BLOG: Fremtidens krig vil være mere netværksforbundet, urban, kompleks og svær at afgrænse, og derfor kommer vi i de kommende år til at opleve en lang række udviklingsprojekter i Forsvaret. De er altid forbundet med bøvl og frustration. Vores succes i fremtiden afhænger af vores evne til at håndtere bøvl.

Jeg deltog i Forsvarsakademiets nyligt afholdte signaturkonference under temaet “The Future of War”. Som OLFI har beskrevet, var det en imponerende konference, hvor en perlerække af verdens førende forskere gav deres bud på fremtidens krig. Der var stof til eftertanke.

Fremtidens krig vil øjensynligt være endnu mere netværksforbundet, urban, kompleks og svær at afgrænse. Den vil kræve synkronisering af informationsoperationer og kinetiske effekter, og så vil vi være afhængige af præcisionsteknologi og enorme mængder båndbredde. Men samtidig skal vi også kunne operere med kort, kompas og signalflag, for fjenden vil angribe vores navigations- og kommunikationssystemer.

Stigende priser på militært udstyr vil sætte os under pres, og hvis vi bliver ved med at købe den nyeste teknologi, vil vi have råd til alt for lidt og derfor ofre masse og robusthed. Vi vil kunne købe 3D-printere og lave tusindvis af minidroner, der angriber i sværme, og rumtransport vil gøre os i stand til at flytte en bil Afghanistan på 20 minutter. Og så vil vi skulle forholde os til kunstig intelligens og autonome systemer i et omfang, som er svært at overskue.

Fremtiden kommer ikke snigende over natten

Men et enkelt spørgsmål blev ikke berørt af de fantastiske oplægsholdere: Hvordan kommer vi til fremtiden? Det kan synes som et banalt spørgsmål, men det er det ikke. Vi kommer ikke til at vågne op en morgen og opdage, at vi i nattens løb har fået alt det her udstyr. Hvis man skal omsætte fremtiden til øl og cigarer, så skal hvert eneste stykke teknologi implementeres af ”nogen”. Og der er ikke andre til at gøre det end os, der arbejder i Forsvaret. Fremtiden for de militært ansatte kommer til at byde på afsindigt mange udviklingsprojekter.

Hvis man har prøvet at arbejde med udviklingsprojekter, så ved man, at tingene aldrig virker. Der er altid bøvl og frustration. Teknikken fungerer kun halvt, systemerne taler ikke sammen, man får ikke svar på sine mails, medarbejderne gider ikke at bruge de nye procedurer, chefen forstår ikke hvad man taler om, der mangler penge til at gøre tingene ordentligt, doktrinen er forældet osv. Listen over ulyksaligheder ved udviklingsprojekter er lang. Og sådan er det hver gang. Selv de mest simple projekter er ti gange mere bøvlede, end man i sin vildeste fantasi kunne forestille sig.

Så fremtiden for danske soldater består af bøvl. Og vores succes afhænger af vores evne til at håndtere bøvl. En mere officiel betegnelse ville formentlig være “kompleksitet” eller “uforudsigelighed”, men ordet “bøvl” dækker i store træk det samme.

En ændring et sted har konsekvenser et andet sted

I Forsvaret har vi en gammelkendt model for krigsførelsens kredsløb, som siger, at der er en sammenhæng imellem teknologi, doktrin og organisation. Hvis man ændrer noget det ene sted, har det konsekvenser for de andre. Det er en ret simpel fremstilling af en verden, som nok er endnu mere kompleks i virkeligheden. Og alligevel er det påfaldende, hvor tit vi glemmer at tænke tingene igennem.

Alt for ofte foregår udvikling i siloer af medarbejdere, der kun beskæftiger sig med det ene hjørne i krigsførelsens kredsløb. Sådan ender vi med halve løsninger, som ikke rigtig fungerer for brugerne, men hvor der heller ikke foregår mere udvikling.

På konferencens anden dag bemærkede generalmajor Anders Rex, at vi skal holde op med at bruge ordet “forandringsparat”, for det er en reaktiv tilstand. Hvis man vil forudsige fremtiden, så skal man skabe den. Det har han ret i. Det kræver, at Forsvaret bliver mere struktureret om de udviklingsprojekter, der foregår. Vi er nødt til at have en stærkere strategisk forankring, sådan at forskellige afdelinger ikke udvikler lidt på kryds og tværs, men fokuserer på færre mål med flere kræfter. Og det kræver dygtige projektledere, der tænker hele vejen rundt i krigsførelsens kredsløb, og som kan finde ud af at skelne mellem vigtigt bøvl og almindeligt bøvl.

Hvis vi gør det, skal vi nok komme frem til fremtiden.