KOMMENTAR: 2018 udstillede Forsvarsministeriet og Forsvaret i et trist og dårligt lys på grund af sagerne om nepotisme. Må ønsket for 2019 være, at chefer og direktører lægger magtens arrogance på hylden og svarer på spørgsmål, når pressen ringer. Og tænker lidt mere på moral og etik end koner, børn, kærester og ægtefæller, når det drejer sig om ansættelser, tildeling af vederlag, udnævnelser og optagelse på eftertragtede uddannelser.

På det forsvarspolitiske område overskyggede en sag alle andre i 2018. Eller rettere sager. For det viste sig at stå langt værre til end den isolerede sag om mulig inhabilitet, nepotisme og magtmisbrug, som i oktober kostede hærchef Hans-Christian Mathiesen en fritagelse for tjeneste på ubestemt tid, mens Auditørkorpset efterforsker ham for brud på straffelovens § 155 om tjenestemisbrug. Efteråret udviklede sig for Forsvarsministeriets og Forsvarets øverste ledelser til et langt mareridt, som sendte Kammeradvokaten på overarbejde med både weekend- og natarbejde for at få afsluttet den ene undersøgelse efter den anden om mulige brud på reglerne om inhabilitet.

Både Forsvarsministeriet og Forsvarets øverste ledelser så sig udstillet og latterliggjort i alskens medier med historier om koner, kærester, ægtefæller og sønner, som gennem årene har nydt godt af de nære relationer til højtplacerede chefer, generaler og direktører. Ulovligheder eller ej udstillede sagerne en ministeriel kultur, adfærd og HR-forvaltning, som fik omverdenen til at ryste på hovedet. Hvad foregår der i Forsvarsministeriet, lød de måbende spørgsmål, mens komikere og satiretegnere havde lettilgængeligt stof i kulørte metervarer.

Kammeradvokaten rettede kritik af både departementschef Thomas Ahrenkiel og forsvarschef Bjørn Bisserup, mens statens advokat ikke fandt personaledirektør Laila Reenbergs forvaltning af sin egen inhabilitet kritisabel, da hendes ægtefælle i form af kommandør Anders Friis blev beordret i stillingen som chef for 2. Eskadre, uden at stillingen blev slået op. Men Kammeradvokatens notat rummede så mange selvmodsigelser, indrømmelser og udokumenterede påstande, at der er grund til at fortsætte undersøgelsen af, hvad der er op og ned. Den rolle har OLFI påtaget sig, og den er en af mange på listen over sager at forfølge i 2019.

Artiklen fortsætter under billedet …

Det kommende år byder måske også på afgørelser i de to mest alvorlige sager om inhabilitet og nepotisme. Meget tyder på, at Auditørkorpset om kort tid vil rejse sigtelse mod hærchef og generalmajor Hans-Christian Mathiesen, som endnu ikke er blevet afhørt og nu på tredje måned går derhjemme uden at vide, hvor hans sag er på vej hen. En sigtelse vil betyde, at forældelsen kortsluttes, men at efterforskningen kan fortsætte. Det kan komme til at tage mange måneder, før auditøren kommer med en afklaring, om der også skal rejses tiltale. Såfremt Auditørkorpset rejser en sigtelse, må man gå ud fra, at forsvarschefen beslutter sig for at foretage en chefrokade, så Hæren kan få en ny chef og komme i gang med arbejdet i den nye hærkommando.

Lige så interessant bliver det at få en afklaring på, hvad der sker i sagen med finansdirektør AE og hendes kæreste, som ind til februar var hendes souschef i Økonomidivisionen. Det står for mange som en gåde, hvordan direktøren kunne have en affære med en underordnet major og lade forholdet udvikle sig til et regulært kæresteforhold og en graviditet, mens AE udnævnte kæresten til oberstløjtnant og lod ham avancere til vicechef og sin nærmeste fortrolige medarbejder. Var det finansdirektøren, der fik ham beordret videre i en stilling som bataljonschef uden opslag, og har hun selv tildelt sin kæreste privilegier og goder, mens hun var hans chef? Det får vi måske svar på i 2019.

Forsvarsforliget blev oversolgt og pakket ind i et røgslør

Historierne om nepotisme overskyggede helt og aldeles forberedelserne til implementeringen af det forsvarsforlig, som blev indgået i januar. Det skulle ifølge regeringen have været et substantielt løft, men mange udenomsløsninger blev proppet ind i forliget og fik det til at tage sig større ud, end det i virkeligheden var. Blandt andet fik cyberområdet 1,2 mia. kr., men hvad har det med forsvarsbudgettet at gøre, spørger kritikere med rette?

