DEBAT: Hvis landets politikere mener, at dansk forsvar har den rette størrelse, er det ingen undskyldning for ikke at betale fuld præmie. I stedet burde Danmark betale beløbet op til 2 pct. til lande, som er mere villige til at øge den militære styrke. Det ville kun være rimeligt.
I midten af juni bragte Berlingske en meningsmåling vedrørende hvilke politiske områder, danskerne opfatter som vigtigst. Listen rummer 12- 13 politiske områder, og flygtninge- og indvandrerpolitikken topper med 51 %. I bunden finder man forsvars- og sikkerhedspolitikken, som bare 4 pct. af befolkningen finder vigtigst.
Man kan tolke disse målinger på mange måder. Men det er klart, at de vil være styrende for vores politikere, der basalt set har stor ulyst til at sætte mere fokus på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område – herunder behovet for at sætte udgifterne op til den fælles Nato-målsætning om at bruge på 2 pct. af bnp på forsvar.
Derfor har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) travlt med at markedsføre historien om, at Danmark får det dobbelte ud af udgiftskronerne og som en af de første melder sig til internationale opgaveløsninger. Hertil argumenterer regeringen, at man med forsvarsforliget fra januar atter øger udgifterne og lever op til målsætningen om at bruge minimum 20 pct. af forsvarsbudgettet på investeringer i nyt materiel.
Men en stigning i forsvarsbudgettet fra 1,17 pct. af bnp i 2017 til 1,3 pct. af bnp på seks år er ganske enkelt ikke nok. I stedet for bortforklare, at vi kun vil bruge lidt over halvdelen af det aftalte, skulle man i stedet lytte til USA og Nato og over for befolkningen slå fast, at Danmark hurtigst muligt må bruge 2 pct. som led i den rette og rimelige byrdefordeling
i Nato. Forsvars- og sikkerhedspolitikken går langt ud over Danmarks grænser, og som et rigt velfærdssamfund bør vi yde for at nyde.
Det sidste er i øvrigt et citat fra en kronik Berlingske skrevet af Carla Sands, USA´s ambassadør til Danmark. Alt tyder på, at USA for alvor ønsker en anden byrdefordeling i Nato, og at lande som Danmark vil komme i klemme, hvis man ikke bevæger sig med en helt anden hastighed og betaler, hvad Nato-landene har aftalt.
Hvis regeringen oprigtigt mener, at det danske forsvar har den rette størrelse, er det ikke nogen undskyldning for ikke at betale fuld præmie for den fælles forsikring. I stedet burde Danmark betale det resterende beløb op til 2 pct. til andre lande, som er mere villige til at øge den militære styrke. Det ville kun være rimeligt.
Uanset hvad regeringen vælger, kræver det et markant skifte i den indenrigspolitiske dagsorden. De ansvarlige politikere på begge fløje må skifte spor og se bort fra danskernes manglende interesse for forsvars- og sikkerhedspolitik og begynde at debattere det, som alle lande rundt om Danmark debatterer i fuld offentlighed.
Hvordan sikrer vi vores samfund i en omskiftelig verden med voksende trusler fra terror, slyngelstater og migration? Svaret er ikke at snylte på det fællesskab, som har givet os sikkerhed siden af slutningen af Anden Verdenskrig. Men beslutningen om at betale, hvad vi skylder, kræver mod og mandshjerte.
USA har senest med præsident Donald Trumps breve til snyltende regeringschefer vist, at tålmodigheden er ved at være sluppet op. Set i det lys bliver det spændende at følge det kommende Nato-møde i næste uge.