ANMELDELSE: Mens præsident Donald Trump gør sit til at stille spørgsmålstegn ved USA’s omfattende alliancer, er det relevant at se på, hvad alliancepartnere egentlig bidrager med. Det har Olivier Schmitt fra Center for War Studies ved SDU gjort i sin velskrevne bog ”Allies that count”.
Siden valgkampen mellem Hillary Clinton og Donald Trump har de europæiske allierede måtte tage nogle tæsk – for hvad fik USA ud af sine allierede og de massive investeringer som USA gør for at sikre global stabilitet? Det var det store udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, som Donald Trump stillede. Som præsident er han fortsat sine angreb mod de europæiske og asiatiske allierede for at være nogle snyltere.
Men en ting er diskussionen om bidraget til alliancer i fredstid, men hvad med allierede og koalitionspartneres bidrag i konflikter? I sin nye bog ”Allies that count” undersøger lektor Olivier Schmitt fra Center for War Studies ved Syddansk Universitet i Odense, hvordan en række allierede har bidraget til forskellige konflikter. Generelt har studier af koalitionskrige fokuseret meget på mekanismerne for dannelsen af koalitioner og ellers anset det som en regel, at jo flere partnere, som deltog i en koalition, jo mere øgede det legitimiteten af en aktion inden dens begyndelse. Men Schmitt undersøger i denne bog, hvad det helt præcist er, som allierede kan bidrage med.
Undersøgelsen tager udgangspunkt i fire konflikter: Golfkrigen i 1991, interventionen i Kosovo i 1999, krigen i Irak fra 2003-2009 og krigen i Afghanistan fra 2001-2014. Under hver konflikt gennemgår Schmitt udvalgte allieredes bidrag (både positive og negative) til konflikten og ser i sidste ende på, om den allieredes bidrag i det store billede var til gavn eller ulempe for indsatsen. Gennem disse undersøgelser får læseren også et indblik i hvilke variabler, som afgør, hvorvidt en allieret i sidste ende hjælper eller hindrer en krigsindsats.
Akademisk bog for krigsnørder
Lad os bare slå fast, at det er ikke en bog, som man bare lige samler op og hyggelæser – med mindre man er lidt af en nørd som undertegnede. Det er en akademisk skrevet bog, som tydeligt baserer sig på omfattende undersøgelser og sættes ind som del af et større forskningsfelt. Men hvis man er klar på genren, inden man sætter sig med bogen, så er det også indsatsen værd.
Den første del af bogen kan godt være lidt tung at læse, idet den gennemgår forskellige variabler og måder, hvorpå koalitionspartnere og allierede bidrager. Det er en teoretisk gennemgang, hvor man skal holde tungen lige i munden. Det, der gør bogen meget læseværdig (og som berettiger at man læser den første del af bogen ordentligt), er, at begreberne og variablerne dygtigt bruges i analyserne af de enkelte aktører i de fire forskellige konflikter.
Der er altså en rød tråd igennem bogen, som hjælper læseren til at forstå betydningen af bidragene og gør det mere overskueligt at sammenligne på tværs af aktører og konflikter. Det er dygtigt gjort. De forskellige variabler, som koalitionspartnerne vurderes på, er deres status i det internationale samfund, deres respekt for international humanitær ret, deres evne til at integrere styrker med den primære koalitionspartner og lydhørhed overfor koalitionens behov, evner og kvalitet.
Savner blik på Danmarks koalitionsbidrag
Helt grundlæggende viser det, at en generel opfattelse af koalitionskrigsførelse, nemlig at jo flere des bedre, ikke holder. Eksempelvis viser Schmitt, hvorledes det kan have skadelig effekt på den samlede koalition, hvis medlemmerne ikke overholder humanitær ret. Hvis et koalitionsmedlem bomber et forkert mål eller rammer civile, mister den enkelte aktør i nytteværdi for den samlede koalition.
Konklusionen i bogen er, at en koalitionspartners nytte afhænger af tre variabler. Først og fremmest status i det internationale samfund, samt et samspil mellem integration og kvalitet. De nærmere detaljer om de enkelte koalitionsmedlemmers nytte vil jeg overlade til læseren selv at finde ud af. Men bare rolig, overordnet set, lader det til, at de er nyttige selv for en stormagt som USA.
Bogen bidrager til debatten om nytten af allierede og partnere, som ellers er meget oppe i tiden, og derfor bør man som forsvars- og sikkerhedspolitisk interesseret også læse Schmitts bog. Som dansk læser savner man imidlertid et afsnit om Danmarks indsatser – eller i hvert fald, at det blev nævnt på den ene eller anden måde. Et samlende afsnit om mindre aktører havde også været fint. I lyset af de mangeårige og omfattende danske bidrag til tre af de fire konflikter, som behandles i bogen, havde det ikke været helt ved siden af skiven at lave et sådan afsnit.
”Allies That Count. Junior Partners in Coalition Warfare” er udkommet ved Georgetown University Press.