INTERVIEW: Forholdet mellem OLFI og ledelserne i Forsvarsministeriet, Forsvarsministeriets styrelser og Forsvaret kunne være bedre. Det kom tydeligt frem, da OLFI kort inden udskrivelsen af folketingsvalget interviewede forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen om Forsvarsministeriets kommunikation – eller rettere mangel på samme. Ministeren mener, at OLFI har overskredet en grænse.

Indrømmet. Det er nok det mest aparte interview, som jeg endnu har gennemført. Det udviklede sig måske også mere til en samtale end et regulært interview. Udgangspunktet var et oprigtigt ønske fra OLFIs side om at få svar på, hvor vidt Forsvarsministeriet kan undslå sig at svare på spørgsmål, når disse er kritiske og drejer sig om embedsførelsen i ministeriets egen øverste ledelse. For forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens (V) vedkommende var interviewet en kærkommen lejlighed til at forklare OLFIs redaktør, at jeg ifølge ministeren har overskredet en grænse for, hvad man kan forlange af en direktør i en statslig styrelse.

»Jeg vil hæve pegefingeren og sige, at jeg forstår godt, at man som medarbejder bliver noget bekymret eller frygtsom, når man bliver gjort opmærksom på, at du vil opsøge personaledirektøren på selvvalgte tidspunkter. Det er for mig ikke en ok arbejdsmetode,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Forhistorien kender de fleste. I løbet af det seneste halve år har OLFI gennem en lang række artikler afdækket flere sager om nepotisme og brud på forvaltningslovens regler om inhabilitet i såvel Forsvarsministeriets som Forsvarets øverste ledelser.

Historierne og spørgsmålene har ført til Kammeradvokatens undersøgelser af departementschef Thomas Ahrenkiel, forsvarschef Bjørn Bisserup og såvel direktør Laila Reenberg som vicedirektør Peter Wass i Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Derudover har de afstedkommet undersøgelser ved Auditørkorpset af finansdirektør AEs kæreste, som har resulteret i en overdragelse af sagens akter til Midt- og Vestjyllands Politi med henblik på en eventuel straffesag rettet mod Forsvarskommandoens civile finansdirektør. Og slutteligt sagen om den nu forhenværende hærchef og generalmajor Hans-Christian Mathiesen, som i mere end et halvt år har været fritaget for tjeneste sigtet for både magtmisbrug og tjenesteforsømmelse, mens Auditørkorpset efterforsker sagen med henblik på at rejse en eventuel tiltale med en efterfølgende straffesag som konsekvens. Alt sammen udelukkende fordi OLFI har afdækket sagerne en for en.

Artiklen fortsætter under billedet …

Gennem hele perioden har jeg oplevet Forsvarsministeriet lukke sig mere og mere om sig selv. Forespørgsler om interview er konsekvent blevet afvist med besked om, at ministerier, styrelser, kommandoer, tjenester etc. gerne besvarer spørgsmål skriftligt. Svar er trukket i langdrag, og i mere end et enkelt tilfælde har jeg fundet det nødvendigt tillige at involvere Folketingets Ombudsmand for at få svar på spørgsmål stillet mere end halvanden måned før henvendelsen til folkestyrets uafhængige vagthund.

Svaret er det samme hver gang: Nej, nej og atter nej

Personaleområdet hører under Forsvarsministeriets Personalestyrelse, hvor Laila Reenberg er direktør. Hun har således ansvaret for, at medarbejdere og chefer lever op til reglerne, som bl.a. er beskrevet i forvaltningsloven. Men på trods af direktørens uddannelse som jurist har det seneste halve års sager afdækket, at hverken personalestyrelsen eller Forsvarsministeriets og Forsvarets øvrige chefer har haft styr på reglerne om inhabilitet. Således fik både departementschef Thomas Ahrenkiel og forsvarschef Bjørn Bisserup kritik af Kammeradvokaten, mens statens private advokat ikke fandt grundlag for at kritisere personaledirektøren selv.

Denne ”frikendelse” har OLFI efterfølgende udfordret gentagne gange og har bl.a. afdækket, hvordan man på baggrund af netop Kammeradvokatens rapport om Laila Reenberg kunne konstatere, at der var en bedre kandidat til jobbet, da Laila Reenbergs egen ægtefælle i august blev beordret i stillingen som chef for 2. Eskadre. Det står samtidig klart, at Laila Reenberg i stedet for i forbindelse med sin egen inhabilitet at give sagen opad i systemet, lod sin vicedirektør i form af oberst Peter Wass behandle og indstille til departementet. Af rapporten om Laila Reenberg fremgår det endvidere, at Peter Wass ringede og tilbød Laila Reenbergs mand jobbet som chef for 2. Eskadre, inden at departementet havde besluttet sig for, om stillingen skulle slås op. Det er alle disse bemærkelsesværdige forhold, som Claus Hjort Frederiksen konsekvent kalder en »pure frifindelse« af Laila Reenberg fra den private kammeradvokat, som han selv har betalt mere end en halv mio. kr. for alle ”notaterne”.

