INTERVIEW: Chefen for 2. Brigade mener ikke, at kritikken af forløbet forud for udsendelser til Afghanistan har hold i virkeligheden. Ingen soldater indsættes i missionsområder uden at være klar, siger han. Brigadegeneral Gunner Arpe Nielsen erkender, at bevæggrundene for prioriteringerne kunne være kommunikeret tydeligere.

Ingen danske soldater bliver sendt til Afghanistan uden at være tilstrækkeligt uddannede. Det siger brigadegeneral Gunner Arpe Nielsen flere gange, da OLFI sætter chefen for 2. Brigade stævne på Antvorskov Kaserne.

”Hver eneste gang, vi sender nogen ud i en eller anden type operation, er de klar til det. Det er mit – og i sidste ende også hærchefens – ansvar, at det er sådan, og det er selvfølgelig noget, vi tager rigtig seriøst,” slår brigadegeneralen fast som det første i interviewet.

OLFI har bedt Gunner Arpe Nielsen om at forholde sig til den kritik af missionsforberedelserne, som flere soldater rejste i OLFI torsdag. Her udtrykker soldaterne under anonymitet bekymring over en række dispositioner i forbindelse med den missionsforberedende uddannelse. Instruktørmangel, urutinerede momenter og sløjfede kurser betyder dårligere uddannelse og kan i yderste konsekvens ende med at koste liv, gør soldaterne blandt andet gældende i artiklen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Den kritik går Gunner Arpe Nielsen i rette med. Han afviser på det kraftigste, at de missionsforberedende uddannelser lider under nogen form for mandskabsmangel eller spareøvelser.

”Vi har ikke en opfattelse af, at vi har nedprioriteret uddannelsen. Næsten tværtimod. Prioritet nummer et er dem, vi har indsat. Både nationalt og internationalt. Prioritet nummer to er støtten til dem, der er på vej til at blive indsat. Det har ikke ændret sig på noget tidspunkt i forløbet,” siger han.

Ingen ændringer i dimensionering trods øvelse i udlandet

2. Lette Opklaringseskadron stillede ellers noget amputeret, da man i foråret sendte folk fra Bornholm til Holstebro for at bistå Jydske Dragonregiment (JDR) med uddannelsen af hold 11. Ifølge de soldater, som OLFI har talt med, betød det blandt andet, at øvelsesscenarierne blev mindre realistiske, og at der ikke var samme muligheder for at vurdere det faglige niveau og give en fyldestgørende tilbagemelding.

Kan du genkende billedet af, at 2. Lette Opklaringseskadron mødte med 15 mand i Holstebro, men skulle have været 70?
”Nej. Det kan jeg ikke. Selve instruktør- og kontrolorganisationen er den samme på hold 11, som den var på hold 1 og 2 – eller i hvert fald langt tilbage. Den er dimensioneret på fuldstændig samme måde,” svarer Gunnar Arpe Nielsen og tilføjer:

”Jeg forstår kritikken således, at det ikke var alle fra enheden, der var med derovre. Spørgsmålet er så, om man skulle have brugt resten af enhedens folk som momenter eller have gjort, som vi endte med at gøre ved at bruge nogle andre som momenter. Bornholmerne, som stod for uddannelsen, skulle samtidig indsættes i Gefion i København, som også er en prioriteret indsættelse. Og som de også selv er inde på, havde de desuden en øvelse i Litauen, hvor vi indledningsvis skulle have sendt en hel eskadron, som vi fik skåret ned til en deling.”

Gunner Arpe Nielsen betragter øvelsen i Litauen som en kærkommen lejlighed til at træne grundlæggende opklaringsfærdigheder, som udsendelser og andre forhold i lang tid havde forhindret. Han forsvarer derfor gerne beslutningen om at sende opklaringssoldaterne udenlands og i stedet hente folk fra bl.a. reaktionsstyrkeuddannelsen (HRU, red.) ind som momenter i ugerne med missionsforberende uddannelse.

Men det er jo netop det, kilderne problematiserer. En stor del af momenterne var folk, der ikke har været udsendt før, og som manglede erfaring med, hvordan tingene foregår i Afghanistan.
”Det er jo et svært valg. De HRU’ere, der deltog, kører i dag rundt herude og træner til hold 12. Så de har jo også fået erfaring med. Havde det været endnu skarpere, hvis det havde været momenter, som havde prøvet at møde folk i Afghanistan? Ja, det havde det da. Men vi fik trænet de situationer, vi skulle træne,” argumenterer Gunner Arpe Nielsen.

”I sidste ende er vi nødt til at vurdere, om vi har de rigtige kompetencer og den rigtige mængde af folk til rådighed i forhold til, hvad der i øvrigt er af opgaver. Men ikke på bekostning af uddannelsen. Det er vigtigt at understrege.”

Gunner Arpe Nielsen kan derfor heller ikke se, at antallet af instruktører fra Bornholm skulle være gået ud over kvaliteten af tilbagemeldingerne.

”Det er helt samme set-up som på tidligere hold.”

