Trump truer med militære kapaciteter, som han endnu ikke råder over

Den amerikanske flåde udgør en hjørnesten i Trumps 'gunboat diplomacy', men er ikke helt enige med præsidenten om kursen. Foto: US Navy

BLOG: Under Trump er ”America First” blevet den altoverskyggende udenrigspolitiske doktrin. Retorikken over for såvel venner som fjender er hård, og det fyger med trusler om militær magtanvendelse. I Pentagon ønsker man at arbejde på langsigtede løsninger, men for Trump kniber det med tålmodigheden.

I det halvandet år, præsident Trump har siddet i Det Hvide Hus, er kontant retorik og trusler blevet en velkendt del af hans udenrigspolitiske linje. Allierede trues med et brud på Natos musketered, fordi europæerne ikke afsætter nok midler på deres forsvarsbudgetter, mens fjender som Nordkorea og Iran gentagne gange har været i skudlinjen. Af og til i en sådan grad, at Trumps ministre har set sig nødsaget til at moderere præsidentens udtalelser og gøre klart, at ”det, præsidenten mente, var … ”.

Fra omkring nytår har man dog set en ny tendens, hvor ministrene er forblevet tavse, og den hårde retorik har fået lov at stå. H.R. McMaster er fjernet som national sikkerhedsrådgiver, og Rex Tillerson er for længst fyret som udenrigsminister. ”De voksne” er pressede – simpelthen fordi der kun er John Kelly tilbage som stabschef foruden forsvarsminister James Mattis. De seneste rygter lyder endda på, at også Mattis er ude i kulden hos præsidenten, fordi han ikke støtter præsidentens idé om en ”space force” – en anden historie til en anden gang.

Fra krig mod terror til stormagtskonkurrence

Den hårde tone overfor stater som Iran og Nordkorea – men sådan set også resten af verden – bunder i en selvforståelse af amerikansk magt som værende alle andre overlegen. Makker man ikke ret og indordner sig Trump, så må man forstå, at hammeren kan falde. Sidste år gik det ud over Nordkorea, som Trump flere gange truede med ”en kæmpe armada” på grund af landets atomprøvesprængninger og missilaffyringer.

Det er selvfølgelig én måde at føre international politik på. Problemet er, at Trump truer flere lande på én gang. Ikke bare små stater, men stater med betydelige militære kapaciteter. Samtidig har han gjort det klart, at krigen mod terror ikke længere er USA’s primære fokus. I stedet er det nu stormagtskonkurrence med Kina og Rusland. Det er denne stormagtskonkurrence, som Pentagon ruster sig til, alt imens præsidenten truer med militær magt overfor mindre (men betydelige) regionale aktører under henvisning til de mange ressourcer, som Pentagon er tilført i hans tid som præsident.

Heri ligger et stort problem. Eksempelvis er flåden et centralt element i Trumps signalpolitik på den internationale scene, og i klassisk ”gunboat diplomacy-stil” sender præsidenten gerne krigsskibe afsted, når han ønsker at sende et signal. Det gjaldt Nordkorea, og det gjaldt Syrien, da Assad-regimet brugte kemiske våben mod civile. I sidstnævnte tilfælde blev der tilmed affyret missiler mod land.

Uenighed om den udstukne kurs

Fordi flåden spiller en central rolle som signalpolitisk redskab, er det interessant at se, hvad dens ledelse selv tænker om sin egen rolle i amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik. I 2007 udgav den amerikanske flåde et strategidokument, hvor man slog fast, at flådens primære opgave var at hjælpe med at opretholde den amerikanske verdensorden baseret på frihandel, multilaterale organisationer, normer og fri bevægelighed på verdenshavene.

Det er sådan set stadig det strategiske udgangspunkt for flåden at opretholde alt det, som Trump sætter spørgsmålstegn ved.

Samtidig har både Trump og ledende flådeofficerer ambitioner om at udvide antallet af krigsskibe. Trump lovede under valgkampen at udvide flådestyrken til i alt 350 skibe. I en tale for nylig til afgangsklassen ved flådens officersskole udtalte han, at der var tale om, at det var en udvidelse på et par hundrede skibe. Man har lige nu 283 skibe.

Den amerikanske flåde vurderer imidlertid, at man skal bruge 355 skibe for overhovedet at kunne opfylde de forpligtelser og opgaver, man har på nuværende tidspunkt. Men det er en lang proces at nå dertil. Faktisk mener flåden selv, at det først er i 2050’erne, at man når målet om 355 skibe.

Truer med kapaciteter, der ikke findes

I Trumps retorik lyder det som om, man allerede har nået slutningen på den modernisering og udvidelse, som er sat i gang i alle værnene. Det har man bare ikke. I en større sammenhæng er det dybt problematisk, at præsidenten lader til at arbejde ud fra en opfattelse af amerikansk magt, som markant afviger fra virkeligheden. Præsident Trump kan ikke springe frem i tiden og true med kapaciteter, som man først skal bygge.

Der er ingen tvivl om, at USA stadig er i besiddelse af verdens mægtigste militær. Ethvert land, som måtte gå i konventionel krig med USA, ville i sidste ende få bank – spørgsmålet er, hvor meget der skal gå i stykker inden.

Men i øjeblikket puster Trump sig op, isolerer USA og truer med militær overlegenhed flere steder, og så mægtigt er selv det amerikanske militær ikke. Selv ikke om 30 år, for afstanden mellem USA og de nærmeste konkurrenter bliver mindre disse år og er på en række områder allerede lukket. USA kan på nuværende tidspunkt slå enhver enkeltstående modstander, men Trump spiller med musklerne flere steder i en tid, hvor den militære overlegenhed på flere områder er ved at forsvinde.

Det er et problem for dem, som stadig ikke helt er klar over USA’s begrænsninger. Præsidenten er en af dem.