
Prisen på F-35 bliver 12,8 pct. billigere, fordi producenten i form af amerikanske Lockheed Martin har gennemført “smarte opkøb” og effektiviseret produktionen. Forsvarsministeren glæder sig over besparelsen, som imidlertid er svær at sætte præcise tal på.
Amerikanske Lockheed Martin sænker prisen på kampflyet F-35 med 12,8 pct., og det kommer Danmark til gavn. I 2016 indgik Folketinget aftale om at købe 27 styk F-35, som bliver leveret fra 2021 og årene frem.
Ritzau har spurgt Kampflykontoret under Forsvarsministeriet, hvor stor en besparelse i kroner og øre prisnedsættelsen bliver på, men det er imidlertid sværere end som så at sætte præcise tal på. Årsagen er, at indkøbsprisen på omtrent 13 mia. kr. delvist var baseret på en forventning om, at prisen med tiden ville falde. Ikke desto mindre glæder forsvarsminister Trine Bramsen sig over de billigere fly.
“Jeg er naturligvis glad for, at vi har fået klarhed over prisen for de første danske kampfly og ikke mindst, at den er blevet lavere end forudsat. Når det er sagt, ændrer det grundlæggende ikke meget på den samlede økonomi i hele kampflyprogrammet, hvor der også har været udgifter, der har trukket den anden vej,” siger hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Bl.a. har det efter aftalen om købet af nye kampfly været nødvendigt at investere i en helt ny placering af kampflyene på Flyvestation Skrydstrup, fordi nye undersøgelser afslørede grænseoverskridende støj ved den oprindelige placering.
Ifølge Trine Bramsen er der derfor heller ingen planer om at købe flere end de 27 fly på grund af den billigere pris.
“Aktuelt er der ikke konkrete drøftelser om at købe flere fly,” siger Trine Bramsen til Ritzau.