Der er ikke meget train as you fight over missionsforberedelserne, når danske soldater sendes til Afghanistan i forbindelse med Operation Resolute Support. For få instruktører og manglende kontinuitet i træningen risikerer at bringe danske liv i fare. Det mener flere hjemvendte soldater, der kalder nedprioriteringen af træningen for ”grotesk”.

Det kniber med standarden på den missionsforberedende træning forud for danske styrkers udsendelser til Operation Resolute Support i Afghanistan. Der mangler både folk og uddannelsesplaner for træningsforløbene, og det kan i yderste konsekvens blive fatalt. Det mener flere soldater, som OLFI har været i kontakt med, og som udtaler sig på betingelse af anonymitet.

Træningen frem mod udsendelserne baserer sig i vid udstrækning på erfaringsudveksling holdene imellem. Denne fremgangsmåde har til hensigt at sikre en relevant og fyldestgørende overlevering, men i praksis nedprioriteres træningen af de enheder, der skal forestå den. Det fortæller Esben, som sammen med kollegerne fra Garderhusarregimentets 2. Lette Opklaringseskadron var udsendt til Afghanistan på hold 9. Tidligere i år forestod de træningen af hold 11 fra Jydske Dragonregiment (JDR), som i skrivende stund er udsendt.

I det konkrete tilfælde blev en stor del af Esbens kolleger i stedet sendt til tjeneste i Litauen. Det betød, at eskadronen kun formåede at stille med 14 soldater ud af de 70, der oprindeligt var planen. Samtidig oplevede Esben og kollegerne at rotere ind og ud af uddannelsesforløbet, så det under den endelige afprøvning og klarmelding af hold 11 var vanskeligt at danne sig et tilstrækkeligt helhedsindtryk af soldaternes evner.

”Jeg syntes, det var så pinligt. Jeg var nødt til at sige til den gruppefører, jeg var instruktør for, at jeg var ked af, at det kørte på den måde, det gjorde. Det var helt tydeligt, at det ikke hang sammen,” fortæller Esben.

Til Litauen med instruktørtillæg

Mange hjemvendte soldater modtager første år efter endt udsendelse et månedligt kvalifikationstillæg. Ifølge Esben er han og kollegerne blevet fortalt, at det blandt gives for at stå til rådighed for uddannelsen af de næste hold. Derfor falder det ham for brystet, at hans kolleger blev sendt til udlandet frem for at bidrage til træningen og uddannelsen af hold 11. Prioriteringen betød, at de instruktører, der var til  stede, skulle koncentrere sig om flere soldater og flere fagområder på én gang. I et enkelt tilfælde blev en instruktør, hvis kvalifikationer var udløbet tre år tidligere, bedt om at tilbagemelde på førstehjælpsscenarier.

Alligevel udtrykker Esben forståelse for sin chefs dispositioner.

”Set fra hans perspektiv synes jeg, at han gør det rigtige, men der burde være nogle højere oppe, der siger, at ’det er ikke sådan, det fungerer’. Så må man tilføre nogle folk udefra.”

Esben peger på en kombination af personalemangel og silotænkning som årsag til, at uddannelsesforløbene bliver utilstrækkelige. Enhedscheferne prioriterer at uddanne deres egne folk og disponerer over mandskab og ressourcer med udgangspunkt i egne interesser. Den måde at tænke på risikerer at gå ud over Hærens andre enheder, advarer Esben.

”Det er lidt alle mod alle,” konstaterer han.

Problemerne med den missionsforberedende uddannelse stikker dog dybere end som så, og det er ikke kun antallet af instruktører, der vækker bekymring. Udover disponibelt mandskab mangler der faste retningslinjer for overleveringen fra hold til hold. Der findes hverken nogen skabelon eller uddannelsesplan, der sikrer kontinuitet i uddannelsesforløbet fra ét hold til det næste. Det betyder, at den dybe tallerken skal opfindes igen og igen.

”Der mangler en eller anden form for drejebog. Nu har vi været i gang i seks år efterhånden, og bare sådan noget som PowerPoints, der viser, hvordan man skal stå på gangene, når der holdes vagt, bliver lavet fra gang til gang,” fortæller Esben.

Kulminationen på flere års frustration

Esben står ikke alene med sine bekymringer, som deles af flere kolleger, OLFI har talt med. En af dem er Mathias, der ikke længere forretter aktiv tjeneste i Hæren. Han selv har to udsendelser til Resolute Support bag sig og har ved selvsyn konstateret, hvordan standarden af uddannelse og træning over tid er dalet.

”Anden gang, jeg skulle afsted, var uddannelsen lige blevet en lille smule dårligere [end første gang]. Og de rammer og muligheder, vi havde for at uddanne JDR på hold 11, var igen blevet en lille smule dårligere, end dem vi selv havde,” fortæller han.

