DOBBELTANMELDELSE: I en tid, hvor den vestlige verden forekommer uden fælles målsætning og strategisk tænkning, og hvor man træffer bizarre beslutninger, er generalerne Jim Mattis og Henri Bentégeats respektive bøger om krigsførelse gode udgangspunkter for en drøftelse af, hvad Vesten vil med sig selv.

Hermed bringes to boganmeldelser, som dækker det samme emne, krigsførelse, fra to forskellige vinkler. Bøgerne er forfattet af generaler, som begge har spillet en betydelig rolle i deres respektive lande og været dybt involveret i den politisk-militære proces. Processen har over tid ændret dimension, fordi de færreste af nutidens politiske ledere har militær erfaring eller erfaring fra Den Kolde Krig og dens operative planlægning. De militære chefer er fortrinsvis opvokset med counter insurgency-operationer og har tilsvarende ingen, eller kun beskeden, erfaring med militære operationer, som skal sikre statens overlevelse og eksistens.

I en tid, hvor den vestlige verden forekommer uden fælles målsætning og strategisk tænkning, og hvor man træffer bizarre beslutninger – senest amerikanernes svigt af kurderne i Nordsyrien og EU’s afvisning af Albanien og Nordmakedonien – er både Bing West og general Jim Mattis’ “Call Sign Chaos” og general Henri Bentégeats “Chefs d´États en guerre” gode udgangspunkter for en drøftelse af, hvad Vesten vil med sig selv.

Call Sign Chaos: Learning to Lead

Fra tid til anden udkommer bøger, som skiller sig så tilpas meget ud fra mængden, at man som læser forventer, at de opnår klassikerstatus. Det skal være min påstand, at ”Call Sign Chaos” af General Jim Mattis og Bing West er et sådant værk. Bogen er ikke alene spændende; den bidrager til betydelig refleksion over to ud af de tre centrale spørgsmål, som vedrører krig: Hvorfor udkæmpes krig? Hvordan udkæmpes krig? Det tredje – hvad er krig? – besvares stadig bedst af Carl von Clausewitz i ”Vom Kriege” (1832).

Hvor general Mattis i adskillige år har været et kendt navn i militære kredse, blev han verdenskendt i løbet af de to år, han var forsvarsminister i Trumps regering. ”Call Sign Chaos” dækker imidlertid ikke regeringsperioden, hvilket i denne anmelders øjne kun højner kvaliteten af værket. Bogen er således ikke et bidrag til de daglige sensationer – den er først og fremmest et varigt bidrag til militær og politisk ledelse, hvorfor ”Learning to Lead” indgår som undertitel til værket. Bogen er ikke alene værdifuld for de, som har valgt soldatergerningen, men også for de politiske beslutningstagerne og deres embedsværk.

‘A bias for action’

Bogens første tre kapitler beskriver hvorledes Jim Mattis meldte sig til US Marine Corps i 1969 og i 1972 blev officer i en tid, hvor det amerikanske forsvar led under Vietnam-krigen og dens konsekvenser. Kapitlerne følger Mattis frem til hans tid som bataljonschef under den Første Golfkrig (1990-1991).

Her skal fremhæves to særligt interessante dimensioner: Den første er US Marine Corps rekrutteringsstrategi, ”Recruit for Attitude, Train for Skills”, som omskrevet betyder, at hvor der er vilje, er der vej.  Den anden dimension vedrører Mattis’ virke som bataljonschef i kamp. Et virke, som er præget af en dyb militærhistorisk indsigt samt en erkendelse af, at slagmarken er kaos. At sejre kræver, at man stoler på sine undergivne, som man har uddannet og givet de rigtige holdninger, herunder udstyret med ”a bias for action”. Hertil kommer, at underlagte førere ikke skal bruge deres tid på at rapportere om situationen. Bataljonschefen må selv skabe sig overblik ved en kombination af selvsyn og brug af fremskudte forbindelsesofficerer, som rapporterer direkte til ham – en metodik anvendt af så forskellige personligheder som feltmarskal Montgomery og general Patton. Med andre ord afstår man fra micro-management, men giver tid og rum til dem, som er i kamp.

Kapitel 4 dækker tiden som elev på National War College, som chef for 7th Marine Regiment, Executive Secretary til Secretary of Defense, henholdsvis William Perry og William Cohen, samt som stedfortrædende chef for I Marine Expeditionary Force (en treværnsstyrke på cirka 40.000 mand) og senere chef for 1st Marine Expeditionary Brigade. Karakteristisk her er det hæderkronede personelforvaltningsprincip, at en lovende officer skal have et vekslende karriereforløb mellem geledtjeneste og stabstjeneste. Hermed udvælges og forberedes man til de højeste militære stillinger. Et gennemgående træk er ligeledes den evige historielæsning, som er med til at forme forståelsen for chefvirket på de højere niveauer samt at forstå udfordringerne ved de politisk-militære relationer.

