Storfilmen ”I Krig & Kærlighed” byder på mere kærlighed end krig

I Krig & Kærlighed rummer storslåede billeder af den barske sønderjyske natur klædt vinterdragt. Foto: I Krig & Kærlighed

ANMELDELSE: Der er mere hjemmefront end Vestfront og mere kærlighed end krig i Kasper Torstings storfilmsdrama ”I Krig & Kærlighed”. Til gengæld byder filmen på en række flotte skuespilpræstationer og en tidløs historie om både soldater og pårørendes ofre – mens krigen raser, og efter den er afsluttet.

I søndags var det nøjagtig 100 år siden, at krigshandlingerne på Vestfronten sluttede. Det betød enden på Den Store Krig, som siden blev omdøbt til Første Verdenskrig. Krigen havde da i fire år hærget Europa og kostet millioner af menneskeliv.

Som med snart sagt alle krige både før og siden Første Verdenskrig var omkostningerne ikke alene høje i de mudrede skyttegrave, der geografisk og menneskeligt delte Europa. På hjemmefronten kæmpede også soldaternes hustruer en brav kamp for at holde sammen på tilværelsen. En kamp, der til tider krævede næsten umenneskelig styrke, og gerne fortsatte længe efter at soldaterne var vendt hjem – ofte som skygger af sig selv.

Dramaet ”I Krig & Kærlighed”, den første danske film om Første Verdenskrig nogensinde, tager afsæt i netop denne kamp og skildrer sønderjyske Esben Mikkelsens og hustruens forsøg på at genskabe og holde sammen på familien, da Esben i 1917 vender hjem fra tysk krigstjeneste ved vestfronten med et selvpåført skudsår i hånden.

I kamp for – og mod – tysken

Sønderjylland blev indlemmet i det tyske rige efter nederlaget i 1864, og derfor har mølleren Esben i lighed med omkring 30.000 andre lokale mænd måttet kæmpe under tysk flag. I selskab med kammeraten Jes, der er blevet lam i benene, er Esben dog en af de heldige, der vender hjem til sine kære.

De to mænds tilbagevenden til civilisationen skal dog vise sig lang og hård. Hverken Esben eller Jes får meget tid til at restituere og komme sig over krigstraumerne, for hjemme venter ny modgang og nye fjender på de to veteraner.

Artiklen fortsætter under billedet …

Da Esben Mikkelsen vender hjem fra rædslerne i Den Store Krig, begynder et nyt mareridt i den sønderjyske vinter. Foto: I Krig & Kærlighed

Esben må sande, at livet på familiens lille kornmølle er gået videre, mens han har været væk, og han har temmelig svært ved at forlige sig med tanken om, at hustruen Kirstine har fået mandlig hjælp til den daglige drift af møllen. For at gøre ondt værre har en stor del af denne hjælp har været i skikkelse af den indflydelsesrige tyske officer Gerhard, som Esben – med rette, skal det vise sig – opfatter som en trussel mod sin egen status som ægtemand og forsørger.

Da han kommanderes tilbage til fronten af netop Gerhard, der har et godt øje til Kirstine, bliver Esbens kamp for at få sit liv tilbage til et regulært mareridt. Esben føler ikke skyggen af fædrelandskærlighed til Tyskland og har ingen intentioner om igen at forlade sin familie. I forsøget på at undslå sig endnu en tur til fronten flygter han derfor med et håb om at kunne tage sin familie med sig. Siden er han nødt til at fingere sin egen død, og selvom det i første omgang lykkes, er trængslerne kun lige begyndt.

Også den kørestolsbundne Jes, hvis bitterhed og frustration truer med at æde ham op indefra, kommer til at betale prisen for Esbens landflygtighed.

Visuelt mesterstykke med troværdighedsproblemer

”I Krig & Kærlighed” er et visuelt mesterstykke, og det er tydeligt at se, at instruktør Kasper Torsting, der også er idemanden bag krigsdokumentaren Armadillo, har haft et anseeligt budget at arbejde med. Både de få regulære kampscener og omgivelserne på henholdsvis Vestfronten og i Sønderjylland fremstår flotte og tidstro.

Der er imidlertid også detaljer, der skæmmer troværdigheden. På den ene side har man for eksempel gjort en dyd ud af, at skuespillerne taler lige dele dansk og tysk, men omvendt har man undladt at tilnærme sig egnssproget og den lokale dialekt. Den danske del af filmens persongalleri taler rigsdansk – til tider endda med en snert af sjællandsk regionalsprog – og sådan har det næppe lydt i Sønderjylland anno 1917.

Artiklen fortsætter under billedet …

Scenerne fra Vestfronten i franske Cambrai ser flotte ud, men savner militær realisme. Foto: I Krig & Kærlighed

Et par steder sker det også, at selve dialogen kammer over i det floskuløse. For eksempel forekommer det malplaceret og krampagtigt, når Esben og Kirstine flere gange undervejs taler om, at der ikke er noget tilbage at elske, hvis man har mistet sig selv. Det er sikkert rigtigt nok, men sat i de to ægtefolks sted er det nok de færreste, der ville have mentalt overskud til at optænke den slags folkeskolefilosofi, og derfor bliver det også et unødigt irritationsmoment.

Skal man komme manuskriptforfatterne i forsvar, er ”I Krig & Kærlighed” dog et drama af den type, hvor det er de helt store følelser, der driver værket. Derfor kan man også til nøds acceptere også en kliché her og en halvfortærsket filmtrope der.

Overbevisende skuespilpræstationer over hele linjen

Kærligheden mellem Esben og Kirstine fylder selvsagt meget i filmen, men kærlighed er jo ikke kun interpersonel. Med til historien om sønderjydernes rolle i Første Verdenskrig hører selvfølgelig også et opgør om fædrelandskærlighed og påtvungen loyalitet. De modstridende tilhørsforhold til henholdsvis Tyskland og Danmark menneskeliggøres på fin vis af en række fremragende skuespilpræstationer.

Artiklen fortsætter under billedet …

I Krig & Kærlighed bygger på nogle fremragende skuespilpræstationer i form af bl.a. tyske Tom Wlaschiha som Gerhard (tv) og danske Ulrich Thomsen som Müller. Foto: I Krig & Kærlighed

Hovedrolleindehaverne Sebastian Jessen og Rosalinde Mynster spiller overbevisende og suppleres af et stærkt besat felt af biroller. Ikke mindst Thure Lindhardt gør det fremragende som den inkvisitoriske og sadistiske danske medløber Hansen, hvis loyalitet ligger ensidigt hos tyskerne. Hansen kan på godt dansk bedst beskrives som et gennemført dumt svin, som både fysisk og psykisk holder den hårdtprøvede Jes i et jerngreb.

Også tyske Tom Wlaschiha, der spiller Gerhard, gør det flot. Hans karakter gennemgår en gammelkendt og måske ikke synderligt original karakterbue, som Wlaschiha dog får det bedste ud af, bedst illustreret ved den ambivalens man føler for Gerhard, da filmen slutter.

Alt i alt har Kasper Torsting begået en rigtig flot film, der måske ikke innoverer genren, men dog skriver sig ganske hæderligt ind i den. Derfor er ”I Krig & Kærlighed” overvejende et positivt bekendtskab, hvis man altså er indforstået med, at det er mere kærlighed, end det er krig.