KOMMENTAR: I kølvandet på Auditørkorpsets sigtelse mod den hjemsendte hærchef Hans-Christian Mathiesen valgte forsvarschefen torsdag at udpege en midlertidig hærchef til afløsning af den fungerende. Med sin beslutning signalerer forsvarschefen, at moral stadig er noget, man har et yderst afslappet forhold til i Forsvarets øverste ledelse.

Bjørn Bisserup ønskede som forsvarschef formentlig at signalere handlekraft, da Auditørkorpset torsdag valgte at rejse sigtelse mod hærchef Hans-Christian Mathiesen. Pressemeddelelsen fra Auditørkorpset blev lagt ud kl. 12.00, og præcis en halv time senere fulgte Forsvarskommandoen trop.

»Auditørerne har tilkendegivet, at der fortsat skal foretages en del efterforskning, før der kommer en endelig afgørelse i sagen. Forsvarsministeriet vurderer, at efterforskningen sandsynligvis vil pågå i en længere periode. På den baggrund har forsvarschef Bjørn Bisserup besluttet at udpege nuværende chef for Forsvarskommandoens Operationsstab, generalmajor Kenneth Pedersen, til midlertidig chef for Hærkommandoen,« skrev Forsvarskommandoen på sin hjemmeside.

Videre kunne man læse, at beslutningen skal »sikre Hæren fuld ledelseskraft i en tid, hvor Forsvaret og Hæren undergår en stor udvikling og forandring«. Men hvis forsvarschefen med sin beslutning mener at have skabt klarhed over Hærens ledelse, tager han fejl. Generalmajor Kenneth Pedersen er med forsvarschefens egne ord kun hærchef »ind til videre«.

Vil skabe ro ved at afløse en fungerende med en midlertidig

Nu bliver den fungerende hærchef erstattet af en midlertidig, og den løsning skaber ikke klarhed om Hærens ledelse, men sætter Hæren i en fortsat uafklaret situation uden udløbsdato med stor usikkerhed til følge. Samtidig sender den et uheldigt signal til medarbejderne og får forsvarschefen til at fremstå noget handlingslammet.

Med en midlertidig udnævnelse af Kenneth Pedersen som hærchef siger forsvarschefen klart og tydeligt, at han under ingen omstændigheder vil afgøre Hans-Christian Mathiesens skæbne, før der ligger en juridisk afgørelse. “HC” kan – signalerer forsvarschefen – selvfølgelig vende tilbage som hærchef, såfremt den juridiske undersøgelse ender i den milde ende. For forsvarschefen selv og for Forsvaret i almindelighed er den holdning et problem, som svækker tilliden til den efterhånden noget vingeskudte forsvarschef yderligere.

Bjørn Bisserup ser tydeligvis Auditørkorpsets efterforskning af Hans-Christian Mathiesen som en personalesag, der udelukkende handler om jura. Til trods for stor hjælp fra medierne i de seneste måneder negligerer forsvarschefen, at sagen handler om meget mere end et personalespørgsmål og en lidt for frisk generals kærlighed til en lavere rangerende officer.

Sagen om H.-C. handler mere om moral end om jura

Forsvarschefen, hans nærmeste generaler og rådgivere fremstår efterhånden som nogle af de eneste i dette land, som ikke forstår, at sagen om Hans-Christian Mathiesen handler om ringe moral og dårlig dømmekraft, langt mere end den handler om jura. Auditørkorpsets juridiske efterforskning er således kun en ringe undskyldning for forsvarschefen for ikke at skære igennem og sende et signal til medarbejderne om, at generalmajorens opførsel er helt og aldeles uacceptabel som medlem af Forsvarets øverste ledelse.

Selv dronningen kunne se det og adresserede det direkte i sin nytårstale – og gentog budskabet for Bjørn Bisserup og Forsvarets officerer, da disse var til kur hos dronningen på Christiansborg den 4. december.

»Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser. Er det noget vi genkender fra den senere tid? Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat. Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært,« sagde dronningen i sin nytårstale.

Havde forsvarschefen forstået budskabet, ville han have brugt de tre måneder fra Hans-Christian Mathiesens hjemsendelse til at finde en permanent chef for Hæren. Men Bjørn Bisserup forpassede chancen – til trods for, at forsvarschefen udmærket ved, at Hans-Christian Mathiesen aldrig bliver chef for Hæren igen – med mindre da, at forsvarschefen ønsker et forsvar og en hær i total opløsning.

Den nødvendige respekt for “HC” er for længst forduftet

Uanset det juridiske udfald af efterforskningen mod Hans-Christian Mathiesen indeholder sagen så meget fakta, at den nødvendige respekt for hærchefen for længst er forduftet i både Hæren og Forsvaret generelt. De faktuelle forhold er mange:

1) At Hans-Christian Mathiesen sammen med daværende hærchef Per Ludvigsen i 2014 ændrede på optagelseskriterierne til Master i Militære Studier, hvorved Mathiesens kæreste på trods af manglende erfaring fra udsendelse i en international mission blev optaget foran 84 andre hærofficerer med erfaring fra internationale missioner. Ulovligt? Ikke nødvendigvis. Moralsk anstødeligt? Ja.

2) At Hans-Christian Mathiesen i 2014 undlod at underrette den daværende forsvarschef om sin egen inhabilitet i forbindelse med sin kærestes optagelse på Master i Militære Studier. Ulovligt? Ja. Moralsk anstødeligt? Ja.

3) At Hans-Christian Mathiesen efter at være blevet udnævnt til chef for Hærstaben i 2015 oprettede projektkontoret ”Hærens Soldater 2025” i Hærstaben, hvori han lod sin kæreste ansætte og udnævne til major. Det medførte en lønforhøjelse for majoren på 7.400 kr. om måneden, hvorved parrets fælles husstandsindkomst voksede med små 90.000 kr. om året. Ulovligt? Måske. Moralsk anstødeligt? Ja.

4) At Hans-Christian Mathiesen i 2015 undlod at underrette den daværende forsvarschef om sin egen inhabilitet i forbindelse med sin kærestes ansættelse i Hærstaben under sig selv. Ulovligt? Ja. Moralsk anstødeligt? Ja.

5) At Hans-Christian Mathiesen i 2016 ændrede på optagelseskriterierne til Operations- og Føringsuddannelsen, hvorved Mathiesens kæreste på trods af manglende operativ erfaring fra udsendelse i en international mission blev optaget foran 46 andre hærofficerer med erfaring fra internationale missioner. Ulovligt? Ikke nødvendigvis. Moralsk anstødeligt? Ja.

6) At Hans-Christian Mathiesen i 2016 undlod at underrette den daværende forsvarschef om sin egen inhabilitet i forbindelse med sin kærestes optagelse på Operations- og Føringsuddannelsen. Ulovligt? Ja. Moralsk anstødeligt? Ja.

Bakkede hærchefen op og gik planken ud

Forsvarets medarbejdere har for længst konkluderet, at Hans Christian Mathiesen med sin betroede position som generalmajor og chef for Hærstaben har taget sit ansvar alt for let, svigtet sine forpligtelser og optrådt uden antydning af anstændighed i sin embedsførelse. Såvel medarbejdere som udenforstående behøver ingen juridisk afklaring af sagen for at konkludere, at han ikke formåede at kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert.

Hvis høj moral og integritet var værdier, som forsvarschef Bjørn Bisserup prioriterede højt, kunne han allerede i oktober have fyret Hans-Christian Mathiesen fra stillingen som hærchef og sendt ham hjem på tjenestefrihed, mens den igangværende efterforskning således alene ville have til formål at afdække omfanget af generalmajorens mulige juridiske lovbrud. Men i stedet for at udvise lederskab og sende et klart signal om, at forsvarschefen ikke accepterer moralsk forfald blandt sine øverste chefer, bakkede Bjørn Bisserup generalmajor Mathiesen op, gik planken ud i sit forsvar for sin hærchef og fremstod dermed som forsvarer af moralens forfald.

»Jeg har sat mig grundigt ind i den sag og set på alt, hvad der ligger af dokumentation, og der er ikke noget, der stikker ud,« sagde han til OLFI i oktober.

Få uger senere fik Bjørn Bisserup selv kritik af Kammeradvokaten for at have brudt reglerne om inhabilitet ved sin egen søns optagelse på Hærens Officersskole i 2010, og departementschef Thomas Ahrenkiel fik ligeledes kritik af Kammeradvokaten i november for at have siddet med i et møde, hvor hans hemmelige kæreste i form af Forsvarsministeriets kommunikationschef fik tildelt et enkeltvederlag på 75.000 kr.

De to skal nu efter alle sagerne om nepotisme og inhabilitet i Forsvaret og Forsvarsministeriet sammen genopbygge tilliden til de respektive institutioners ledelser. Set udefra går udviklingen i det projekt den helt forkerte vej, og det virker derfor direkte kontraproduktivt, at forsvarschefen endnu en gang holder hånden under Hans-Christian Mathiesen, tøver og venter på, at andre træffer beslutninger, som han kan dække sig ind under.

Forsvarschefens passivitet afslører desværre, at moral stadig er noget, man har et yderst afslappet forhold til i Forsvarets øverste ledelse.