spot_img

Med Flyvevåbnets arbejdshest i Grønland

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

REPORTAGE: OLFI var i denne uge med Flyvevåbnets transporteskadrille i Søndre Strømfjord i Grønland. Her blev der trænet airdrops og landinger på kort bane forud for eskadrillens indsættelse i Operation Inherent Resolve i Irak senere på året.

Landingsbanen stormer os i møde gennem ruden. Andenpilot JØR tæller ned, til halehjulene rammer jorden.

”50 fod, 40, 30, 20, 10.”

Landingen giver et ryk i flyet, der når at rulle ganske få meter, før fartøjschefen – med flyvernavnet ZOR – trækker i roret.  Maskinen stiger igen og foretager med det samme et skarpt drej. Få øjeblikke senere lægges der an til endnu en landing på den lille grusbane en times flyvning nord for Søndre Strømfjord.

Artiklen fortsætter under billedet …

Piloterne ZOR (t.v.) og JØR (t.h.) i færd med en lavtflyvningsøvelse nord for Diskoøen på Grønlands vestkyst. Foto: Kasper Wester, OLFI

De to piloter træner landinger på kort bane. Det er en vigtig disciplin for Hercules-besætningerne, for det er ikke alle steder i verden, der er adgang til kilometerlange asfaltbaner, og selvom man godt kan lade som om, at en landingsbane på Flyvestation Aalborg er kort, skærper det sanserne, når der er noget på spil. Det er der her.

Af samme grund har Flyvevåbnets transportenhed, Air Transport Wing (ATW), sendt fire af sine Hercules-besætninger på øvelse i Vestgrønland, mens sommeren går på hæld.

Alsidig eskadrille

ATW, der er hjemmehørende på netop Flyvestation Aalborg, råder over i alt fire Hercules- og fire Challenger-fly, der tilsammen udgør Eskadrille 721. Eskadrillen indsættes i missioner over hele verden og kan løse en bred vifte af opgaver. For Hercules-besætningernes vedkommende har man de senere år deltaget i missioner fra Afghanistan til Mali, og sidste sommer bistod man med logistisk støtte og nødhjælp i Vestgrønland efter den flodbølge i Karratfjorden, der ødelagde flere bygder og efterlod mange grønlændere hjemløse.

Artiklen fortsætter under billedet …

Fartøjschef ZOR briefer besætningen inden en flyvning. Foto: Kasper Wester, OLFI

Dertil kommer, at kollegerne i Challenger-flyene kan indsættes i alt fra piratjagt ved Afrikas Horn til farvandsovervågning, suverænitetshåndhævelse og VIP-transport over det meste af verden. Det er således en alsidig og mangefacetteret del af Flyvevåbnet, der har sendt en af sine stabile arbejdsheste til Station Kangerlussuaq, som Arktisk Kommandos etablissement i Søndre Strømfjord rettelig hedder. Tiden i Grønland skal bruges effektivt på en lang række forskelligartede, missionsforberedende øvelser, som skal skærpe mandskabets kompetencer forud for den planlagte deltagelse i Operation Inherent Resolve i år og endnu tur til Mali i 2019.

”Husk brækposen!”

Turen til fra Søndre Strømfjord til flyvepladserne nogle hundrede kilometer nord for byen bliver brugt til at øve flyvning mellem fjeldene. Den slags adskiller sig selvsagt fra almindelig ruteflyvning, så inden takeoff giver loadmaster Ole mig et velment råd, der tyder på, at han fra tidligere ture har erfaring med svagelige journalister:

”Vi kommer til at flyve lavt, og det kan godt blive et bumpy ride, så tag hellere en pose i lommen.”

Opfordringen indgyder ikke ligefrem ro i sindet, men jeg tør ikke andet end at stoppe en af de karakteristiske hvide papirsposer i jakkelommen, inden vi letter med kurs mod Ilulissat og Qaarsut.

Artiklen fortsætter under billedet …

Lavtflyvningen foregår både mellem fjeldene og over vandet, og udsigten fejler ikke noget. Foto: Kasper Wester, OLFI

I modsætning til under transitturen fra Aalborg, er der denne gang reserveret plads til pressen bag piloterne, og flyet har ikke været i luften mange minutter, før man i sit stille sind konstaterer, at det temmelig trange cockpit i Hercules’en må være en stærk kandidat til verdens smukkeste arbejdsplads. Flyet snor sig ind og ud mellem fjeldene, og udsigten til isbjerge, bygder og klippefremspring er storslået.

