BLOG: Det er en myte, at Danmark er unikt god til at bruge forsvarskroner, og at vi derfor ikke behøver at betale så meget som de andre. Vi er bare dygtige til at ignorere de dyre poster i det samlede budget. Danmark er så langt fra målet om 2 pct., at det er latterligt at bortforklare det som et nuancespørgsmål.
I næste uge er der NATO-topmøde i Bruxelles, og igen er der fokus på byrdedelingen i alliancen. En række europæiske lande er under pres for at øge forsvarsbudgettet, heriblandt Danmark. For danske politikere er det traditionelt en tabersag at foreslå øgede forsvarsudgifter. Befolkningen tager sikkerhed for givet og tror i grunden ikke på, at geopolitik findes i virkeligheden.
Det er således forståeligt, at politikerne sender den danske Nato-delegation til topmøde med en bunden opgave om at bortforklare den manglende indfrielse af vores egne løfter. Mere overraskende er det, at en række militærfolk og sikkerhedspolitiske eksperter står frem med samme budskab. Eksempelvis fremfører Mikkel Vedby Rasmussen i denne artikel i OLFI, at Danmark ganske ufortjent bliver udsat for kritik af vores forsvarsbudget. Det danske forsvar er nemlig så veldrevet, at vores bidrag er langt større, end tallene giver udtryk for.
Læs også: Trump taler med store bogstaver til statsministeren
Jeg vil gerne tone rent flag som varm fortaler for 2-procentmålsætningen. Byrdedelingen i Nato er blevet så skæv, at den udgør den største enkeltstående risiko for alliancens fremtid. Forsvarschef Bjørn Bisserup har ret, når han i førnævnte artikel påpeger, at Nato samlet set ikke behøver at være stærkere. Men der er samtidig et stort behov for, at Europa løfter en større del af byrden. Det er både usolidarisk og risikabelt at bede amerikanerne om at garantere alliancens styrke og fremtid, mens vi bruger pengene på noget andet.
Et latterligt at bortforklare målsætning som nuancespørgsmål
På et teoretisk plan er et ensidigt fokus på 2 pct. selvfølgelig unuanceret. Men Danmark er i øjeblikket så langt fra målet, at det er latterligt at bortforklare det som et nuancespørgsmål. En hastighedsgrænse på 110 km/t er for eksempel også unuanceret, og i visse tilfælde kan man godt argumentere for, at det er fornuftigt at køre 115 i en kortere periode. Men motorbøllen, som kører 190, skal ærligt talt bare holde kaje om, at hastighedsgrænsen er unuanceret. Når Danmarks forsvarsbudget passerer 1,8 pct. af bnp, kan vi måske begynde at overveje, om nuance-argumentet kan bruges til noget. Indtil da skal vi som motorbøllen bare ændre adfærd og rette ind.
En komplikation i Danmarks argumentation er, at Wales-deklarationen med de 2 pct. af bnp faktisk ikke er så unuanceret, når det kommer til stykket. Det er også angivet, at landene skal bruge 20 pct. af forsvarsbudgettet på nyanskaffelser, og at landene forpligter sig til at anvende pengene så effektivt som muligt. Desuden står der, at landene skal udvise politisk vilje til at anvende de militære midler, når der er behov.
Artiklen fortsætter under billedet …
Jeg forestiller mig, at de to pointer om effektivitet og politisk vilje har været danske kæpheste i udformningen af dokumentet. Det er i hvert fald de samme to argumenter, som vi hører igen og igen, for at Danmark ikke behøver at nå de 2 pct. Men problemet er, at der jo så var taget højde for disse forbehold, da Danmark for fire år siden underskrev Wales-deklarationen. Det ligger implicit, at såfremt man bruger pengene effektivt og demonstrerer politisk vilje til at udsende soldater, kan man nøjes med at bruge 2 pct. af bnp på Forsvaret.
Selvfølgelig kan vi hæve forsvarsbudgettet meget hurtigere
Danmark har også forsøgt at anvende effektivitetskravet som argument for, at det ikke er muligt at hæve forsvarsbudgettet hurtigere, end vi gør. En stigning fra 1,17 pct. til 1,3 pct. kræver – er det danske argument – en periode på seks år, hvor den største stigning først kan udmøntes på den anden side af ikke bare et, men to folketingsvalg. Ellers kan vi simpelthen ikke garantere, at pengene bliver disponeret fornuftigt.
Det er naturligvis et helt tåbeligt argument. Man kunne for eksempel bare betale vores nye kampfly af over en kortere årrække, og så ville man have løst problemet med, hvordan man skulle bruge en masse penge i en fart. De danske søforklaringer modarbejder en politisk modningsproces. De bortforklarer de amerikanske krav som fjollede eller lidt dumme. Vi burde i stedet tale om, at fremtidig sikkerhed for vores børn og børnebørn vil koste flere penge.
Læs også: Trump drømmer om 4 pct. og får ros af Natos generalsekretær
Problemet er, at danskerne har glemt, hvordan sikkerhedspolitik fungerer. Når der i Danmarks nærområde er relativt roligt, så skyldes det, at der er en magtbalance, som er understøttet af militær afskrækkelse. Baltikum er i dag ikke nævneværdigt på programmet i Rusland, fordi afskrækkelsen virker. Hvis afskrækkelsen forsvandt, ville der opstå et magttomrum, som ville føre alle mulige ubehagelige dagsordner frem i lyset.
Danmark kan kun sende soldater på internationale missioner, fordi afskrækkelsen i Østersøregionen er på plads. Desværre er der en urealistisk opfattelse af, hvad der koster penge. Afskrækkelsen koster vanvittigt meget mere end de internationale operationer. Vi er bare blevet så vant til, at amerikanerne betaler den regning, at vi glemmer at regne den med. Når amerikanerne vil have en mere jævn byrdedeling i Nato, så betyder det, at de vil have europæerne til at betale en større del af den enorme regning for afskrækkelse i Europa. Og det er faktisk et fair synspunkt.
Danmark afstår fra at bruge penge på de rigtigt dyre kapaciteter
Lad mig komme med et eksempel på en af de gigantiske investeringer, som Danmark med fordel kan lave i rammen af en mere jævn byrdedeling i Nato: Langtrækkende landbaseret luftforsvar.
Et system som Patriot vil bidrage substantielt til Nato’s kollektive afskrækkelse, og det er en mangelvare i Østersøregionen. Det kan i perioder udstationeres i de baltiske lande, som igen og igen anmoder om støtte til luftforsvaret. Det kan også udsendes i internationale operationer for at sikre luftrummet fjernt fra Danmark. Og når det ikke er i Baltikum, Afrika eller på øvelse i Norge, kan langtrækkende landbaseret luftforsvar være opstillet på Bornholm og Møn, hvor den blotte tilstedeværelse vil sikre et punkt i de daglige briefinger i det russiske flyvevåben. Men sådan noget er dyrt. Et fuldt opstillet Patriot luftværnssystem koster hurtigt over 20 milliarder kroner.
Læs også: Trump ydmygede sine venner
Hvis Danmark skal betale sin fair del af regningen for sikkerhed i Europa (dvs. 2 pct. af bnp), så er det investeringer i størrelsesorden af Patriotmissilerne, som skal til. Så skal man ikke spise folk af med fortællinger om, at et skib med langtrækkende luftværn kan det samme, fordi vi er ekstra effektive i Danmark.
Det er en myte, at danskerne er unikt gode til at bruge vores forsvarskroner, og at vi derfor ikke behøver at betale så meget som de andre. Vi er bare dygtige til at ignorere de dyre poster i det samlede budget.