Dyrtkøbte erfaringer i Afghanistan og Irak

Det følgende kapitel er en interessant beskrivelse af indsættelsen af Task Force 58 dybt ind i Afghanistan, 190 kilometer sydvest for Kandahar by. Her indsættes en treværnsstyrke på 1100 mand den 26. november 2001. Indsættelsen foregår ved lufttransport via det pakistanske luftrum, og styrken bliver deployeret inde i fjendeland. På ny læser vi om forfatterens føringsfilosofi, som han kalder ”Centralized Vision, Decentralised Planning and Execution”. Vi læser også om kontroverserne med stabe længere oppe i systemet, som konstant forlanger detaljerede rapporter og forventer at skulle godkende alle beslutninger. Det bliver vanskeligt, når Task Force 58’s egen stab kun består af 32 personer i overensstemmelse med føromtalte føringsfilosofi. Kapitlet berører også jagten på Osama Bin-Laden, herunder mistede muligheder undervejs.

Kapitlerne 6 og 7 dækker Mattis’ tid som chef for 1st Marine Division og dermed invasionen af Irak i 2003, hvor divisionen kommer til at spille en betydelig rolle, blandt andet i erobringen af Bagdad samt videreførelsen af angrebet længere mod nord, helt frem til Bayji, nord for Tikrit. Man bruger omfattende kræfter på forberedelser i form af terrænbord, krigsspil, indøvelse med videre – alt sammen med det formål at sikre, at alle forstår opgaven og de specifikke roller i den samlede plan. Stabe reduceres til et minimum og logistisk støtte skræddersyes til formålet. Hastighed og evnen til at manøvrerer med enhederne er i højsædet. Kronen på værket bliver et brev, forfattet og underskrevet af general Mattis, som sendes til de cirka 22.000 marinesoldater i divisionen: ”Centralized Vision …”. Desværre opstår det velkendte syndrom, som påvirker mange militære operationer, i form af manglende sammenhæng mellem de politiske beslutninger og de igangværende operationer. Sensommeren 2003 vender 1st Marine Division tilbage til USA.

De næste tre kapitler dækker de senere kampe i Irak, idet 1st Marine Division vender tilbage til Irak ved udgangen af året for at gennemføre counter insurgency-operationer i Ambar-provinsen. Forfatteren fremhæver de britiske erfaringer fra Malaysia, der førte til tommelfingerreglen om, at counter-insurgency-operationer kræver én soldat per 20 beboere i operationsområdet. Forfatteren råder over én soldat per 40 beboere og skal samtidig navigere mellem forskellige opfattelser af situationen på de forskellige militære og politiske niveauer. Igen udsender forfatteren et brev til alt personel i divisionen, hvori han forklarer, hvad opgaven er, og hvorledes den skal løses. Fremhævet i brevet står: ”… We will move precisely against the enemy elements and crush them without harming the innocent.” Det er svært at forestille sig en kortere og bedre beskrivelse af, hvad counter-insurgency-operationer indebærer.

Politisk intervention på det taktiske niveau

Centralt i denne del af bogen er dramaet omkring angrebet på Fallujah, en by på 300.000 indbyggere med insurgenterne iblandet befolkningen. Mattis var modstander af et direkte angreb på byen, men adlød ordren efter at have formuleret sine forbehold. Efter angrebets iværksættelse beordredes det imidlertid standset af politiske årsager, og et af de værste mareridt for en militær chef – politisk intervention på det taktiske niveau – var en realitet for Mattis. Operationen fik vidtgående konsekvenser og bidrog til, at situationen i Irak i 2004 bevægede sig i den forkerte retning, mod borgerkrig.

Kapitlerne 12 og 13 beskriver virket som Natos Supreme Allied Commander Transformation (SACT) i Norfolk, USA, samt virket som Commander Joint Force Command, en amerikansk kommando. Denne ”dual-hatting” bliver bragt til ende ved fransk overtagelse af SACT-stillingen i forbindelse med indførelse af en ny kommandostruktur i NATO. Denne periode giver forfatteren en betydelig indsigt i Nato-alliancens militære styrker samt deres vilje og evne til transformation i lyset af den nye post-koldkrigsverden. Den bidrager også til, at forfatteren tillægger allierede stor betydning. Som SACT er forfatteren dybt involveret i udarbejdelsen af dokumentet ”Multiple Futures”, meget omtalt og rost, men sjældent læst af datidens politiske og militære beslutningstagere.  Dokumentet kan resumeres med, at ”Full Spectrum Threats” kræver evnen til ”Full Spectrum Operations”. Som bekendt har både potentielle modstandere som Rusland valgt en indirekte tilgang til operationer (den såkaldte hybrid warfare), og andre aktive modstandere har valgt terror, apropos Islamisk Stat. Man kan vel sige, at forfatterens syn på fremtidens krige overordnet set har vist sig ganske holdbar.