På samme måde gik en del af det øgede forsvarsbudget til opgaver, som politiet burde løse. Et fjerde vagthold i Den Kgl. Livgarde skal forebygge terror, ligesom Forsvaret blev indsat i en mere eller mindre permanent opgave med grænsekontrol, som ikke har meget med en militær opgave at gøre. Tvært imod svækker opgaverne Forsvarets robusthed, fordi personellet skal bruge tusindvis af timer på opgaver, som rettelig burde høre under et helt andet ministerium.

Og så skal vi huske på, at Forsvaret i forbindelse med forliget blev pålagt en besparelse på 1 mia. kr., inden der kunne tilflyde nye penge. Nuvel, Forsvaret vokser over de kommende seks år med 12,8 mia. kr., men det bringer kun forliget op på 1,3 pct. af BNP i 2023 og dermed på niveau med 2012. Den amerikanske præsident Donald Trump raser ikke uden grund. Så hjælper det ikke meget at fremhæve antallet af døde danske soldater i Afghanistan som argument for, at vi ikke behøver bruge flere penge på forsvar, som statsministeren så skammeligt gjorde under Nato-topmødet i Bruxelles i sommer. Faktum er, at Danmark lige siden Anden Verdenskrig har været fodslæbende i forhold til at varetage sin egen sikkerhed, og det fortsætter vi med.

OLFI er nødt til at prioritere alle historierne

Det gør vi, selv om verden omkring os forandrer sig med en bekymrende udvikling. I USA sagde forsvarsminister James Mattis op kort før jul, fordi han var uenig med præsident Trumps udenrigs- og sikkerhedspolitiske kurs og manglende respekt for allierede. I regeringen signalerer man, at ”det går nok over, og USA er stadig vores nærmeste ven”. Det kan godt være, men det er en farlig holdning ikke at reagere, når selve grundstenen i Nato vakler. Og det gør den, uanset hvor optimistisk man end beskriver situationen.

Artiklen fortsætter under billedet …

EU står over for store udfordringer med interne uenigheder og stridigheder, mangel på lederskab og Storbritannien på vej ud af det europæiske fællesskab. Mod øst spiller Rusland med musklerne, og mod syd truer et efterhånden kronisk pres fra migranter og flygtninge med at destabilisere Europa yderligere. Kina øger sin indflydelse globalt og spreder sine interesser under radaren for godtroende vestlige regeringer bl.a. gennem teknologigiganten Huawei. Læg dertil Tyrkiet og præsident Erdogan, som må betegnes som den største trussel internt i Nato. Han køber missiler i Rusland, truer USA, fængsler politiske modstandere og optræder i det hele taget som sine allieredes værste fjende. Nordkorea og Kim Jong-Un synes lige så utilregnelig, og alt sammen er det med til at så alt andet end håb og tro på en fredelig og harmonisk fremtid.

Der er nok at bekymre sig om og skrive om, hvilket statsministeren også adresserede i sin nytårstale. Men et lille medie som OLFI er nødt til at prioritere, og det kommer også til at ske i 2019. De store historier, som andre medier dækker tæt, må nogle gange vente eller blive liggende for i stedet at kigge den vej, som ingen andre kan, vil eller tør.

Der er flere gode historier i pipelinen

Den positive historie i den forbindelse er, at OLFI i 2018 formåede at få økonomi i forretningen. Jeg introducerede i april en abonnementsmodel, som I har taget godt i mod. I begyndelsen af november rundede OLFI 1.000 betalende abonnenter, og tallet stiger støt og roligt. Det glæder mig, for kun med en sund økonomi bliver det muligt bid for bid at udvide forretningen til at dække flere af de emner, som sætter dagsordenen nationalt såvel som internationalt.

Læsertallene dykkede naturligt efter introduktionen af abonnementsmodellen i april, men med efterårets afdækning af nepotisme, inhabilitet og magtmisbrug kom læsertallene tilbage på niveau med efteråret 2017, da OLFI afdækkede indholdet af budgetanalysen. I oktober var 37.000 unikke brugere inde og læse OLFI, og det blev til 140.000 sidevisninger, hvilket næsten var rekord. Det var artiklen ”H.-C. Mathiesen gik på isen”, som indledte efterårets store tema om nepotisme, og den er i dag læst over 15.000 gange.

De mange artikler om en usund kultur betød også, at flere købte abonnement. Det kostede ind til 1. januar 300 kr. om året for et privat årsabonnement, men ved årsskiftet hævede jeg priserne både for privat og erhverv. De nye priser betyder, at det fremadrettet koster 50 kr. for et månedsabonnement, 250 kr. for et halvårsabonnement og 400 kr. for et årsabonnement. Jeg håber, at det giver mulighed for snart at kunne udbetale en løn til mig selv og samtidig udvikle OLFI med flere vitaminer og mere kritisk journalistik.

Jeg tør i den forbindelse godt love, at det ikke skorter på historier i pipelinen. Nogle er større end andre, og nogle tager bare umanerligt lang tid at få frem, fordi afgørende oplysninger skal graves ud gennem langsommelige aktindsigter.

