KOMMENTAR: Siden Murens fald har Danmark afviklet, udfaset og udsultet livsvigtige kapaciteter i ethvert nationalt forsvar. Der var hverken brug for ubåde, minelæggere, korvetter, luftforsvar, panserværn eller artilleri. I dag står Danmark med et papirstyndt forsvar uden nogen form for robusthed. Til gengæld er det ekstremt sårbart, og det ved Donald Trump. Lad os glæde os over at have tilsluttet os de 2 pct. og holde de ansvarlige politikere op på løftet.

Debatten om byrdedelingen i Nato er langt fra ny. Siden oprettelsen af North Atlantic Treaty Organisation i 1949 har amerikanerne argumenteret for, at europæerne ikke betalte nok. Og egentlig længe før det. Da amerikanerne i efterkrigsårene rundhåndet rullede Marshall-hjælpen ud over et forarmet og krigshærget Europa, skete det ud fra udenrigsminister George Marshalls visionære, modige og ekstremt dyre plan om at stabilisere de vestlige demokratier i Europa gennem et forpligtende samarbejde.

Et krav for at modtage Marshall-hjælpen var at opbygge troværdige nationale forsvar, og Marshall-planen var således forløberen for Nato. Allerede dengang slog Danmark sig i tøjret. Vi ville gerne have hjælpen, men vi argumenterede med, at det ville provokere Sovjetunionen, hvis vi for alvor opbyggede et stort og troværdigt forsvar. Samme argumentation har været dansk sikkerhedspolitik stort set lige siden – med den undtagelse, at vi siden 1990 oven på perioden med fodnoter i 1980’erne efterhånden begyndte at købe aflad for at være dårlige betalere ved at sende tropper ud i stadigt skarpere missioner med stærkere og stærkere mandater til om nødvendigt at anvende våbenmagt.

Amerikanernes frustrationer er heller ikke nye. I 1953 truede den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles med en ”pinefuld revurdering” af USA’s engagement i Europa, hvis ikke europæerne gjorde mere for at tage vare på sin egen sikkerhed. Samme toner har lydt med skiftende styrke op gennem Den Kolde Krig. Ved Murens fald i 1989 brugte Danmark 2,1 pct. af BNP, men derfra gik det støt ned ad bakke, da alle Nato-lande inklusiv USA begyndte at høste det, som har fået navnet fredsdividenden. I 1995 lå Danmarks udgifter til forsvar på 1,9 pct., og derfra faldt udgifterne jævnt til bunden i 2015, da vi brugte bare 1,12 pct. af BNP på forsvarsudgifter.

Målet om at bruge 2 pct. af BNP på forsvar blev første gang introduceret på Nato-topmødet i Prag i 2002 som en ikke-bindene aftale. Det blev gentaget i Riga i 2006, og på topmødet i Wales aftalte alliancen at arbejde hen imod 2 pct. inden 2024. Ordlyden kan tolkes bredt, men det er teksten fra 2014, som den amerikanske præsident Donald Trump tolker som et håndslag om at nå 2 pct. i 2024. Det kommer dog ikke til at ske.

Danmark rangerer på en 19. plads i Natos tunge ende

Til gengæld er nedgangen stoppet, og alle Nato-lande er i disse år i gang med at øge forsvarsudgifterne. Nogle mere end andre, og i det netop indgåede forsvarsforlig fra januar øger Danmark udgifterne med 12,8 mia. kr. over de kommende seks år, hvilket ifølge Forsvarsministeriets beregninger bringer os op på 1,3 pct. af BNP i 2023. Det rækker dog fortsat kun til en placering i Natos tunge ende, hvor Danmark i øjeblikket indtager en 19. plads blandt 29 medlemslande. Det er denne fodslæbende udvikling, som får den amerikanske præsident til at kritisere bl.a. Danmark.

”Vi anerkender, at Danmark tager skridt til at øge forsvarsbudgettet. Men der mangler en forklaring på, hvorfor USA fortsat skal afsætte flere ressourcer til forsvaret af Europa, når kontinentets økonomier inklusiv Danmarks går godt. Der er en voksende frustration over, at visse allierede ikke lever op til løfterne. Det bliver stadig vanskeligere at forsvare over for amerikanske borgere, hvorfor nogle lande fortsætter med at undlade at nå vores fælles sikkerhedsforpligtelser,” skrev Donald Trump i et brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) den 19. juni.

Han var dog langt mere hård i brevet til Tysklands kansler, Angela Merkel, fordi Tyskland er en af Europas førende økonomier, som – bl.a. på grund af historien – har haft et svagt og utilstrækkeligt forsvar. Også Canada, Norge, Belgien, Holland, Spanien, Portugal med flere modtog venlige påmindelser fra USA’s præsident om at investere i forsvar.

Brevene til regeringscheferne kom på ingen måde som en overraskelse. Alligevel tyder noget på, at alvoren er ved at gå op for de europæiske regeringsledere, som i årevis har undladt at tage debatten om, hvad et troværdigt forsvar egentlig er. Der har været en kollektiv europæisk forståelse, som med præsident Trump nu viser at være en misforståelse, at USA havde vores ryg, uanset hvor meget europæerne sjoflede den fælles forpligtelse og overlod størstedelen af regningen til amerikanerne.

Landede til Nato-topmøde med en bredside til Tyskland

At Donald Trump mener det alvorligt og formentlig vil gentage sin udskamning af sine venner, demonstrerede han i dag ved det møde, som han havde over morgenmaden med Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg. Pressen skulle bare have haft adgang til at se de to delegationer udveksle høfligheder, men Trump greb chancen og fyrede en bredside af mod Tyskland.

”Det er forventet, at vi skal beskytte jer mod Rusland. Men de betaler milliarder til Rusland. Det, synes jeg, er meget upassende,” sagde Donald Trump for rullende kameraer med henvisning til, at Tyskland køber 60-70 pct. af sin energi fra Rusland og vil tillade russerne at bygge Nord Stream 2 gasledningen ned igennem Østersøen til Tyskland.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen ankom til topmødet, måtte også han forsvare sig for ikke at bruge nok på forsvar.

”Det handler ikke kun om, hvor mange penge man bruger. Det handler også om, hvordan man bruger dem og med hvilken beredvillighed og parathed, man stiller op,” sagde han.

Det kan han have ret i. Men i sidste ende handler det om, hvordan man fordeler den økonomiske byrde, og hvor vidt man lever op til fælles indgåede aftaler. Det er korrekt, at Danmark indtager en førerposition, når det kommer til det, som man internt i alliancen kalder commitment og capabilities. Vi stiller de rigtige bidrag til rådighed, og vi bruger dem gerne. Til gengæld har vi i Danmark i dag i realiteten ikke længere styrker til at forsvare landet.

Faktum er, at Danmark aldrig nogensinde har været villig til at betale det, som landets sikkerhed koster. Samme tendens har man set i andre lande, og det er den eneste grund til, at det på et tidspunkt var nødvendigt at trække en streg i sandet. Nato-landene kunne med andre ord ikke finde ud af at administrere friheden til selv at skrue den fælles sikkerhed sammen, og derfor var USA nødt til at sætte tal på. Man lod USA betale for de rigtigt dyre kapaciteter og lænede sig tilbage med visheden om, at storebror nok skulle være der, når det gjaldt. Til sidst var det samlede europæiske forsvar så tyndt og nedslidt, at det slet ikke ville kunne forsvare sit eget territorium i tilfælde af en væbnet konflikt.

Danmark gik forrest i afviklingen af Europas forsvar

Med forsvarsforliget i 2004 gik Danmark forrest i afviklingen af Europas forsvar, da daværende forsvarsminister Søren Gade (V) med forligspartierne tog konsekvensen fuldt ud og – groft sagt – nedlagde det nationale forsvar for i stedet at omstille det til et ekspeditionsforsvar, der kunne rykke ud i fjerne egne af verden. Der var hverken brug for ubåde, minelæggere, korvetter, luftforsvar, panserværn eller artilleri, som uden panderynker enten blev afviklet, udfaset eller udsultet til nærdøden. Her kunne man også nævne landets tilbageværende kampvogne og broslagningsvogne, som først med indgåelsen af det nye forlig atter får liv.

Derfor står Danmark i dag med et papirstyndt forsvar, som reelt set skal bygges op fra bunden. Vi kan måske med en lang forberedelse og lidt held udsende en amputeret bataljon på 500-600 mand, og det vil derfor tage minimum seks år, før vi kan stille den lovede brigade til eventuel indsættelse i Baltikum. Skulle den blive indsat, er der næsten ingen tropper tilbage til at forsvare fædrelandet. Og så kan den i øvrigt kun være indsat et halvt års tid. Derefter må Danmark melde pas og håbe på, at USA stadig er vores ven.

Den danske flåde har aldrig været mindre eller tyndere, end den er i dag. Vi har reelt set kun tre rigtige krigsskibe i form af nye og ja, moderne fregatter. Men de er ekstremt sårbare, og skulle det komme til en væbnet konflikt, vil den danske flåde kunne være sat ud af spil i løbet af et par timer. I Flyvevåbnet er vi med 10 års forsinkelse ved at anskaffe de kampfly, som skal afløse de aldrende F-16. Der var brug for minimum 28, men kreative beregninger fra eksterne konsulenter konkluderede, at 27 var nok, hvis piloterne går op i timetal, og solen bare skinner. Det har den gjort i to måneder nu, så mon ikke det fortsætter?

Et troværdigt forsvar kan ikke sidestilles med en civil produktionsvirksomhed

Det, som politikerne ikke har sat sig ind i, og som ledende generaler bevidst eller ubevidst har undladt at gøre de ansvarlige opmærksom på, er, at et troværdigt forsvar ikke kan sidestilles med en produktionsvirksomhed ude i det civile samfund. Uanset antallet af civile termer, navne, begreber, embedsmænd og konsulentudarbejdede regneark, som man smider ind i maskinen. Den nuværende forsvarsminister har stort set intet forhåndskendskab til forsvaret. Han kommer fra et job som finansminister og har været vant til at styre landet med regneark, civile konsulenter og en fast overbevisning om, at alt kan gøres op i kroner og ører. Det kan det ikke.

Et forsvar skal først og fremmest virke afskrækkende. Det kræver kapaciteter, tyngde og robusthed i både materiel og mandskab. Men det danske forsvar er i dag sammensat til lige nøjagtigt at løse en række livsnødvendige nationale opgaver foruden et par mindre bidrag til internationale missioner – præcis som en civil produktionsvirksomhed. Søværnet skal patruljere danske farvande og Nordatlanten, Flyvevåbnet skal flyve redningshelikoptere i Danmark og fra inspektionsskibene i Nordatlanten, flyve afvisningsberedskab og kunne flytte noget gods. Hæren skal kunne indsættes i mindre enheder ude i verden, kunne hjælpe politiet og holde lidt vagt hist og her. Det er størrelsen på Danmarks forsvar – hverken mere eller mindre.

Vi har ingen tyngde, ingen reserve og ingen robusthed. Til gengæld er Danmarks nationale forsvar mere sårbart, end befolkningen og politikerne tilsyneladende aner. Det nye forsvarsforlig retter kun en smule op på skaderne, som er påført forsvaret gennem årtier. Det ved Nato godt, og det ved Donald Trump også, og han agter ikke længere at lade sig og USA spise af med en sang fra de varme lande.

De førende politikere mener, at forsvaret har en fin størrelse, og at det med det nye forsvarsforlig opfylder alle kravene fra Nato. Set i det lys må man glæde sig over, at der er kommet en amerikansk præsident, som ikke lader sig spise af med varm luft og tomme floskler. Sikkerhed koster, og det er på tide, at Danmark står ved sit ord. Lad os glæde os over, at vi har tilsluttet os de 2 pct. og holde de ansvarlige politikere op på løftet.