Kapitlerne 14 til 16 beskriver tiden som Commander Central Command (CENTCOM), hvor Mattis får ansvar for alle militære operationer i både Irak og Afghanistan og dermed et betydeligt ansvarsområde, der dækker over ti millioner kvadratkilometer og 550 millioner beboere. Forfatteren beskriver byrderne forbundet med sit virke som chef for CENTCOM, idet han er placeret midt i det vanskelige spændingsfelt, politiske-militære relationer udgør; dels er han ansvarlig for bidrag til den politiske ”Grand Strategy”, og dels er han ansvarlig for udarbejdelse og implementering af den militære strategi i ansvarsområdet.

Manglende strategisk tålmod

Kapitel 15 har en trist titel, ”Snatching Defeat from the Jaws of Victory”. Her omtales den amerikanske tilbagetrækning fra Irak – for tidligt og for hurtigt – og de første spæde skridt imod, hvad der siden bliver til Islamisk Stat. Afgørende var, at præsident Obama havde besluttet, at krigen i Irak skulle bringes til ende – punktum. I Afghanistan blev efterhånden mange operationer i højere grad opbygget på grundlag af ”Rules of Engagement” end på en sund militær strategi og entydige politiske mål. Tillige fremhæves den dubiøse rolle, som Pakistan har spillet og fortsat spiller, i den Afghanske krig, som i skrivende stund raser videre.

Den langsigtede konsekvens af manglende sammenhæng mellem klare politiske mål, gennemtænkte militære operationer og strategisk tålmod bliver, at forfatteren, uden bitterhed men med sorg, pensioneres fra stillingen som Commander CENTCOM og forlader det amerikanske forsvar den 22.marts 2013. En stor soldat er ”faded away”, for at citere fra General McArthurs afskedstale til Kongressen den 19. april 1951.

‘Call Sign Chaos’
Af General Jim Mattis og Bing West
Random House, 2019

Chefs d´États en guerre

Den tidligere franske forsvarschef (2002-2006) og formand for EU’s Militærkomité (2006-2009), general Henri Bentégeat, har forfattet dette værk, som beskriver en række statsoverhoveder og regeringschefer i deres roller som ”krigsherrer”.

Når man læser titlen på bogen (på dansk ”Statsledere i krig”, red.), tænker man uvilkårligt på professor Eliot A. Cohens berømte værk ”Supreme Command”. Men hvor Cohens tilgang til emnet bærer præg af hans akademiske og politiske karriere, anlægger general Bentégeat et militært syn på virket som politisk ”krigsherre”. Det giver et andet perspektiv af de politisk-militære relationer og beslutningsprocesser.

De udvalgte ”krigsherrer”, som behandles i bogen, er følgende: Napoléon III, Lincoln, Clemenceau, Churchill, Stalin, Hitler, Ben Gourion, Lyndon B. Johnson, Mitterrand og Chirac. Forfatterens vurderinger af de mange krigsherrer opsummeres kort nedenfor.

Syg Napoléon blev nemt offer for Bismarch

Napoléon III var i mange henseender visionær, men ofte også ubeslutsom. Til sidst var han desuden også svækket af sygdom og blev dermed et let offer for Bismarck. Det ses tydeligt illustreret i maleriet af mødet mellem Napoléon III og Wilhelm I af Preussen ved slottet Bellevue nær Sedan efter det franske nederlag i 1870.

Lincoln var idealist, men samtidig beslutsom og pragmatisk og ubetinget en af de største præsidenter i USA’s historie. Den Amerikanske Borgerkrig i mange henseender var en forsmag på både 1. og 2. Verdenskrig, men blev i det store hele ignoreret af de europæiske stormagter, fordi man vurderede, at den havde været udkæmpet af amatører.

