ANMELDELSE: Historien om Daniel Ryes 398 dage som gidsel hos IS er så vanvittig, at man har svært ved at forstå dens virkelighed. Puk Damsgård har skrevet bogen ”Ser du Månen, Daniel?”, som i øjeblikket kører for fulde huse som spillefilm i landets biografer. Her spiller det ingen rolle, at hverken bog eller film fortæller den fulde historie.

Hårene rejser sig. Fra start til slut sidder man og ryster på hovedet og tænker, at det næsten er for skidt til at være sandt. Men det er sandt. Historien om fotografen Daniel Ryes 398 dage som gidsel hos IS er så vanvittig, at man næsten ikke forstår det. På alle plan fra start til slut. Og den er skildret så tro mod virkeligheden som muligt såvel i bogen som filmen, der begge bærer titlen, ”Ser du Månen, Daniel?”

Historien er et følelsesladet drama, som balancerer mellem liv og død, frihed og fangeskab, det gode mod det onde. Som i virkeligt onde. Derfor er det ikke så underligt, at både bogen og filmen sælger stort. Det er DR-journalisten og Mellemøsten-korrespondenten Puk Damsgård, som har skrevet bogen, der danner udgangspunktet for det efterfølgende filmmanuskript. Bogen udkom i 2015 og høstede fuldt fortjent mange roser.

Artiklen fortsætter under traileren …

Som det altid er udfordringen med filmatiseringen af bøger, kan man aldrig få det hele med på det store lærred. Alligevel er det lykkedes Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen at skabe en film, som respektfuldt overfor såvel bogen som familien fortæller begivenhederne, så følelserne sidder uden på tøjet. Det hjælper ikke en gang på pulsen at have læst bogen, for scenerne tager seeren med helt ned i fangehullet, hvor man næsten kan lugte stanken af armod, had og både fysisk og psykisk terror.

Daniel Rye går direkte i armene på IS efter et døgn i Syrien

Det var tilbage i maj 2013, at den unge gymnast og fotograf Daniel Rye ville rejse ind i det nordlige Syrien og skildre med sit kamera, hvordan almindelige syrere levede under den tiltagende borgerkrig. Man tager sig til hovedet over hans naivitet og mangel på dømmekraft, da han drager over grænsen til det krigshærgede land med en fremmed og ukendt ”fikser” og tolk, som han først lige er blevet præsenteret for, da hans oprindelige aftale gik i vasken.

Der går mindre end et døgn i Syrien, før Daniel Rye med sin hjælpende hånd vader direkte i armene på IS, da de henvender sig på politistation for at få tilladelse til at fotografere. Daniel Rye bliver beskyldt for at være agent for CIA, får bind for øjnene og ender som gidsel i kælderen, hvorefter mareridtet for alvor tager fart.

Artiklen fortsætter under billedet …

Herfra veksler såvel bog som film mellem familiens kamp for at få Daniel fri og Helvedes forgård i fangehuller i Syrien, hvor særligt de fire britiske fangevogtere – som blandt gidslerne går under navnet The Beatles – udstiller menneskets værste sider. Her står had, terror, ydmygelser og afstraffelser i fuldt flor, ligesom vi ser, hvordan mennesker selv på kanten af døden formår at finde lys, håb og optimisme.

Man kunne tro, at dette drama var det mest interessante at få indblik i, men sådan forholder det sig ikke. For det virkelige drama foregår hjemme i Danmark i kampen for at få finde Daniels gidseltagere, rejse en løsesum og få ham fri.

“Arthur” spiller hovedrolle i Daniel Ryes frigivelse

Her spiller ”Arthur” hovedrollen, og han bliver i filmen loyalt portrætteret af Anders W. Berthelsen. Arthur er mellemmand og en del af det danske sikkerhedsfirma, som får opgaven med at finde Daniel, formidle kontakt til gidseltagerne og få ham ud af Syrien i live. Hvad, de færreste måske ved, er, at sikkerhedsfirmaet også globalt hører til i verdenseliten, og ved Daniels tilfangetagelse allerede var i gang med at lokalisere den amerikanske journalist James Foley.

Artiklen fortsætter under billedet …

Puk Damsgårds bog er overraskende detaljeret om det spil, der foregår i kulissen. Normalt er forhandlinger og detaljer omkring løsesum omgærdet af så meget tavshed, at selv den bedste journalist får svært ved at beskrive dem. Men Arthur er en atypisk mand, som indvilger i at åbne den ellers hermetisk lukkede verden for både læsere og seere. Og det er præcis indblikket i den verden, der gør både bog og film så medrivende.

Hvad hverken bog eller film imidlertid fortæller, er den rolle, som den i dag 70-årige bestyrelsesformand for Jyllands-Postens Fond spiller for Daniel Ryes frigivelse. Han hedder Jørgen Ejbøl, og han kender både Puk Damsgård som tidligere medarbejder og siden rejsekammerat og ven, ligesom han kender mændene bag sikkerhedsfirmaet, fordi han er formand for firmaets advisory board.

Publicisten Jørgen Ejbøl trak i trådene og hjalp familien Rye

Det er gennem dette engagement, at Jørgen Ejbøl straks i foråret 2013 får nys om fotografen Daniel Ryes tilfangetagelse, og det vækker noget helt særligt for den aldrende publicist. I 1975 rejste Jørgen Ejbøls lillebror, Svend, til Libanon og forsvandt sporløst, og han er aldrig siden dukket op hverken levende eller død. Jørgen Ejbøl var dengang 26 år, og både uvisheden og tabet har martret hans familie lige siden. Det var på den baggrund, at han valgte at gå med til familien Ryes indledende møde med Udenrigsministeriet efter Daniel Ryes tilfangetagelse.

”Det var min lillebrors stemme, jeg kunne høre. Det skal endelig ikke blive for højtsvævende, men det er klart, at jeg har selv siddet i samme situation. Jeg kunne høre, hvad familien tænkte. Jeg kunne føle, hvad den følte. Moren græd. Jeg kunne se min egen mor græde,” fortæller han i bogen “Pansergeneralen”, som udkom i 2016 året efter Puk Damsgårds bog om Daniel Rye.

Artiklen fortsætter under billedet …

Der hersker ingen tvivl om Jørgen Ejbøls store rolle i forbindelse med at rejse Daniel Ryes løsesum på 15 mio. kr. – og ikke mindst indsats for at få medierne til at holde tæt med historien. Da familien havde samlet over 10 mio. kr. gennem et utrætteligt arbejde af særligt Daniels Ryes søster, Anita, trådte Ejbøl til og ringede danske erhvervsledere op med tryglen om at få dem til at finde de sidste millioner. Missionen lykkedes, men den del er slet ikke en del af filmen om Daniel Rye.

Det bliver hverken bogen eller filmen dårligere af, ligesom kunstneriske friheder og forkert kronologi heller ikke skader i det store billede. ”Ser du Månen, Daniel”, er såvel i bogform som film hændervridende spændende, og begge bør være pligtigt at fordøje, skulle man interessere sig for IS. Og så bør begge virke til skræk og advarsel for enhver journalist, fotograf eller eventyrer, der måtte overveje at rejse ind i Syrien for at møde ”almindelige syrere”. Hold dig væk, men sæt dig gerne i en lænestol med bøgerne og gå en tur i biografen.

“Ser du Månen, Daniel?” havde premiere den 29. august og kan ses i biografer over hele landet.