Hvornår stopper forsvarsledelsen med at tale med to tunger?

Lad mig slutte denne lille nytårshilsen med en opsang. Forsvarsledelsen har det med at prædike åbenhed, transparens og masser af rum for medarbejderne til at ytre sig frit. Set i det lys er det beskæmmende og stærkt tillidsnedbrydende at opleve, hvordan direktører, generaler og chefer gemmer sig bag hermetisk lukkede døre, når telefonen ringer, og OLFI er i den spørgende ende. Billedet har været det samme, siden jeg etablerede OLFI for snart tre år siden. Er spørgsmålene kritiske, bliver jeg konsekvent mødt med svaret ”ingen kommentarer”.

Det er udtryk for magtarrogance uden lige og mangel på respekt for demokratiet, at man som direktør, general eller højtstående chef kan nægte at svare på spørgsmål måned efter måned, fordi emnet er ømtåleligt.

Jeg burde være ligeglad, men det er jeg ikke. Det er udtryk for magtarrogance uden lige og mangel på respekt for demokratiet, at man som direktør, general eller højtstående chef kan nægte at svare på spørgsmål måned efter måned, fordi emnet er ømtåleligt. Jeg gør her opmærksom på, at chefer, direktører og generaler på Forsvarsministeriets område er ansat af den danske stat, og at jeg, læserne og landets øvrige skatteydere betaler deres løn. Det forpligter til at svare på spørgsmål, og særligt når historien har til formål at afdække uregelmæssigheder.

Spindoktorer og kommunikationsfolk hjælper magten med at holde pressen på behørig afstand, og hvis man så efter ugers eller måneders ventetid endelig sender sine myndighedssvar, er de undvigende og magtfuldkomne.

Havde hærchef Hans-Christian Mathiesen indflydelse på sin kærestes optagelse på Master i Militære Studier?

»Hærchefen sad ikke med i ansættelsesudvalget.«

I forstår pointen, og man bliver så træt af magtens arrogance. På nærværende medie medfører den til gengæld bare antænding af den journalistiske efterbrænder, som med stædighed og styrket engagement afføder endnu flere spørgsmål, aktindsigter og yderligere krav om svar.

Akavet at stille spørgsmål til en mur

Jeg ved, at mange chefer betragter mig og OLFI som en pain in the ass. Mange kalder min journalistik for værende på niveau med Ekstra Bladet og Se & Hør. Jeg bliver beskyldt for at køre personhetz, og hvem har ikke læst kommentarer på Facebook, som ”der nåede OLFI bunden”, ”endnu et vildskud fra OLFI”, og ”det bliver et farvel herfra”. Jeg indrømmer, at mit engagement til tider afspejler sig lige lovligt friskt i mine artikler. Men et moderne medie må gerne have personlighed med kant.

Til alle kritikerne vil jeg gerne sige tak! Jeg elsker, når jeg selv bliver udsat for kritik. Men tro ikke, at det ændrer på min eller OLFIs agenda. Et medie, som tager sin opgave alvorligt, skal turde skrive det, som nogle ikke ønsker at høre. Det giver til tider det modsatte af venner. Jeg garanterer derfor også, at mange flere bliver trætte af OLFI i 2019, for hvepsereder, hemmeligheder og tabuer virker som fluepapir på et seriøst og granskende medie.

Som læser kan du derfor roligt fortsætte dit abonnement, selv om prisen i år går lidt op. Jeg lover mere hovedpine for magthaverne i 2019, for der er rigeligt at tage fat på. Og jeg lover også at fortsætte med at stille spørgsmål til chefer, selv om de nægter at stille op til interview.

Lad mig slutte med at ønske alle et godt nytår. Også til dem, som helst ikke vil interviewes om de grimme sager: Claus Hjort Frederiksen, Thomas Ahrenkiel, Bjørn Bisserup, Pernille Reuter Eriksen, Laila Reenberg, Peter Wass, finansdirektør AE, hendes kæreste, Hans-Christian Mathiesen, hans kone og Torben Mikkelsen. Må 2018 minde jer og alle andre om at overholde lovgivningen og holde stien ren, når det drejer sig om koner, kærester, børn, familie og venner i forbindelse med besættelse af stillinger, tildeling af løn og enkeltvederlag, udnævnelser, forfremmelser og optagelse på uddannelser. Det burde ikke være så svært.

Og brug så 2019 på at øve jer i at svare på spørgsmål. Der kommer flere, og det bliver så akavet, når man stiller spørgsmål til en mur. Til gengæld lover jeg, at OLFI også i 2019 vil være møgirriterende, og at det derfor bliver et godt år for forsvarsjournalistikken, for Forsvarsministeriet og for Forsvaret.

Godt nytår!