
I Forsvarsministeriets Personalestyrelse har de ansatte gennem flere år haft fuldt indblik i størrelsen på vederlag og tillæg til alle menige medarbejdere og ikke mindst begrundelsen for tildelingerne. Men chefernes vederlag har været hemmelige. Efter OLFIs interesse for sagen åbner ledelsen nu op.
Det hedder sig, at man som dygtig leder skal gå foran med det gode eksempel. Af samme årsag har det undret mange medarbejdere i Forsvarsministeriets Personalestyrelse og givet anledning til en del murren i krogene, at begrundelserne for tildeling af engangsvederlag til menige medarbejdere er lagt til internt skue for alle ansatte med fulde navne og beløbsstørrelser – mens detaljer om en lille og speciel medarbejdergruppes engangsvederlag og begrundelser har været hemmeligholdte. Nemlig cheferne.
”Det provokerer mig og mange andre, at cheferne prædiker åbenhed og transparens, men ikke selv ønsker at gå forrest og fortælle, hvad de selv får.”
Artiklen fortsætter under billedet …

Sådan siger en medarbejder i Forsvarsministeriets Personalestyrelse, som ønsker at være anonym. Fredag den 8. februar modtog medarbejderne en mail med et link til listerne med fyldige oplysninger om engangsvederlag til alle menige medarbejdere. Eksempelvis fik en kvindelig navngivet medarbejder et kvalifikationstillæg på 6.000 kr. plus et engangsvederlag på 12.000 kr., fordi hun bl.a. har »bragt sine it-kompetencer i spil på en sådan måde, at hun har kunnet løse sine opgaver meget tilfredsstillende«. En mandlig navngiven medarbejder har fået et kvalifikationstillæg på 9.000 kr. og et engangsvederlag på 13.000 kr.
Læs også: Ordfører: “Lukkethed styrker mistanken om urent trav”
»NAVN tildeles et kvalifikationstillæg på baggrund af NAVNs erhvervede erfaringer indenfor: Logservere og servere. Områder der er afgørende for, at FPS kan opretholde driften på IT-systemer.«
Giver god mening af skabe parallelitet
Men hvorfor er det kun tillæg og vederlag til de menige medarbejdere, som bliver offentliggjort internt? Det har Forsvarsministeriets Personalestyrelses ledelse svaret skriftligt til OLFI i et såkaldt myndighedssvar.
»I Forsvarsministeriets Personalestyrelse drøftes og afstemmes nylønsprocesser i samarbejdsstrukturen. Udmeldingen af nylønsresultater- og begrundelser internt i styrelsen er således aftalt i samarbejdsudvalget, hvor der har været et ønske om større transparens i processen ved, at man på tværs af medarbejdere kunne se begrundelser for vederlag,« skriver personalestyrelsen.

Ifølge Forsvarsministeriets Personalestyrelse kører vederlag og tillæg til chefer »i en særskilt proces ved siden af nyløn«. Men efter OLFIs henvendelse vil personalestyrelsen nu skabe en lignende åbenhed om chefernes tillæg, vederlag og bonusser.
»Det giver god mening også at drøfte transparens i chefernes vederlag med samarbejdsudvalget for at skabe parallelitet, hvilket vi agter at gøre,« skriver personalestyrelsen til OLFI.
Forhandling med chefer kan afsluttes hurtigere
I sidste uge skrev OLFI, hvordan oberst Peter Wass som vicedirektør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse den 5. december fik udbetalt 85.000 kr. i engangsvederlag for sin indsats i 2018. Beløbet forargede en del, fordi Peter Wass i august spillede en afgørende og yderst aktiv rolle, da personaledirektør Laila Reenbergs ægtefælle – kommandør Anders Friis – blev beordret i stillingen som chef for 2. Eskadre.

Flere medarbejdere undrede sig ligeledes over, hvorfor han som chef skulle have sit engangsvederlag udbetalt op til jul i stedet for – som de øvrige medarbejdere – i februar. Men det er der ifølge personalestyrelsen en god forklaring på.
»Forhandlingen af chefers og konsulenters vederlag kan afsluttes hurtigere, idet de enkelte chefer og disse medarbejdere selv forhandler vederlagene. Det var derfor muligt at afholde nogle af udgifterne til vederlag inden regnskabsåret lukkede,« skriver Forsvarsministeriets Personalestyrelse til OLFI.
Læs også: Kilde: Peter Wass fjernede sin hustru fra ubehagelig liste
Hos den anonyme kilde i personalestyrelsen vækker ledelsens reaktion på OLFIs henvendelse glæde.
»Det er vældig positivt, at ledelsen har grebet din henvendelse og rent faktiske ønsker at skabe åbenhed. Det håber vi i hvert fald,« lyder det.