INTERVIEW: Et nyt bemandingssystem for chefer i Forsvaret introducerer et udnævnelsesråd, som skal godkende kommende militære topchefer. Civile jurister udgør to tredjedele af rådet, men det ser forsvarschefen ikke umiddelbart som noget problem. Hvis det er det, laver vi det om, siger general Bjørn Bisserup i dette interview med OLFI.

Normalt tilfalder det militære chefer at vurdere militære ansøgere. Men i et helt nyt bemandingssystem skaber Forsvarsministeriet sammen med Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets Personalestyrelse et såkaldt udnævnelsesråd, der fremover skal vurdere og godkende ansøgninger fra oberstløjtnanter og kommandørkaptajner, som ønsker udnævnelse til næste niveau. Og her udgør civile embedsmænd flertallet.

Det nye system betyder, at man for at kunne søge stillinger som henholdsvis oberst og kommandør skal godkendes af udnævnelsesrådet. Det består af 1) Chefen for Koncern HR og Service i Forsvarsministeriets departement, 2) direktøren i Forsvarsministeriets Personalestyrelse og 3) Viceforsvarschefen. Hvordan hænger det sammen? Det har OLFI spurgt forsvarschef Bjørn Bisserup om.

Det virker besynderligt, at man har et udnævnelsesråd, hvori der sidder to civile jurister og en viceforsvarschef og udvælger militære officerer på baggrund af militærfaglige meritter og kompetencer. Hvor er militærfagligheden?
»Den er afklaret inden. Det er jo ikke sådan, at man møder og så bare træffer en beslutning. Man får screenet kandidaterne, så kommer der et grundlag, og så skal vi internt i Forsvaret afklare vores holdning. Så går man i udnævnelsesrådet, og kan man ikke blive enige der, er det mig der i sidste ende træffer beslutning.«

Læs også: Nyt bemandingssystem for chefer skal skabe større åbenhed og transparens 

Kan du ikke se en udfordring i udnævnelsesrådets troværdighed, når der sidder to civile embedsmænd og en viceforsvarschef og træffer afgørelse om oberstløjtnanters og kommandørkaptajners egnethed til at blive udnævnt til næste niveau? Det signalerer vel ikke ligefrem militærfaglighed i udnævnelsesrådet?
»Hvis man ikke havde foretaget den militærfaglige afklaring inden, kan du selvfølgelig have en pointe. Men det vil man have. Der er også noget praktik i det her. Der er en grænse for, hvad man kan nå. Optimalt set ville jeg gerne sidder med hver gang, men det er min tid ikke til.«

Er det ikke ret vildt, at man lader udnævnelsesrådet bestå af to tredjedele civile, når det drejer sig om militære udnævnelser?
»Optisk set har du selvfølgelig ret i, at sådan kan man opfatte det. Jeg er ikke sikker på, at problemet er så stort. Men hvis det viser sig at være et problem, må vi justere på det.«

Var selv dybt involveret i sager om nepotisme og inhabilitet

De to civile embedsmænd i det fremtidige udnævnelsesråd er juristerne Pernille Reuther Eriksen fra Forsvarsministeriets departement og personaledirektør Laila Reenberg, som begge var dybt involveret i flere af sagerne om inhabilitet og nepotisme – og som har været hovedansvarlige for det system, som åbenbart ikke fungerede og skabte en kultur med nepotisme og inhabilitet.

Artiklen fortsætter under billedet …

Hvor stor er tilliden ude i systemet til, at lige præcis Laila Reenberg og Pernille Reuther Eriksen kan træffe troværdige afgørelser i udnævnelsesrådet?
»Det vil jeg ikke forholde mig til.«

Kan du ikke frygte, at kommende ansøgere til den nye chefpulje kan have manglende tillid til, at det kommer til at gå ordentligt til?
»Det kan jeg ikke vide.«

Som en konsekvens af det nye bemandingssystem er det besluttet, at fremtidige oberster og kommandører skal udnævnes på åremålskontrakter. Formålet er at skabe dynamik ved at tidbegrænse stillingerne. Men det koster i personlige tillæg som kompensation for manglende varige udnævnelser og den tidsmæssige usikkerhed.

