Her er Folketingets nye forsvarsordførere

0
Folketingets Forsvarsudvalg består i august 2019 af fra venstre mod højre: Bjarne Laustsen (S), Martin Lidegaard (R), Niels Flemming Hansen (K), Peter Seier Christensen (NB), Anne Valentina Berthelsen (SF), Bent Bøgsted (DF), Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), Karsten Lauritzen (V), Eva Flyvholm (EL) og Rasmus Nordqvist (Å). Fotos: Folketinget/Steen Brogaard

OPDATERET: Torsdag blev der sat navne på de sidste medlemmer af Folketingets Forsvarsudvalg, da Venstre fordelte ordførerposter på partiets sommergruppemøde i Faaborg. Blandt forsvarsordførerne er der flere gengangere og seks helt nye ansigter i forsvars-sammenhæng. Naser Khader fortsætter som formand for forsvarsudvalget.

Et folketingsvalg betyder som regel, at posen med ordførerposter bliver rystet godt og grundigt. Det er også sket denne gang, hvor nogle partier gik gevaldigt tilbage og mistede mandater, mens andre fik fordoblet deres mandattal. Det betyder flere nye navne blandt forsvarsordførerne og samtidig flere gengangere.

OLFI lister her de nye ordførere efter partiernes listebogstaver:

A: Socialdemokratiet

I Socialdemokratiet vender Bjarne Laustsen tilbage som forsvarsordfører. Den post har han tidligere haft, men i sidste folketingssamling bestred Henrik Dam Kristensen posten. Han blev imidlertid valgt som formand for Folketinget, og det har med Trine Bramsen og Simon kollerup som ministre åbnet mulighed for et comeback til Bjarne Laustsen.

Han blev første gang valgt til Folketinget i 1992, men røg ud ved valget i 1994. I 1998 blev han igen valgt ind og har siddet i Folketinget lige siden.

B. Radikale Venstre

Hos De Radikale fortsætter Martin Lidegaard som partiets forsvarsordfører. Martin Lidegaard har en lang parlamentarisk karriere bag sig og blev valgt til Folketinget første gang i 2001, men røg ud ved valget i 2007. I 2011 blev han udpeget som først klima- og energiminister i Helle Thorning-Schmidts regering og siden udenrigsminister i perioden fra 2014-2015.

I den seneste folketingsperiode var han tillige udenrigsordfører, og den post beholder han i den nye folketingssamling sammen med ordførerskaberne for Arktis, Grønland og Færøerne. Martin Lidegaard var i perioden 2008-2011 stifter og arbejdende formand for tænketanken Concito.

C: Det Konservative Folkeparti

Ved folketingsvalget i juni fordoblede Det Konservative Folkeparti sit mandattal, og det har åbnet op for ordførerskaber til en række nyvalgte. En af dem er Niels Flemming Hansen, som er partiets nye forsvarsordfører. Han er 45 år og kommer fra Vejle, hvor han har drevet sin egen skobutik og nethandel med vin.

Indtil folketingsvalget var Naser Khader partiets forsvarsordfører og formand for forsvarsudvalget. Den post fortsætter han i, selv om han nu har overdraget ordførerskabet til en nyvalgt.

D. Nye Borgerlige

Det lykkedes lige præcis for Nye Borgerlige at komme i Folketinget for første gang ved folketingsvalget. Partiet havde nok håbet på at få flere mandater, og ind til valget lå forsvarspolitikken helt og aldeles hos reserveofficeren Klaus Kroll. Han stille op på Fyn, men blev ikke valgt.

I stedet er Peter Seier Christensen udpeget som partiets forsvarsordfører. Han er 51 år og uddannet civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet og har arbejdet i Haldor Topsøe fra 1994 helt frem til i år, hvor karrieren har skiftet spor til politik. I mange år var han en del af Det KOnservative Folkeparti, men har de seneste år arbejdet sammen med partistifter Pernille Vermund på at få Nye Borgerlige i Folketinget. Han er bror til Lars Seier Christensen, der er en af liberal Alliances bagmænd.

F. Socialistisk Folkeparti

Forsvarsudvalgets yngste medlem hedder uden sammenligning Anne Valentina Berthelsen. Hun er 24 år og blev valgt til Folketinget for første gang ved valget i juni, hvor hun fik 1.304 personlige stemmer i Sjællands Storkreds. Hun afløser SFs’ grand old man og tidligere både partiformand og udenrigsminister, Holger K. Nielsen. Det er store sko at udfylde, og samtidig har forsvaret aldrig været en af Anne Valentinas mærkesager.