Clemenceau kombinerede en stålsat vilje med betydelig indsigt i slagmarkens vilkår og var muligvis den eneste ”krigsherre” under den 1. Verdenskrig, der som premierminister tilstræbte at besøge slagmarken hver uge. Desuden omgav han sig med yderst kapable rådgivere. Her skal særligt fremhæves hans civile kabinetschef, Georges Mandel, og hans militære kabinetschef, general Henri Mordacq. Begge led en tragisk skæbne under 2. Verdenskrig, modstandere, som de var, af Pétains samarbejdspolitik med det Tredje Rige. Clemenceau står tilbage som én af det moderne Europas vel nok største statsmænd.

Også Churchill besad en stålsat vilje, som han kombinerede med en sjælden oratorisk begavelse samt en global strategisk vision. Churchill tøvede ikke med at omgive sig med stærke militære chefer, som til gengæld heller ikke tøvede med at modsige ham. Som general De Gaulle, jævnfør forfatteren, udtalte til Dronning Elisabeth ved Churchills bisættelse: ”I det store drama (af den 2. Verdenskrig) var han den største”. Smukkere kan det næppe formuleres.

Stalin, en grusom strateg. Stalin var 2. Verdenskrigs store sejrherre, men også ophavsmanden til et imperium, som byggede på terror og manglende hensyntagen til menneskeliv. Han bragte Sovjetunionen til dets højdepunkt på bekostning af alt og alle og dermed ultimativt også til dets endeligt.

Fra dæmoniske førere til franske statsmænd

Hitler beskrives som den dæmoniske fører, der uden tøven ofrede sit land og sit folk i forfølgelsen af et tusindårsrige baseret på ondskab.

Ben Gourione er om nogen fader til det moderne Israel. Hans politiske mål, skabelsen af staten Israel, blev en fuldbyrdet realitet. Men blev der ligeledes skabt et samfund, som ikke formår at opnå fred med dets naboer endsige med den palæstinensiske befolkning?

Lyndon B. Johnson, politikeren med en vision af et bedre samfund, ”The Great Society”, som lader sig trække ind i det vietnamesiske eventyr som følge af en blanding af overvældende selvtillid, ringe militære rådgivere og tillid til forsvarsminister McNamara og hans matematiske opfattelse af krig. Hertil kommer Johnsons tro på, at krigen kunne kombineres med et ambitiøst velfærdsprogram.

Mitterrand, dekoreret veteran og modstandsmand under 2. Verdenskrig, var indædt modstander af general de Gaulle og Frankrigs nukleare afskrækkelsesstrategi. Han var socialisten, som dannede regering med kommunisterne og samtidigt støttede Natos dobbeltbeslutning i 1979 samt USA’s intervention i Irak i 1991. Om nogen en byzantinsk personlighed, som ej heller tøvede med at intervenere med militær magt i Afrika og Libanon og foretog en konstant modernisering af det franske atomvåben.

Landsmanden Chirac, officer af reserven og veteran fra krigen i Algeriet og den præsident, som forfatteren har tjent både som chef for præsidentens militære stab (1999-2002) og forsvarschef (2002-2006). Som følge af forfatterens detaljerede kendskab til Chiracs tanker og beslutninger, er kapitlet bogens mest fyldige kapitel. Som præsident ønskede Chirac at nærme sig Washington og Nato, men var samtidig en ubetinget modstander af den amerikanskledede intervention i Irak i 2003. En præsident, som var både folkelig og yderst eftertænksom.

Bryder med klicheerne

Af ovennævnte ”krigsherrer” vil undertegnede fremhæve kapitlerne om Ben Gourion, Lyndon B. Johnson, Mitterrand og Chirac. Beskrivelserne bryder med de sædvanlige klicheer af de pågældende og fortjener opmærksomhed. De øvrige beskrivelser er mere klassiske og bringer dermed mindre nyt for dagen. Man kan til gengæld savne, at præsident Franklin D. Roosevelt, der reddede Vesteuropa i dets sværeste stund, beskrives. Det er desuden beklageligt, at et par fodnoter indeholder fejloplysninger vedrørende den tyske offensiv mod vest i maj 1940 samt om Sykes-Picot-aftalen.

Bogen er let tilgængelig og skrevet i et sobert og formfuldendt fransk. Hvert et ord er udvalgt med omhu og reflekterer en præcis vurdering, som man kan vælge at være enig eller uenig i.

For den franskkyndige læser er her tale om et tankevækkende værk, ikke mindst i en tid hvor mange af Vestens politiske ledere er uden reel indsigt i deres militære institutioner og operationer og disses uforudsigelighed. Bogen erstatter ikke føromtalte ”Supreme Command”, men de to bøger supplerer hinanden vel, idet tilgangene er delvis forskellige.

God læsning!

‘Chefs d´États en guerre’
Af Henri Bentégeat
Perrin, 2019