Jubelrapport rammer tænketank og Forsvarsministeriet som en boomerang

428.000 kr. har Forsvarsministeriet betalt Atlantic Council for denne rosende rapport om det danske forsvar.

ANALYSE: Forsvarsministeriet har betalt en lille halv million kroner til den amerikanske tænketank Atlantic Council for en rapport, som skamroser det danske forsvar. Men det ministerielle spin ramte i den forgangne uge både tænketanken og Forsvarsministeriet i nakken som en boomerang og afdækker et alvorligt demokratisk problem.

Det passede formentlig både forsvarsministeren og hans embedsmænd i ministeriet glimrende, da Berlingske op til Nato-topmødet i Bruxelles i februar og den efterfølgende sikkerhedspolitiske konference i München udkom med noget af en positiv historie. Det fremgik af rubrikken, at »USA får ikke en bedre allieret end Danmark«.

Artiklen byggede på en rapport udarbejdet af den velrenommerede amerikanske tænketank Atlantic Council. Af rapporten fremgik det bl.a., at »Danmark har konstant gjort mere, end størrelsen af landet kan berettige til og har ydet substantielt til det kollektive forsvar på trods af landets størrelse.«

Ikke et ord om Rigsrevisionens kritik af Forsvarets manglende evne til at løse sine opgaver med kernekapaciteter som kampvogne, fregatter og inspektionsskibe. Ikke et ord om Rigsrevisionens hårde kritik af Forsvarets IT-sikkerhed. Ikke et ord om mangel på mandskab, materielmangler, stress og overarbejde. Bare lutter røde roser.

Atlantic Council står for upartiskhed og troværdighed

Det lød næsten som taget ordret ud af munden på forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V). De amerikanske roser kunne ganske enkelt ikke falde på noget bedre tidspunkt eller fra en mere anerkendt tænketank.

Atlantic Council er kendt for sine indsigtsfulde analyser og sin upartiskhed, og med i det, der bedst kan kaldes tænketankens repræsentantskab, finder man navne som Henry Kissinger (USA’s nationale sikkerhedsrådgiver 1969-1975 og udenrigsminister 1973-1977), Wesley Clark (pensioneret general), H.R McMaster (pensioneret general og USA’s nationale sikkerhedsrådgiver 2017-2018), David Petraeus (pensioneret general), James Baker (USA’s finansminister 1985-1988 og udenrigsminister 1989-1992), Ashton Carter (USA’s forsvarsminister 2015-2017), Robert Gates (direktør for CIA 1991-1993 og USA’s forsvarsminister 2006-2011), Leon Panetta (direktør for CIA 2009-2011 og USA’s forsvarsminister 2011-2013), Colin Powell (pensioneret general og USA’s udenrigssminister 2001-2005) og Condoleezza Rice (USA’s nationale sikkerhedsrådgiver 2001-2005 og udenrigsminister 2005-2009).

Med andre ord en backing group uden sidestykke med indsigt, erfaring og troværdighed.

Rapporten var lykkelig læsning

Siden indgåelsen af forsvarsforliget i januar 2018 har USA lagt kolossalt pres på Danmark og ladet forstå, at en stigning i forsvarsbudgettet fra 1,17 pct. af BNP i 2017 til 1,3 pct. i 2023 ikke er tilfredsstillende. Da samtidig landene omkring Danmark øger deres forsvarsbudgetter, besluttede forligspartierne i januar – ud over at ændre på regnemetoden som sikrede 3 mia. kr. ekstra – at tilføre yderligere 1,5 mia. kr. i 2023, hvilket til den tid sammenlagt får det danske forsvarsbudget op på 1,5 pct. af BNP. Det samme som tyskerne.

Målsætningen om de 2 pct. af BNP blev vedtaget i Wales i 2014. Siden har Danmark standhaftigt argumenteret for, at man i Nato bliver nødt til at indføre en mere nuanceret målemetode, som ud over ”input” i cool cash også fokuserer på ”output” i form af, hvordan landene rent faktisk bidrager til Natos missioner rundt om i verden. Her er Danmark en duks, men det har ikke ændret på præsident Donald Trumps opfattelse af Danmark som en snylter på lige fod med en række øvrige Nato-lande. Ved Nato-topmødet i Bruxelles skulle landene fremlægge planer for, hvordan og hvornår de vil nå de 2 pct. af BNP, og det kunne Claus Hjort Frederiksen ikke. Han havde med andre ord brug for alternativ opbakning til den fodslæbende danske plan.

