BLOG: Nicolas Veicherts burde som chef for Hærens Officersskole bruge sin tid på at skabe en demokratisk forståelse blandt sine elever for en fri og åben debat. I stedet bruger han Forsvarets officielle kanaler til at trampe rundt som en elefant i en glasbutik og beklikke min og to kollegers dømmekraft og loyalitet.

Forsvaret er en landets vigtigste offentlige institutioner på linje med sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet og retsvæsenet. Dermed er forsvaret også et vigtigt politisk emne, som alle uanset ansættelse frit skal kunne diskutere, uanfægtet om vi er eller har været ansat i forsvaret eller ej. Den holdning deler Forsvarets ledelse, der klogeligt har valgt samme linje som ombudsmanden. Han uddelte for tre år siden skarp kritik af tidligere forsvarschef Peter Bartram, fordi han turnerede rundt med budskabet om at ville fyre illoyale medarbejdere, som i hans øjne sandsynligvis blot var kritisk indstillede overfor udviklingen. Skulle det komme som en overraskelse blev jeg selv forsøgt hentet hjem fra en udsendelse i Irak til en tur på gulvtæppet for at have skrevet et indlæg om misforholdet mellem mål og midler, hvilket efter lidt skriveri frem og tilbage dog aldrig materialiserede sig.

Læs også: Forsvarets Talsperson: Vi skal glæde os over soldater, der blander sig i debatten

På Hærens Officersskole sidder der imidlertid en chef, som tydeligvis ikke deler holdningen om, at vi som ansatte skal kunne ytre os frit. Chefen er oberst Nicolas Veicherts. Nuvel, han har ændret på sit oprindelige indlæg, da det stod ham klart, at ganske få delte idegrundlaget om et berufsverbot.

Artiklen fortsætter under billedet …

Men vi er langt fra færdige med historien, da der ligger en del andre knapt så heldige elementer begravet i oberstens svar til min og mine officerskolleger Steen Holm Iversen og Casper Stefanis kronik i Berlingske. Nicolas Veicherts stiller i sin replik en række spørgsmål om vores evne til at skille tjeneste og politik ad. Han stiller spørgsmålstegn ved vores loyalitet og evne til at føre enheder qua vores politiske involvering. Med andre ord beklikker han vores dømmekraft og karriere med det udgangspunkt, at vi potentielt nægter udsendelse grundet politiske motiver og ikke formår at levere en loyal tilgang til de tjenstlige opgaver. Et ret uindpakket forsøg på at gå direkte efter manden og slet ikke se på bolden. Som mangeårig debattør, officer og politisk aktiv med adskillige udsendelser på bagen er det ikke første gang, at der ryger knubbede ord i min retning. Men det sker som regel i en kontekst, hvor både motiv og platform er ganske anderledes. Det sker sjældent fra en person, der bruger sin tjenstlige stilling aktivt, anvender en af forsvarets officielle facebooksider og i øvrigt selv gør netop det, som han harcelerer imod – ikke at evne at skille tingene ad.

Utvetydig opfordring til at klappe i

Når man som chef for en Forsvarets vigtigste skoler bruger de officielle kanaler til at udbrede politiske budskaber –  herunder en ret utvetydig opfordring til at klappe i og et budskab om at skille snot og skæg for sig – må kadetterne på skolen stå med et noget pudsigt indtryk af deres skolechef. Måske skulle Nicolas Veicherts blot bruge sin tid aktivt på at skabe en demokratisk forståelse blandt sine elever, hvor den frie og åbne debat underbygges af det gode eksempel i stedet for at trampe rundt som en elefant i en glasbutik. Hvis han har et politisk motiveret budskab, kan det fint leveres i landets medier, store som små. Fif til at få det bragt giver jeg gerne.

Læs også: Chefen for HO råder politikere med officersbaggrund til ikke at blande sig

Den demokratiske ret og pligt, vi har til at ytre os, være enige eller uenige er givet ved lov, grundlovens § 77. Den er bundet op på, at vi kan tage det standpunkt, som vi ønsker og ytre os i relativt frie vendinger. Jeg mener dog ikke at være stødt på en følgetekst, hvor forsvarets ansatte skulle være forment adgang til forsvars- og sikkerhedspolitiske emner.

Når man tager et politisk hverv på sig, er det pr. definition øretævernes holdeplads, for der findes næppe et eneste emne, der kan samle vælgerne i enighed. Ofte er ordene hårde og fakta skubbet i baggrunden til fordel for den gode følelse eller folkestrømningerne. Netop her er det usædvanligt vigtigt, at vi bidrager med fagligt indhold, og hvem skulle være bedre til at kvalificere en forsvars- og sikkerhedspolitisk debat end netop Forsvarets ansatte? Hvem er bedre til at lukke op for posen om sundhedsplatformen end sundhedspersonale, og hvem er mere kompetente til at udbrede sig om det politiske misfoster, politireformen, end netop politifolk?

Var Søren Gade også hæmmet af sin baggrund som reserveofficer?

Hvis politik bliver en elitær, akademisk proces, hvor fagpersoner skal holde sig væk fra deres oprindelige metier, bliver det en sump af cand. polit’er, der dikterer samfundsudviklingen, og det ville være en katastrofe. Derfor er det ikke et spørgsmål, om vi kan og må blande os, men i langt højere grad hvordan vi forankrer en sund debatkultur – også i forsvaret. Måske kunne man spørge tidligere forsvarsminister Søren Gade (V), om han var stækket af sin reserveofficersgrad, eller måske Rasmus Jarlov (K) om han fandt det problematisk at være hæmmet af sit tidligere reserveofficersvirke i Flyvevåbnet i sin egenskab af formand for forsvarsudvalget.

Læs også: Chefen for Hærens Officersskole trækker kontroversielt udsagn tilbage

Når politik mister rødderne i virkeligheden, bliver debatten nemt overfladisk, og kampen om procenter flyttes over på antal udsendte og faldne, en virkelighed opfundet af politikere, lang tid før vi skrev om det i Berlingske. Mon ikke den debat var forstummet langt tidligere, hvis der havde siddet flere politikere med forsvars- og udsendelsesbaggrund på Borgen og netop blandet sig i forsvarsdebatten?

Jeg mener, at forsvaret skal styrkes, og 2 pct. er målet. En række af de forlig, der har rullet henover et rundbarberet forsvar, har svækket det i alvorlig grad, hvilket jeg givetvis kommer til at gentage som en grammofonplade i hak. Det samme vil gøre sig gældende for en lang række af de elementer i forliget, som jeg personligt og politisk ser som en kæmpe udfordring for forsvaret – uagtet at jeg bliver skudt i skoene, at det sker på bekostning af den sunde dømmekraft og evnen til at skille politik og tjeneste ad. Om ikke andet har oberst Veicherts fra Valby Bakke illustreret på fornemste vis, at det kræver en hud som et næsehorn at formaste sig til at deltage i forsvarsdebatten.