Efterårsferien bød på et skræmmende sikkerhedspolitisk jordskælv

ANALYSE: Donald Trumps optræden på den internationale scene og Tyrkiets offensiv i Syrien må få det til at løbe koldt ned ad ryggen på europæiske ledere. Venner bliver dolket i ryggen, og fjender får hjælp fra den part, der burde være vores sikkerhedsgaranti. Ugerne 41 og 42 udviklede sig til et sikkerhedspolitisk mareridt for Vesten.

Det var ikke alle steder på kloden, at uge 42 blev brugt til en hyggelig efterårsferie med familien. På den sikkerhedspolitiske scene udspillede sig et drama, man roligt kan betegne som et jordskælv – om end varslet gennem adskillige måneder og for så vidt spået allerede under præsident Barack Obama. Det handlede om Syrien og USA’s tilstedeværelse i landet eller nærmere mangel på samme.

Lørdag 5. oktober varslede Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan, at Tyrkiet ville udføre militære operationer rettet mod de kurdiske styrker i det nordøstlige Syrien. Dagen efter annoncerede USA’s præsident Donald Trump, at han ville trække de amerikanske tropper ud af området. Onsdag den 9. oktober indledte Tyrkiet sin storoffensiv i det nordøstlige Syrien, og i Europa reagerede ledere med vrede og krav om et stop for den tyrkiske offensiv.

For præcis en uge siden – søndag 13. oktober – gav præsident Trump ordre til, at de omkring 1.000 amerikanske soldater i det nordlige Syrien skulle trækkes hjem og i første omgang længere væk fra kampene mellem kurdiske og tyrkiske styrker. Samtidig opfordrede han præsident Erdogan til ikke at bruse for kraftigt frem. Det skete så alligevel, og efter pres fra USA indgik USA’s udenrigsminister Pompeo sammen med vicepræsident Pence så en aftale med Erdogan om fem dages våbenhvile. Det forklarede præsident Trump sådan her foran en hujende menneskemængde af fans under et rally i Texas.

Artiklen fortsætter under videoen …

»Det var ukonventionelt, det jeg gjorde. Jeg sagde, de skal have lov at slås en stund. Nogle gange skal man lade dem slås. Lad folk finde ud af, hvor hårdt det er at slås. Som to børn skal de have lov at slås, og så skiller man dem ad. Det var ukonventionelt, men de sloges et par dage, og det var ret ondskabsfuldt.«

Hvis USA går ud, går alle ud

Torsdag viste en opgørelse fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR), at den otte dage lange tyrkiske offensiv har kostet 72 civile livet, heraf er 21 børn. Omkring 300.000 civile er sendt på flugt. På kurdisk side er 224 SDF-krigere blevet dræbt på de otte dage, mens 183 syriske oprørere, der kæmper på Tyrkiets side, har mistet livet.

Donald Trump har siden sin tiltrædelse som præsident ønsket at trække amerikanske tropper hjem fra Mellemøsten – og i særdeleshed ud af Syrien.  Allerede for et år siden sagde han, at han ville gøre det, og det fik i december daværende forsvarsminister James Mattis til at sige op. På den måde var operationen og tilbagetrækningen ventet.

Da de 13 lande i den internationale koalition mod IS i februar diskuterede konsekvenserne af USA’s varslede tilbagetrækning fra Syrien, åbenbarede Vestens magtesløshed sig. Det fremgår af et interview i Politiken i denne uge med tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), som selv deltog i mødet.

»Hvis USA gik ud, gik alle ud af området. Ingen ville blive tilbage,« sagde Claus Hjort Frederiksen.

Som månederne gik, håbede mange på, at Trump ville besinde sig. Men for to uger siden iværksatte han den tilbagetrækning, som ikke mindst kurderne – som USA’s vigtigste allierede i kampen mod IS – har frygtet.

Kurderne står forrådte tilbage stukket i ryggen af USA

I dag står kurderne ladt i stikken og føler sig forrådt og dolket i ryggen af USA. Samtidig giver kurdernes defensiv nu Islamisk Stat vind i sejlene, og mens europæiske ledere kræver sanktioner mod Tyrkiet, truer Erdogan med at oversvømme Europa med 3,6 mio. syriske flygtninge, som i øjeblikket befinder sig i flygtningelejre i Tyrkiet. USA’s retræte gavner således både Vestens fjender i form af Syriens Bashar Al-Assad, Ruslands præsident Putin og ikke mindst Iran, som ellers er USA’s fjende nummer ét. Den seneste tids udvikling i Syrien efterlader mildest talt et sikkerhedspolitisk kaos med mange dilemmaer og modsætninger.

Tyrkiet er medlem af Nato, og nu har flere europæiske Nato-allierede indført et stop for salg og leverancer af våben til Tyrkiet. Samtidig taler flere om at hjælpe kurderne med både våben og ammunition i kampen mod vores ”Nato-ven” Tyrkiet.

Nogle vil smide Tyrkiet ud af Nato, men det gavner ingen andre end Rusland, som står klar med åbne arme for at lave sikkerhedspolitiske aftaler med Erdogan. Det er allerede lykkedes for den russiske præsident Putin at sælge russiske S-400 missiler til Tyrkiet, som samtidig har fået USA til at smide Tyrkiet ud af f-35 kampfly-programmet.

Lad være med at være et fjols! Jeg ringer senere …

Undervejs i dansen om Syrien udstillede præsident Trump et nyt lavpunkt i det, man før i tiden ville kalde diplomati, men som i dag synes ikke-eksisterende på den anden side af Atlanten. I et brev til præsident Erdogan, som mange indledningsvis troede var et falsum, men siden blev bekræftet af Det Hvide Hus, sætter præsidenten lidet flatterende gloser på det præsidentielle brevpapir.

»Lad os lave en god aftale! Du ønsker ikke at være ansvarlig for at slagte tusinder af menneskeliv, og jeg ønsker ikke at være ansvarlig for at smadre Tyrkiets økonomi – og det vil jeg« … »Historien vil se gunstigt på dig, hvis du får det her løst på en rigtig og human måde. Den vil for altid se på dig som Djævelen, hvis gode ting ikke sker. Lad være med at spille sej. Lad være med at være fjols! Jeg ringer senere.«

Ifølge tyrkiske kilder skulle Erdogan ikke så overraskende have reageret ved at smide brevet i skraldespanden. Men hvad fik Donald Trump egentlig ud af sin beslutning om at overlade spillepladen til Erdogan?

Han beviste endegyldigt, at man som allieret med USA ikke kan regne med storebror, når det virkeligt gælder. At selv årelangt venskab kan kastes over bord, hvis det koster lidt for meget for den mere og mere indadskuende og isolationistiske amerikanske præsident. Det vil få konsekvenser mange år ud i fremtiden, og på den måde udviklede efterårsferien sig til et mareridt for Vesten.

Så kan de lære det!

For Europa står det efterhånden lysende klart, at der bliver en pris at betale for at have lagt alle de sikkerhedspolitiske garantier hos amerikanerne. USA vil ikke længere betale for Europas sikkerhed, og at tilbagetrækningen fra Syrien kan få katastrofale konsekvenser for vennerne i Europa, synes for præsident Trump kun at være en fjer i hatten. Så kan de lære det!

Ingen kan længere være i tvivl om, at det globale sikkerhedsbillede i disse år forandres med en hast, som selv den skeptiske pessimist ville have svært ved at forudse for få år siden. USA trækker sig fra den internationale scene, mens Rusland, Kina og ikke mindst Tyrkiet står klar til at udfylde tomrummet. Og de gør det hurtigt og effektivt.

Hvis Europa i dag står magtesløs tilbage, gør Danmark det om muligt i endnu højere grad. Her fylder den sikkerhedspolitiske debat ikke meget hverken på Christiansborg eller i medierne, og politisk er der ikke megen vilje til at leve op til de aftaler, som vi har indgået i fællesskab. Læs tilsagnet om at bruge 2 pct. af bnp på forsvar.

Ikke meget tyder på, at selv et sikkerhedspolitisk jordskælv med åbenlyse konsekvenser for Danmark kan få de danske politikere til at sætte sikkerhedspolitikken øverst på prioriteringslisten. Det i sig selv kan godt virke mere skræmmende end selve jordskælvet.