Artiklen fortsætter under billedet …

Efter sagerne dukkede op i OLFI, gik forsvarsministeren, departementschefen og forsvarschefen ud i alskens medier og proklamerede, at nu skulle der ryddes op. Beordring i stillinger uden opslag skulle fremadrettet være undtagelsen frem for reglen, ligesom man ville iværksætte en »oplysningskampagne« om habilitetsreglerne. Alle disse forhold har OLFI gentagne gange bedt Laila Reenberg om at uddybe og svare på spørgsmål om, ligesom OLFI gerne har villet interviewe personaledirektøren om, hvordan hun selv mener, at det går på Forsvarsministeriets personaleområde.

Men svaret har været det samme hver gang: Nej, nej og atter nej. »Laila Reenberg stiller ikke op til interview«.

Ministeren gav OLFI en offentlig røffel

Da jeg for nyligt i et offentligt forum ”under rosen” spurgte Claus Hjort Frederiksen, om han fandt den kommunikationspolitik rimelig og i overensstemmelse med Forsvarsministeriets kommunikationspolitik, gav ministeren mig en ordentlig røffel. Men hvorfor skulle OLFIs læsere ikke have lov at høre ham sige det til citat? Det er den korte version af, hvorfor jeg denne dag sidder over for Claus Hjort Frederiksen på hans kontor med høje træpaneler og udsigt til Danske Bank og statuen af admiralen Niels Juel på Holmens Kanal.

Er det i overensstemmelse med Forsvarsministeriets kommunikationspolitik, at man ikke vil stille op til interview, men kun besvare spørgsmål skriftligt?

»Selvfølgelig skal Forsvarsministeriet og Forsvarsministeriets styrelser være underkastet kritik. Vi er en stor institution i det danske samfund med mange ansatte, og vi har vigtige opgaver. Så selvfølgelig skal vi underkastes kritik både fra politisk side og fra pressens side. I den forbindelse er det vigtigt, at vi stiller op og besvarer spørgsmål,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Det lyder jo fint. Men er det så rimeligt, at man som direktør på personaleområdet med over 20.000 medarbejdere kan undslå sig at stille op til interview, fordi spørgsmålene er kritiske?

»Det er mig, der som minister har det overordnede ansvar. Det er også mit ansvar at sikre, at der ikke bliver drevet klapjagt på enkelte medarbejdere. Man må huske på, at medarbejderne har som embedsmænd ikke samme adgang til at udtale sig, som jeg har. Man skal selvfølgelig besvare nogle spørgsmål. Det skal man fyldestgørende og rigtigt. Det tager tid at afdække, hvad der er fakta, og hvad der er jura. Selv om vi har en bestræbelse på at svare hurtigt, skal vi også være sikre på, at det, vi siger, er rigtigt.«

Kalder personaledirektøren for en »hykler«

OLFI har i løbet af de seneste måneder stillet mange spørgsmål til Forsvarsministeriet, Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Forsvarskommandoen og Hærstaben for nu bare at nævne nogle af de berørte myndigheder. Hver gang respekterer dette medie, at det tager tid at svare på specifikke spørgsmål såvel som på aktindsigter, der både kan være meget omfangsrige og af naturlige årsager overskride de fastlagte svarfrister.

Det har imidlertid udfordret min journalistiske tålmodighed og retfærdighedssans, at vigtige spørgsmål af samfundsmæssig relevans konsekvent bliver afvist af en direktør, som selv er chef for det område under Forsvarsministeriet, der har været genstand for massiv kritik – fra eksperter, juraprofessorer, medarbejdere og folketingspolitikere. Det fik mig i slutningen af marts til i en sms til personalestyrelsens kommunikationschef at kalde Laila Reenberg for en »hykler«. Den besked har Claus Hjort Frederiksen også noteret sig.

»På en eller anden måde fremgår det af dine skriverier, at når Kammeradvokaten udtaler noget, du er enig i, fortæller du vidt og bredt om det. Hvorimod hvis du ikke mener, at svaret passer, så fortsætter du med at køre ud ad den tangent, som du har fastlagt. Der påhviler pressen et ansvar for, at det du bedriver, ikke er klapjagt på personer. Når jeg har kigget på noget af det, som du har skrevet. At du kalder Laila Reenberg for en hykler og vil opsøge hende på selvvalgte steder, så er vi ovre i stalking. Der ser jeg det som min opgave at beskytte mine medarbejdere for den slags.«

OLFI tegner et billede af Forsvaret som plumråddent

Her er det, at interviewet går over i en fase, der mere minder om en samtale end om et interview. Jeg forklarer, hvorfor OLFI bliver ved med at stille spørgsmål, og at jeg endnu ikke har opsøgt Laila Reenberg på et selvvalgt sted, men at det i øvrigt er en journalists pligt at forfølge svar. Den forklaring er Claus Hjort Frederiksen ikke interesseret i, og han afbryder derfor.

»Det her interview handler ikke om, at du skal forklare din berettigelse. Det handler om, hvad jeg mener om Forsvarsministeriets kommunikation.«

Og hvad mener du egentlig om den måde, som Forsvarsministeriet kommunikerer på?

»Vi er en åben institution, der besvarer de spørgsmål, som der bliver stillet. Vi prøver at gøre det så godt og så hurtigt, som vi kan. Det er jo ikke sådan, at du ikke koster arbejdstimer her i ministeriet. Det er faktisk et rimelig vildt regnskab mandskabsmæssigt, der går til at besvare dine spørgsmål. Men vi gør det så ærligt, som vi overhovedet kan. Nogle gange er der grund til kritik af Forsvarsministeriet. Men jeg reagerer over det billede af Forsvaret, som du tegner af Forsvaret som en plumrådden institution, hvor det går ud på at svindle og bedrage og rage til sig. Det kan jeg ikke genkende.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Det kan jeg heller ikke, og jeg fremstiller ikke Forsvaret som plumråddent. Men jeg påpeger, når systemet svigter, og din ledelse ikke lever op til sit ansvar.

»Du har lov at gøre, lige hvad du vil. Jeg er bare også sat til at beskytte medarbejdere her i huset, som bliver udsat for … en klapjagt. Det er jeg. Du kan ikke blive ved med at stalke en enkelt medarbejder.«

Det vil sige, at man kan godt som styrelseschef i Forsvarsministeriet afvise at stille op til interview, og så skal jeg bare acceptere det?

»Nej, det kan man ikke. Men på et eller andet tidspunkt er der en grænse for velviljen, og jeg synes, at du har passeret den grænse.«

Kan undre sig over, at der ikke har ringet en lille klokke

Det fornemmer jeg. Kan du så ikke forklare, hvordan Forsvarsministeriet i sin nye oplysningskampagne om habilitetsreglerne oven på alle disse sager kan slå fast, at man gerne må være mand og kone som chef og næstkommanderende?

»Der er bare at sige, at Forsvaret er en stor arbejdsplads. Vi har ikke gjort tilstrækkeligt med at informere om habilitetsreglerne. Det har vi diskuteret i forligskredsen, at det bør være soleklart.«

Mange i den operative del af Forsvaret efterlyser retningslinjer, der siger, at man ikke kan være i samme kommandolinje. Har I overvejet, om det kunne være hensigtsmæssigt med sådanne retningslinjer?

»Det ved jeg ikke. Jeg synes ikke, at man kan sige det som en ubetinget regel, at det ikke kan lade sig gøre.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Kan du forstå, at besætninger på eksempelvis Forsvarets skibe kan forudse anledning til problemer, hvis skibschefens hustru er skibets næstkommanderende?

»Ja, det kan jeg godt forstå. Men det må deres chef tage højde for, når han ansætter besætningen. Men man kan ikke på forhånd tage højde for, at de møder hinanden under sejlads. Man kan ikke tage for givet, at der ikke opstår den slags relationer.«

Ved du, hvorfor man ikke har lavet mere detaljerede retningslinjer?

»Det afgørende er nogle overordnede principper. Det kendetegnende ved sagerne om habilitet er, at man kan undre sig over, at der ikke har ringet en lille klokke i systemet. Det tager vi højde for nu. Det er nok taget for givet, at alle var inde i habilitetsreglerne.«

Det er grundlæggende et sundt system

Jeg er nødt til at spørge dig: Er det tilfredsstillende at have en chef for personalestyrelsen, som er uddannet jurist, og som tydeligvis ikke har haft styr på reglerne om habilitet?

»Nu går jeg ikke ind i alle dine spørgsmål. Min rolle er at forsvare denne her institution og sikre, at tingene foregår efter love og forskrifter, og at holdningen i organisationen er, at reglerne skal overholdes. Det, der har været en anstødssten for mig, har været tonen.«

Men du må medgive mig, at mine artikler har vist, at der har været noget at komme efter?

»Du fremstiller systemet som et, der dækker over nogen og tænker på fiduser og den slags ting. Her i ministeriet er der en meget sund tænkning om love og forskrifter og regler. Det her system har den fysiske magt i samfundet med krudt og kugler og raketter og kanoner. Så skal man være meget omhyggelig med at overholde regler og love. Det synes jeg, at dette system gør. Jeg har den opfattelse, at dette system grundlæggende er regelret, og du giver den fremstilling, at systemet grundlæggende ikke er regelret. Det er det, som jeg opponerer imod.«

Mener du, at ledelserne i såvel Forsvaret som i styrelserne lever op til deres ansvar?

»Ja, det er nogle dygtige styrelser, som leverer et godt arbejde, og det gælder dem alle. Det betyder ikke, at der ikke bliver begået fejl. Men de lever op til mine forventninger. Når der dukker sager op, bliver auditøren inddraget med det samme. Det betyder, at sagerne bliver undergivet en uafhængig juridisk instans. Jeg synes egentlig, at det er et gennemgående sundt system, som vi har,« siger Claus Hjort Frederiksen.