Undervejs gennemgår fartøjschef ZOR og andenpilot JØR diverse checklister og planlægning, mens der etableres radiokontakt med flyvelederen i Nuuk. Det går stærkt med procedurerne, der helt tydeligt sidder på rygraden efter mange års flyvning. Fra tid til anden afbrydes den næsten mekaniske kommunikation af tørre betragtninger om det, vi flyver over; blandt andet da vi omkring Diskobugten passerer en bygd, som ser ud til at være placeret direkte på en klippe.

Artiklen fortsætter under billedet …

En vestgrønlandsk bygd passeres i lav højde. Foto: Kasper Wester, OLFI

”Det er ikke græsslåmaskiner, man skal sælge heroppe,” konstaterer JØR.

Sekundet efter er den indbyrdes kommunikation igen taktisk og fagsprogsbaseret, men overgangen forekommer flydende.

Elevation er i 300 fod, så det kan godt være, jeg kommer til at pitche lidt op.”

Flere gange tager piloter og loadmasters selv billeder med deres smartphones, når landskabet indbyder særligt til det. Det gør det ofte, for flyet brøler afsted mellem fjeldene helt nede i 500 fod eller godt 150 meter. Men det er selvfølgelig ikke for udsigtens skyld, at piloterne flyver, som de gør. Manøvren er god træning i at bruge bjerge og klipper til at gemme sig for fjendtlige radarsystemer, forklarer ZOR, der også bemærker, at Grønland er et ideelt sted at øve, fordi man ikke generer folk med larmen fra flyets motorer.

Touch and go på grus

Udover selve flyvningerne er der for hver dag planlagt en række touch-and-go-landinger på lokale flyvepladser, der oftest er karakteriseret ved deres meget korte landingsbaner af varierende beskaffenhed, akkurat som på skarpe missioner i udlandet. Det er heller ikke alle missionsområder, der byder på asfaltbaner, så også grusbanen i Qaarsut står på dagsordenen.

Idet vi nærmer os de forskellige flyvepladser –lufthavne kan de ikke kaldes – tages der kontakt til det lokale kontroltårn, hvis flyveleder briefes om hensigten med besøget. Der er sjældent megen lufttrafik i området, så det er det nemt at få tilladelse til en serie af hurtige landinger, der gennemføres ved at flyet ganske kort slår hjulene i jorden, hvorefter det letter igen uden at være bragt til standsning.

Hver pilot får fire-fem landinger per flyvning, før besætningen igen bevæger sig gennem det barske landskab, der ligger så tæt under flyet, at man af og til føler, man kan røre jorden. Her er man ikke mange sekunders uopmærksomhed fra katastrofen, men det er tydeligt, at denne type flyvning er rutine for piloterne, og at alle ombord er koncentrerede, men afslappede.

Turen går videre sydpå mod dropzonen og dagens sidste øvelse, inden flyet gives videre til den anden besætning. I dropzonen skal de tre metalkasser i lastrummet – på fagsprog kaldet bundles – kastes ned. I missionsområderne kan kasserne være fyldt med alt fra våben til nødhjælp, men heroppe er de tomme. To af kasserne er forsynet med lavhastighedsskærme, mens den sidste skal lande med høj hastighed og derfor har en mindre skærm.

I modsætning til de to første, der daler langsomt og er mere vindfølsomme, stryger den sidste direkte mod jorden med større præcision, men den høje hastighed giver også et mere voldsomt møde med jorden.

Improviseret hvalsafari

Piloterne følger i udgangspunktet en nøje planlagt rute dagen igennem, men der devieres alligevel en smule undervejs. Da vi overflyver en ukendt landingsbane, vækkes piloternes interesse. Det viser sig at være en bane, der tilhører den nærliggende by Aasiaat.

”Vi kan da tjekke den ud på tilbagevejen,” foreslår JØR.

Efter en lav overflyvning af banen på vej mod dropzonen i Sandflugtsdalen, bliver de to piloter enige om, at de vil lande på banen den efterfølgende dag.

Artiklen fortsætter under billedet …

Flyvehøjden på helt ned til 150 meters højde inde mellem fjeldene tillader piloterne at holde flyet skjult for radarer. Foto: Kasper Wester, OLFI

Der afviges yderligere fra planen, da ZOR længere nede ad ruten får øje på en hval. Flyet kastes de næste fem minutter ud i nogle vilde manøvrer, så besætningen kan se ned på vandet og spotte efter åndehuller i overfladen. Loadmasteren ser lidt bekymret om på os medflyvende journalister, men heldigvis bliver der heller ikke denne gang brug for papirsposen i lommen. Hvalerne bliver under overfladen. ZOR og JØR har tilsyneladende et indbyrdes ”hvalregnskab”, som ZOR nu mener at føre. JØR protesterer, for han så også hvaler dagen i forvejen. Desværre var han den eneste, og så kan alle jo komme og sige, at de har set hvaler.

