Generalmajor Kenneth Pedersen bliver ny viceforsvarschef

Ny chef for Forsvarsstaben bliver generalmajor Kenneth Pedersen, der samtidig udnævnes generalløjtnant Foto: Forsvaret

Kenneth Pedersen bliver fra 15. november chef for Forsvarsstaben og dermed også ny viceforsvarschef. Han udnævnes i forbindelse med tiltrædelsen til generalløjtnant. Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside.

Fra på fredag får Forsvarsstaben en ny mand i spidsen og Forsvaret dermed også ny viceforsvarschef. Ny mand på posten bliver generalmajor Kenneth Pedersen, der samtidig udnævnes til generalløjtnant. Kenneth Pedersen tiltræder fra en rolle som chef for Operationsstaben. Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside.

Forsvarschef Bjørn Bisserup er ikke i tvivl om, at Kenneth Pedersen er den rigtige mand til opgaven, der kræver sin mand:

”Posten som chef for Forsvarsstaben er central i den daglige drift og udvikling af Forsvaret. Forsvarsstaben har til opgave at samle trådene, prioritere og lave oplæg til beslutninger på et komplekst område. Til at lede dette arbejde er der behov for en fast hånd på roret. Med gode ledelsesmæssige kompetencer og stærk faglighed er generalmajor Kenneth Pedersen den helt rette person til at lede Forsvarsstaben i det videre arbejde med at styrke og udvikle Forsvaret. Jeg ser derfor frem til et fortsat tæt samarbejde med Kenneth og ønsker ham tillykke med den velfortjente udnævnelse til generalløjtnant,” udtaler forsvarschef Bjørn Bisserup.

Kenneth Pedersen afløser den fungerende viceforsvarschef, admiral Frank Trojahn, der har siddet på posten siden generalløjtnant Max A.L.T. Nielsen 1. september blev chef for Danmarks militære repræsentation i Nato.

Udover sin hidtidige stilling som chef for Operationsstaben, har Kenneth Pedersen været midlertidig chef for Hærstaben, en stilling han tiltrådte i januar i kølvandet på generalmajors Hans-Christian Mathiesens tjenestefritagelse. Tidligere har han desuden været chef for det danske kontingent i Afghanistan og på Hærens Officersskole.

Hovedpersonen selv ser frem til at komme i gang i den nye rolle:

”Forsvarsstaben er en effektiv maskine, som hver eneste dag leverer vigtige beslutningsoplæg. Det gode arbejde i Forsvarsstaben er et resultat af fagligt stærke, dedikerede og motiverede medarbejdere og chefer. Derfor er jeg naturligvis både beæret og ydmyg over for den opgave, der venter. Samtidig er jeg helt bevidst om det store ansvar, der kommer til at hvile på mig. Jeg glæder mig til at tage fat på opgaven sammen med Forsvarsstabens chefer og medarbejdere,” siger Kenneth Pedersen.