Rapporten fra Atlantic Council var derfor lykkelig læsning i Forsvarsministeriet. Tænk, at en så anerkendt tænketank som Atlantic Council skulle lande en rapport så veltimet, at den kunne bruges til at argumentere for, hvorfor Danmark ikke er helt så slem, som Trump siger. Timingen og formuleringerne var så præcise, at man næsten kunne få den tanke, at der stak noget under. Og det gjorde der så også.

Atlantic Council måtte beklage og rette

I den forgangne uge kunne samme Berlingske afsløre, at rapporten var bestilt og betalt af … det danske forsvarsministerium. Men det fremgik oprindeligt ikke af rapporten. Den fejl måtte Atlantic Council efterfølgende beklage og rette med en tilføjelse i slutningen af rapporten.

»Denne rapport er publiceret som del af et projekt, der er støttet af det danske forsvarsministerium. En tidligere version af rapporten udelod ved en fejl denne oplysning,« står der nu at læse i bunden af rapporten.

Den er på syv sider og har kostet Forsvarsministeriet 65.000 dollars svarende til 428.000 kr. Det svarer til 61.142 kr. per side. Claus Hjort Frederiksen siger i et skriftligt svar til Berlingske, at samarbejdet med Atlantic Council »handler om at få skabt større forståelse for Danmark og danske prioriteter på det sikkerhedspolitiske område«. Men af ministerens svar til Folketinget fremgår det videre, at samarbejdet har til formål at »udbrede kendskabet til danske forsvars- og sikkerhedspolitiske prioriteter samt at fremme danske forsvars- og sikkerhedspolitiske synspunkter i Washington D.C.«.

Og det er faktisk ikke så godt, for uafhængige amerikanske tænketanke må ikke agere lobbyister og fremme fremmede magters interesser i USA. Således har rapporten nu påkaldt sig negativ opmærksomhed i USA, hvor Atlantic Council gambler med sin troværdighed. Det samme er sket i Danmark, hvor Berlingskes afsløring fik kritikken til at hagle ned over Forsvarsministeriets spinmaskine.

Ministerier har brug for “uafhængige rapporter”

Den pensionerede brigadegeneral Michael Hesselholt Clemmesen skrev på Facebook, at hvis Berlingske havde spurgt ude i de operative enheder, ville avisen have kunnet skrive, »at Forsvarsministeriet havde købt, hvad der svarede til et “Fake News”-forsøg på at sælge SKAT som en model til efterfølgelse.«

Som Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet forklarede til Berlingske, står der intet direkte forkert i rapporten. Men omvendt kunne Forsvarsministeriet selv have skrevet den og sparet en lille halv million kr. i reklamebudgettet. Hvad kan vi så lære at sagen om Atlantic Council? At den afslører en farlig tendens, der i voksende omfang vinder indpas i den danske centraladministration.

I dagens politiske landskab kræver ministerierne i stigende grad såkaldte ”uafhængige rapporter” til at dokumentere, at ministerierne og politikerne har ret. Det får man ved at lokke med svimlende beløb, som får uafhængigheden og integriteten hos de velvillige ”forskere” til at klinge hult – og det udstiller et alvorligt demokratisk problem. Vi kender det i Danmark fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Atlantsammenslutningen, som alle er delvist finansieret som en del forsvarsbudgettet – og under Forsvarsministeriets kontrol.

Uafhængige, nej. Det viste den forgangne uge i al tydelighed med eksemplet fra Atlantic Council. I stedet for at varedeklarere rapporten, som det den var – en rapport med positiv omtale af dansk forsvar betalt af det danske forsvarsministerium, blev den ”solgt” til amerikanske politikere som forskning af en velrenommeret og uafhængig tænketank.

Med Berlingskes historie ramte den positive rapport både Atlantic Council og Forsvarsministeriet som en boomerang. Forsvarsministeriet prædiker åbenhed, transparens og ærlighed – og samtidig undrer politikerne sig over den voksende politikerlede. Man skal vist være politiker eller embedsmand for ikke at se, hvor denne lede kommer fra.