INTERVIEW: For en uge siden vendte generalløjtnant Michael Lollesgaard hjem til Danmark efter i et halvt år at have været chef for FN’s mission i Yemen. I den tid er situationen bragt under kontrol, men lysten til at leve op til den netop indgåede aftale mellem de stridende parter er ifølge Lollesgaard ikke stor. Hvad han selv skal nu, ved han ikke.

Omgivelserne adskiller sig markant fra dem, som Michael Lollesgaard normalt færdes i, og det samme gør hans påklædning. Iført afslappet tennistøj sidder han på en bænk i Kløvermarkens Tennis Klub i København, hvor han efter interviewet har en aftale med en ven om at slå nogle slag. Fredag vendte han hjem til Danmark efter i et halvt år at have været chef for FN’s mission i Yemen, og nu holder han ferie uden at vide, hvad der bliver hans næste job.

Det vender vi tilbage til. For lad os indlede med hans rang. Siden sin udstationering som Danmarks Militære Repræsentant i Nato og siden styrkechef i Yemen har Michael Lollesgaard haft rang af generalmajor med midlertidig udnævnelse til generalløjtnant. Nu er kontrakten med FN udløbet, hans tidligere stilling i Nato er slået op, og Michael Lollesgaard befinder sig hjemme uafklaret om sin egen situation.

Hvilken rang har du egentlig i dag?

»Jeg ved det ikke,« svarer han ærligt.

Lad os derfor slå fast, at han er en af rigets højest rangerende officerer med en rang et sted i den to- eller trestjernede generalklasse. Michael Lollesgaard har aldrig lagt skjul på, at han trives bedst i det operative miljø ude blandt soldaterne med jord og ørkensand under neglene. Hans tid som Danmarks Militære Repræsentant (DAMIREP) i Nato var derfor lånt, for han bliver aldrig nogen skrivebordsgeneral. Da konflikten i Yemen derfor spidsede til i det sene efterår sidste år, og FN ledte efter en kvalificeret militærchef til at rykke ud med kort varsel, var den danske topofficer ikke længe om at beslutte sig.

Udsigt til udrensning og sultkatastrofe

Konflikten i Yemen er som de øvrige konflikter i Mellemøsten kompleks. De stridende parter består af houthierne i nord, som står over for de yemenitiske regeringsstyrker støttet af bl.a. De Forenede Arabiske Emirater og Saudi Arabien. I efteråret sidste år havde verdenssamfundet udsigt til en regulær udrensning og sultkatastrofe, da det i december efter hårdt pres lykkedes at lande den såkaldte Hudaydah-aftale.

Artiklen fortsætter under kortet …

Den har navn efter havnebyen mod Det Røde Hav, hvor 50-60 pct. af nødhjælpen til Yemen bliver landet via skib. Yemen har omkring 25-30 mio. indbyggere, og af dem er 11 mio. mennesker dagligt afhængige af nødhjælp.

»Problemet var, at Hudaydah ligger på vestkysten af Yemen. På det tidspunkt angreb koalitionen bestående den yemenitiske regering støttet af emiraterne og saudierne op langs vestkysten, og de havde næsten omringet Hudaydah, som blev forsvaret af houthierne. Frygten i FN og verdenssamfundet var, at skulle Hudaydah blive omsluttet, ville det blive meget vanskeligt at få den humanitære hjælp ind. Derfor blev der lagt et pres på begge parter for at lave en våbenhvile og aftale om tilbagetrækning, så man kunne sikre en kontinuerlig brug af havnen,« siger Michael Lollesgaard.

Få uger efter indgåelsen af aftalen etablerede FN United Nations Mission to support the Hudaydah Agreement (UNMHA), som Michael Lollesgaard blev chef for den 1. februar. Hans opgave var dels at forhandle planerne på plads for den militære tilbagetrækning i Redployment Coordination Committee (RCC) og dels at udarbejde detaljerne for overholdelse af våbenhvilen.

»Da jeg startede missionen op, var vi 10 mand. Jeg mødte direkte ind i et møde i RCC, hvor jeg overtog forhandlingerne med det samme. Samtidig begyndte vi at bygge missionen op fra stort set 0 til i dag at være en mission, der er i stand til at monitere den militære tilbagetrækning med omkring 60 civile monitorer.

Situationen i Hudaydah er stabiliseret, og våbenhvilen holder

Hvordan er det gået?

»Det er ikke gået så godt, som vi havde håbet. I aftalen var der nogle meget stramme og i realiteten urealistiske tidsfrister. Man sagde, at tilbagetrækning skulle være foregået stort set inden, at missionen var oprettet. Så vi har overskredet tidslinjen, og tilbagetrækningen omkring byen er ikke sket i fuldt omfang. Men vi har stabiliseret situationen, våbenhvilen holder stort set, og befolkningen er blevet mere trygge og vender nu tilbage til Hudaydah. Havnen har virket i hele perioden og kan håndtere den humanitære støtte. Tilbage står tilbagetrækning af de militære styrker i og omkring byen.«

Hvad er den største udfordring for at nå målet?

»Problemet har været, at regeringen og koalitionen var bare 5 km fra at have omsluttet Hudaydah og dermed at have vundet krigen. Hvis de havde skubbet hårdere på, kunne de have smidt houthierne ud af Hudaydah. Det betyder, at deres lyst til at trække sig ikke er særligt stor. De har kæmpet for hver en meter og tabt mange soldater. Derfor vil de gerne have en form for kontrol med byen, inden de trækker sig. Modsat har houthierne kontrol over byen og havnen. Mens vi har forhandlet, har de forstærket deres forsvarsværker, og derfor er houthiernes lyst til at trække sig ikke særligt stor. Parterne har med andre ord ikke haft stort ejerskab over aftalen, som er trukket ned over hovederne på dem af det internationale samfund.«

Hvordan vurderer FN situationen?

»FN’s generalsekretær, António Guterres, udtrykte i min afskedssamtale med ham, at han og FN er glade for, at vi har fået stabiliseret situationen og holdt parterne ved forhandlingsbordet. Der ligger færdige planer, som er godkendt af begge parter. Vi mangler bare det sidste politiske skub, før de kan iværksættes. Samtidig har vi fået bygget missionen op under ganske vanskelige vilkår, så den nu er funktionsdygtig.«

Hvad er udsigten til, at konflikten finder en løsning?

»Der skal et politisk pres til. Nøglespillerne er Saudi Arabien og USA. Da houthierne er affilierede med iranerne, gør det sagen lidt mere kompleks og villigheden til kompromis fra Saudi Arabien og USA mindre.

Konflikten i Yemen har ikke meget at gøre med Hormuz-strædet – og dog

Hvor meget hænger konflikten i Yemen sammen med konflikten i Hormuz-strædet?

»De to konflikter har ikke umiddelbart noget med hinanden at gøre. Der er ingen tvivl om, at Hudaydah-aftalen godt kunne implementeres, såfremt USA og Saudi Arabien lagde pres på Yemens regering i forhold til at iværksætte en militær tilbagetrækning. Men det ville være til houthiernes fordel. Og da de er affilierede med iranerne – så er viljen til at forhandle og tilgodese houthierne ikke ret stor i øjeblikket. Derfor har det en indirekte betydning på konflikten i Yemen, at der er konflikt omkring Hormuz-strædet mellem primært Iran og USA.«

Hvad er løsningen?

»Jeg tror, at nøglen er forhandlinger. Billedet i Yemen er meget komplekst. I syd har nogle emiratstyrede militser overtaget kontrollen med havnebyen Aden, hvor de i virkeligheden går imod Yemens regering. I nord står konflikten mellem Yemens regering, koalitionen og houthierne. En forhandlingsløsning er den eneste vej, og der er ingen militær løsning på konflikten i Yemen. Houthierne er enormt hårdføre, og de kan modstå alt det pres, der er nødvendigt. De vil være vanskelig at slå.«

For dig var det en forholdsvis kort mission på seks måneder. Ville du gerne være blevet?

»Nej, det ville jeg ikke. Jeg var der et halvt år, og det var, hvad vi havde aftalt. Det er en hård mission, fordi man er isoleret og kommer ikke langt omkring. Et halvt år var fint. Parterne ville formentlig gerne have, at jeg var blevet noget længere. Det tager tid at opbygge tillid og overbevise begge parter om, at man er upartisk. Et halvt år er ikke lang tid som Head of Mission.«

Hvad så nu?

»Det ved jeg ikke. Mit tidligere job i Nato er slået op, og så går jeg ud fra, at der er en ny plan, når forsvarschefen har fået overblik over det,« siger Michael Lollesgaard.