”De her var confirmed,” slår ZOR fast. 1-0 til kaptajnen.

Aktivitet på landjorden

Tilbage på landjorden er dropøvelserne også lig med aktivitet og travlhed. Både inden flyvningen, hvor de mange kasser pakkes og udstyres med faldskærme, men også i dropzonen, hvor de lander få sekunder efter at have forladt flyet.

Artiklen fortsætter under billedet …

Et enkelt drop gik i vasken i løbet af ugen, da faldskærmen ikke foldede sig ud i tide. Foto: Kasper Wester, OLFI

Det er det såkaldte SUN-team, der klarer pakningen. SUN står for Skærme, Udrustning og Nødudstyr, og det er en kompliceret sag at pakke lasten korrekt. Ikke mindst faldskærmspakningen kræver stor ekspertise, og kun seks personer i Danmark er certificerede til at klare opgaven.

Artiklen fortsætter under billedet …

En af flyets andre loadmasters, Per, nyder udsigten over Russell Gletsjer få minutter før et drop. Foto: Kasper Wester, OLFI

I selve dropzonen står Z-teamet, eller zone-teamet. Holdet, der denne formiddag består af to mand, har til opgave at inspicere dropzonerne og holde eventuelle nysgerrige vandrere på afstand. Z-teamet har desuden på forhånd foretaget en gennemgående undersøgelse af området, som piloterne får i hænde inden flyvningen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Alle kasser og faldskærme skal pakkes sirligt for at undgå skade på godset i kasserne. Foto: Kasper Wester, OLFI

Efter at være ankommet i Sandflugtsdalen i en aldrende firhjulstrukket Toyota-pickuptruck slår de et lille, undseeligt orange telt op, så man fra flyet har noget visuelt at sigte efter, hvorefter de holder sig i radiokontakt med piloterne og melder ind, hvis der sker noget i området, der kan have betydning for droppet.

Sandflugtsdalen, der ligger en halv times kørsel fra Søndre Strømfjord, er det perfekte sted at øve drops; her er helt fladt og åbent, og man føler sig hensat til en afrikansk ørken, når man vandrer rundt i det kolossale, golde område. Kun temperaturen og de omkransende fjelde afslører, at vi befinder os i en ganske anden verdensdel.

Vellykket træningsophold

Det går i det store hele rigtig fint med de mange airdrops, der gennemføres i løbet af ugen; alle drops lander i den designerede zone.

Et enkelt drop får en hård medfart, da skærmen ikke folder sig ud, og tyngdekraften får frit spil. Selvom SUN-teamet, der også står for at samle skærmene sammen i dropzonen, frygter en menneskelig fejl, viser det sig, at alt er foregået helt efter forskrifterne. De tre skærme er bare blevet sluppet så hurtigt efter hinanden, at de to første skærme blokerede for den tredje, så den ikke fik luft nok til at folde sig ud.

Artiklen fortsætter under billedet …

Kun et enkelt drop gik galt i løbet af ugen. Kassen fik en hård medfart, da faldskærmen ikke nåede at folde sig ud, før den ramte jorden. Foto: Kasper Wester, OLFI

Den høje succesrate er tilfredsstillende, men ikke overraskende, fortæller ZOR. Generelt er det danske flyvevåbens fejlmargin lavere end de ti procent, man ellers accepterer, når man dropper gods fra et transportfly. Succesen kan tilskrives god uddannelse, grundige procedurer og et højt specialiseret personel.

Artiklen fortsætter under billedet …

Et medlem af det såkaldte SUN-team samler faldskærme sammen efter en vellykket drop-øvelse i Sandflugtsdalen. Foto: Kasper Wester, OLFI

Efter fire indstilles øvelsesaktiviteten for denne omgang, og da også de øvrige øvelser er gået som planlagt, er det en glad ZOR, der gør status på ugen.

”Jeg er super tilfreds, for jeg kan se, at dropscorene alle sammen ligger, hvor de skal inde i dropzonen. Kortbaneoperationerne bliver mere og mere sikre. Vi kan presse flyveren mere, vi kan komme stejlere ind, vi kan gå på kortere baner, vi kan lande på grus. Du kan se en fremgang og en forbedring, og det er jo det, der er formålet med øvelsen.”

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Forsvarets genrejsning kræver en fordomsfri tilgang fra alle parter

DEBAT: Forsvaret står et sted, hvor den politiske og den militære sfæres indbyrdes relation er i fare for at stå i vejen for en historisk genopretning. For at den kan føres ud i livet, skal der derfor ikke kun ses på organiseringen af forsvarsområdet, men på kulturen, som man...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer