spot_img

Vi lever stadig med atomvåben og risikoen for deres anvendelse

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

ANMELDELSE: Armageddon og Paranoia beskriver dels udviklingen af atomvåben i USA og dets anvendelse mod Japan dels udviklingen af de forskellige atomare doktriner og deres implementering, og den kan varmt anbefales – ikke mindst på grund af forfatterens dybe indsigt i emnet. Vi må ikke glemme, at atomvåben fortsat eksisterer og kan bringes i anvendes.

Siden afslutningen på Den Kolde Krigs afslutning i 1989 har spørgsmålet om atomvåben kun sjældent fyldt den internationale dagsorden. Dette forhold har dog ændret sig i de seneste år som følge af Nordkoreas udvikling af atomvåben og USA’s opsigelse af aftalen om kontrol med Irans atomprogram. Hertil kommer Ruslands hyppige omtale af brugen af atomvåben som et middel til deeskalation i en væbnet konflikt mellem Vesten/Nato og Rusland. Ønsker læseren en opdateret indsigt i atomvåbnenes rolle siden deres opfindelse, kan jeg på det varmeste anbefale to aktuelle bøger.

“Armageddon and Paranoia – The nuclear confrontation” er skrevet af Sir Rodric Braithwaite og udgivet på forlaget Profile Books i 2017. Forsidefoto

Armageddon og Paranoia beskriver dels udviklingen af atomvåben i USA og dets anvendelse mod Japan dels udviklingen af de forskellige atomare doktriner og deres implementering. Bogen ”1983 – The World At The Brink” omhandler øvelsen Able Archer i 1983, som måske var den farligste stund under hele Den Kolde Krig. Denne bog anmelder jeg separat i en opfølgende artikel, og lad mig derfor i denne anmeldelse fokusere på Armageddon og Paranoia.

Her skal fremhæves forfatteren Sir Rodric Braithwaites evne til at sætte sig ind i tidens normer som følge af den lange krig mod Japan og Tyskland. Han belyser også den meget tidlige sovjetiske forståelse for, hvad atomvåben indebar og beskriver Stalins stålsatte vilje til at opnå paritet på området så hurtigt som muligt.

Ingen fordømmelse af nogen af parterne

Det moralske dilemma behandles sobert og uden egentlig fordømmelse af den ene eller den anden part. Det er særligt forfriskende, idet emnet – eksistensen af atomvåben og deres eventuelle brug – ofte bliver til en meget emotionel diskussion med hurtige fordømmelser af den i sagen ene eller anden part. Hermed belyser forfatteren også vanskelighederne, som de politiske beslutningstagere var og er konfronteret med. Kernen i diskussionen er, hvorledes sammenholdes politisk ansvar med teknologiske realiteter og overlevelse af menneskeheden og/eller en samfundsmodel. En diskussion som fortsat er gældende om end til tider bekvemt ”glemt”, idet intet ”korrekt” svar er at finde.

Artiklen fortsætter under billedet …

En atomsky rejser sig over Nevadaørkenen i USA efte en atomprøvesprængning i 1953. Foto: U.S. National Archives

I beskrivelsen af udviklingen af de forskellige militære atomare doktriner og deres implementering belyser forfatteren, hvorledes man tænker det utænkelige på det politiske niveau og det militære niveau, og hvorledes sammenhængen mellem den politiske hensigt og den militære realitet skabes. Sidstnævnte er ofte en vanskelig proces, idet håndtering af teknologiske muligheder og begrænsninger, såsom varsler og reaktionstider, sikre signalforbindelser og uoverskuelige konsekvenser kræver ikke alene sund fornuft, men også civil courage og betydelig gensidig indsigt, respekt og forståelse hos de politiske ledere og de militære chefer.

Bemærkelsesværdigt er bogens behandling af de politiske ledere i begge lejre. Paranoiaen er betydelig i både USA og Sovjetunionen, samtidigt er lederne aldeles opmærksomme på den ukontrollable dimension af brugen af atomvåben samt de uoverskuelige konsekvenser for menneskeheden. Blandt andre fremstår Præsident Ronald Reagan i noget mere sympatisk lys, end det var gældende især i Europa i hans præsidentperiode.

Hvor står Europa uden Storbritanniens atomprogram efter Brexit?

Videnskabsmændenes rolle er også belyst, herunder deres ”fuite en avant” når de videnskabelige muligheder erkendes. Videnskabsverdenen opdeles hurtigt i to lejre – de, som mener, at teknologien kan løse de atomare dilemmaer, og de, som forkaster den mulighed, endsige vælger, at vende sig imod den atomare forskning og efterfølgende oprustning.

