Fredag sluttede den største militærøvelse i Danmark i mange år. Gennem små to uger har over 2.000 soldater fra ind- og udland øvet traditionelle dyder som angreb og forsvar i Oksbøl. Chefen for 1. brigade har svært ved at få armene ned, men glæder sig til at få artilleri og opdaterede kampvogne indfaset i brigaden.

De har kæmpet i typisk dansk efterårsvejr med regn, kulde, sol og vind. Fredag sluttede ”Brave Lion”, som var den største militærøvelse i Danmark i 15 år. Ikke siden 2004 har Oksbøl lagt øvelsesterræn til en brigadeøvelse af samme omfang. Dengang samlede den daværende 1. jyske brigade 3.500 soldater bestående af både professionelle enheder og brigadens værnepligtsenheder. Øvelsen var den sidste brigadeøvelse af den størrelse, inden brigaden 1. januar 2005 ændrede navn til 1. brigade.

I de seneste to uger har over 2.000 soldater været samlet, og ud over soldaterne fra 1. brigade deltog også både briter og litauere i øvelsen. Øvelsen vidner om nye tider og en tilbagevenden til mere traditionel krigsførelse efter mange års fokus rette mod missioner i Irak og Afghanistan. Henrik Lyhne har været chef for 1. brigade i snart fire år, og han glæder sig over en veloverstået øvelse i nye rammer.

»Jeg har ikke tidligere været med i så stor en øvelse med brigaden. Det har været min største øvelse med brigaden, og det er sådan her, at vores fremtid kommer til at se ud. Nato har efterspurgt en kampklar brigade fra Danmark, og den er vi gang med at opstille og uddanne. Så det bliver ikke sidste gang, at vi kommer til at lave det her,« siger han i en kamppause ved krydset i Grærup midt i Oksbøl Øvelsesterræn.

Artiklen fortsætter under billedet …

Brigadegeneral Henrik Lyhne er chef for 1. Brigade, som gennem små to uger har deltaget i øvelsen Brave Lion. Foto: Ernstved

Grøn og brun kampsløring i hans ansigt gør det svært at se, hvem man egentlig taler med. Ifølge Henrik Lyhne råder han i dag over ca. 3.000 soldater i 1. brigade, og med udgangen af 2023 skal det tal være oppe på 4.000. Og på samme måde vil han i de kommende år modtage en masse nyt materiel, som har været savnet under ”Brave Lion” i Oksbøl.

»Det betyder, at vi i de kommende år skal ud og have fundet 1.000 unge mænd og kvinder, der gerne vil være soldater. På materielsiden er vi i fuld gang, og jeg vil sige, at det vælter ind med nyt materiel.«

Hvad er det, du har manglet?

»Jeg glæder mig i særdeleshed til at få artilleri og tunge morterer igen. Og så glæder jeg mig til at få vores nye kampvogne tilbage og til på et tidspunkt at også at få noget luftværn. Det gode er, at det er på vej, og det er finansieret. Så det er egentlig bare om at komme ud af starthullerne, få det købt og leveret,« siger Henrik Lyhne.

Har øvet klassiske dyder som angreb og forsvar

Og hvad er det så, at brigaden har øvet siden 23. september? Det er de klassiske militære discipliner som angreb og forsvar. Øvelsen har været mere fri end ofte set, og det betyder, at særligt førerne har fået lejlighed til at øve sig.

En af dem er oberstløjtnant Brian Mathiasen, som er 1. brigade øverste ingeniørofficer. Han glæder sig lige som chefen over de mange døgn med masser af fokuseret træning for alle enheder.

Artiklen fortsætter under billedet …

Oberstløjtnant Brian Mathiasen er 1. Brigades ingeniørofficer i staben og manden, der både kan levere og fjerne broer og minefelter. Foto: Ernstved

»Som ingeniør udgør jeg kun et instrument i orkesteret, og nu er vi sammen med de andre instrumenter i form af artilleri, kamptropper etc. Vi skal finde en melodi sammen med de andre, og det har vi forsøgt at gøre de seneste 12 dage. Det var måske ikke den klareste lyd i begyndelsen, men den er blevet mere og mere klar efterhånden, som vi har fået øvet. Det har været virkelig fedt at være samlet og øve sammen,« siger han.

Brian Mathiasens styrker har været på arbejde over hele kamppladsen fra forreste linjer til dybt bag egne linjer.

»Som ingeniører støtter vi helt i front med kampingeniører, der bygger broer og spring over vandløb og åer. Når vi er i offensiven, rydder vi også minefelter. Når vi omvendt er i defensiven, etablerer vi minefelter, og vi ødelægger broer for at bringe fjenden til standsning. Men det er så kun en brøkdel af vores opgaver. Bag egne linjer laver vi veje og broer, der sikrer, at forsyninger kan nå frem, og at sårede kan blive evakueret. Så vi er overalt på hele kamppladsen. I det store hele har vi fået trænet en god variation af alle opgaverne på denne øvelse,« forklarer han.

I uge 44 begynder brigaden på samvirkeskydning

I de kommende uger kan brigaden langt fra slappe af. Allerede i uge 44 vender brigaden tilbage til Oksbøl for at deltage samvirkeskydninger i bataljonsramme. Henrik Lyhne glæder sig til at vende tilbage til heden og se kulminationen på den omfattende træning og øvelsesaktivitet.

Artiklen fortsætter under billedet …

En kører holder pause i øvelsen Brave Lion, som gennem to uger har samlet over 2.00 soldater i Oksbøl. Foto: Ernstved

»Der skyder vi med et repræsentativt udsnit af alle vores våben i brigaden, og det har vi ikke gjort i meget lang tid. Der får vi bang-for-the-buck og kan med det samme se, om de kan ramme. Det er kronen på værket. På ”Brave Lion” har vi øvet os i procedurer og mange andre ting, og nu skal vi så skyde med skarpt. Der kan vi måle, om vi kan få tingene til at hænge sammen,« siger brigadegeneralen.

Hvad skal der ske i de kommende måneder?

»Vi forsøger i øjeblikket at komme ind i vores faste cyklus. Brigadestaben bliver fast uddannet og øvet af divisionen i Baltikum. Derudover er vi hele tiden på udkig efter øvelser, hvor vi kan få sendt vores bataljoner ud. Der er det ingen hemmelighed, at ambitionen er hvert år at kunne sende en bataljon ud i et simulationscenter i Tyskland, Holland eller andre steder. Der er der fuld simulation for alt fra soldater til kampvogne, og sådan et center har vi ikke selv.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Fredag sluttede øvelsen Brave Lion i Oksbøl Øvelsesterræn. Foto: Ernstved

Hvor sjovt er det at være brigadechef lige nu?

»Det kan jeg næsten ikke beskrive med ord. Det er den fedeste stilling! At se hele brigaden buldre af sted med det, vi nu har – det bliver ikke bedre. What’s not to like? Jeg har det som blommen i et æg.«

Det må du lige forklare. Hvad er det, der er så fedt?

»De små højdepunkter er jo, når vi ser ingeniørerne kæmpe med at få lagt en bro lagt over Henne Mølle Å, og hele bataljonen efterfølgende passerer over for at gå i angreb. Det er svært at bevare pessimismen, når man ser det. Jeg ved, at alle enhederne godt kan levere individuelt. Udfordringen ligger i at få alle tandhjulene til at gå i hak og se, at samvirket fungerer. Vi er ikke i mål endnu, men vi har bevæget os et stort stykke på denne øvelse. Jeg tager hjem som en glad mand fra denne øvelse,« siger Henrik Lyhne.

RETTELSE 6. oktober 2019: Af den oprindelige artikel fremgik det, at der sidst blev gennemført en brigadeøvelse af samme omfang i 1990’erne. En venlig sjæl har gjort opmærksom på 1. jyske brigades øvelse i 2004 med 3.500 soldater. OLFI beklager fejlen. 

En piranha ruller ud på fast banet ved i Oksbøl Øvelsesterræn under øvelsen Brave Lion. Foto: Ernstved