Det her må blive dyrere? Åremålsansættelser koster noget mere end varige udnævnelser. Hvad er overvejelserne om det?
»Det er rigtigt, at det bliver noget dyrere og kommer til at koste noget mere. Omvendt kan det måske være med til at fastholde flere. Man skal ikke fastholde ret mange, før de penge er tjent ind. Bundlinjen er, at det bliver dyrere.«

Omvendt kan åremålsansættelser jo også være med til at få folk til at forlade Forsvaret? Flere kritikere af åremålsansættelser opfatter dem som hold-kæft-bolsjer. Når man er ansat på åremål, er motivationen for at sige en forestående imod så netop ikke mindre, fordi man er afhængig af en positiv bedømmelse for at få en varig udnævnelse?
»Sådan synes jeg ikke, at jeg har oplevet det. Jeg oplever ikke, at vores chefer på åremålsansættelser er bekymrede for at sige mig imod.«

Hvis vi tager sagen om den nu tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen, så må der have været mange chefer under ham, der burde have sagt fra, men som åbenbart ikke har gjort det?
»Det ved jeg ikke.«

Men det er ikke noget, du har overvejet som en risiko?
»Det må jeg svare nej til.«

En værnschef kan ikke igen pege på sin egen kandidat

For et år siden blev kommandør Anders Friis – som er gift med personaledirektør Laila Reenberg – beordret i stillingen som chef for 2. Eskadre. I den forbindelse kom det efterfølgende frem, at der var en bedre kvalificeret ansøger, men at kontreadmiral Torben Mikkelsen som chef for Marinestaben ville have Anders Friis, og at stillingen derfor ikke blev slået op i fri konkurrence.

Torben Mikkelsen fortalte, at der ikke var grund til at slå stillingen som chef for 2. Eskadre op, fordi han ville have Anders Friis. Mikkelsen indrømmede også, at der var en anden, der var bedre kvalificeret. Kan en værnschef fremadrettet sige, at han ikke vil slå en stilling op, fordi han ved, hvem han vil have?
»Nej, det kan han ikke. Så skal der i hvert fald være en ekstraordinær grund til det. Mekanismen i det nye system er, at der bliver større gennemsigtighed, og der kommer flere øjne på ansættelserne. Man kan stadigvæk afvige fra systemet og beordre, for den mulighed bliver vi nødt til at bevare. Der ligger også i det nye system, at vi i højere grad tilgodeser Forsvarets behov, hvor det nuværende ansættelsessystem har den ulempe, at det tilgodeser individet og ikke nødvendigvis organisationen. Det er en svaghed for det nuværende system.«

Det skal du lige forklare. Hvordan tilgodeser det nuværende system individet frem for Forsvaret?
»Der kan godt være en situation, hvor det bedste for Forsvaret er en beordring, der går imod den pågældendes ønsker. Nu kan vi lave en samlet plan, der både tilgodeser den enkeltes ønsker og Forsvarets samlede behov. Styrken i det nye system er, at flere øjne ser på processen ad flere omgange gennem udnævnelsesråd og ansættelsesudvalg. Skulle man komme i en situation, hvor man i udvælgelsesudvalget og ansættelsesudvalget ikke kan blive enige, må jeg træffe den afgørende beslutning.«

Hvor stor en forandring er det her?
»Det er en stor forandring, som skaber større gennemsigtighed. Betyder det så, at vi har fundet et columbusæg, der fjerner alle ulemper. Nej. Men nu kører pilotprojektet i to år fra januar 2020. Men vi føder os selv, og vi kan ikke lave et system, som alle vil opleve som 100 pct. retfærdigt. Det ville være forkert at sige, og der vil være nogle, der bliver skuffede.«