KOMMENTAR: Forsvarschef Bjørn Bisserup udstiller en manglende respekt for dansk lovgivning ved at underkende værdien af anonyme kilder. Han beskylder OLFI for ”anklager” og beskriver sig selv som et offer. Der er grund til at kridte banen op for rigets mægtigste militære embedsmand.

Forstås. Det har ikke været de sjoveste uger for forsvarschef Bjørn Bisserup, siden dette medie den 18. oktober publicerede historien om hærchef og generalmajor Hans-Christian Mathiesen, som gik på isen. Dagen efter interviewede jeg selv Bjørn Bisserup, og siden har ingen hørt meget fra manden, der er rigets mægtigste militære embedsmand. Til gengæld er skeletterne væltet ud af de militære skabe. H.-C. Mathiesen er fritaget for tjeneste, mens Auditørkorpset undersøger generalen, Laila Reenberg bliver som direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse undersøgt af Forsvarsministeriet for brud på reglerne om inhabilitet, og det samme gør finansdirektør AE.

Tirsdag offentliggjorde Forsvarsministeriet to ”notater” fra Kammeradvokaten om henholdsvis departementschef Thomas Ahrenkiel og forsvarschef Bjørn Bisserup, som begge har haft problemer med reglerne om inhabilitet i deres håndtering af henholdsvis en kæreste i ministeriet og Bjørn Bisserups egen søn.

Onsdag gæstede Bjørn Bisserup så Radio24Syv Morgen, hvor værterne Anna Ingrisch og Asger Juhl stillede forsvarschefen et par kritiske spørgsmål. Hvordan forsvarschefen klarede den sag, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Men hans svar til værterne, og hans svar til mig da jeg interviewede ham tirsdag i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten fra Kammeradvokaten, gør det nødvendigt at sige et par ord i fuld offentlighed til Bjørn Bisserup.

Forsvarschefen vil ikke forholde sig til anonyme kilder

Forsvarschefen har gennem de seneste uger gjort det til et af sine vigtigste argumenter i sit selvforsvar for ikke på eget initiativ at iværksætte en undersøgelse af hærchef Hans-Christian Mathiesen, at der i den indledende artikel optrådte anonyme kilder. Lad mig gentage et uddrag af de svar, som Bjørn Bisserup gav til mig fredag den 19. oktober efter offentliggørelsen af artiklen om Hans-Christian Mathiesen:

»Skulle jeg hver gang, at der er en anonym kilde, udsætte medarbejderne for den ene eller den anden undersøgelse? Det kan jeg jo ikke. Hvordan skal jeg afgøre, om kilderne taler sandt? Jeg kender ikke de anonyme kilder, og jeg ved ikke, hvem de er. Hvor skal jeg gå hen? Så ærgrer det mig, at de anonyme kilder ikke er kommet til mig eller deres nærmeste chef eller fagforening, hvis tingene er som beskrevet i artiklen. Jeg vil ikke iværksætte en undersøgelse på baggrund af anonyme kilder.«

Her burde forsvarschefen tænke på, at han selv bærer hovedansvaret for, at der i dag hersker en kultur i Forsvaret, hvor ingen tør ytre sig med kritik – og slet ikke af chefer, som bryder loven – af frygt for repressalier. Men den tanke end ikke strejfer forsvarschefen. Da værterne på Radio24Syv Morgen spillede en bid af mit interview med Bjørn Bisserup fra den 19. oktober og efterfølgende spurgte forsvarschefen, hvorfor han ikke selv iværksatte en undersøgelse af Hans-Christian Mathiesen, lød svaret sådan her:

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget …

»Nu bringer I kun en begrænset del af det klip. Det, jeg forholdt mig til, var, at netmediet OLFI igennem en lang periode havde stillet flere og flere spørgsmål. Jeg tror, at vi havde besvaret 100 spørgsmål og hen ved 10-12 aktindsigt-begæringer. Jeg havde den opfattelse, at når man kiggede på det materiale, så var der ikke noget. Jeg havde også den opfattelse, at rygterne var lidt næret af alle de spørgsmål, der kom fra det her medie. Jeg havde ikke andet end de anonyme kilder og de her påstande fra mediet,” sagde Bjørn Bisserup.

Anonyme kilder er beskyttet af retsplejelovens §172

Man kan måske forstå Bjørn Bisserup så langt, at anonyme kilder er ubehagelige, fordi de uden ansigt får taletid og mulighed for at sætte ord på en problematik, som er de ansvarlige ilde hørt. Men når et medie som OLFI vælger at bruge anonyme kilder, skyldes det en afvejning af hensynet til kildernes beskyttelse og offentlighedens ret til at vide, hvad der foregår. Det er, fordi jeg som journalist har vurderet, at de anonyme kilders oplysninger har en sådan vægt, at jeg i et samfundsmæssigt perspektiv fuldt kan forsvare at tilbyde kilderne anonymitet.

