Mikkel Vedby Rasmussen tager fejl – forsvarsbudgettet er løbende udhulet

Professor Mikkel Vedby Rasmussen udtrykte stor begejstring for det netop indgåede forsvarsforlig og lød nærmest som et ekko af forsvarsministeren. Foto: Ernstved

BLOG: Siden Den Kolde Krig har vi i Danmark sparet og skåret på Forsvaret inden for rammerne af et budget, som løbende blev udhulet. Så når professor Mikkel Vedby Rasmussen påstår, at Forsvaret har omlagt og effektiviseret inden for rammerne af et konstant budget, så er det ganske enkelt forkert.

For nylig så jeg professor Mikkel Vedby Rasmussen påstå, at Danmarks forsvarsbudget ikke er blevet mindre siden Den Kolde Krig. Det kom noget bag på mig. Jeg betragtede det som etableret viden, at Danmark har høstet fredsdividenden, så det var da bemærkelsesværdigt, at en fremtrædende forsker kunne argumentere for det modsatte.

Mikkel Vedby Rasmussens udmelding kom som en bemærkning til en kommentar på OLFI, hvor redaktør Peter Ernstved Rasmussen skriver, at Danmark er gået forrest i afviklingen af Europas forsvarsevne. Ernstved Rasmussens pointe er, at danske politikere har haft så travlt med at spare på forsvarsbudgettet, at Forsvaret i dag mangler robusthed og troværdighed. Til det svarede Mikkel Vedby Rasmussen på Twitter:

”Nej, vi gjorde ej. I faktiske udgifter har vi et konstant budget, og indenfor det omlagde vi. Havde Forsvaret ikke effektiviseret og (var) blevet en organisation med kamp- og missionserfaring, havde vi været i store problemer. Vores problem er, at vi ikke så konsekvenserne af 2014 hurtigt nok”.

Artiklen fortsætter under tweetet …

Det var simpelthen så bemærkelsesværdig en udmelding, at jeg var nødt til at kigge nærmere på den. Og argumentet holder da heller ikke vand. Det viste sig nemlig, at Mikkel Vedby Rasmussen var faldet i en fælde, som desværre er udbredt blandt analytikere af den offentlige sektor: De forsimpler udviklingen i købekraften ved at lade som om, at der er tale om en privat husholdning. På den måde kan man nemt omregne nogle budgettal til faste priser ud fra Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks. Det uheldige ved metoden er, at den fører til misvisende resultater.

Professoren bruger en populær finte

Før jeg går nærmere ind i problemerne ved denne måde at regne på, vil jeg kort opsummere Mikkel Vedby Rasmussens argument. Et eller andet sted har han nemlig en pointe, og man kan levende forestille sig, at den er populær i Finansministeriet. Den er derfor god at kende.

Mikkel Vedby Rasmussen præsenterer sit regnestykke i et brief, som han har skrevet for Atlantsammenslutningen om Natos 2-procentkrav og Danmarks forsvarsbudget. Hans argument er, at målt i kroner og øre er det danske forsvarsbudget i store træk ikke blevet mindre i perioden mellem 1990 og 2011. Det er først efter 2012, at Danmark egentlig begynder at bruge færre penge på Forsvaret. Og det råder vi jo så bod på med forliget 2018-2023.

Klik på billedet, hvis du vil læse redaktørens kommentar om Danmarks bidrag til Nato …

Når der er sket et fald i forsvarsbudgettets andel af bnp, så skyldes det udelukkende, at bnp er vokset. Politikerne har valgt at bruge den øgede velstand på andre ting end Forsvaret. Det er således forkert at sige, at forsvarsbudgettet er blevet mindre – det er bare heller ikke blevet større i takt med, at Danmark er blevet rigere.

Pristalsregulering eller reallønsstigning?

Mikkel Vedby Rasmussen konstaterer, at det danske forsvar har været dygtig til at omstille sig til nye opgaver ved for eksempel at nedlægge mobiliseringsforsvaret. Nogle medarbejdere har derfor oplevet, at deres enheder er blevet beskåret, men i det store regnskab er pengene blevet inden for Forsvaret. Og nu kommer vi så til problemerne ved Mikkel Vedby Rasmussens metode.

Han fremstiller sine tal ved at pristalsregulere på baggrund af en prisudvikling for produkter, som typiske husholdninger bruger penge på. Det kan være ting som mælk, honning, avisabonnementer, husleje, forsikringer, familiebiler osv. Men Forsvaret bruger ikke størstedelen af sine penge på sådanne ting. Lad mig kort nævne tre eksempler på udgifter, som er vokset markant mere end pristalsreguleringen: Reallønnen, velfærd for de ansatte og den særligt voldsomme prisudvikling på militært udstyr. Det er poster, som har udhulet Forsvarets købekraft, selvom man har et konstant beløb ud fra forbrugerprisindekset.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse interviewet med erhvervsminister Rasmus Jarlov, som ind til onsdag var formand for Folketingets Forsvarsudvalg og de konservatives forsvarsordfører.

