spot_img

Kamp om pladserne – eller kamp om spillerne?

BLOG: Et kendetegn for ethvert elitehold er, at der er kamp om pladserne. Talenter står i kø, hvad enten det er for at blive udfordret, at få del i holdets prestige, at opnå en attraktiv løn, at styrke senere karrieremuligheder – eller alt dette på én gang. Spørgsmålet er, om Forsvaret er et elitehold?

Forsvarets mærkesag er i disse år rekruttering og fastholdelse. Med god grund. Samtidig er Danmark udsat for et pres fra (dele af) Nato for at øge forsvarsudgifterne, så vi møder målsætningen om 2 pct. af BNP. Lad mig i denne blog se nærmere på dette dobbelte pres ud fra en ren rekrutterings- og fastholdelsesmæssig synsvinkel. Det vil sige frigjort fra økonomiske overvejelser, herunder f.eks. hvorvidt danske politikere ville kunne skabe accept blandt vælgerne til at bruge flere penge på Forsvaret end indeholdt i den nuværende aftale. Så altså kun dette: Kan vi forbedre rekruttering og fastholdelse i forhold til den nuværende struktur? Og hvor sandsynligt er det, at vi vil kunne rekruttere og fastholde i forhold til en øget struktur? Min grundlæggende forudsætning er, at jeg antager, at Forsvaret ønsker at være et elitehold.

Læs også: Hvad vil vi egentlig med Hæren?

Rekruttering og fastholdelse af fastansatte i Forsvaret har i årtier været direkte afhængig af de økonomiske konjunkturer i samfundet. I gode tider er det vanskeligere for Forsvaret at konkurrere med erhvervslivet, især fordi mange finder, at højere civile lønninger overstiger attraktionen ved det spændende arbejde i Forsvaret. Denne konkurrence rammer alle personelgrupper fra menig til officer. Den forstærkes yderligere af lave fødselstal, modstand mod indvandring og begrænset evne til integration af tilflyttere. Hertil kommer, at den militære profession – i modsætning til f.eks. lande som USA og Storbritannien – ikke nyder nogen speciel anseelse i det danske samfund. Jeg siger ikke, at der i Danmark er en generel foragt for Forsvarets ansatte, men i den gennemsnitlige danskers øjne er der heller ingen særlig prestige forbundet med at være soldat. Det er en faktor, som Forsvaret skal være særligt opmærksom på, og som man må prøve at påvirke gennem sine rekrutteringskampagner.

Rent statistisk er det sådan, at væksten i dansk økonomi (idet vækst og højkonjunktur hænger sammen) over de sidste mindst 200 år i langt hovedparten af tiden har været positiv. Perioderne med lavkonjunktur er selvfølgelig markante, når de indtræffer, som f.eks. i 1930’erne og under den seneste finanskrise. Men det ændrer ikke på, at perioderne med vækst er klart de længste og talrigeste. Vækst er således normen, ikke undtagelsen. Det vil derfor være forkert, hvis Forsvaret indretter sin struktur og sine ansættelsesvilkår i forhold til den rigelige arbejdskraft, som ofte vil være til rådighed i nedgangstider. Struktur og ansættelsesvilkår må permanent indrettes i forhold til, at der vil være hård konkurrence om arbejdskraften, navnlig hvis Forsvaret fortsat vil have adgang til talentmassen og ikke skal nøjes med dem, som vælger Forsvaret ved udelukkelsesmetoden.

Bør fortsætte udviklingen med akkreditering af Forsvarets uddannelser

På grund af den rådige spalteplads vil det føre for vidt her med en detaljeret gennemgang af de tiltag, som Forsvaret kan tage i anvendelse. Italesættelsen af Forsvaret som prestigefyldt arbejdsplads er allerede nævnt. Derudover vil jeg skitsere et par andre ideer, som må tages med det forbehold, at jeg behandler de forskellige kategorier (menige, stregbefalingsmænd, officerer) under ét.

På uddannelsessiden er det eneste rigtige at fortsætte udviklingen med at akkreditere Forsvarets uddannelser for på den måde at gøre dem mere synlige og sammenlignelige for de unge, som ikke kender Forsvaret. Det gælder i særlig grad, når vi har så få værnepligtige, hvorved det civile samfunds kendskab til Forsvaret er yderligere begrænset i forhold til tidligere. (Se nedenfor vedr. de manglende forudsætninger for at udvide værnepligtsstyrken væsentligt).

Læs også: FN-missioner kan være trækplaster i Forsvarets rekruttering og fastholdelse

M.h.t. ansættelsesvilkår bør man bl.a. få skabt et mere differentieret kontrakt- og pensionssystem, som muliggør, at personellet kan forlade Forsvaret under fair vilkår i takt med, at deres alder gør det vanskeligere at møde de fysiske og mentale krav, som knytter sig til graden. Herunder må man modvirke, at personel er tvunget til at ”blive hængende” til en alt for høj alder – i forhold til deres grad – alene fordi de er stavnsbundet af pensionen eller mangler akkrediterede civile kompetencer.

Lønnen gør det ikke alene

På lønsiden bliver man nødt til først at opnå og derefter synliggøre, at den samlede pakke er absolut attraktiv, og at ”bytteforholdet” mellem på den side de ofte belastende og farlige arbejdsvilkår og på den anden side løn- og pensionspakken er et fuldgyldigt alternativ til en karriere i det civile. Og ja; det vil kunne medføre, at løndelen kommer til at fylde endnu mere i forsvarsbudgettet. Men det er nu engang en del af vilkårene, når der kæmpes om arbejdskraften.

Og vigtigst af alt: På aktivitetssiden må man sikre, at indholdet af tjenesten er så spændende og byder på sådanne oplevelser – især for de yngre – at de vælger os til. Den bedste, ja reelt den eneste måde er gøre det på, er et ”join the army and see the world” koncept. Det gode er, at med de strategiske varslingstider, som dagens informationsteknologi sikrer, kan udsendte styrker nå at blive kaldt hjem til fædrelandets forsvar, hvis ballonen mod forventning skulle gå op.

Læs også: Regeringens substantielle løftebrud

Forhåbentlig vil en dedikeret indsats på disse områder kunne medføre, at den mængde af soldater af alle grader, som den nuværende struktur kræver, kan rekrutteres og friskes i samme tempo, som de forlader Forsvaret. Herunder må der lægges en helt særlig, ikke mindst lønmæssig, tyngde på at rekruttere og fastholde specialister som f.eks. læger, teknikere og mekanikere.

Hermed har jeg også mere end antydet, at enhver tanke om at udvide Forsvarets struktur rent personelmæssigt er ønsketænkning både på kort og mellemlang sigt. At øge værnepligtsstyrken og reserven – mere end rent symbolsk – er ikke en option, for det vil øjeblikkeligt medføre krav om en proportional forøgelse af det faste personel, som skal uddanne, føre og administrere dem.

Kan Forsvaret overhovedet tiltrække yderligere arbejdskraft?

På den lange bane kan man imidlertid ikke udelukke muligheden for øget rekruttering og fastholdelse til en teoretisk større personelstruktur i Forsvaret (forudsat at det retfærdiggøres rent sikkerhedspolitisk). Det skyldes de mulige konsekvenser af en øget automatisering af samfundet. Et muligt – men langt fra sikkert – scenario kan blive, at lande, som indfaser øget robotteknologi, vil opleve et fald i beskæftigelsen, hvis virksomhederne ikke sørger for at udvikle nye produktionsområder, som kan beskæftige de frigjorte medarbejdere. Det er anerkendt, at øget automatisering primært vil ramme mennesker med kortere uddannelser, så det kunne isoleret set tale for, at der om mange år evt. vil kunne rekrutteres flere menige – men altså næppe officerer – til Forsvaret. Omvendt vil den frigjorte lavt-uddannede arbejdskraft formentlig blive stærkt efterspurgt til pleje af den fortsat ældede befolkning, i det omfang robotter ikke kan eller skal tage sig af det.

Så hvordan automatisering vil udvikle sig i Danmark, og hvordan det kommer til at påvirke beskæftigelsen, er alt i alt umuligt at sige i dag. Og forudsætningen for – på den lange bane – overhovedet at overveje en øget struktur i Forsvaret er selvfølgelig, at automatiseringen ikke kommer til at medføre et fald i statens skatteindtægter (på grund af færre beskæftigede). For så bliver der næppe råd til et øget forsvarsbudget, uanset at man evt. ville kunne rekruttere personellet.

Kort og godt er der intet i krystalkuglen, som indikerer, at det vil være muligt at rekruttere og fastholde personel i en udstrækning, der rækker udover den nuværende forsvarsstruktur. Hvis Danmark presses til at øge forsvarsbudgettet yderligere, kan de ekstra penge derfor alene bruges på kapaciteter – herunder f.eks. materiel, infrastruktur og forsyninger – som kræver et minimum af ekstra personel. Derfor må det først og fremmest gælde om at konsolidere og derefter optimere den nye struktur gennem hårdt arbejde i form af gennemtænkte rekrutteringskampagner, god ledelse, skabelse af de rigtige kontraktformer samt attraktive løn-og pensionspakker. Og mere end alt andet: Gennem aktiviteter som er så spændende, at folk vil være hos os.

Jakob Henius er oberst og assisterende stabschef ved Headquarters Allied Rapid Reaction Corps (ARRC) i England. Siden 1992 har han været udsendt syv gange til missioner i Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Irak og Mali, og CV’et tæller bl.a. stillinger som militærassistent for FN’s styrkechef i Mali, uddannelseschef på Forsvarsakademiet, chef for de akademiske programmer på NATO Defense College og chef for plan-centeret ved DANILOG. Privatfoto

Andre læste også

Statsrevisorerne udtaler skarp kritik af Forsvarsministeriets materielanskaffelser

Statsrevisorerne retter en skarp kritik mod Forsvarsministeriet. Det sker på baggrund af en undersøgelse fra Rigsrevisionen, som viser, at Forsvarsministeriets større anskaffelser i snit er 4,5 år forsinket, og at »flere af anskaffelserne ikke har levet op til det planlagte indhold«. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt mandag. Statsrevisorerne retter...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer