ANALYSE: Denne uges Nato-topmøde udviklede sig til en parade af pinligheder. Mest opsigts­vækkende var dog ikke den amerikanske præsidents tirader mod Europa, men statsministerens retfærdiggørelse af ikke at bruge 2 pct. af bnp på forsvar ved at fremhæve antallet af døde, danske soldater i Afghanistan.

Hvorfor gik Danmark egentlig ind i Afghanistan? Det spørgsmål må man stille sig selv efter denne uges Nato-topmøde i Bruxelles, som udviklede sig til en parade af pinligheder, hvor den danske statsminister pludselig argumenterede med døde soldater i Afghanistan for ikke at betale 2 pct. af bnp på forsvar.

Det kom ikke som nogen overraskelse, at den amerikanske præsident Donald Trump optrådte som en gadedreng og atter en gang udviste sin imponerende mangel på pli og statsmandskab. Han sendte bølger af tirader ud til højre og venstre, men det var ventet – og derfor næsten business as usual.

Nej, langt mere interessant var det at opleve den danske forsvarsminister og statsminister, som nu har gjort det til deres vigtigste budskab i forsvarsdebatten at svare igen, når Donald Trump kritiserer Danmark for ikke at bruge 2 pct. af bnp på forsvar.

Var den aktivistiske udenrigspolitik ren økonomisk kalkule?

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) sagde, at den amerikanske præsident udøver management by fear, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) slog fast, at Danmark ikke vil bruge 2 pct. af bnp på forsvar. Det er ifølge ham urimeligt, når man som Danmark leverer på så mange andre parametre, som de andre Nato-lande slet ikke kan leve op til. Og så kom argumentet.

Artiklen fortsætter under billedet …

”Vi havde under hele indsatsen i Afghanistan tab, der svarer til de amerikanske, hvis man ser på størrelsesforholdet,” forklarede statsministeren til TV2, og samme argument havde han fremført over for den amerikanske præsident.

Man må spørge sig selv, hvad i alverden antallet af døde danske soldater i Afghanistan har at gøre med, hvor mange penge vi bruger på forsvar? Men i regeringen er det en logisk kobling, som understreger, at Danmark er med, hvor det gør rigtig ondt. I statsministerens argumentation var der en selvretfærdiggørelse, som efterlader danskerne med en klam smag i munden.

Har den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik hele vejen været en økonomisk kalkule, som skulle dæmme op for kritikken af ikke at bruge nok på forsvar – langt mere end et politisk ønske om at stå last og brast med amerikanerne? Noget tyder på det.

Danmark er løbet tør for valide argumenter

Regeringen har igen og igen fremhævet Danmarks internationale indsats i Irak, Afghanistan, Mali, Kosovo etc. som argument for, at vi leverer på en lang række områder, hvor andre Nato-lande ikke leverer. Men det er – så vidt vides – første gang, at en dansk statsminister har argumenteret med døde soldater i Afghanistan for ikke at betale mere til forsvar.

Argumentet med lig på bordet er ikke gennemtænkt, og det efterlader mistanken om, at døde soldater i statsministerens optik har en pris. Hvis 80 danske soldater var døde i Afghanistan, kunne Danmark så nøjes med at betale 0,9 pct. af bnp – eller hvad?

Problemet med statsministerens argumentation er, at det afslører, at Danmark er løbet tør for valide argumenter for ikke at leve op til det løfte, som Danmark har afgivet til Nato. Samtidig vidner det om, at Danmark har i sinde fortsat at lade de andre betale, når det kommer til opbygningen af et troværdigt europæisk forsvar.

Faktum er, at Europa er milevidt fra at kunne forsvare sig selv. De europæiske forsvarsstyrker er på et niveau, hvor det vil kræve langt større investeringer end de allerede besluttede at kunne operere selvstændigt uden indblanding fra USA. Den regning vil Danmark ikke betale i kroner og øre. I stedet prøver statsministeren at forklare Nato, at vi allerede har betalt. Med døde soldater i Afghanistan.