spot_img

Præsidenten for HPRD trækker sig øjeblikkeligt efter ballade i bestyrelsen

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Orlogskaptajn af reserven, Maria Vang Knudsen, forlader posten som præsident for reserveofficersforeningen efter voldsomme interne uenigheder i bestyrelsen om hendes underskrift på den nyligt forhandlede overenskomst OK18. Bestyrelsen mødes onsdag på Kastellet.

I et brev til medlemmerne af Hovedorganisationen for Personel af Reserven i Danmark (HPRD) mandag aften skriver præsident Maria Vang Knudsen, at hun trækker sig fra sin post med øjeblikkelig virkning.

“Det har jeg valgt at gøre, fordi jeg på grund af det nuværende arbejdsklima ikke ser mig i stand til at løfte dette tillidshverv og til at varetage medlemmernes interesser på bedst mulig måde,” skriver hun i det åbne brev, som også er lagt på HPRD’s hjemmeside.

Læs også: Marias underskrift skaber splittelse i HPRDs bestyrelse

Onsdag i sidste uge kunne OLFI fortælle, hvordan bestyrelsen i HPRD var splittet, efter at Maria Vang Knudsen underskrev overenskomsten OK18 med Forsvarsministeriets Personalestyrelse, uden at den endelige aftaletekst var blevet godkendt i bestyrelsen. Det fik fire medlemmer af den ni mand store bestyrelse til at forsøge at få opbakning til en ekstraordinær generalforsamling med et mistillidsvotum til præsidenten og en urafstemning om overenskomsten på dagsordenen.

Reserven går en lys fremtid i møde

Maria Vang Knudsen skriver i sit brev til medlemmerne, at hun med stor glæde gennem de seneste otte år – heraf fire som præsident – har lagt adskillige timer i det ulønnede arbejde for at holde sammen på og drive foreningen for at varetage medlemmernes og reservens interesser. Ifølge hende tegner fremtiden for reserven i dag lys og fyldt med muligheder. Men den seneste udvikling vil hun ikke stå model til.

Artiklen fortsætter under billedet …

På HPRD’s hjemmeside kunne man onsdag læse detaljer om den overenskomst, som præsident Maria Vang Knudsen underskrev med FPS – uden at have fået bestyrelsens endelige godkendelse. Screendump: hprd.dk

“Vi har i de seneste uger stået med en voldsom uenighed i hovedbestyrelsen. Jeg har været vidne til, at medlemmer af bestyrelsen har opstillet ultimatummer og lækket ting til både folk uden for bestyrelsen og offentlige medier, og herudover har man blandt andet etableret hjemmesider for at fremme sine synspunkter. Denne form for kanonbådsdiplomati er ganske enkelt en adfærd og en fremfærd, som jeg hverken kan acceptere eller vil stå model til. Havde de kreative bestyrelsesmedlemmer lagt samme ildhu og energi for dagen i deres bestyrelsesarbejde de seneste år, er jeg overbevist om, at vi ikke var nået hertil,” skriver hun.

Afgående præsident står ved sine beslutninger

Maria Vang Knudsen understreger, at står hun “fuldt og helt” ved sit formandskab herunder forløbet omkring forhandlingsprocessen og den nye overenskomstaftale for beredskabsofficerer og officerer af reserven. Ifølge Maria Vang Knudsen giver aftalen reserven og Forsvaret det moderniserede og ligestillede aftalegrundlag, “som sikrer reserven både rimelige og attraktive vilkår i årene, der kommer”.

“Helt konkret har jeg opfyldt de krav til forhandlingerne, som jeg blev betroet af medlemmerne og bestyrelsen på baggrund af en vidtrækkende proces i hele foreningen. Jeg vil derudover til enhver tid anfægte, at der skulle være tale om dramatiske lønnedgange og forringelser af reservens vilkår. Var dette tilfældet, havde jeg ikke ganske enkelt ikke skrevet under. Jeg er overbevist om, at aftalens værdi og muligheder kommer til sin ret i takt med, at den bliver implementeret. Det bliver dog desværre, som det ser ud nu uden mig ved roret i foreningen,” slutter hun.

Ifølge oberstløjtnant af reserven, Allan Sørensen, holder bestyrelsen med lokalkredsene og formænd onsdag møde på kastellet med henblik på at finde ud af, hvad der videre skal ske i HPRD.

Andre læste også

Forsvarsministeriet har udviklet sig til det rene Ebberød Bank

Abonnement
KOMMENTAR: Forsvarsministeriets Personalestyrelse har lige brugt 13 mio. kr. på en hvervekampagne, som har til formål at tiltrække nye og fastholde nuværende medarbejdere på hele Forsvarsministeriets område. Samtidig er der indført ansættelsesstop og pålagt besparelser for et trecifret millionbeløb på tværs af Forsvarsministeriets område. Husker du historien om Ebberød Bank?...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer