spot_img

Hvad kan soldater og generaler lære af spillemanden Kim Larsen?

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

NEKROLOG: Ud over at være en folkekær sangskriver var Kim Larsen en samfundsrevser, der aldrig lod sig forblænde af penge og prestige. Spillemanden gav troen på, at der stadig er folk med integritet i samfundet, og selv om han var imod Danmarks deltagelse i diverse krige, respekterede han soldaterne.

Denne uge er der sagt og skrevet meget om Kim Larsen. Den folkekære musiker, spillemand og troubadour døde søndag 72 år gammel efter længere tids sygdom med prostatakræft. Fra aviser og netmedier til radio og tv har tekster og toner om og med Hr. Larsen mødt os ugen igennem. Hvem har ikke begået et opslag på Facebook med anekdoter om oplevelser i livet, som knytter sig til en helt særlig sang i Kim Larsens bundløse skatkiste?

Kim Larsen sang også om forsvar og krig. Om ”Jutlandia”, ”Flyvere i natten” og ikke mindst ”Bare for at gøre en forskel” om udsendte soldater i Afghanistan. Mere om den om lidt.

Men hvad var det ved denne musiker, som samlede os alle – rig og fattig, ung og gammel? Hvorfor blev en mand, som skældte så meget ud på det etablerede samfund, som gik i alt andet end modetøj, som røg og drak – en altomfavnende person, som vi alle bare elskede?

Kim Larsens livsstil var i virkeligheden meget udansk

Det enkle svar er, at gadedrengen Larsen ramte noget i folkesjælen med sine tekster og musik, som ofte dansede over ganske få akkorder. Han tog de svages parti, og han talte det etablerede samfund og magten midt imod. De kunne rende ham, med deres gøgl og gejl, og så skide være med, hvad andre mente om Larsen, for refrainet det var frit. Han råbte ytringsfriheden ud fra udendørsscener og i sportshaller, og vi elskede det alle sammen, for når Larsen gjorde det, handlede det ikke om symbolpolitik, men om at tage de svages parti. Det var sympatisk, og han ramte ofte plet. Ikke nødvendigvis, fordi vi alle var enige. Men fordi vi elsker dem, der tør stå op for det, de tror på.

Kim Larsen var sin egen, og han vedblev med at være det, selv om millionerne væltede ind på hans konto. Og her er vi ved det, som i bund og grund er en fejlopfattelse af Kim Larsen. Det er blevet sagt og skrevet igen og igen, at Kim Larsen var indbegrebet af det at være dansk. Måske. Men man kan også påstå, at Kim Larsen var det stik modsatte af det, der i dag kendetegner Danmark, danskere og danskhed.

For Kim Larsen levede, som han prækede. Han var ærlig, og han var ægte. Han lod ikke millionerne stige ham til hovedet, men som skomageren blev han ved sin læst. Han boede i lejlighed og havde to cykler, selv om han kunne have købt en strandvejsvilla og to Ferrarier. Dén livsstil er ikke særligt dansk, men – desværre – ualmindeligt udansk.

I dag er det blevet normen at give køb på idealer, værdier og moral i jagten på penge, prestige, forfremmelse, anerkendelse og titler.

Få tænker på fællesskabet før individet

Det danske samfund er i dag – på godt og ondt – et andet end det, som Kim Larsen voksede op i. Hvor det i 60’erne og 70’erne handlede om solidaritet og fællesskab, er det moderne samfund mest af alt præget af, at vi alle er os selv nærmest. Hvor de færreste tænker på fællesskabet før individet.

Artiklen fortsætter under sangen “Bare for at gøre en forskel” …

Kim Larsen havde også en holdning til Forsvaret. Han var inderligt imod Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, og han sagde om krigen i Afghanistan, at det er ”fuldstændigt vanvittigt”, at Danmark ”er med til at besætte et andet land”. Han mente, at demokrati er noget, man forsvarer på egen jord og ikke i fremmede lande. I 2012 gæstede han Clement Kjersgaard på DR1 i programmet ”Hos Clement”, og her faldt talen på de udsendte soldater.

”Jeg står ikke kun og forbander dem. Jeg har også medfølelses med dem, selv om jeg er uenig med dem. Så ved jeg godt, at hvis jeg blev lokket derned af nogle gamle generaler under påskud af at gøre en forskel – og pludselig var dernede, langt fra min kæreste, langt fra far og mor og langt fra det hele og omgivet af folk, som jeg ikke kunne stole på – jeg mener Taleban og sådan nogle, så ville jeg længes meget hjem”, sagde han og spillede derefter sangen om ”Bare at gøre en forskel”.

Vi kan alle lære og lade os  inspirere af Larsen

Dermed demonstrerede han en til gengæld dansk holdning, som også er vokset frem med krigene i Afghanistan og Irak. Den, at vi kan være nok så uenige om beslutningen om at gå i krig. Men vores uenighed skal ikke gå ud over dem, som vi sender af sted. Dem må vi respektere. Set i det lys var Kim Larsen en stor demokrat. Han var ikke revolutionær, og han holdt af vores demokrati. Som vi holdt af ham.

Men hvad kan vi så lære af Kim Larsen? At man får respekt om sin person – også blandt fjender og modstandere, når man forbliver tro mod sine idealer og værdier. Når man taler magten midt imod og takker pænt nej tak til ridderkorset, fordi det ikke “sømmer sig for en gammel gadedreng og popsanger at føre sig frem med kors og bånd og stjerner”. Når man siger sin mening og ikke samtykker ved at tie. Det kan både soldater, generaler og admiraler lære noget af.

Kim Larsens liv og levned vakte et håb hos alle dem, som i dag oplever en voksende politiker- og ledelseslede med New Public Management, ansvarsforflygtigelse og “Kejserens Nye Klæder”. Et håb om, at der stadig lever folk i dette land, som på trods af popularitet, penge og prestige har integriteten i behold. Det håb svandt en lille smule med nyheden om Kim Larsens død søndag formiddag. En vigtig samfundskritisk stemme er for altid blevet tavs.

Æret være Kim Larsens minde.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Før eller siden er vi nødt til at sende Nato-tropper til Ukraine

DEBAT: Folk, der advokerer for en total ukrainsk sejr, må kalibrere deres retorik og strategi, for den kommer ikke, medmindre Nato engagerer sig militært i Ukraine, skriver debattør og historiestuderende Kasper Valentin Poulsen. Der er i sandhed sorte skyer over Ukraine i disse måneder. Både præsident Volodymyr Zelenskyj og hans...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer