FLAGDAG: Efter sin udsendelse med Hold 1 til Afghanistan og Musa Qala i 2006 fik Kim Eg Thygesen idéen om at skabe en national flagdag for udsendte og faldne danske soldater. I dag fylder flagdagen 10 år, men Kim Eg Thygesen tænker ikke meget over sin egen rolle i skabelsen. Han fik senere selv PTSD, forlod Forsvaret og har lært at acceptere sin sygdom.

Det har været en lang rejse. Og der er føget meget sand gennem ørkenen siden dengang i 2006, da Kim Eg Thygesen rullede ind i Afghanistan på Hold 1 og lå i to måneders heftig krig med Taleban i byen Musa Qala. I dag er han hjemme i Danmark, har forladt forsvaret ufrivilligt – det vender vi tilbage til – men har fundet ro i et job på Dueodde Strand Camping på Bornholm. I dag deltager han imidlertid i flagdagen i København, og det er specielt for Kim Eg Thygesen – selv om han ikke spekulerer det store over det.

For havde det ikke været for hans ukuelige indsats i perioden fra 2006-2009, er det ikke sikkert, at der havde været nogen flagdag i dag.

”Jeg tænker ikke meget over mit eget benarbejde, slet ikke,” siger han beskedent, da jeg møder ham på Kastellet.

Han har aldrig lagt skjul på sin egen indsats for at få en national flagdag. Men i mange år ønskede han ikke at tale offentligt om den, fordi den indsats for ham ikke er vigtig. Flagdagen handler om soldaterne og ikke om ham. Sådan har han det stadig, men han har alligevel sagt ja til at fortælle historien til OLFI.

Man har behov for opbakning hjemmefra

Kim Eg Thygesen fortæller roligt om, hvad der skete i Afghanistan. Ikke så meget om krigen og de mange kampe, der var uden sidestykke i den mere end 10 år lange krig. Men om de følelser, der gik gennem soldaterne, som havde været i kronisk overhængende livsfare gennem måneder. De lyttede til P3 og forstod, at værterne i forbindelse med et interview med nogle soldater ikke anede noget om, at der var danske soldater i Afghanistan.

”Når man har været i krig i over en måned og er blevet beskudt og overdynget med bomber hver eneste dag, har man behov for at vide, at der er opbakning hjemmefra. Vi snakkede meget om, at det kunne være rart. Jo mere missionen tog til i seriøsitet, jo mere begyndte Dannebrog at betyde mere og mere. Det var flaget, som amerikanerne og briterne så, når de roste os. Det var ikke Kim Thygesen. Det var Dannebrog på armen. Den normale respekt, som alle soldater har for Dannebrog, blev forstærket gange 100 i Afghanistan. Flager betyder noget,” siger Kim Eg Thygesen.

Men hjemme i Danmark var uvidenheden om indsatsen i Afghanistan omfattende. Samtidig havde både amerikanerne og briterne mindedage, og Kim Eg Thygesen lagde specielt mærke til noget helt særligt, når han på en af lejrens tv-skærme tilfældigt så vejrudsigten på en af de britiske tv-stationer.

”De havde som et fast indslag, at de viste vejrudsigten for både Irak og Afghanistan, hvor der var britiske soldater udsendt. Det gjorde indtryk på mig.”

Artiklen fortsætter under billedet …

På flagdagen tænker Kim Eg Thygesen ikke over, at han er idémanden bag flagdagen. Foto: Ernstved

Hold 1 i Afghanistan bestod primært af soldater fra Opklaringsbataljonen på Bornholm. Da de vendte hjem til Almegårds Kaserne i Rønne, besøgte daværende forsvarsminister Søren Gade (V) soldaterne for personligt at takke dem. I den forbindelse opfordrede han dem til at skrive personligt til ham, hvis nogen havde idéer eller ønsker, som han skulle vide om og kunne arbejde videre med.

”Jeg skrev til ham, at jeg syntes, at man skulle gøre noget, der anerkendte soldaterne. En dag ringede han til mig, hvor det viste sig, at vi havde meget ens holdninger til, hvad der burde gøres. Det var der, at jeg fik troen på, at flagdagen kunne blive til noget.

Stolthed over mænd og kvinder med mod til at kæmpe for en bedre fremtid

Men hvilke tanker var det så, som Kim Eg Thygesen delte med Søren Gade? Det var først og fremmest, at soldaterne havde behov for anerkendelse. Det handlede ikke om unge drenge, der savnede om adrenalin og bare jagtede et eventyr i en fjern krig. Nej.

”Det handler om, at vi som befolkning skal være stolte over at have nogle mænd og kvinder, som har modet til at tage ud i verden og give andre troen på, at i morgen bliver bedre end i dag. Det er essensen i flagdagen. Det handler ikke om krig, men at vi har nogle mennesker i Danmark, som er villige til at tage ud og skabe fred og sikkerhed i verden. Vi skal huske, at nogle har betalt den dyreste pris. Derfor er ceremonien her på Kastellet vigtig. Omvendt skal vi også passe på med ikke at gøre dagen til en sørgedag. Flagdagen skulle gerne være en oplevelse, hvor man både kan tage sin søn og sin mormor med, og hvor familierne kan være samlet om en positiv oplevelse,” siger Kim Eg Thygesen.

Søren Gade var enig. Og det samme var hans partikollega Karsten Nonbo, som blev Kim Eg Thygesens direkte linje til Christiansborg. For at lægge pres på politikerne og sprede budskabet oprettede Kim Eg Thygesen, hvor soldater og pårørende kunne sætte ord på deres og følelser og beskrive, hvorfor de gerne ville have en flagdag. Det var med til at påvirke politikerne. På sin fødselsdag i foråret 2009 modtog Kim Eg Thygesen et opkald på telefonen fra Karsten Nonbo, som kunne fortælle, at han havde vundet kampen. Den 5. september samme år ville Danmark afholde sin første flagdag.

Havde svært ved at acceptere sin PTSD

Den oplevede Kim Eg Thygesen dog ikke i Danmark. I stedet fejrede han sin første flagdag i Afghanistan, hvor han var taget tilbage til med Hold 8. Her fik Kim Eg Thygesen nogle oplevelser, som oven i oplevelserne fra Hold 1 skulle vise sig at få dramatiske konsekvenser for hans videre liv. Som mange andre med samme oplevelser i bagagen udviklede Kim Eg Thygesen PTSD.

I Opklaringsbataljonen på Bornholm var de dog glade for ham, og de vidste, hvordan de skulle og kunne tackle ham, når han havde det skidt. Desværre var bataljonens og brigadens ønske om at beholde ham ikke nok, da Kim Eg Thygesens kontrakt udløb som 35-årig i 2017. Han måtte ufrivilligt forlade Forsvaret efter 14 år, fordi han pga. sin PTSD ikke kunne udsendes i en international mission. Længe var den beslutning svær at acceptere. Men selv om den gjorde ondt, har den også ført noget positivt med sig.

”I den periode havde jeg svært ved at acceptere, at jeg havde PTSD. Jeg bildte mig selv ind, at jeg ikke var syg, for det var årsagen til, at jeg ikke kunne blive i Forsvaret. Den adfærd var usundt for mig og bevirkede, at jeg blev endnu mere stresset og syg. Så min afsked med Forsvaret har ikke været så skidt, at det ikke har været godt for noget. Jeg har lært at acceptere min PTSD på en helt anden måde. Det betød alt for mig at være soldat, og det var hele min identitet. Det vil man gøre alt for at holde fast i,” siger han.

I dag har Kim Eg Thygesen det godt, og han har accepteret, at han ikke fungerer som alle andre. Det har ifølge ham selv været sundt – også for hans selvopfattelse.

”Jeg reagerer, når en dør smækker. Sådan er det bare, og det er en del af mig. Det har jeg accepteret. Jeg kan mærke, når tankerne kører for hurtigt, og jeg ikke kan sove. Så tager jeg en pille, for ellers får jeg ikke noget søvn. Eller jeg ringer til en af mine kammerater, som har været i samme situation. Det er mit liv.”

Har engageret sig i veteransagen med mindeløbet Memorial Run

I dag har Kim Eg Thygesen det godt i arbejdet på campingpladsen ved Dueodde. Hans chef har selv haft PTSD tæt inden på livet i den nærmeste familie og ved, hvordan han skal håndtere sin tidligere soldat. På den måde har campingpladsen været rigtig god for Kim Eg Thygesen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Kim Eg Thygesen på Kastellet med et flag, som rummer alle navnene på faldne danske soldater siden 1948, og som har fulgt løberne i Memorial Run fra Slagelse til Kastellet. Foto: Ernstved

”Min chef har lært mig at skrue ned for stressen, og det vi ikke når nu, det når vi nok senere. Vi har en aftale om, at jeg går en tur, hvis jeg har det skidt. ”Jeg patruljerer lige”, siger jeg, og så ved han, hvad det drejer sig om. Så går jeg en tur stranden og langs campingpladsens hegn – langs yderperimeteren –for nu at blive i de militære termer,” siger Kim Eg Thygesen med et lille smil.

Samtidig har han engageret sig i veteransagen og etableret organisationen ”Veterans and Their Families”, som de seneste fem år har arrangeret mindeløbet Memorial Run. Det går fra Slagelse Kaserne over Næstved til Kastellet – 120 km natten igennem. Løberne løber to mand ad gangen 5 km, hvorefter et nyt hold tager over. En bus følger løberne hele natten på vejen til Kastellet med morgenmadsstop på veteranhjemmet i København. Løberne tæller 14 i alt, som hver især når at løbe mellem 20 og 35 km fordelt over natten. Hele vejen bærer løberne et flag med navnene på alle danske faldne soldater.

”Jeg er rigtig glad for, at vi har fået lavet det løb. Følelserne sidder ude på tøjet, når vi ankommer til Kastellet. Det har været en lang nat. Vi har løbet meget og besøgt mindesten i løbet af natten for både faldne frihedskæmpere fra både Anden Verdenskrig og faldne soldater. Det er smukt,” siger Kim Eg Thygesen.