Når der har været en reallønsstigning, så betyder det, at lønnen er steget mere end pristalsreguleringen. Så kan lønmodtagerne købe mere, og de har altså fået en reel lønstigning. Men for arbejdsgiveren er løn en udgift, og en reallønsstigning er det samme som en realudgiftsstigning. Lønudgifterne fylder cirka halvdelen af forsvarsbudgettet, så det er en ganske stor post i regnskabet. Hvis budgettet følger pristalsreguleringen, men medarbejdernes løn er steget mere, så er der råd til at have færre ansatte. Et (meget) forsigtigt bud er, at Forsvarets ansatte har haft en reallønsstigning på 1 procent om året siden 1990. Det løber op i 30 pct. på 27 år, hvilket igen svarer til, at Forsvaret i dag kun kan have ansat ca. 75 procent så mange medarbejdere for de samme lønkroner som i 1990.

Bedre kvalitet til samme pris betyder færre i antal

En anden årsag til, at Forsvarets udgifter er steget, er, at det kan være nødvendigt at hæve standarderne i takt med, at samfundet får dyrere vaner. Lad mig tage idrætsbeklædning som et eksempel. Da jeg startede i Forsvaret i 1999, fik vi udleveret nogle grimme røde sportsdragter og et par løbesko uden stødabsorbering. Jeg vil anslå den samlede pris til at have været 25 kroner. Når rekrutter møder i dag, får de udleveret en hel garderobe af rigtig fint sportstøj med forskellige typer sko. Jeg ved ikke, hvad den samlede pris er, men prisstigningen fra min røde genbrugsdragt skal nok måles i tusindvis af procenter.

Det er en nødvendig udvikling, for unge mennesker i dag ville ikke finde sig i de forhold, som vi havde i 1990’erne. Men det viser, at Forsvaret er nødt til at opgradere standarderne, når samfundet omkring os bliver rigere. Det er med til at tynge på Forsvarets købekraft. Når vi skal købe mere luksusprægede varer for de samme pristalsregulerede penge, så er der råd til at købe færre ting.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse interviewet med generalløjtnant Flemming Lentfer, som er direktør i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Foto: Ernstved

Endeligt er der det, der kaldes den særlige ”militære inflation”. Af forskellige årsager stiger priserne på militært udstyr hurtigere end priserne på de fleste andre varer. Effekten er veldokumenteret, og den er markant. Nogle af disse prisstigninger skyldes, at man fra generation til generation opgraderer den tekniske formåen af udstyret, og at det koster flere penge. Eksempelvis koster et F-35 kampfly mere end F-16, men det er også bedre. Andre prisstigninger skyldes nogle usunde markedsstrukturer, hvor meget få virksomheder sælger produkter til meget få købere.

Priserne stiger altså også, uden at man får mere for pengene. Forskeren Katharina Wolf har angivet, at prisstigningerne for kampvogne, håndvåben og fregatter som regel ligger 1-4% over den generelle inflation, mens den for transportfly, kampfly og infanterikampkøretøjer ligger 6-11% over. Det er med andre ord ikke urealistisk at antage, at priserne på militært materiel er fordoblet siden 1990, selvom man har indekskorrigeret beløbene.

Redaktøren har ret og Vedby tager fejl

Jeg anerkender, at Mikkel Vedby Rasmussen har lavet et stort arbejde for at udvikle teorier, der kan modgå tendensen til evigt voksende militærbudgetter. Men mekanismer som reallønsudvikling er altså ikke noget, som man bare kan lade være med at regne med. Det foregår på samfundsplan, og det er ikke et særligt militært fænomen. Og selv på området for den militære inflation, som Mikkel Vedby Rasmussen forsøger at løse, er Danmark for lille en spiller til at ændre markedskræfterne. Det er fornuftigt at se på, hvordan man fremadrettet kan begrænse prisstigningerne på militær teknologi, men man kan ikke bortforklare, at det i perioden fra 1990 og til i dag har været en faktor, der har reduceret Forsvarets købekraft.

Man kan derfor konstatere, at OLFIs redaktør har ret, og at Mikkel Vedby Rasmussen tager fejl. Danmark er gået forrest i afviklingen af Europas forsvarsevne. Hvis man ønsker, at forsvarsbudgettet skal bevare sin købekraft, så er man nødt til at tildele flere penge til Forsvaret, når rigdommen i samfundet vokser. Derfor er procent af bnp en god målestok for forsvarsbudgettets størrelse over tid, og det er en meningsfuld indikator, som Peter Ernstved Rasmussen bakker sine argumenter op med.

Det er til gengæld helt intetsigende, når Mikkel Vedby Rasmussen korrigerer forsvarsbudgettet i forhold til et forbrugerprisindeks. Selv hvis forsvarsbudgettet havde været stabilt ud fra dette indeks, ville købekraften være raslet nedad. Og dertil kommer, at forsvarsbudgettet jo også i indeksregulerede kroner faktisk er faldet med cirka 20 procent siden Den Kolde Krig, primært siden 2012. Det er uden for rammerne af dette indlæg at lave en præcis udregning, men et bud kan da være, at det er i omegnen af en halvering af købekraften.

Så når Mikkel Vedby Rasmussen påstår, at Forsvaret har omlagt og effektiviseret inden for rammerne af et konstant budget, så er det ganske enkelt forkert. Vi har sparet og skåret inden for rammerne af et budget, som løbende blev udhulet.

Anders Puck Nielsen er kaptajnløjtnant og skibschef i DIANA-klassen. Han har tidligere arbejdet som stabsofficer på Forsvarsakademiet. Han er uddannet sprogofficer i russisk og har en masteruddannelse i pædagogisk udviklingsarbejde. Privatfoto