spot_img

Hvad skal der ske med Forsvarets 20.000 udfasede 9 mm Neuhausen-pistoler?

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Materiel- og indkøbsstyrelsen ved først ved udgangen af 2020, hvad der skal ske med Forsvarets mange Neuhausen-pistoler. De kan enten leve videre i Forsvaret som reserve, de kan sælges til andre landes politistyrker, eller de kan skrottes. Og så er der en række samlere, som også viser interesse for den historiske pistol.

Hvad gør man med 20.000 pistoler, som man ikke rigtigt har brug for længere? Det spørgsmål er man gået i gang med at behandle i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) efter udskiftningen af Forsvarets 9mm pistol SIG P210 – eller bare Neuhausen, som den populært hedder i Danmark – med den nye SIG P320. Selv om mange tjenestegørende allerede har fået udleveret den nye pistol, er Neuhausen endnu ikke endeligt udfaset.

Læs også: Neuhausen sendes på pension: Forsvaret har modtaget sin nye pistol

Af samme årsag er der endnu ikke taget stilling til, hvad der skal ske med de mange Neuhausen. Først skal der udarbejdes en såkaldt ”anvendelsesafklaring”, som er en oversigt over afskaffelsesmulighederne for udfaset materiel. Det fortæller Bjarke Heiberg-Jürgensen, som er salgsdirektør i FMI.

”Det er en afklaring af, hvor mange pistoler vi tror, der kommer i overskud hvornår. Først når den foreligger, ved vi, hvor mange pistoler vi skal beholde, hvor mange der er funktionsdygtige, og hvor mange der ligger til reparation uden at virke. Da har vi et grundlag for at begynde overvejelser om et eventuelt salg. Man kan selvfølgelig undre sig over, at vi ikke laver langsigtede planer for det. Men verden ændrer sig hele tiden,” siger Bjarke Heiberg-Jürgensen.

Ukendt antal pistoler er destrueret, forsvundet og kannibaliseret

Neuhausen-pistolen blev indført i det danske forsvar i 1949 og bærer derfor blandt soldater det mere mundrette navn pistol M/49. I FMI har man ansvaret for driften af pistolerne, og man har af samme årsag ikke et historisk overblik over hvor mange pistoler af typen Neuhausen, som Forsvaret i alt har købt gennem årene. FMI oplyser til OLFI, at de historiske data i tidens løb er overdraget af en række nu hedengangne myndigheder til bl.a. Rigsarkivet og Nationalmuseet.

I samme kategori har FMI ikke overblik over, hvor mange pistoler M/49 der siden anskaffelsen for 70 år siden er forsvundet »blandt andet som konsekvens af en langt mere lempelig våbenkontrol og omgang med våben under Den Kolde Krig og i årene efter besættelsen«. Ifølge FMI er en stor del af pistolerne gennem tidens løb blevet destrueret, bortkommet og ”kannibaliseret” til reservedele.

Læs også: Glock får medhold i klage over udbud – Sig Sauers kontrakt hænger i en tynd tråd

Hvor meget er beholdningen af Forsvarets Neuhausen P210 så egentlig værd i dag? Det er et spørgsmål, som man ikke lige kan svare enkelt på. Ifølge Bjarke Heiberg-Jürgensen foreligger den endelige anvendelsesafklaring tidligst i slutningen af næste år.

”Vi har ikke et endeligt bud på, hvor mange pistoler der er til salg. I slutningen af 2020 vil jeg have en forventning om, hvor store indtægter et salg kan generere i 2021 og frem. Men jeg kan ikke give dig et bud i dag. Det skyldes, at der kører parallelle overvejelser. Når vi i forsvarsforliget øger antallet af soldater, kan det eksempelvis være, at en del af beholdningen skal blive liggende i Forsvaret som reservebeholdning,” siger han.

Vil sælge til den mest fordelagtige pris

Derudover er der flere muligheder for, hvad der kan ske med resten af pistolerne. En mulighed er at sælge den overskydende beholdning til andre landes forsvar eller politistyrker. En anden mulighed er at sende pistolerne retur til producenten, som i dag er amerikanske SIG Sauer. Slutteligt kan pistolerne sælges til grossister.

”Alle muligheder ligger åbne, og vi har ikke afgjort noget endnu,” siger Bjarke Heiberg-Jürgensen.

Hvad afgør, hvilken option I vælger?

”Det er en overvejelse om, hvad Danmark egentlig vil. Der er en del personer, som bliver involveret i, hvad vi gør, når vi kender de konkrete data. Det er ingen hemmelighed, at lige præcis Forsvarets Neuhausen er attraktiv for en del samlere rundt om i verden. Der er et antal liebhavere, som gerne vil have den alene pga. dens historik som tjenestepistol i det danske forsvar siden 1949,” siger han.

Hvis man googler salg af SIG P210, finder man hurtigt hjemmesider i USA, der sælger eksemplarer for op til 6.000-7.000 kr. Det er dog næppe realistisk at regne med en salgspris i det leje, skulle Forsvaret vælge at sælge sine Neuhausen. Det skyldes ikke mindst, at man i dag kan købe moderne pistoler til en stykpris på 1.000-3.000 kr.

”Når man har en professionel salgsafdeling, er det bl.a. for at styre, at vi laver samlede salg. Erfaringen viser, at når vi laver samlede salg, giver det også et større provenu. Vi må gå ud fra, at hvis vi sælger til et andet lands politistyrke, er prisen nok lavere, end hvis vi sender dem ud på markedet. Men hvis vi i sidste ende skal sælge pistolerne, gør vi det på den mest økonomisk fordelagtige pris for skatteyderne,” lover Bjarke Heiberg-Jürgensen.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Før eller siden er vi nødt til at sende Nato-tropper til Ukraine

DEBAT: Folk, der advokerer for en total ukrainsk sejr, må kalibrere deres retorik og strategi, for den kommer ikke, medmindre Nato engagerer sig militært i Ukraine, skriver debattør og historiestuderende Kasper Valentin Poulsen. Der er i sandhed sorte skyer over Ukraine i disse måneder. Både præsident Volodymyr Zelenskyj og hans...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Carsten Lindholm
Læser
Carsten Lindholm
3. maj 2023 7:30

Er der kommet nye oplysninger i denne sag?