Får ikke tillæg for at stå til rådighed

At hjemvendte soldater – og dermed også delingen i Litauen – modtager et tillæg for at assistere i uddannelsen af de næste hold, beror på en misforståelse, påpeger Gunnar Arpe Nielsen. Derfor er der intet til hinder for, at hjemvendte soldater bliver sat til andre opgaver, som det er sket i dette tilfælde.

”Man får et kvalifikationstillæg, fordi man har været i mission og tilegnet sig nogle kvalifikationer. For befalingsmænd og officerer er der lavet en aftale om, at de får tillægget op til et år efter, at de har været udsendt. Konstabler får pengene, mens de er udsendt. Det er ikke et tillæg, man får for at stå til rådighed, men et man får for at være blevet en dygtigere soldat.”

Så det har ikke noget som helst med at uddanne de næste hold at gøre?
”Nej, men jeg ved godt, at det har været italesat sådan. Jeg har faktisk også selv tidligere troet, at det var sådan, så jeg kan sagtens forstå, hvor den opfattelse kommer fra,” siger Gunner Arpe Nielsen.

Til gengæld vil han ikke forholde sig til de øvrige anker fremsat i OLFI’s artikel; at sanitetskurserne er blevet nedjusteret fra øverste behandlertrin til et lavere, samt at kurser i eskortekørsel og tredjepartsbeskyttelse ikke gennemføres i samme omfang som tidligere. Han garanterer dog, at alle dispositioner er fagligt begrundede og tager udgangspunkt i konkrete erfaringer fra missionsområdet.

Det er en vurdering fra de hold, der er kommet hjem, at de kurser har man ikke haft brug for?
”Ja. Man sidder ikke herhjemme og justerer for at spare penge. Det er ikke tilfældet. Justeringerne kommer på baggrund af det hjemvendte holds erfaringer,” slår han fast.

Brigadens kommunikation skal blive bedre

Selvom brigadechefen ikke kan genkende billedet af en utilstrækkelig missionsforberedende uddannelse, erkender han, at utilfredsheden illustrerer, at der er plads til forbedringer på andre områder.

Mine kilder deler opfattelsen af, at der har manglet folk, og at der har manglet nogle kurser. De opfatter det som besparelser. Bliver det her kommunikeret godt nok til folk længere nede i hierarkiet?

”Det har du selv svaret på. Det kan godt være, at der er nogle, der skal være bedre til at kommunikere og se det store billede. Det er jo indlysende. Hvis soldaterne ikke forstår det, så har de jo ikke fået en ordentlig forklaring,” siger Gunner Arpe Nielsen.

”Det er klart, at når man står og ikke har det store billede, så kan der til tider være ting, der ser mærkelige ud.”

Hvad vil du konkret gøre for at adressere de her bekymringer?
”Det er noget, vi har talt om. Jeg drøfter det jævnligt med mine egne chefer i brigaden, og jeg ved, at forsvarschefen også er meget optaget af, hvordan man drøfter udfordringer og løsninger på den bedst mulige måde,” siger Gunner Arpe Nielsen og byder ind med et bud på en løsningsmodel:

”Man kunne have nogle faglige fora, hvor man mødes to-tre gange om året, og hvor jeg kunne tale med mine soldater om de her ting. Det bliver dog nemt nogle store fora, hvis man skal have alle med, og det er faktisk det, der har været udfordringen. I et stort forum er der også nogle, der bliver holdt tilbage og ikke vil byde ind.”

Flere af kilderne føler sig ikke hørt, når de lufter deres bekymringer. De bliver bedt om at holde kæft og føler, at der mangler lydhørhed. Hvad siger du til det?
”Det har jeg svært ved at forholde mig til, når de er anonyme,” svarer Gunner Arpe Nielsen.

Det er de, fordi de ikke opfatter det som karrierefremmende at stille sig frem med navn. Man kan nogle gange få indtrykket af, at der hersker en frygtkultur, hvor man nødig skal gå mod ensretningen …
”Til det må jeg bare sige, at det fra forsvarschefen og ned igennem chefgruppen bliver italesat rigtig meget, at vi er forpligtede til at lytte på, hvad folk siger. Hvis der sidder nogle, som ikke tør sige noget af den ene eller anden årsag, må vi sikre, at det ikke er tilfældet,” siger Gunner Arpe Nielsen.

Han påpeger, at der allerede findes et organ, samarbejdsudvalget, som man kan gå til, hvis man ikke møder forståelse ved sine nærmeste foresatte. I samarbejdsudvalget kan tillidsrepræsentanterne løfte eventuelle problemstillinger med bataljonschefen.

”I det konkrete tilfælde, som du henviser til, kan man spørge, hvorfor det ikke har været bragt op i samarbejdsudvalget?,” spørger Gunner Arpe Nielsen, som nu selv vil tage spørgsmålet om faglige diskussioner op i 2. Brigades eget samarbejdsudvalg.

”Det er klart, at vi er ikke tilfredse med, at der er nogle, der føler, at de har faglige udfordringer, som de ikke kan komme af med. Det er ikke godt nok.”