ANALYSE: Den fatale faldskærmsulykke i USA har afdækket, at SOKOM beordrer specialstyrker på farefulde kurser hos civile udbydere i udlandet uden at have styr på de helt grundlæggende militære rejsedokumenter. Chefens (sø)forklaring kaster skam over SOKOM, hvor jægere og frømænd går en usikker fremtid i møde uden at ane, om de er købt eller solgt.

Fredag tog familie og kolleger en sidste afsked med den jægersoldat, som på tragisk vis omkom den 4. marts under en faldskærmsulykke i USA. Af Forsvarets pressemeddelelse dagen efter fremgik det, at soldaten var død under en øvelse. Offentligheden kunne derfor ikke få anden opfattelse, end at soldaten deltog i en militær øvelse.

Efter næsten to uger modtog OLFI oplysninger om, at den afdøde jæger endnu ikke var kommet til Danmark, og at sagen blev håndteret af Europæiske Rejseforsikring. De oplysninger rejste en del spørgsmål, som fik OLFI til at kontakte Forsvaret. For hvorfor i alverden blev en jægersoldat omkommet i tjeneste under en beordret øvelse i USA ikke straks fløjet til Danmark, så familie og venner kunne tage afsked med ham i stedet for at skulle vente i flere uger?

Svaret fra Forsvaret var fåmælt. Men en presseofficer i Forsvarskommandoen kunne overfor OLFI oplyse, at der var tale om en arbejdsulykke, som derfor blev håndteret af Europæiske Rejseforsikring. Forsvaret ventede på at få udstedt en dødsattest, som skal bruges for at få udleveret et ligpas, og det var ifølge presseofficeren helt normal procedure. Det skrev OLFI og delte historien på OLFIs Facebookside, hvorefter en del læsere rettede kritik af Forsvaret for at lade sagen køre gennem det civile system og Europæiske Rejseforsikring.

“Denne sag er for trist og tragisk – for alvorlig ganske enkelt”

Som chef for Specialoperationskommandoen (SOKOM) påtog generalmajor Peter Boysen sig rollen som moralens vogter og skrev i kommentarfeltet på OLFIs Facebookside under Forsvarets logo:

”Denne sag er simpelthen for trist og tragisk – for alvorlig, ganske enkelt – til polemik. Vi gør alt, hvad vi kan – tro mig – vi gør alt.”

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget …

OLFI måtte med andre ord forstå, at dette medie ved at lade debatten flyde på Facebook om hjemtransporten af en afdød jægersoldat her var gået over stregen. At OLFI helt uden hensyntagen til den afdøde jægers efterladte tilladte sig at sætte spørgsmålstegn ved Forsvarets håndtering af sagen. Og havde OLFI ikke forstået budskabet fra chefen for SOKOM, satte kontreadmiral Torben Mikkelsen som chef for Søværnskommandoen trumf på i samme kommentarspor:

”Kære Peter (henvendt til OLFIs redaktør, red.). Selvfølgelig gøres der alt for, at det her skal blive så gelinde som overhovedet muligt. Denne her debat er desværre alt andet end hensyntagende til de pårørende endsige det sammenhold, der nævnes flere steder. Ukendskab til sagers faktiske forhold afholder desværre ikke fra at kommentere, heller ikke selv om det måtte påfører mere smerte for de efterladte.”

Således forsøgte to medlemmer af Forsvarets øverste ledelse med al deres myndighed at lukke munden på OLFI og alle debattørerne på Facebook – pakket ind i et argumentet om hensynet til de efterladte. Som tilskuer kunne man ikke andet end at få den tanke, at den verbale offensiv var koordineret på Forsvarets øverste niveau, og at den måske havde en anden årsag end hensynet til de efterladte.

Var på tjenesterejse uden at bruge NATO Travel Order

Når danske soldater deltager i øvelser i udlandet, rejser de normalt på en ”NATO Travel Order”, som sammen med Status Of Forces Agreement (SOFA) udgør aftalegrundlaget for militært personel mellem to lande. Den såkaldte SOFA er en aftale, som beskriver under hvilke forhold et land kan udstationere eller sende soldater på militære aktiviteter i det andet land.

I tilfælde af ulykker kan man således løse problemerne, uden at sagen skal gå gennem det civile og normalt meget langsommere system. Det danske forsvar oppebærer således såkaldt jurisdiktion over sine egne soldater, og i dette tilfælde – det amerikanske militær – ville hurtigt og effektivt kunne hjælpe med at løse formalia i militær regi.