Det har i stedet en styrkelse af udkantsdanmark, som Anne Valentina selv kommer fra. Hun er vokset op i Sakskøbing på Lolland, og hun gik til valg på bl.a. at kæmpe for en bedre sundhedsvæsen i yderområderne og en styrkelse af den kollektive trafik. Anne Valentina Berthelsen er bestyrelsesmedlem i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade bestyrelsesmedlem i foreningen Nul Huller – Nej til Olie, Gas & Fracking.

O. Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis nye forsvarsordfører og hjemmeværnsordfører hedder Bent Bøgsted. Han er 63 år og har været medlem af Folketinget siden 2001. I alle årene har han været partiets beskæftigelsesordfører og var tillige formand for Beskæftigelsesudvalget 2015-2019. Han kommer fra Serritslev i Nordjylland og er valgt i Nordjyllands Storkreds.

Bent Bøgsted er både uddannet maskinarbejder, oversergent og våbenmekaniker i Hæren og har foruden ni år i Hæren bl.a. arbejdet på Ørskov Stålskibsværft i Frederikshavn.

I. Liberal Alliance

Liberal Alliances nye forsvarsordfører hedder Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Han er 41 år og skal nu vænne sig til ikke længere at være minister, efter VLAK-regeringen måttet træde tilbage efter valget. Ind til da var han økonomi- og indenrigsminister.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille har haft en omskiftelig politisk karriere og var bl.a. med i Ny Alliance, som siden skiftede navn til Liberal Alliance. Før det var han medlem af Folketinget for De Radikale, hvor han i en årrække var partiets retsordfører. Han har siddet i Folketinget siden 2005 og har bl.a. været statsrevisor, politisk ordfører for LA og ordfører for områder som sundhed, integration og ligestilling, og i perioden 2011-2012 formand for Folketingets Ligestillingsudvalg.

V. Venstre

Ved Venstres sommergruppemøde på Hotel Faaborg Fjord den 8. august tildelte partiet posten som ny forsvarsordfører til den tidligere skatteminister, Karsten Lauritzen. Han er 35 år og har siddet i Folketinget siden 2007 valgt i Nordjyllands Storkreds. Fra 2007 til valget i 2011 var han partiets integrationsordfører og udviklingsordfører og var i den forbindelse engageret i bekæmpelsen af pirateriet ud for Afrikas Horn. Efter valget i 2011 blev han Venstres retsordfører og sad samtidig i forsvarsudvalget gennem hele perioden frem til valget i 2015.

Ved folketingsvalget i 2015 vandt Venstre regeringsmagten, og som en af de eneste ministre beholdt Karsten Lauritzen sin ministerpost i hele perioden på trods af regeringsudvidelsen med de konservative og Liberal Alliance i 2017, og han blev dermed en af de længst siddende skatteministre. Med titlen som Venstres forsvarsordfører følger også hvervet som formand for Nato’s Parlamentariske Forsamling.

Ø. Enhedslisten

I Enhedslisten fortsætter Eva Flyvholm som forsvarsordfører. Hun blev valgt til Folketinget første gang i 2015, og før det var hun gennem seks år rådgiver for partiet i spørgsmål om EU, forsvar og internationale forhold. Hun er uddannet cand.scient. adm i offentlig administration og internationale udviklingsstudier fra Roskilde universitet.

Eva Flyvholm er 38 år og kommer oprindeligt fra Nykøbing Falster. Siden flyttede hun til Vestsjælland, hvor hun er valgt til Folketinget i Sjællands Storkreds.

Å. Alternativet

Rasmus Nordqvist blev i juni valgt for anden gang til Folketinget, og han fortsætter som Alternativets forsvarsordfører ved siden af 12 øvrige ordførerskaber. Han er 44 år og uddannet designer i 1999 fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skole for Design og Arkitektur. Efter sin eksamen arbejdede Rasmus Nordqvist i 10 år i modebranchen som designer, konsulent og underviser.

Rettet 15. august: Af den oprindelige artikel fremgik det, at Peter Juel-Jensen fortsatte som Venstres forsvarsordfører, hvilket på daværende tidspunkt fremgik af Folketingets opdaterede hjemmeside over medlemmer af forsvarsudvalget. OLFI beklager fejlen.

guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer