INTERVIEW: Et voksende mediepres og ikke mindst en lang række kedelige sager om habilitetsproblemer i Forsvarets top, fik i efteråret forsvarschefen til at ansætte oberst Susanne Lund som Forsvarets nye talsperson. Hun står over for en monumental opgave med at forbedre Forsvarets kommunikation.

Hun står over for en monumental opgave. Det kan godt være, at hun ikke selv ved det. Men Forsvarets kommunikation – eller rettere mangel på samme – har i årevis været genstand for uanede mængder af frustrationer blandt medarbejdere og ikke mindst pressen, som gang på gang løber panden mod en mur. Det taler OLFI gerne med om.

Forsvarets interne avis – med navnet ”Forsvarsavisen” – går blandt medarbejderne i daglig tale under det lidet flatterende øgenavn ”Pravda” opkaldt efter avisen, der frem til Sovjetunionens fald var den sovjetiske centralkomites foretrukne organ. Men nu skal der – igen – nye boller på suppen. Forsvaret skal ifølge forsvarschef Bjørn Bisserup oven på de mange møgsager om nepotisme og inhabilitet blive bedre til at kommunikere, og han har derfor ansat oberst Susanne Lund som ny talsperson for Forsvaret og kommunikationschef i Forsvarskommandoen. På den baggrund har OLFI inviteret sig til et interview, som foregår i HK9 – Holmens Kanal nummer 9, hvor Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen bor under samme tag.

»Som organisation skal vi være bedre til vores linjekommunikation. Det er ikke at fortælle, hvad der sker, for det får soldaterne at vide efter to minutter på de sociale medier. Men det er forklaringen, for der er ofte rigtigt gode grunde til alt, hvad vi gør. Vi er ikke gode nok til at få det formidlet ned gennem systemerne. Debatten fra top til bund skal vi have formidlet på en bedre måde,« siger Susanne Lund.

Hvis man ser på den eksterne kommunikation, mener du så, at Forsvaret har været god til at kommunikere til befolkningen?
»Jeg synes, at vi er super gode til at fortælle om soldaterne. Vi har et godt brand. Men har vi på alle niveauer været gode nok til at fortælle, hvad der foregår? Det er jeg optaget af. Da vi kun havde missionerne i Afghanistan og Irak, var det meget lettere at kommunikere, for det var det eneste, som folk ville høre om. Nu er det en helt anden type operationer, som vi også skal vænne os til og formidle mere bredt.«

Selvfølgelig skal Forsvaret deltage i den offentlige debat

Det kendetegner Forsvaret, at det ofte er ganske fraværende i den offentlige debat. Når medierne debatterer forsvarsstof, sker det derfor ofte med halvstuderede røvere og tvivlsomme journalistiske eksistenser i ekspertrollen. Denne redaktør er en af dem. Forsvaret takker hellere nej end at lade en officer svare på spørgsmål, og efterhånden har medierne vænnet sig til at lade være med at ringe, for svaret er alligevel det samme. Nej tak. Men det skal være slut nu. Forsvaret skal i offensiven, men Susanne Lund trækker en hårfin grænse.

»Vi skal skelne mellem, hvad der er politik og forsvarsdelen af det. Men selvfølgelig skal vi også deltage i den debat. Vi skal ikke være bange for at gå i medierne, for vi er gode til det militære og har nogle meget dedikerede medarbejdere.«

Gælder det så også de kritiske historier?
»Ja.«

Det har jo slået mig, at når historien er positiv, er det ikke noget problem at få nogen til at stille op. Men når det er en kritisk historie, klapper alle døre og kanaler i. Ingen vil stille op til interview, jeg kan ikke få svar på spørgsmål, og systemet lukker sig om sig selv. Hvad vil du gøre ved det?
»Det er netop derfor, at jeg er blevet ansat. Vi skal være mere agile, hvis jeg kan bruge det ord. Vi skal svare. Men vi skal også være sikre på, at når vi svarer, skal vi kigge på den sag, som du spørger til. Jeg kommer ikke til at svare på noget, hvis jeg ikke kender alle fakta i sagen.«

Forsvaret hopper fra tue til tue

Med al respekt for dem, der fra tid til anden blander sig i debatten, virker Forsvarets kommunikation som ekstremt reaktionær. Det er krisekommunikation, hvor I reagerer på sag efter sag og udadtil fremstår som et kommunikations-brandvæsen. Er det ikke et problem?
»Jo. Forsvarschefen har selv sagt, at han føler, at vi hopper fra tue til tue. Det er det, som jeg er ansat til at ændre på. I Veterancentret stillede jeg mig op på ølkassen, og jeg deltog i samtlige af de radioudsendelser, som jeg blev inviteret til, fordi vi har så meget at være stolte af. Det er ikke mig som person, det drejer sig om, men det er embedet. Der er så mange dygtige mennesker, som bare skal fortælle om deres faglighed. Det er jeg bedt om at arbejde med. Det skal ske i organisationen uden for kommunikationsafdelingen, og det er derfor, at forsvarschefen har valgt en oberst til denne stilling.«

Hvad er din ambition for Forsvarets kommunikation?
»Det er min ambition, at alle skal tænke på Forsvaret som en professionel arbejdsplads med bundsolide, dygtige og ordentlige mennesker. Det er udgangspunktet, når der kommer en møgsag. Vi har ry for at være hierarkiske og gammeldags. Men det er vi ikke! Vi er kompetente og moderne, og det skal vi selv fortælle i stedet for altid at reagere på dårlige historier.«

Det lyder fuldstændig som noget, man altid har sagt i Forsvarets kommunikationsafdeling. Hvordan vil du gøre det?
»Det er jeg ved at finde ud af. Nu skal vi arbejde med en ny kommunikationsstrategi, og det er ikke mig, der skal sidde med pennen til papiret. Vi skal have en kanalstrategi og kigge på, hvordan vi formidler til alle Forsvarets ansatte. Og så handler det om en kultur- og adfærdsændring, og det skal strategien hjælpe med.«

Samarbejdet med pressen er ofte præget af mistillid

Kan du forstå, at det udfordrer pressens og Forsvarets relation og skaber mistillid, at ingen vil stille sig frem, så snart historien er kritisk? At det hele skal køre på skrift, og at svartiden på spørgsmål er op til flere uger?
»Vi svarer, når jeg har den gode følelse i maven, og vi har undersøgt alle aspekter i sagen. It’s not the fuck up. It’s the impression of cover up. Vi vil ikke skjule noget, og vi vil svare på tingene, som de er. Hvis noget ikke er i orden, skal vi selv finde du af det, og så skal vi være ærlige om det. Og det kan tage tid at forklare. Men vi skal være hurtigere til at forsøge at komme ud.«

Det er ikke sjældent, at jeg har spørgsmål, som I ville kunne svare på i løbet af 5 minutter, men det tager flere uger at få svar. I argumenterer med, at I vil svare samlet, og så sidder man der og glor ud i luften. Jeg oplever det næsten som obstruktion af mit arbejd og et forsøg fra Forsvarets side om at få mig til at undlade at skrive om bestemte sager. Hvis vi venter længe nok, kan det være, at sagen blæser over. Det er sket flere gange, at jeg har ladet en historie fare, fordi svarene fra jer først kommer, når sagen er forældet.
»Jeg har kun været her en måned,« siger Susanne Lund og smiler.

Hvor meget har sagerne om nepotisme og inhabilitet skadet Forsvaret?
»De har skadet Forsvaret. Men historierne afspejler ikke det forsvar, som jeg kender. Det består af dygtige, professionelle, engagerede og kompetente ledere og medarbejdere fra top til bund. Det er forkert at skære alle over en kam pga. de sager, men de har skadet Forsvaret.«

Det er ikke i OLFI, at Forsvarets medarbejdere er skåret over en kam, så hvor du har det fra, ved jeg ikke. Men mener du, at Forsvaret har håndteret den sag på tilfredsstillende vis?
»Det har jeg ingen mening om.«

Har ikke haft en kultur med deltagelse i den offentlige debat

Hvad, tror du, er årsagen til, at der er så få medarbejdere fra Forsvaret, der optræder i den offentlige debat med indsigt som kilder, kronikører og debattører?
»Det er, fordi vi ikke har en kultur for at gøre det.«

Skal Forsvaret have det?
»Ja, det synes jeg. Man skal selvfølgelig være opmærksom på, hvornår man udtaler sig. Man skal udtale sig på baggrund af sin faglighed. Man må gerne blande sig debatten, og det vil være fint.«

Hvis vi nu tager køb af kampfly. Hvorfor måtte vi ikke høre de vigtigste aktører i den sag – nemlig piloterne? Debatten blev skæv og i bund og grund vanvittigt amputeret, fordi de involverede ikke måtte udtale sig?
»Jeg ved det ikke. Men forsvarschefen vil gerne mere kommunikation, og det er derfor, at han har ansat mig. Der er fokus på det.«

Så længe han selv kan slippe?
»Nej. Men forsvarschefen skal have nogle til at hjælpe sig, og det har han ansat mig til. Vi har som embedsmænd ikke haft en kultur, hvor vi blander os i debatten. Jeg skal også lære, at det er ok at stille sig frem. At lave en forandring kommer ikke over natten. En ting er en ny strategi, men det er ændringen af adfærd, der er det svære. Der kan jeg være bindeled. Men det betyder også, at vi skal have en ny kultur i Forsvaret,« siger Susanne Lund.