Sådan foregår det dog ikke, hvis en dansk soldat rejser til udlandet som civil for at deltage i aktiviteter gennemført i privat regi – med mindre at Forsvaret på forhånd har lavet en aftale med det andet land for den pågældende udsendelse og aktivitet. Foreligger der ikke sådan en aftale, rejser soldaten som turist, og så gælder de civile regler. I Forsvaret ville man imidlertid ikke sige noget om, hvor vidt den afdøde soldat deltog i en øvelse afviklet af en privat virksomhed, men svaret fra Forsvaret efterlod en bestyrket mistanke.

”Den afdøde jægersoldat var på tjenesterejse i USA og havde medbragt NATO Travel Order, selv om aktiviteten ikke var en NATO-aktivitet. Da det ikke var en NATO-aktivitet, blev NATO Travel Order ikke anvendt som det primære rejsedokument, og det var således soldatens civile pas, der blev anvendt i forbindelse med ansøgning om indrejsetilladelse (elektronisk via Electronic System for Travel Authorization, ESTA) og indrejse,” skrev Forsvarskommandoen i et svar til OLFI.

Havde ikke fantasi til at forestille sig jæger på turistvisum

Da OLFI frembragte den oplysning i en artikel den 22. marts, fik det den pensionerede kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen til at reagere. Han går til dagligt under navnet ”Thøger”, og i en kommentar til det oprindelige Facebook-opslag skrev han henvendt til Peter Boysen som chef for SOKOM:

”Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at man har sendt jægere ud til skarp faldskærmsuddannelse i USA på det, der nærmest kan betegnes som et turistvisum, og uden at der forlods var fastlagt juridiske rammer for deres øvelses- og træningsaktiviteter. På baggrund af de informationer, som OLFI senest har givet, står det klart, at min fantasi ikke var tilstrækkelig til at forstå, hvilket mangelfuldt grundlag jægeren var sendt til USA på – og som nu har skabt en situation, hvor du som det mest naturlige i verden mener at kunne fastslå, at der er tale om en arbejdsulykke med dødelig udgang, som herefter skal behandles efter de gældende ”civile” retningslinjer,” skrev han og fortsatte:

”Som chef for SOKOM er du ansvarlig for, at dine jægere og frøer får den ofte ekstreme uddannelse, som de har behov for. Den uddannelse skal de naturligvis gennemføre i tillid til, at der er fastlagt ordentlige rammer for uddannelsen, uanset om den foregår indenfor rigets grænser eller som i dette tilfælde i USA. Mest indlysende ville det være, om træningen foregår ved militære træningsfaciliteter i udlandet. Men her, hvor min fantasi allerede har været udfordret, vil jeg naturligvis ikke afvise, at den næste information bliver, at uddannelsen – af årsager jeg ikke begriber – er gennemført i privat regi. Det ændrer under ingen omstændigheder på, at det personel, som du har i dit brød, skal kunne passe deres uddannelse og træning i tillid til, at Forsvaret har fastlagt forsvarlige rammer, og at deres pårørende kan forvente den bistand og hjælp, der normalt er gældende for soldater, der kommer til skade eller dør under udførelse af deres tjeneste.”

Brugte “sikkerhedsmæssige årsager” til at skjule samarbejde

Svaret om brugen af ESTA til indrejse fik OLFI til at spørge Forsvaret, hvor i USA ulykken var sket, og om der var tale om et civilt kursus. Til det svarede Forsvarskommandoen, at der var tale om en militær aktivitet, som blev gennemført i uniform og med militær udrustning. Men …

”Forsvaret ønsker af sikkerhedsmæssige årsager ikke at oplyse, hvor ulykken fandt sted.”

Hvad de ”sikkerhedsmæssige årsager” dækker over, kan man kun gisne om. Men meget tyder på, at de mest af alt er opfundet som en undskyldning for at dække over, at soldaterne fra Jægerkorpset havde lejet sig ind hos det private firma Skydive Arizona, som ligger i byen Eloy i den sydlige amerikanske ørken- og grænsestat. Her har Jægerkorpset gennem mange år haft en aftale, som gør det let og problemfrit at øve hundredevis af faldskærmsspring uden at risikere aflysninger på grund af dårligt vejr eller omdirigering af en Herkules til mere presserende opgaver. Selve uddannelsen foregår med egne instruktører, men flyet er civilt, det samme er piloten, og landingszonen ligger i civilt terræn som en del af Skydive Arizona.