Kildebeskyttelsen er skrevet ind som en grundsten i lovgivningen om pressens ytringsfrihed i et velfungerende demokrati. Landets lovgivere slår med retsplejelovens § 172 fast, at anonyme kilder kan være nødvendige for at give pressen den nødvendige mulighed for at afdække sager af offentlighedens interesse – i denne sag på mistanke om magtmisbrug, lovbrud og nepotisme. Således er det fuldt lovligt og på sin plads at bruge anonyme kilder, så længe kilderne taler sandt.

Det er tid til at råbe vagt i gevær, når en forsvarschef under pres finder det betimeligt at underkende kilderne og deres udsagn som noget, han ikke kan forholde sig til på grund af en ubehagelig sag afdækket først og fremmest i svar fra forsvarschefens egen organisation og dernæst underbygget af anonyme kilder. Man må tolke forsvarschefens udtalelser om anonyme kilder som noget, han ikke kan tage alvorligt eller reagere på. Det er en farlig og yderst problematisk holdning fra den mand, som forsvarsministeren har betroet ansvaret for rigets væbnede styrker.

Tænk, hvordan en minister havde reageret, hvis Danske Bank havde været en offentlig institution. Mon ikke hovederne var rullet noget tidligere, og mon ikke at selv Bjørn Bisserup kan se den samfundsmæssige interesse i, at en anonym kilde lækkede oplysninger om bankens stor-hvidvaskeri i størrelsesordenen 1.500 mia. kr. i Estland? Hvis ikke, bør forsvarschefen øjeblikkeligt få en fyreseddel af den siddende minister. Hans holdning øger kun den voksende mistillid til landets forsvarschef, og man fristes til at sige, at forsvarschefen burde skamme sig over gentagne gange at lufte så lovgivningsfjendtlig en holdning.

At stille spørgsmål har intet med en anklage at gøre

I sagen om Bjørn Bisserups ageren, da han som chef for Forsvarsstaben i 2010 traf en beslutning, som fik direkte indflydelse på sønnens optag på Hærens Officersskole, fremfører forsvarschefen en anden påstand, som det er nødvendigt at afvise. Sagen begyndte, da denne signatur den 1. november stillede en række spørgsmål til Værnsfælles Forsvarskommando om optaget på Hærens Officersskole i 2010. Bjørn Bisserup fremfører såvel over for mig som i interviewet med Radio24Syv, at der i mine spørgsmål lå »en alvorlig anklage«. I Radio24Syv sagde han:

»Vi fik nogle spørgsmål fra en journalist, som i virkeligheden rettede nogle ret voldsomme anklager mod mig. De gik nemlig på, at jeg faktisk skulle have øget optaget på Hærens Officersskole for at få min søn ind. Det er indlysende, at det er en ret alvorlig anklage.«

Stop! Det er farligt, når en forsvarschef i fuld offentlighed og i et live-interview på landsdækkende radio vender begreberne 180 grader på hovedet. Der ligger ingen anklage i at stille spørgsmål. Men der ligger et ønske om at afdække sandheden. Tidligere fremsendte spørgsmål til Værnsfælles Forsvarskommando viser, at upræcise spørgsmål giver upræcise svar. At spørgsmålene kan have endog meget alvorlig karakter, gør ikke spørgeren til anklager. Journalistens rolle er på vegne af samfundet og de undrende borgere at stille spørgsmål, som afføder svar, der kan kaste lys over sagerne. Spørgsmål bliver kun ubehagelige, når man har noget at skjule – og åbenbart opfatter dem som en anklage.

Forsvarschefen har ikke overvejet at træde tilbage

De alvorlige sager fik i går radiovært Asger Juhl til at spørge forsvarschefen, om han på noget tidspunkt havde overvejet at fratræde sin stilling. Til det svarede Bjørn Bisserup:

»Det har jeg ikke overvejet. Man skal også være opmærksom på, at det her går også ud over min søn.«

Man kan ikke få anden opfattelse, end at pressens massive interesse for sagen ifølge forsvarschefen er synd for både forsvarschefen og hans søn. Ved at bringe sagens konsekvenser for sønnen ind i ligningen udstiller forsvarschefen sig selv og sønnen som ofre.

Og undskyld mig, men det lyder en lille smule patetisk, for hvem har ansvaret for, at det overhovedet har været nødvendigt at stille spørgsmål? Selv om Bjørn Bisserup i 2010 ikke tænkte over forvaltningslovens regler om inhabilitet, kunne han have støttet sig til den integritet, moral og ordentlighed, som enhver officer bliver uddannet til at tjene sit land efter. Så ville Bjørn Bisserup som det mest naturlige længe inden afgørelsen om optag på Hærens Officersskole have orienteret den daværende forsvarschef Knud Bartels om, at han som chef for Forsvarsstaben selvfølgelig intet kunne have med den sag at gøre al den stund, at hans egen søn søgte om optagelse.

Det ansvar påhviler alene Bjørn Bisserup og ikke pressen. Man fristes til at gentage, at forsvarschefen burde skamme sig, og måske han skulle overveje studieværten Asger Juhls sprøgsmål en gang til.