KOMMENTAR: Det hører til sjældenhederne, at en general som medlem af Forsvarets chefgruppe kommer med udmeldinger om Rigets sande tilstand i de væbnede styrker. Det tjener ham til ære. Forsvarschefens afvisning af kritikken gør det modsatte.
En modig mand. Sådan kan man med ro i sjælen betegne brigadegeneral Henrik Lyhne, som i en opsigtsvækkende artikel i Berlingske søndag råbte op og forklarede, at soldaterne i Hæren er ved at være slidt op. Som konsekvens har generalen med Hærkommandoens accept sagt stop, hvorfor 1. Brigade ikke har en bataljon på Nato-beredskab de kommende to år.
Nu skulle man mene, at det lå i enhver chefs dna at sige fra, når mål og midler ikke stemmer overens. At gøre opmærksom på, at den oplevede virkelighed ude i den skarpe ende ikke altid stemmer overens med den virkelighed, som skrivebordsgeneraler med Excell-ark og statistikker kan fremvise.
Men siden forsvarschefens embede for år tilbage fik fjernet 80 pct. af sit ansvarsområde og blev decimeret til en kransekagefigur uden reelt ansvar for andet end Forsvarets operative enheder, har virkeligheden været en anden. Nu er Forsvarskommandoen lagt sammen med Forsvarministeriet, og forsvarschefen er i dag underlagt departementschefen sidestillet med en række øvrige styrelseschefer.
Siden denne organisatoriske ændring blev gennemført sammen med ansættelsen af obersten Peter Bartram som forsvarschef, har forsvarschefens faglige rådgivning mest af alt givet indtryk af en marionetdukke styret af forsvarsministeren og departementschefen. Det er ikke længere muligt at høre forskel på en minister og en forsvarschef, hvis sparsomme udtalelser til offentligheden som regel er koordineret med ministeriet.
Tænk, hvis forsvarschefen havde vendt sin reaktion på hovedet
I denne organisation har åbenhed, ærlighed og fri debat været kvalt i befalet succes. Mens Forsvarets ansatte har gennemlevet besparelser, nedskæringer, lukninger, forflyttelser og udslidt materiel, har Forsvarets ledelse fortalt om sejre uden ende. Den virkelige virkelighed stemte ikke overens med den befalede virkelighed, og derfor skulle ledelsens glansbillede ikke forstyrres med fakta.
I Forsvaret har hold-kæft-kuturen gennemsyret ikke bare den øverste ledelse, men lagt en dyne af tavshed over hele etaten, siden lidt for åbenmundede oberster fik kærligheden at føle med ufrivillige forflyttelser til lidet flatterende stillinger. Vel er det år tilbage, hvilket den nuværende ledelse gerne gør sig lystig over, når nogen tillader sig at nævne fortidens “forfremmelser”. Tiderne er skiftet, og den nuværende ledelse bifalder en åben debatkultur, må man forstå.
Men modus operandi fortæller en anden historie. Søndagens militærteater viste, at første akt udspiller sig præcist som tidligere. Brigadegeneral Henrik Lyhne blev kort efter offentliggørelsen af artiklen i Berlingske sat til vægs på Forsvarets egen hjemmeside med en præfabrikeret nyhed, hvori forsvarschef Bjørn Bisserup gjorde det klart, at han ikke kunne genkende billedet, og at der ikke er tale om nogen “personelkrise” i Forsvaret. “Og så vil jeg ikke høre mere om den sag”, kunne forsvarschefen lige så godt have skrevet.
Tænk, hvis forsvarschefen havde vendt det på hovedet. Havde takket brigadegeneralen for hans ærlige indspark i debatten og bedt andre om også at blande sig. Havde lyttet og anerkendt, at Hæren er blevet presset over evne. Og stilfærdigt havde forklaret, at det dog lysner over agres felt med udsigt til mere personel og materiel i de kommende seks år.
Brigadegeneral fortjener ros og forfremmelse
Så kunne han måske have opnået en smule respekt og sågar have sparket en ikke-eksisterende debat om Forsvaret i gang. Han kunne have vist, at debat er velkomment til at kaste lys over virkeligheden også fra medlemmer af Forsvarets chefgruppe. Men i stedet udstillede han brigadegeneral Lyhne som en tudeprins, der ikke har forstået budskabet. Hvis forsvarschefen selv er i tvivl om konsekvenserne af den måde at gribe tingene an på, kan han roligt læne sig tilbage og smække fødderne op på skrivebordet.
Debat får han ikke. Men respekt får han heller ikke. Havde han haft en ambition om at genetablere noget af den manglende tillid til Forsvarets øverste ledelse, som han selv var med til at nedbryde med alle nepotismesagerne i efteråret, ramte han end ikke skiven. Forsvarschefen og forsvarsledelsen har med gårsdagens teater alene styrket billedet af militære administratorer og embedsmænd uden hverken lyst, vilje eller mod til at bakke den vigtigste ressource op – nemlig personellet.
Egentlig er det pudsigt. For hvilken forsvarschef afviser en højtstående officer, der giver ham det bedste argument for at gå til politikerne og argumentere for de øgede bevillinger, som rent faktisk er på trapperne? Svaret er, at det gør Bjørn Bisserup, ligesom han beklagede, at det var nødvendigt at bruge flere penge på Forsvaret og ofte giver udtryk for, at Forsvaret slet ikke kan absorbere de store summer, som kritikere efterspørger. Dermed optræder han i realiteten kontraproduktivt i forhold til Forsvarets ve og vel, og det kan man så tænke lidt over.
Brigadegeneral Henrik Lyhnes videre karriere bliver interessant at følge. Går det ham, som det gik de daværende oberster Lars R. Møller og Eigil Schjønning, som begge hurtigt blev “forfremmet” ud i mørket på baggrund af offentlig kritik? I så fald kan forsvarschefen vide sig sikker på, at flugten fra Forsvaret fortsætter, og at motivationen for at søge ind i de væbnede styrker daler yderligere.
Man må håbe, at Bjørn Bisserup er for klog til at give den modige brigadegeneral Lyhne sådan en behandling. Han fortjener ros og forfremmelse, og hans mod til at fortælle sandheden tjener ham til ære. Tak for det!