Og her er vi så ved sagens kerne. Den ulykkelige sag fra Arizona har på tragisk vis afdækket, at Special­operations­kommandoen beordrer elitesoldater fra Jægerkorpset til yderst fare- og risikofyldt uddannelse i civile rammer i USA uden at have orden i de militære rejsedokumenter. Når ulykken er ude, må de efterladte se sig overladt til et civilt rejseforsikringsselskab, mens Forsvaret intet kan stille op. Eller som en kilde i specialoperationsmiljøet skrev til OLFI:

”Der er generel panik. Der har IKKE været styr på bestemmelsesgrundlaget. INGEN vil træffe beslutninger, og ALLE leger jurister.”

Chefens kommentar virker som en kynisk søforklaring

Generalmajor Peter Boysens indledende kommentar om at lukke historien ned af hensyn til de efterladte virker i dag mere som en kynisk søforklaring for at dække over endnu en møgsag frem for oprigtig omsorg for de efterladte. Forsvarets, SOKOMs og Peter Boysens optræden i denne sag kaster mere skam over systemet end respekt for den specialoperationskommando, som ellers så gerne vil fremstå som topprofessionel. Signalet er det modsatte.

Sagen om den afdøde jægersoldat i Arizona har afdækket helt nye standarder og et overraskende lavt bundniveau for, hvad Forsvaret egentlig byder sine ansatte. De aktive specialoperationssoldater, som er på et konstant beredskab og løser nogle af de farligste opgaver, som dette land overhovedet kan sende borgere ud i på statens vegne. Som løser tophemmelige opgaver i Afghanistan, Irak og Syrien.

Men omkommer de i udlandet under det, som på trods af beordringen ”bare” er almindelig tjeneste – så kategoriseres tragedien som en arbejdsulykke med døden til følge, og sagen overlades til et civilt rejseforsikringsselskab. Helt normal procedure? Det kommer vist som en overraskelse for mange tjenestegørende i Forsvaret. Hvad bliver det næste? At Arbejdstilsynet skal sanktionere, at Jægerkorpset overholder de civile arbejdsmiljøregler, når det kaster sine operatører ud over Arizonas ørken i faldskærm?

Vennerne i Flyvevåbnet viste respekt, sammenhold og korpsånd

Tilbage står de efterladte, som på grund af SOKOMs civile forsikringscirkus måtte vente næsten tre uger på at få deres afdøde jæger hjem. Skal man glæde sig over noget i denne rystende og tragiske saga, er det, at begravelsen fredag i Aabybro blev et smukt og værdigt farvel til en modig og pligtopfyldende jægersoldat.

I jægergården på Flyvestation Aalborg sagde Jægerkorpset farvel ved en ceremoni, som nok gav en lille klump i halsen hos nogle af de ellers så hårdkogte elitesoldater. Venner i Flyvevåbnet overfløj og sagde på deres egen smukke vis farvel og tak til en vellidt ven. Denne gestus var imidlertid ikke arrangeret af Forsvarets eller SOKOMs ledelse, men lod sig gennemføre, fordi Jægerkorpset gennem kontakter i Flyvevåbnet fik vennerne i det blå værn med på afskeden. Dét vidner om respekt, sammenhold og korpsånd og udstiller desværre, at Forsvarets ledelse mangler lige præcis dét.

Tilbage står også alle de operative frømænd og jægersoldater, som hver dag møder ind på en arbejdsplads, hvor risikoprofilen næppe findes højere andre steder i staten – uden på nogen måde at vide, om de er købt eller solgt. De har måbende og med voksende foragt set, hvordan Forsvaret optræder nærmest ligeglad med, hvordan de efterladte rent faktisk er stillet – skulle deres soldat ende med at betale den højeste pris.

Sagen har givet stof til eftertanke i Forsvarets øverste ledelse, i SOKOM og blandt de mange topprofessionelle og pligtopfyldende specialstyrker i Aalborg og Kongsøre. Hvis ikke konsekvensen af denne sag bliver klare bestemmelser, som sikrer en militær udsendelse i alle typer af uddannelse, kan konsekvenserne blive fatale. For hvem vil sætte livet på spil for en arbejdsgiver, som optræder så illoyalt over for sine mest beskattede medarbejdere?