Mathias understreger, at hans bekymringer ikke skal opfattes som en kritik af hold 11. Holdet betegner han som dygtige soldater med et højt fagligt niveau, hvis erfaring gjorde, at de i vid udstrækning var selvkørende. Man kan dog ikke tage for givet, at det vil være tilfældet for kommende hold.

”Hvad sker der den dag, man ikke står med en enhed af erfarne folk, som med kun få forudgående instrukser er i stand til at lære fra sig og løfte enheden?” spørger Mathias retorisk.

Selv oplevede Mathias antallet af både kørekurser, førstehjælpsuddannelser og kurser i grundlæggende tredjepartsbeskyttelse blive kraftigt reduceret eller helt sløjfet fra sine egne uddannelsesforløb. Da han selv skulle agere instruktør, var der skåret så meget ind til benet, at han ikke længere kunne stå inde for standarden af uddannelsen. Det netop overståede uddannelsesforløb blev derfor udslagsgivende for beslutningen om at søge nye græsgange.

”For mig blev forløbet kulminationen på flere års frustration med, hvordan det foregår i Forsvaret. Man oplever, at det eneste, der egentlig tæller, er, hvordan man kan gøre tingene en lille smule billigere,” fortæller Mathias.

Han mener ikke, at det er forsvarligt at nedprioritere den missionsforberedende uddannelse, selvom missionen i Afghanistan i dag er mindre intens end til at begynde med.

”Vi bliver stadig sprunget i luften dernede, vi bliver stadig skudt efter. Men så længe, det går godt, virker det til, at holdningen i Forsvarets ledelse er, at så kan vi godt blive ved at skrue lidt og se, om vi kan gøre det en lille smule billigere.”

Kan koste folk livet

Esben og Mathias råber op af bekymring for deres kolleger. Begge frygter de, at nedprioriteringer og besparelser i sidste ende vil koste menneskeliv. Flere soldater, som OLFI har været i kontakt med i forbindelse med tilblivelsen af denne artikel, bekræfter ovenstående udlægning.

Bekymringerne har indtil nu ikke vakt genklang i Forsvarets ledelse, og når Esben og Mathias har forsøgt at drøfte sagen internt, føler de, at de har løbet panden mod en mur.

”De gange, vi har forsøgt at tage debatten, bliver vi bedt om at holde vores kæft. Til sidst bliver man træt af det, og så finder man noget andet at lave,” bemærker Mathias, som altså har skiftet uniformen ud med civilt tøj.

Esben er stadig soldat. For ham er det magtpåliggende, at der bliver gjort noget, inden det går galt. Det er den manglende lydhørhed i ledelsen, der har ansporet ham til at kontakte OLFI.

”Det, der giver mig en dårlig smag i munden, er, hvis der sker et eller andet dernede, og folk kommer til skade eller mister livet, fordi man er kommet to minutter for sent ind. Så kan man godt begynde at snakke om, hvorvidt uddannelsen er god nok,” siger Esben.

Mathias er enig og tilføjer, hvordan han og kollegerne i konstabelgruppen har diskuteret problematikken med hinanden og konstateret, at der først bliver reageret, når skaden er sket.

”Vi plejer at sige indbyrdes, at det bliver ved at blive værre, indtil en eller anden dør af det.”

Brigadechef afviser kritikken

2. Brigade har siden januar forestået den missionsforberedende uddannelse og klarmelding af hold til både Operation Inherent Resolve og Resolute Support, og her kan brigadegeneral og chef Gunner Arpe Nielsen slet ikke genkende billedet.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at det er tæt på at være uhørt. Der bliver samlet erfaringer fra hold til hold, og uddannelsen bliver afpasset efter de faktuelle forhold i missionsområdet, så jeg vil påstå, at uddannelsen faktisk bliver bedre i forhold til det konkrete miljø. Så jeg er slet ikke enig i den betragtning,” siger Gunner Arpe Nielsen, der som brigadechef er øverste uddannelsesansvarlige:

”Hver eneste gang, vi sender nogen i en eller anden type operation, er de klar til det. Det er mit ansvar – og i sidste ende også hærchefens ansvar – at det er sådan, og det er selvfølgelig noget, vi tager rigtig seriøst,” siger Gunner Arpe Nielsen til OLFI.

OLFI bringer snarligt et længere interview med brigadegeneral Gunner Arpe Nielsen, hvor han forholder sig til de øvrige kritikpunkter.

Esben og Mathias er opdigtede navne. De medvirkendes identiteter er redaktionen bekendt. OLFI har været i kontakt med flere soldater, der bekræfter historien og deler bekymringerne. En enkelt ønsker ikke at deltage af frygt for at blive genkendt af kolleger eller foresatte.