Topmøde

Veteranfamilier inviteres på familiecamp hos de blå spejdere

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

I alt 110 børn, unge og voksne tager i næste uge på familiecamp for skadede veteraner og deres pårørende. Familiecampen er arrangeret som et samarbejde mellem DIF Soldaterprojekt og Det Danske Spejderkorps og vil have friluftsliv og socialt samvær som omdrejningspunkt. Men trods stor popularitet er fremtiden for initiativet usikker.

Der bliver både mulighed for at prøve kræfter med klassiske spejderdiscipliner som madlavning over bål og orienteringsløb samt mere eksotiske tilbud som friluftswellness, når DIF Soldaterprojekt og Det Danske Spejderkorps fra den 7. til den 12. juli inviterer på såkaldt familiecamp for skadede veteraner på Paradislejren ved Silkeborg.

Mange veteraner har i forvejen erfaring fra naturen, som både de selv og deres pårørende kan drage nytte af, og det er netop disse erfaringer, der trækkes på i forbindelse med familiecampen, som med stor succes blev afholdt for første gang sidste år.

“For mange veteraner er naturen et trygt miljø, som de er blevet fortrolige med gennem soldaterlivet. På familiecampen kan veteranerne sætte de evner i spil på en hyggelig og sjov uge sammen med deres familier”, siger projektleder Rune Oland Tanggaard fra DIF Soldaterprojekt, der hører under Danmarks Idrætsforbund.

Aktiviteter for hele familien

DIF Soldaterprojekt har allieret sig med Det Danske Spejderkorps, hvis medlemmer som bekendt er ganske velbevandrede udi friluftsliv og udendørsaktiviteter. Derfor er det også spejderne, der står for ugens program.

Artiklen fortsætter under billedet …

Veteranerne og deres familier kan begive sig ud i aktiviteter både til lands og til vands. Foto: Det Danske Spejderkorps

“Vores frivillige spejderledere har planlagt en uge, hvor de deltagende familier kan tanke ny energi og få nogle gode og positive oplevelser sammen. Som spejdere er vi eksperter i aktiviteter omkring børn, unge og friluftsliv. Derfor kan vi være med til at skabe nogle rammer, hvor hele familien er i spil”, siger Benedikte Marie Kaalund, der er generalsekretær i Det Danske Spejderkorps.

Undervejs på campen vil de deltagende familier kunne vælge mellem mange forskellige aktiviteter, der retter sig mod både små og store familiemedlemmer. Desuden er der mulighed for, at veteranerne og deres partner kan tage på date og nyde lidt kærestetid, mens ungerne underholdes af de frivillige spejdere, der er tilknyttet projektet.

”Hele ideen med familiecampen er at tænke familien med ind, så vores rehabiliteringstilbud i Danmark ikke kun bliver centreret den skadede veteran, men i høj grad også familierne, som om nogen står med den store regning,” forklarer Rune Oland Tanggaard.

Flyttes på grund af stor efterspørgsel

Sidste års familiecamp blev en stor succes, og de pårørende viste sig at være begejstrede for initiativet, fortæller Rune Oland Tanggaard. Han fremhæver især gevinsterne for de mindste, der i det daglige kan have svært ved at sætte ord på og dele deres oplevelser som barn af en veteran.

”Børnene er superglade for at kunne interagere med andre børn, som har den samme frustration eller tvivl i hverdagen omkring det at have sendt en forælder ud af landet og fået en anden hjem. De kan dele nogle oplevelser, og det kan den pårørende kone eller mand også.”

Familiecampen viste sig i 2018-udgaven at være så populær, at efterspørgslen er steget og deltagerantallet i år er markant højere. Samtidig bliver flere og flere veteraner gjort bekendt med DIF Soldaterprojekt gennem psykiatrien. Derfor er arrangementet blevet flyttet fra Thurø til Silkeborg, hvor der er mere plads og bedre udfoldelsesmuligheder.

Går usikker fremtid i møde

Trods den store succes, ser fremtiden imidlertid usikker ud. DIF Soldaterprojekt er et tidsbegrænset tiltag, der står til at slutte med udgangen af 2019. Derfor kan Rune Oland Tanggaard heller ikke sige, hvad der sker fremadrettet. Han er dog forsigtigt optimistisk.

”Bare jeg kunne svare dig. Det kan være, du kan være med til at bringe lidt ild i den debat. Men der er jo positive vibes  og vi sidder nu og kører processen med hvordan og hvorledes, det her skal forankres.”

Du kan læse mere om initiativet og om DIF Soldaterprojekt her.

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer