilbage til Forsvaret skulle man efterhånden tro, at det var slået fast med syvtommersøm, at ansatte har en vid grad af ytringsfrihed og dermed også selv kan afgøre, om det er en god ide at trykke like på et givent opslag eller måske ligefrem selv skrive et indlæg. Men den er åbenbart stadig ikke feset ind. I en tilstand af misforstået loyalitet er det åbenbart stadig populært at rådgive ansatte om deres private adfærd på nettet og i offentligheden. Det er stadig populært at tro, at man er den dygtige leder, hvis man evner at holde sine undergivne på måtten og holde dem til at sprede Forsvarsavisens sande budskaber – I ved, at den går under hverdagsnavnet ”Pravda”.
Generalerne Lyhne og Lollesgaard lyser i mørket
Loyalitet er at klappe hælene sammen, når vi bliver bedt om at løse en opgave. Når ballonen går op. Misforstået loyalitet er at lade sig kue til at brænde inde med en efterrationalisering, kritik af metoder, materiel eller Forsvarets indretning. Særligt ubegavet er det, hvis det sker efter en indirekte trussel om påvirkning af karrieren fra én højere oppe i systemet.
Læs også: Chefen for HO råder politikere med officersbaggrund til ikke at blande sig i debatten
I de seneste mange års forsvarsdebat har stemmerne inde bag ved hegnet været forbavsende få, og det har virket som Tordenskjolds soldater, der igen og igen har formastet sig til at kalde en spade for en spade. Vi skriver år 2019, og måske kunne ronkedorerne på stabsgangene efterhånden lære, at det ikke er tabubelagt at have en mening, sige sin mening eller endda skrive sin mening, hvis man gør det nogenlunde faktuelt, lødigt og oplyst?
Læs også: Chefen for HO trækker kontroversielt forslag tilbage
Vi skriver ikke alle ens, og vi kommunikerer forskelligt. Det ville også være en anelse kedeligt, hvis vi alle udtrykte os på samme facon. Særligt opsigtsvækkende er det, at Forsvarets ledelse med meget få undtagelser er larmende tavse. De spage pip, der rammer offentligheden, udtrykkes gennem ”Pravda” og ikke gennem de medier, der er med til at forme danskernes holdninger. Udnævnelsen af generalmajor Lollesgaard og brigadegeneral Lyhne er dog et lille lys i mørket, og jeg håber, at de begge bevarer integriteten og viljen til at sige til og fra, på linje med at jeg voldsomt savner general Bartels skarpe pen og udtryk.
Sæt ordet frit med ombudsmanden i ryggen
Jeg håber inderligt at vi efterhånden snart ser en række nye profiler i forsvarsdebatten, uanset hvor enige eller uenige vi er. Vi mangler voldsomt en diskussion om, hvad Forsvaret kan, hvad det ikke kan, begrænsninger og muligheder, samt hvor det skal bevæge sig hen. Den larmende tavshed, der følger når skiftende ministre lover Forsvaret ud til tre forskellige beredskaber, bruger de samme kapaciteter flere steder samtidig og lader befolkningen vide, at alt er godt, er dybt beskæmmende.
Læs også: Forsvarschefen slår fast: Skolechef skulle have udtalt sig som privatperson
Hvis dine uddannelsesmæssige ressourcer hænger i laser, du er blevet skilt for anden gang, fordi der lige dukkede endnu en hovsa-mission op, eller du bliver bedt om at bruge noget materiel, der ikke findes – ja, så nytter det ikke at brokke sig i messen til dine kollegaer, for de kender alle dårligdommene i forvejen. Er det graverende nok, er det helt fint, at kritikken når ud til offentligheden, også selvom der sidder en stabsofficer og siger, at Excel-regnearket siger noget andet.
Læs også: Forsvarets talsperson: Vi skal glæde os over soldater, der blander sig i debatten
Ovenstående er skrevet som privatperson uden det fjerneste ønske om at profilere mig selv og uden ønske om dialogkaffe med ligegyldige højerestående personer i Forsvaret, der vil oplyse mig om den ”virkelige verden”, eller hvad der typisk sker på bagkant af, at fingrene har ramt tasterne.
Skriv! Debattér! Ytr jer offentligt, og skulle en mindrebemidlet overordnet indskærpe, at det er en dårlig ide at blande jer, så henvis til ombudsmanden og lad vedkommende udforme det venskabelige råd på skrift i form af en ordre. Sæt ordet frit!