Læs også: Derfor endte briternes norske felttog i 1940 i en fiasko

Det britiske atomvåbenprogram, dets udvikling og anvendelsesdoktrin diskuteres ligeledes. Emnet har fået fornyet relevans i lyset af Brexit og dets konsekvenser for både Nato og EU. Et kapitel, som ingenlunde er afsluttet. Det franske atomvåbenprogram behandles kun periferisk, hvilket kun kan beklages, idet Frankrig ikke er en del af det atomare samarbejde i Nato, og med Brexit bliver Frankrig den eneste militære atommagt i EU.

”Near Misses” belyses også, såsom Cubakrisen og øvelsen ”Able Archer” 1983 samt spionernes rolle i forståelse af modpartens mulige hensigter og reaktioner. Dette skal kobles sammen med fredsbevægelserne op gennem 1970’erne og 80’erne. De vurderes af Sir Rodric Braithwaite som værende delvis manipuleret af de forskellige europæiske kommunistiske partier samt uden reel indflydelse på de afgørende beslutninger i samme tidsrum. Det er sandsynligvis korrekt, hvad angår USA og Storbritannien samt et antal andre nationer, som havde et reelt atomart ansvar for troværdigheden af Natos afskrækkelsesdoktrin.

Damoklessværdet hænger stadig over hovedet

In fine, en læseværdig bog for de, som ikke har glemt, at atomvåben fortsat eksisterer, kan anvendes og det forhold, at intet svar foreligger, hvad angår konsekvenser mv. af en sådan anvendelse. Hvor den militære dimension i bogen ej bringer nyt, så er sammenkoblingen med den politiske verden og den videnskabelige verden af betydelig interesse.

Lad mig fremhæve den sidste sætning af epilogen, som omtaler situationen i 2017: ”The sword of Damocles remained suspended, though by a stouter thread”. Vi lever i en verden med atomvåben og dermed implicit deres mulige anvendelse.

Forfatteren til Armageddon og Paranoia, Sir Rodric Braithwaite, er en velkendt forfatter af bøger, som omhandler Sovjetunionen og Rusland. Sir Rodric Braithwaite var Storbritanniens ambassadør i Sovjetunionen og senere i Den Russiske Føderation i 1988-1992. Hertil kommer stillingen som formand for den britiske Joint Intelligence Committee i 1992-1993. Han er forfatter til bl.a. bogen “Afgantsy: The Russians in Afghanistan”, 1979-89 udgivet i 2011 og i sig selv et fremragende værk. Med andre ord er Sir Rodric Braithwaite en person med en dyb indsigt i Rusland, landets historie, kultur og handlemønster, og man kan med fordel finde en række interessante interviews med forfatteren på internettet.

General Knud Bartels var forsvarschef i perioden 2009-2011 og fortsatte herefter som Danmarks første og hidtil eneste formand for Natos militærkomité. Den post bestred han frem til juli 2015, da han gik på pension. Foto: Søren Bidstrup

Andre læste også

Forsvarets genrejsning kræver en fordomsfri tilgang fra alle parter

DEBAT: Forsvaret står et sted, hvor den politiske og den militære sfæres indbyrdes relation er i fare for at stå i vejen for en historisk genopretning. For at den kan føres ud i livet, skal der derfor ikke kun ses på organiseringen af forsvarsområdet, men på kulturen, som man...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

2 KOMMENTARER

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Jakob Henius
Læser
Jakob Henius
26. september 2018 14:26

General Bartels’ anmeldelse er en både rettidig og relevant påmindelse til dem, der mener, at vores primære behov er at ruste os til en konventionel militær konflikt mellem NATO og Rusland.

Man kan sige meget om Rusland, men det er i hvert fald et rationelt agerende land; ikke kun ud fra sin egen indre logik, men også ud fra en global magtpolitisk logik. Som det har været tilfældet lige siden NATO’s grundlæggelse, er det meget svært at forestille sig, at Rusland vil finde grund til at udfordre NATO på Artikel 5 – med den ultimative risiko for en eskalation til nuklear udveksling.

Derfor er det afgørende, at Vesten først og fremmest bevarer en kvalitativ nuklear overlegenhed – og naturligvis signalerer, at man om nødvendigt er rede til at bruge den i selvforsvar.

Simon Højbjerg Petersen
Læser
Simon Højbjerg Petersen
22. september 2018 7:49